ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
103879Visninger
AA

25. treogtyve

 

TREOGTYVE

Et smil sidder klistret fast på mine læber, da jeg vågner den næste morgen. Solens stråler har fundet vej ind gennem revnerne i gardinet og lyser mig lige i ansigtet, men det irriterer mig ikke, for alt er godt. Harry og jeg har det godt. Det irriterer mig ikke engang, at jeg har en dundrende hovedpine, fordi Harry fyldte for meget vin på mig i går. Alt er godt og jeg springer ud af sengen, for at hoppe i mit ski tøj.

I den anden side af sengen ligger Maya med hovedet begravet i puden og en fugleredde på toppen af hovedet.

Jeg trækker tæppet af hende og vikler det rundt om min underarm, så hun ikke kan få fat i det igen.

”Op med sig!” synger jeg glad og finder en hårelastik frem fra natbordsskuffen.

”Hvorfor er du så glad i dag?” Maya sætter sig træt op i sengen.

”Hvorfor skulle jeg ikke være glad?”

”Lad vær med at svar med et til spørgsmål.” Maya lægger sig træt ned i sengen igen, så den knirker under hende. Hun udstøder et irriteret suk.

”Det er vores første dag på ski, du skal være glad!” Jeg stiller hen foran spejlet overfor sengen, og kører hårbørsten gennem mit hår. Lange, seje træk. Det hiver i hovedbunden.

”Jeg hader forelskede mennesker.” Maya ømmer sig og trækker min dyne over sig.

Jeg kører et par fingre gennem mit hår og giver mig til at flette det. Den ene tot over den anden. Den anden over den ene. Jeg vikler min elastik om til sidst og sætter hårnåle i der, hvor mit hår ikke når med i fletningen.

”Du hader bare morgener.” Jeg smiler til Maya og hiver hende op af sengen. Hendes hænder er kolde.

”Sandt nok.” Maya sender mig et skævt smil og forsvinder ud på toilettet. 

Jeg kigger på mig selv i spejlet igen. Mine øjne stråler mere, end de længe har gjort. Jeg smiler. Et ægte smil. Det føles ikke anstrengt, det føles bare rart. For Harry og jeg er på talefod igen, og alt er godt, og selvom jeg måske burde tænke lidt mere over, hvorfor han pludselig vil være venner igen, gør jeg det ikke, for jeg er glad og det er det vigtigste.

”Er du klar?” Maya sender mig et smil fra døren ud til toilettet. Hendes blå skibukser matcher hårelastikkerne i hendes franskefletninger, der smyger sig langs hendes kinder og ned til brystet.

Jeg nikker, sender mig et sidste smil i spejlet og går med hende ud af værelset.

Gulvtæppet på gangen føles blødt mod mine tæer, der kun er pakket ind i et par skisokker. På de mørke vægge hænger en masse billeder af hotellets stiftere, af byen og af pistene. Jeg smiler ved tanken om, at jeg er her, og at Harry og jeg har det godt. Smilet sidder på mine læber hele vejen ned til restauranten og under hele morgenmaden.

”Hvad er der galt med hende?” spørger Liam pludselig Maya, efter at have kigget mærkeligt på mig i noget tid.

Maya trækker på skuldrene. ”Hun kan godt bare lide morgener.” siger hun, og så er der ikke så meget mere at snakke om. Jeg griner svagt og fanger Mayas blik. Hun sender en kyssemund afsted.

Harry sidder ved siden af mig på sofaen. Bordet er ikke særlig langt, så vi sidder så tæt, at jeg kan føle hans vejrtrækning, og engang imellem strejfer hans knæ mit, og en varm følelses breder sig min mave.

”Du er sgu da B-menneske.” siger Harry og bryder tavsheden. Han skæver til mig og tager en skefuld af sine alt for bløde cornflakes med alt for meget mælk.

Jeg svarer ikke, men sender ham bare et lille smil, som han gengælder.

Jeg tager en tår af min juice og kigger på de sørgelig rester af min morgenmad. En skorpe fra et stykke ristet brød og en halv pakke med marmelade. Et par syltede ananasser svømmer rundt i den skål, der engang indeholdte skyr. 

”Er det spændende?” Harry kigger på mig med et smørret smil om læberne. Jeg fanger hans øjne, glemmer pludselig alt om, hvad jeg laver, eller hvor jeg er, for hans øjne smiler til mig med så meget kærlighed, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Da Harry begynder at ligne en, der afventer et svar, rækker jeg bare tunge ad ham, og han dasker mig på skulderen.

”Skal vi til afterski i aften?” Liam kigger forventningsfuldt rundt på os alle sammen.

Harry nikker. ”Selvfølgelig, skal vi det,” Han lægger en arm om mig og klemmer min skulder. ”Gabbi og jeg så et fedt sted i går.” Jeg lægger mit hoved mod hans skulder og han strammer sit greb om mig.

En følelse af at være kommet hjem rør sig i min krop, men jeg ignorerer den, for Harry kører sine fingre rundt på mit lår, og det brænder helt ind under min hud.

Jeg kigger op på Harry ud af øjenkrogen og han smiler. Jeg smiler også. Men noget indeni mig bliver ved med at sige, at det er for godt til at være sandt.

 

Alt det er dog glemt, da Harry klemmer min luffeindpakkede hånd i stoleliften på vej op til toppen af pisten.

Solen er så småt ved at titte frem bag trætoppene, der er beklædt med nyfalden sne. En fugl laver små spor i en snebunke under os og bliver forskrækket, da skyggen fra stoleliften når indover den.

”Har du aldrig set en offpist før?” Harry puffer til mig i liften og griner svagt.

”Selvfølgelig har jeg det,” siger jeg og vender blikket bort fra fuglen. ”Det er bare længe siden.” Jeg sender ham et lille smil.

”Så hvis vi ikke ser hinanden i lige så lang tid, så vil du også kigge sådan på mig?” Han blinker med det ene øje.

”Du kan lade det komme an på en prøve.”

Harry trækker lidt på det. ”Nej,” Han lægger armen om mig. ”Jeg vil ikke være væk fra dig så længe.”

Et ukontrolleret smil former sig om mine læber og et par sommerfugle begynder at blafre med deres store vinger i min mave, der slet ikke har plads til dem alle sammen.

Luften er kold og blæsten mild, da vi når op på toppen af pisten. Solens stråler blandet med skyggerne fra træerne danner et  symmetrisk mønster i sneen, der kunne blive hængt op på en væg på et kunstmuseum.

Jeg smiler for mig selv og stager hen til de andre. Harry trækker armene frem som en invitation til et kram. Vores skijakker knitrer, da jeg kører ind mellem hans ski og lægger mine arme om ham. Normalt irriterer lyden mig, men ikke nu, for alt er godt, og Harry og jeg har det godt. Lige indtil mine ski glider ind under hans, og vi vælter.

Sneen er hård, da jeg lander på ryggen med Harry halvt ovenpå mig. Vores ski er klikket af og ligger sammenfiltret ved siden af os, halvt dækket i sne.

Rundt om os kigger folk mærkeligt og nogle griner svagt, men det eneste jeg lægger mærke til er Harry blik gennem skibrillerne og hans hæse grin. Følelsen af hans krop ovenpå min og fornemmelsen af, at noget nyt er på vej, da han hvisker: ”Vi burde gøre det her noget oftere.”

 

....................................................................................................................................................................................................................................................

Undskyld det lidt tamme kapitel, men bare vent til næste kapitel kommer ud, der sker der ting og sager. Tusind tak til alle jer, der liker, sætter på favorit og skriver en kommentar! Det betyder virkelig meget for mig!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...