Code Geass: Rebellious Heart

I år 2010 erklærede England krig mod Japan. Japan tabte, og mistede dermed retten til deres navn, hvorefter England gav dem navnet "Area 11", og japanerne blev omdøbt til "Elevens".
Året er nu 2017, og Rin Knightwalker er en halv Eleven, halv Englænder, men skjuler det faktum at hun er halvblods for at studere på en Engelsk skole i Area 11; Ashford Academy.
Rin er en rebel, men hvad der plejede at være ren rutine med sabotage og "terror", bliver snart meget indviklet for Rin, når hun forelsker sig i den nye elev på Ashford Academy; Suzaku Kururugi, den eneste fuldblods Eleven på skolen, med et lige så mystisk dobbeltliv som hende; han er soldat for England.
Hvis der er noget Rin har lært, så er det at man ikke skal forelske sig i fjenden...

19Likes
11Kommentarer
2550Visninger
AA

6. Den Trofaste Hundehvalp

Senere samme dag lykkedes det mig at liste mig væk fra skolen, for at tage i byen. Det var ikke fordi jeg havde noget specielt jeg bare måtte købe, jeg nød generelt bare synet af byen og naturen omkring mig. Jeg var desuden ret sikker på, at hvis jeg havde nævnt noget med en bytur for de andre i elevrådet, så var det endt med at mindst to havde besluttet sig for at invitere sig selv til at tage med mig. 

Jeg havde skiftet mit tøj, da ingen normalt gik rundt i byen i sin skoleuniform, medmindre det var en form for et skoleærinde der havde bragt en væk fra skolens grund. Derfor havde jeg skiftet til et par hvide lårstrømper med en blondekant, en lyserød, højtaljet nederdel, og en grå, løs trøje, som var stoppet ned i den. Mine sko var de samme som fra skolen; et par sorte, helt neutrale sko. 

Vejret var fantastisk, det var varmt udenfor, så der var ingen grund til at have en jakke eller lignende på. Solen skinnede, der var ingen skyer på himlen, og fuglene fløj højt over os. Det var sådan en dag hvor man ikke skulle tro at der var plads til krig og død i verden. 

Men det var desværre den grumme sandhed. 

Folk døde hver dag i denne endeløse krig mod England, og desværre var oddsne ikke ligefrem på vores side - Japanernes side. 

“Hvad tror du, du laver her?! Din usle Eleven!” råbte en stemme fra en flok unge fyre, som stod omkring en hjælpeløs Eleven - en ældre kvinde, som havde ingen muligheder for at forsvare sig selv. Hun lå på den hårde jord med sine rystende hænder op i forsvarsposition. 

Gruppen af fyre var fem, og jeg tænkte at jeg nemt kunne overmande dem alle på en gang, men så igen - de var englændere, ligesom det der var meningen jeg skulle forestille at være, så jeg kunne intet gøre uden at få rygter på nakken. 

“Idioter,” knurrede jeg lavt i raseri imens jeg intet kunne gøre, end at stå og se til, imens den stakkels dame blev truet på livet, uden at have gjort noget andet end at eksistere. 

Lige idet jeg overvejede at vende om for at blive fri for at se på det grumme syn foran mig, så var der en anden person som gik op til den forsvarsløse kvinde på jorden. Han ignorerede fuldstændigt de fem fyre, som ikke så ud til at være færdige med kvinden på jorden, og satte sig på knæ ved hende for at se om hun var okay, eller om hun havde brug for hospitalshjælp. 

Jeg hævede et øjenbryn af synet. Det var ikke normalt at et menneske hjalp en Eleven som blev truet af englændere, hvad end man var englænder eller Eleven selv. Ham som var kommet kvinden til hjælp, var en ung fyr. Han havde en lang, blå jakke på, et par normale, grå jeans, og et par mørke solbriller som skjulte hans øjne. Hans hår, derimod, var nøddebrunt. 

Og allerede der var jeg ret sikker på, hvem han var. 

“Huh? Hvad tror du, du laver? Er du måske bare endnu en ussel Eleven?!” truede en af de fyre som stod omkring dem, “Skal du også lære at kende din plads?!”

“Jeg ville sætte pris på, hvis I ville finde nogen på jeres egen alder at slås med,” sagde den hjælpsomme fyr, og idet samme hans stemme forlader hans mund, ved jeg at jeg havde ret i hvem han var - det var Suzaku, han havde også besluttet sig for at tage i byen den dag. 

“Uh-oh…” mumlede jeg stille for mig selv og begyndte langsomt at gå tættere på, hvis det skulle komme så langt at jeg skulle redde Suzaku fra at blive gennemtæsket af de usle englændere. 

