Dødens sendebud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Kong Gorm af Danmark havde to sønner. Den ældste, der hed Knud var hans yndlingssøn. Da prinserne drog på togt, svor kongen at hvis Knud døde ville han tage livet af den, der kom med nyheden til ham om hans død.
Men for at få hjælp til det bad han en vølve - en heks - om en forbandelse.

3Likes
2Kommentarer
662Visninger

3. -

Borghild var tavs længe, da kongen fremlagde sit forslag. De sad begge i tronsalen, og kongen havde givet besked om at ingen skulle forstyrre dem.

"De vil have, at jeg skal kaste en forbandelse, der skal tage livet af den, der fortæller Dem, at Deres ældste søn er død?"

"Kan det lade sig gøre?" spurgte kongen utålmodigt.

Borghild overvejede om hun skulle svare ja eller nej. Hun var ikke glad ved tanken om at hvis Knud døde, så skulle en uskyldig lade livet. Det stred imod det hun havde lært om sin kraft.

Men på den anden side, så turde hun ikke tænke hvad kongen ville gøre ved hende, hvis hun svarede nej. Og det var stadig muligt for Knud at komme tilbage i ét stykke.

"Det er ikke umuligt," sagde hun omsider. "Men der kræves en del af det. For det første, så skal jeg udfører ceremonien under fuldmånen. For det andet, så har jeg brug for et offergave til guderne. En ko eller et svin, eller noget af guld."

"Det sørger jeg for," lovede kongen. Han lød ivrig nu.

"Og så noget, der tilhører Deres søn. Noget personlig."

Det var noget andet, det måtte kongen erkende. Knud havde jo været meget personligt hvad angik hans privatliv. Selv ikke hans far vidste hvilken ting, der bedst kunne knyttes til Knud.

"Jeg finder på noget," sagde han så. "Vi har lige haft nymåne for tre dage siden. Der er tid nok."

Borghild sagde ikke noget. Hun havde ikke lovet, at udføre ceremonien, men hun følte, at hun ikke kunne sige fra nu.

OIO

Den næste fuldmåne begav Kong Gorm, Borghild og en træl sig af sted til den nærmeste mose. Det lå et godt stykke fra Kongegården, så kongen havde sagt til dronningen, at han ville følge Borghild et stykke af vejen, for officielt, så var hun på vej hjem til Skåne.

Og det ville hun også være, når hun var færdig for i aften.

Månen spejlede sig i mosens overfladen, da de nåede frem. Den eneste lyd, der kunne høres, var fårekyllingers piben i det høje græs.

Trællen havde båret på et smykke af guld, som skulle bruges som offergave. Han var blevet svoret til tavshed, men hans samvittighed led kvaler.

Borghild gik ud til mosekanten, hvor hun tog sit tøj af. Først kåben, så kjolen og så til sidst var hun helt nøgen.

Trællen gjorde store øjne ved synet. Vølven havde et velskabt krop med lange ben og runde bryster. Den eneste nøgne kvinde, han nogensinde havde set var hans søster. Og det havde været mens han var barn, og ikke vidste meget om livet.

Han skævede til kongen, der stod ved siden af ham. Det lod ikke til at han var påvirket af den nøgne kvinde. Hvis han var, så viste han det ikke.

Borghild stak en finger ud i mosens vand og rørte rundt i det, mens hun begyndte at messe. Trællen fik gåsehud af det. Hans hjerte hamrede nervøst ved lyden af hendes stemme. Det lød som om hun remsede op i et rytme. Ordene lød så fremmet for ham, så underjordisk. En remse fra Udgårds land. Hun nævnte han genkendte. Hel, dødens herskerinde. Vale, guden, der blev født for at hævne sin brors død ved at slå Høder ihjel.

Så begyndte overfladen på mose at bevæge sig lidt, selvom der i aften var vindstille. Trællen tog et skridt tilbage, men kongen greb fat i ham for at forhindre ham i at løbe bort.

Vølven forsatte med sine trolddomskunster, men nu havde hun begge hænder løftet op og remsen blev til noget, der lød som en klagesang. Tonerne steg højere og højere, og vandet i mosen begyndte at bevæge sig mere og mere, som om en storm var brudt løs, men der var jo slet ingen vind.

Vølven stoppede så pludselig med at synge og tog armene ned, men vandet bevægede sig stadig. Det havde dannet sig et hvirvlende hul ned i mosen.

En malstrøm.

Borghild og kongen vendte sig mod kongen og trællen og gjorde tegn til at de skulle komme nærmere. 

Kongen adlød uden at tøve, mens det var en udfordring for trællen, at tage så meget som et skridt i den retning. Han var næsten sikker på at han ville tisse i bukserne af skræk.

"Find guldet," beordrede kongen. Trællen fik næsten en chok ved lyden af kongens stemme. Det brød nærmest gennem den uforklarlige stemning, der var opstået i løbet af natten.

Malstrømmen var stadig i gang. Trællen kiggede ned i den. Hvad mon der var for enden af den? Asgård? Hel? Udgård?

Med rystende hænder tog han guldkæden frem fra den taske, han havde båret på. Han rakte den til kongen, der så gav den videre til Borghild som holdt den over hullet i mosen.  

"Høje guder," kaldte hun. "Tag imod denne gave, som tegn på vores velvilje." Så lod hun den falde. Den landede lige midt i strømmen og blev hurtig opslugt af mosen. Det gav et sug i maven på trællen ved synet. Den kæde ville han aldrig få at se igen. Så fik han en tanke, der gjorde han hunderæd. Tænkt nu hvis han faldt deri. Så ville han ikke have store forhåbninger om at komme op igen.

Da han så op igen, rakte Kongen vølven et sværd af træ. "Det her var Knuds yndlingslegetøj, da han var barn."

Prins Knud? Hvad havde prinsen med det her at gøre? Han var jo borte på togt. Men inden trællen kunne tænke mere over det, så røg træsværdet også ned i malstrømmen.

Vølven begyndte at synge sin klagesang igen, og kongen og trællen trak sig tilbage for ikke at være i vejen. De kunne se at Borghild smed andre ting ned i mosen, men de vidste ikke hvad det var.

Og det havde de vist heller ikke lyst til at vide.

Så faldt malstrømmen til ro, og mosen så ud som før. Igen var der så tyst at man kunne høre fårekyllingerne.

Borghild klædte sig på, og vekslede nogle ord med kongen. Det var så lavmælt, at trællen ikke kunne høre det, men han så sin kongen række vølven en pose, som han antog indeholdt betaling.

Borghild tog imod posen, vendte sig om og forsvandt ind i nattens mørke.

Kongen stod og så længe efter hende, men så vendte han sig mod trællen. "Så går vi hjemad," beordrede han. "Og glem ikke, at du ikke skal sige det her til noget menneske."

Trællen svarede, at det havde han ikke glemt. Han var mest lettet over at komme væk fra mosen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...