ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2015
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Det er den største kliche; At falde for sin bedsteven. Det skete for 18-årige Gabriella. En 10 meter tyk mur er nu opstået mellem hende og vennen, Harry. Muren blev dannet den dag, Harry opdagede Gabriellas følelser, og den vokser sig større dag for dag. Nu prøver Gabriella at rive muren ned, men med en uarbejdsom Harry, bliver det umuligt nemt | Baseret på virkelige hændelser.

143Likes
239Kommentarer
103883Visninger
AA

29. syvogtyve

 

SYVOGTYVE

Jeg blinker i takt med, at mascarabørsten gør mine vipper sorte og lange. Mine læber spidser jeg i en kysse mund, mens jeg påfører den svagt lyserøde læbestift.

Maya sidder det samme sted, som hun gjorde, inden jeg gik ud på badeværelset. Udover undertøjet har hun iført sig en sort kjole med langeærmer og dyb udskæring i ryggen. Hun sender  mig et smil og siger:

”Jeg smutter lige hurtigt ind til Liam og Harry.” Uden at vente på en reaktion, rejser hun sig og går. Kort efter hører jeg døren smække, og det giver et sæt i mig, da jeg er alene.

Væggene samler sig om mig og loftet sænker sig. Et øjeblik føles det som om, det vil falde helt ned og smadre udover mig. Men loftet bliver hvor det er, og jeg bliver i frygten.

I skabet finder jeg et par sorte jeans og en hvid blondetop. Den samme top, Harry valgte til vore date. Måske vil det få ham til at tænke.

Skamlen er stadig varm efter Maya, da jeg sætter mig på den med et suk. Hvad skete der?  Alt var endelig blevet godt, og nu er det værre end før. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Jeg kigger bebrejdende på mig selv i spejlet.

”Hvorfor har du fucket alt op for dig selv? Hvorfor er du så skide dum? Hvornår lærer du det?” Jeg råber. Jeg råber så højt, at mine forældre sikkert kan høre mig fra deres soveværelse, hvor alt er godt og smukt som glanspapir, og man kan snakke sammen og kysse, uden at være bekymret for, om man stadig snakker sammen dagen efter.

Jeg knytter mine hænder til de bliver ligeså hvide som min top. Mine negle borer sig ind i mine håndflader, og jeg bliver ved med at trykke, til en lille dråbe blod strømmer ud under en af neglene. Jeg bider mig i læben, så smerten i min hånd ikke er så stor.

Jeg betragter den lille dråbe blod, som den løber nedad min håndflade og videre til mit håndled. Hvis bare jeg kunne være lige som den bloddråbe. Ikke tænke på andet, end at være til. Ingen bekymringer, ingen sorger, ingen Harry til at fucke alt op hele tiden.

Hvorfor skulle Amor også sende den pil afsted mod mig? Kunne han ikke bare for engangsskyld lade vær med at blande sig? Hvorfor skal en lorte baby med en alt for stor ble styre, hvem jeg bliver forelsket i? Det er jo latterligt. Kan han ikke bare koncentrere sig om at være baby og gøre babyting, i stedet for at få folk til at forelske sig i de forkerte, fordi han ikke har lært at skyde ordentligt med bue og pil?

Latterligt.

Fuck Amor.

Fuck Harry.

Fuck kærlighed.

Fuck Maya, der åbner døren og fuck at hun ser det blod, der løber ned af min arm.

”Hvad laver du?!” udbryder hun og løber hen til mig. Hun sætter sig på knæ ved siden af mig og tager mine arm i sine hænder. Som om det hjælper. Som om hun bekymrer sig.

Jeg kigger hende i øjnene. Hendes blik er en blanding af skræmt og noget, jeg ikke kan beskrive. Min mave føles som en kødhakker. Jeg rejser mig fra skamlen uden at sige noget, og går ud på toilettet.

Jeg kan høre hende på den anden side af den låste dør. Hun tager i håndtaget.

”Gabbi?” siger hun, og jeg fnyser. Gabbi. Hun har officielt mistet retten til at kalde mig det.

”Gabbi, lad nu vær. Bare fordi Harry er en idiot, behøver du ikke være det.” For det er også mig, der er idioten her. Helt klart. Hendes stemme er bedende, men der er stadig en skarp tone. En bestemmende tone. 

Jeg vender øjne af hende i spejlet, mens jeg tørrer blodet af min arm. Det er stivnet lidt og kræver meget vand.

”Hvad sker der Gab? Snak med mig.” Nu lyder hun bare opgivende.

Hvad sker der? Mener hun det seriøst? Hun ved udmærket godt, hvad der sker. Hun er en del af det forhelvede! Som at stikke en med en kniv og spørge, hvorfor de bløder. Lad vær med at spørg, hvorfor jeg bløder! Du ved det udmærket godt!

Jeg sukker opgivende for mig selv. Tænker på, hvad hun skulle inde hos Harry og Liam. Hvad snakkede de om? Mig? Fletningerne?

Jeg knytter næverne. Trækker vejret dybt ind. Ud. Ind. Ud ind. Helt ned i det nederste af maven, fyld lunger helt op. Ind. Ud. Ind. Ud.

Spejlet bliver tåget. Jeg tørrer det af med min underarm, så mit slørede spejlbillede kommer til syne igen.

Maya sukker højt på den anden side af døren. ”Jeg ved godt, det er noget lort,” siger hun. ”Men det skal nok løse sig.”

Du aner ingenting, tænker jeg. Det er ikke noget lort for dig. Stop, med at lad som om, du ved, hvordan jeg har det. Du aner ingenting.

Jeg tænker på Rebekka. På hendes dryppende tophue i skirummet. Hendes filtrede fletninger og hendes venlige smil. Hvis bare hun var her.

Da jeg låser døren op, er Maya væk. Altandøren klaprer i vinden, og giver et sæt i mig, hver gang den hårdt smækker i. Den høje lyd for tårerne til at hobe sig op i mine øjenkroge.

Hvis jeg er helt stille, kan jeg høre Harry og Sandy grine. De er ligeså glade, som Harry og jeg var engang. Så smækker døren i igen, og nu er det kun Harrys stemme, jeg kan høre. Han er ikke glad mere. Han råber af mig. Jeg er tilbage i det kolde og mørke klasselokale, og jeg hører Harrys ord højere og tydeligere end nogensinde før.

I lang tid står jeg bare og stirrer uden at vide, hvad jeg stirrer på, selvom jeg godt ved det. Sne på grantræet udenfor. En fugl der flyver alene. Alene. Alt er nemmere når man er alene, selvom det er så meget sværere.

”Gabriella?” En banken på døren trækker mig ud af min trance. Den knirker, da jeg åbner den. Rebekka smiler til mig. Hendes hår bæger præg af fletningerne fra tidligere, og hendes smil er stadig lige så venligt.

”Hej.” smiler hun.

”Hej.”

”Er du okay?”

”Ja.” Nej.

”Er du sikker?” Rebekka kigger indtrængende på mig.

”Ja.” Nej.

”Vil du med ned?”

”Ja.” Det vil jeg faktisk gerne. Jeg gengælder det smil hun kaster efter mig og lukker døren bag mig. Den giver et højt smæld fra sig, men det skræmmer mig ikke mere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...