“Hah! Gutter, har I set ham her? Han tror han er rigtig sej,” sagde ham fra gruppen af englændere som så ud til at være deres “leder”, på den ene eller anden måde. Han var en anelse højere end Suzaku, selvom Suzaku var meget høj af en japaner at være. 

“Jeg ønsker ikke at være nødsaget til at banke jer, og da slet ikke foran så mange tilskuere, så jeg vil råde jer til at forsvinde,” sagde Suzaku idet han rejste sig op og stillede sig mellem damen og englænderne. Den måde han talte på, virkede fuldstændig kold, men alligevel også høflig. Det var nemt at se, at han var fra en velhavende familie. 

Jeg havde ubevidst taget fat i skørtet af min nederdel og knuget mine hænder i den i spænding og angst for at Suzaku skulle komme noget til. 

“Hvad siger du?! Du tror vel nok du er rigtig sej?!” råber den anden fyr i vrede, og i samme sekund går han til angreb på Suzaku med en hævet næve, men Suzaku undveg den med lethed og spændte ben for fyren, hvilket resulterede i at han lå på jorden efter få sekunder, med Suzaku som stod over ham og kiggede mellem fyren på jorden, og de fire andre af englænderne som så ud til at være klare til at give Suzaku nogle øretæver for det han lige havde gjort. 

“Vent! Vent, vent, nej stop! Skru’ lige ned for det testosteron!” udbrød jeg og satte i løb direkte mod Suzaku, og det lykkedes mig at komme hen til ham før englænderne var gået til angreb. Jeg tog fat i skulderen på Suzaku - som i øvrigt var virkelig bred, damn - og trak ham lidt om bag mig imens jeg puttede mit mest undskyldende, uskyldige ansigt på, og vendte mig mod englænderne. 

“Jeg er virkelig ked af det på hans vegne!” sagde jeg hurtigt og holdt mine hænder op i forsvarsposition, imens Suzaku bare kiggede på mig med forvirring i sine øjne. Jeg var en uskyldig pige, med langt lyserødt hår og store, blå øjne, som stod og undskyldte foran fem høje, stærke englændere, imens jeg havde skubbet Suzaku om bag mig. 

“Huh? Kender du ham? Er du måske ikke en englænder?” spurgte fyren med vrede øjne som stirrede direkte på mig - jeg var en hel del lavere end ham, så han lignede en kæmpe i forhold til mig. 

“Jo, jeg er en englænder, men derfor betyder det ikke at jeg er førsteklasses racist,” hvæste jeg koldt tilbage, “Se jer lidt rundt, ønsker I virkelig at lave en større scene end I allerede har gjort?” 

Jeg betragte de fem englændere imens de så omkring sig. Flere grupper af mennesker havde samlet sig i en stor ring omkring os, nysgerrige efter at se hvad der var ved at ske, og om nogen fik bank. Folkene var både englændere men også Elevens, unge som gamle - men heldigvis så ingen af dem ud til at have agressive ansigtsudtryk, hvilket måtte betyde at dette ikke nødvendigvis ville udvikle sig til noget større. 

“Rin?” sagde Suzaku forsigtigt, et forvirret blik i sine grønne øjne.

“Ah, Suzaku,” sagde jeg med et smil idet jeg vendte mig om mod ham og tog fat i hans ene arm - og hold da kæft sikke nogle muskler han havde under den jakke - “Det var godt jeg fandt dig, du havde jo lovet mig at tage med mig ud og shoppe, ikke sandt?” 

“Hva-…” nåede Suzaku lige præcist at ytre, før jeg stak ham en solid albue i siden. 

“Tch, fucking forræder!” spyttede en af de engelske fyre efter mig, før de endeligt samlede resterne af deres værdighed op, og forsvandt fra scenen. Jeg kastede et par knive efter dem med mit blik, før jeg vendte mig mod Suzaku igen med et lille smil. 

“Undskyld,” sagde jeg forsigtigt og kørte lidt af mit hår tilbage bag mit ene øre, imens mit blik var rettet en anelse mod jorden, “Jeg bryder mig ikke om at folk bruger vold til at løse deres problemer, lige meget hvilken slags det er.” 

“Ah…” Suzaku så undskyldende på mig, “Jeg havde heller ikke lyst til at blive nødsaget til at banke dem…” mumlede han lavt, hvorefter han flashede sit million dollar smil til mig. 

“Det må du meget undskylde, men tak fordi du kom mig til undsætning, Rin.” 

“Oh?” jeg kiggede straks op på hans smil, og kunne mærke hvordan mine kinder begyndte at brænde som aldrig før. Hans stemme var så varm og rar, blid. Hans øjne havde bare den smukkeste glans når han smilte til mig, og jeg kunne sværge på at jeg begyndte at føle mig svag i knæene.

