ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
103897Visninger
AA

35. treogtredive

 

TREOGTREDIVE

Forbindingen om min fod og hullet i mit bryst er det eneste, der minder mig om, at skiferien fandt sted.

Harry har ikke sagt et ord til mig, siden vi kom hjem for snart en uge siden. Det samme gælder for Liam og Maya.

Grænsen mellem had og kærlighed var åbenbart mindre, end jeg troede.

På min forstuvede fod humper jeg afsted mod kantinen. Et sted skyder op gennem mit ben, hver gang jeg træder ned på min fod, men den nærmer sig langt fra smerten i mit bryst. Intet kan sammenlignes med den smerte. Hver gang mit hjerte banker, gør det ondt.

Et knust hjerte er ligesom et brækket ribben. Ingen kan se det, men det gør ondt, hver gang du trækker vejret.

Jeg kunne have brækket alle mine ribben, og mit hjerte ville stadig være det, der gjorde mest ondt.

Jeg sukker, da jeg når kantinen og kan se Liam, Harry og Maya, siddende ved vores gamle bord. Stolen ved siden af Maya er tom. Det er den, jeg plejede at sidde i. Nu er den efterladt kold og alene, præcis som mig.

Det havde ikke gjort nogen forskel, hvis min fod var brækket i stedet for forstuvet, jeg ville ikke kunne mærke forskel på smerten, fordi mit knuste hjerte overdøver alt.

Jeg køber en sandwich i kantinen. Jeg lægger ikke engang mærke til, hvad der er i, eller hvor meget den koster.

Kantinedamen sender mig et venligt smil og genner mig væk, så den næste i køen kan komme til. Så humper jeg videre, hen til det nærmeste toilet. Lukker og låser døren ind til båsen bag mig og sætter mig tungt på toiletbrættet. Jeg kigger ned på sandwichen i mine hænder. Det gennemsigtige papir knitrer, og noget dressing er klemt ud af siden, og klistrer til det.

Er ikke engang sulten.

Jeg smider den ud i skraldespanden, der hænger på væggen overfor toilettet. Lader den dumpe ned i bunden, så den tomme skraldepose knitrer og buler ud i toppen.

Jeg sukker. Bliver siddende på toiletbrættet i lang tid. Der stinker af pis. Mere end der plejer. Stirrer ind i døren på båsen. Den er overmalet med graffiti. LOL. M+J. JEG ELSKER PATTER. HARRY ER HOT. Jeg stirrer på ordene, uden at forstå dem. Så rejser jeg mig. Døren til båsen knirker irriterende højt. Der er time om 5 minutter. Jeg kigger kort i spejlet. Ynkelig. Jeg ser ynkelig ud. Forladt. Lille. Ynkelig. Meget ynkelig.

Jeg kører fingrene gennem mit uglede hår og lader et suk slippe ud gennem mine sprukne læber. Et ordentlig lag læbepomade kan ikke engang hjælpe på dem.

Da jeg sidder i klassen igen, kan jeg mærke Harrys blik i nakken. Jeg sidder på forreste række. Alene. Ingen Maya ved siden af mig mere. Nu sidder hun sammen med Harry og Liam og griner.

Det regner udenfor. Regndråberne griner af mig. Klæber sig til ruderne og håner mig.

David træder ind i klassen. Hans briller er duggede og den sædvanlige striksweater er i dag blevet skiftet ud med en stribet T-shirt og tilhørende cardigan i brun.

”I har læst en novelle hjemmefra,” siger han og skriver titlen op på tavlen. ”Luft.”

Jeg kigger ned i mine noter. Pige forladt af forældre. Sammenligner alt med luft.

Luft. Pigen er luft for sine forældre. Jeg er luft for Harry. I novellen ender pigen med at dø, fordi hun løber tør for luft. Jeg er også død. Indvendig. Harry har dræbt mig. Stukket en kniv i hjertet og ladet den sidde i, mens han nød at se mig lide. Han nyder det stadig. Det vil han gøre, indtil mit hjerte holder op med at bløde.

”Luft er jo en væsentlig ting i novellen,” siger David. Så lad os lige få en ting på det rene, det her burde i vide. Hvad består luft af?”

Hvad består luft af? Hvad består luft af? Hvorfor skal han også stille præcis det spørgsmål?

Jeg kan høre, at Harry griner bag mig. ”Spørg Gabriella, hun ved det.” Jeg stivner. Hans stemme er hård og hånlig.

Jeg kan mærke hans blik i nakken. Det borer sig dybt ind, helt ind til mit hjerte, som isner.

David retter smilende sin opmærksomhed mod mig. ”Hvad siger du, Gabriella?”

Øh. Hvad siger jeg? Som om jeg kan huske det. Jeg har fortrængt alt det nyttige, jeg faktisk fik ud af mit venskab med Harry. Alt jeg har tilbage er de gode minder, følelserne og sorgen. Det knuste hjerte. Som om jeg kan huske noget, fra dengang han legede min fysiklærer eller biologilærer eller hvad, det nu var.

”Øh,” siger jeg, og Harry griner. ”Det..” Tænk, Gabbi, tænk! Luft består af nitrogen, nej hydrogen, nej nitrogen. Eller er det oxygen? ”Det ved jeg ikke.” Jeg tøver.

Harry griner højere. ”Selvfølgelig ved du ikke det.”

Jeg svarer ikke. Kigger bare ned i min notesbog og følger ikke med i resten af timen.

Maya ringer til mig kl. 20:30. Jeg tager den, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal. Selvom hun ignorerer mig, og ikke er en del af mit liv mere, føles det forkert, hvis jeg også ignorerer hende.

”Hey.” Hun lyder flov.

”Hej.”

”Hva så?”

”Hva så?”

”Så øh, jeg ville bare,” Maya tøver. ”Det her er virkelig akavet.” Hun sukker.

”Synes du?”

”Synes du ikke?”

Jeg svarer ikke.

Tavshed.

Mere tavshed.

”Jeg er ked af det.” siger Maya.

”Ked af hvad?” spørger jeg.

”Det ved du godt.” Så lægger hun på.

Jeg sukker. Jeg ved det godt, men jeg ville gerne høre hende sige det. Jeg lægger mobilen fra mig på køkkenbordet og kigger ud af vinduet, hvor en fugl letter fra et træ i gården.

Luft består af 20 procent oxygen og 80 procent nitrogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...