ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
103889Visninger
AA

15. tretten

 

TRETTEN

Kransekagen ser ikke ud som den plejer. Den ser tør ud, og champagnen lugter surt. Normalt er nytårsaften den fedeste aften på året, men i år er det bare endnu en aften, der skal overstås hurtigst muligt.

Tænk at jeg som 18-årig skal stå med et glas alt for billig champagne i hånden og vente på at hoppe ned fra en stol med mine forældre, når det bliver midnat. Jeg burde være til fest med mine venner. Jeg burde være stangstiv, have en grim hat på og tælle ned til midnat med mine venner. Med Harry. Det kommer nok aldrig til at ske igen.

Jeg kigger på fjernsynet. Rådhuspladsen er fyldt med mennesker som sædvanligt. Intet har ændret sig der. Raketter flyver rundt mellem hinanden, og himlen er fyldt med røde, gule, grønne og blå farver. Raketterne kæmper om at få den bedste plads på himlen og om at lave det højeste brag.

Opmærksomhedskrævende tænker jeg, og ryster så på hovedet af mig selv. Latterligt at tænke sådan om fyrværkeri.

Jeg kigger på mor og far. Mor har en gylden paillettop på og sorte jeans. Far har skiftet den sædvanlige hvide skjorte ud med en i lyseblå. Hans sorte sko skinner, som er de lige blevet pudset. Jeg er sikker på, at hvis jeg stiller på foran ham og kigger ned på dem, vil jeg kunne se mit eget spejlbillede.

Jeg kigger på mit champagneglas. Den har en anderledes farve end normalt.

To minutter til midnat.

”Klar?” Far kigger på mig fra den anden side af stuebordet, hvor han har stilet sin stol.

”Klar.” siger mor og tager hans hånd. Deres stole står ved siden af hinanden.

Jeg svarer ikke. Kigger bare på fjernsynet og Rådhuspladsen. Værten har sikkerhedsbriller på øjnene og en mikrofon i hånden.

Et minut til midnat.

Mor og fars smil bliver større. I fjernsynet bliver der filmet rundt på de forskellige mennesker. To mænd sender en raket afsted. En gruppe veninder smiler stort til kameraet, da det lander på dem.

Viserne kommer tættere og tættere på tolv. Ti sekunder til midnat. Ti sekunder til 2015.

Far og mor tæller ned i kor. Jeg tæller ikke med. Står bare stille på min stol og venter. Fem sekunder igen.

”3,2,1!” råber mor og far og hopper ned fra deres stole. Jeg træder ned fra min og sipper til min champagne. Den er lige så sur, som den lugter.

Mor og far kysser hinanden og ønsker hinanden godt nytår. Så skåler de og tager en tår af deres champagne.

”Godt nytår skat.” siger mor og går hen til mig. Hun giver mig et stort kram, der var lidt længere end det burde. Hendes parfume skærer i næsen. Fars kram er kortere og blødere.

”Vil du have et stykke kransekage?” spørger mor og kigger på mig. Jeg nikker bare.

I fjernsynet er værten ved at blive ramt af en raket. Mor og far griner. Mor griner endda så meget, at hun skærer gennem luften, hver gang hun prøver at skære i kagen.

Jeg griner ikke. Kan ikke se det sjove i det. Jeg kan ikke se det sjove i noget mere.

Da mor endelig får skåret et stykke kransekage, er den præcis så tør, som jeg havde forudset. Men jeg spiser den alligevel. Bare for at gøre mor glad. Det er først gang, hun selv har bagt kransekage. Glasuren sidder i alt for store klumper og der er for lidt chokolade på bunden.

”Jeg går en tur.” siger jeg og går ud af stuen.

”Skulle vi ikke spille matador?” Mor råber efter mig, men jeg ignorerer hende. Tager min jakke og halstørklæde i entreen og går ud af hoveddøren.

Der er koldt i opgangen. Jeg er hurtigt nede af trapperne og ude på gaden. Sneen ligger stadig på fortovet. Jeg burde nok have taget mine vinterstøvler på. Kan mærke at mine sokker bliver fugtige, men det er lige meget. Alt er lige meget.

Jeg lægger ikke mærke til, hvor jeg går hen, jeg går bare. Vinden trænger gennem mine nylonstrømper og sender kuldegysninger gennem min krop, men jeg ignorer dem. Fortsætter ned ad Nordrefrihavnsgade.

Jeg stopper op, da jeg når til et velkendt hus. Havde ikke engang opdaget, at jeg var gået ind i villakvarteret. Da jeg var mindre, drømte jeg altid om et hus på Rosenvænget. Ikke længere.

Det er tydeligt, at der er fest derinde. Jeg sukker og kigger op på førstesalen, hvor en lyskæde er tændt på altanen. At det nu er et år siden, jeg stod med Harry på den altan, får knivene i mit hjerte til at stikke endnu dybere.

Det er pisse koldt og jeg overvejer at tage hjem, da noget fanger min opmærksomhed. To mennesker træder ud på altanen. Den ene er Harry, det er helt sikkert. Hans krøller afslører ham som sædvanligt. Den anden er en pige, som jeg ikke kender.

Harry lægger sin ene arm om hende, præcis som han gjorde med mig. De rykkere tættere på hinanden, og det næste der sker, får knivene til at skrabe mod indersiden af mit hjerte. De kysser.

Jeg sukker og vender mit hoved den anden vej. Kan ikke holde ud af se på det. Jeg sætter i løb væk fra huset. Kan mærke tårerne strømme ned af mine kinder. Da jeg stopper, banker mit hjerte hurtigt, og jeg trækker vejret tungt.

Det burde være mig deroppe. Jeg burde stå med hans jakke om mine skuldre. Det burde være mig han kyssede.

Jeg ville ønske jeg kunne sige, at mit nytårsforsæt skal være, aldrig at snakke med Harry igen. Men det føles så forkert, som noget kan. Bare det at se ham igen, selvom han kysser med en anden, får savnet til at vokse inden i mig.

Derfor er mit nytårsforsæt: Blive gode venner med Harry igen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...