“Det ser vidst ud til at du hænger på mig i dag, huh?” sagde han så og kløede sig forsigtigt i nakken. 

“Eh? Hænger på dig? Hvad mener du?” 

“Var det ikke dig der lige sagde, at jeg skulle ud og shoppe med dig, måske?” han smilede skævt til mig, og noget som jeg næsten kunne opfatte som et utydeligt rødt skær kom til syne på hans - sikkert meget bløde - kinder. 

“… Har jeg noget valg?” grinede jeg lavt. 

________________________

 

Suzaku og jeg hængte ud i parken senere på dagen, da Solen var ved at gå ned. Jeg gik på line på en lav stenmur som gjaldt som grænse mellem parken, og det som var Shinjuku ghettoen lige på den anden side. Parken blev mest brugt af englændere, men var også åben for Elevens, selvom langt de fleste ikke turde komme i nærheden af den. 

“Rin, pas nu på at du ikke falder ned,” sukkede Suzaku lavt imens han betragtede mig imens jeg fokuserede på at holde min balance deroppe på den grå, fine stenmur, som var helt ren på den side som vendte ind mod parken, imens den var fyldt med grafitti på den side som vendte ud mod Shinjuku ghettoen. 

“Bare rolig,” fniste jeg lavt, “Hey, Suzaku… Dit efternavn er Kururugi, ikke sandt?” 

“Jo, hvad er der med det?” spurgte han lavt imens vi fulgtes ad gennem parken - jeg stadig på stenmuren, imens han gik nede på græsset. 

“Din far… Var han premierministeren af Japan?” spurgte jeg forsigtigt, men mit spørgsmål fik Suzaku til at sænke sin fart en lille smule, hvilket resulterede I at jeg gjorde det samme. Jeg stoppede dog ikke med at betragte hans ansigt i den dunkle aften. Til sidst stoppede han helt op, med sit kønne ansigt rettet mod jorden i stilhed. Skyggerne og den dårlige belysning gjorde mig ude af stand til at se hans ansigtsudtryk, så jeg blev hurtigt lidt bekymret, og besluttede mig for at hoppe ned af stenmuren - og i min hast holde min nederdel nede så mine lyserøde trusser ikke kom til syne for alverdens folk omkring os. 

Jeg fortrød lidt hvad jeg lige havde sagt til Suzaku. Det så ud til at premierministeren virkelig var hans far - premierministeren, Genbu Kururugi, var den mand som stod for Japans forsvar i krigen mod England, og da folket havde allermest brug for ham, så blev han myrdet. Myndighederne mener, at det var selvmord fra presset fra folket, eller fordi underlaget var uundgåeligt, men ingen vidste det helt præcist. 

“Ja, han… Var min far,” mumlede Suzaku lavt da jeg stoppede op foran ham. 

“Jeg syntes nok dit efternavn lød bekendt,” sagde jeg med et varmt smil, “Din far var en stor mand, Suzaku, op med humøret, det er da kun at være stolt over, ikke?” 

“Det… Tror jeg,” Suzaku rynkede lidt på sine bryn og trak en anelse på skuldrene, men lige da han skulle til at kigge på mig igen, hørte vi et brag ikke ret langt væk. 

Det var en eksplosion fra Shinjuku ghettoen, og det lød til at der var endnu en kamp igang. 

“Ah, ghettoen!” udbrød jeg og så over muren, som muligvis nok ikke var mere end en meter høj. Jeg så hvordan der kom røg stigende op fra et sted mellem de faldefærdige bygninger i ghettoen, og folk skreg i det fjerne - skreg efter hjælp. 

“Du må komme i sikkerhed, Rin!” sagde Suzaku straks og tog fat i min arm, imens frygten af at mine venner og kammerater skulle være kommet til skade rummede i mit hoved. 

“Men… Suzaku!” 

“Ikke noget men! Vi er ikke i sikkerhed her, og du er en civil, det er min pligt at få dig i sikkerhed!” Suzakus stemme havde ændret sig, og nu var han langt mere alvorlig end førhen. Hans øjne var også forandrede, fyldt af noget som virkede en anelse skræmmende, men alligevel også tiltrækkende. Det var ikke længere et par øjne fra en trofast hundehvalp, men fra en overbeskyttende ulv. 

“Okay,” sagde jeg lavt imod min vilje - jeg ville hen og hjælpe mine kammerater, men Suzaku måtte for guds skyld ikke vide, at jeg var en rebel.

“Jeg skal nok komme og hjælpe jer! Det lover jeg!” tænkte jeg for mig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...