Dødens sendebud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2015
  • Opdateret: 10 jun. 2015
  • Status: Igang
Kong Gorm af Danmark havde to sønner. Den ældste, der hed Knud var hans yndlingssøn. Da prinserne drog på togt, svor kongen at hvis Knud døde ville han tage livet af den, der kom med nyheden til ham om hans død.
Men for at få hjælp til det bad han en vølve - en heks - om en forbandelse.

3Likes
2Kommentarer
586Visninger

1. -

Vølven, der stod overfor kong Gorm var ikke gammel, men heller ikke ung. Kong Gorm syntes, at hun måtte være på omtrent samme alder som hans dronning, Thyra, men hun var næsten ligeså høj som ham selv. Hun var åleslank, iført en simpel rødbrun kjole med et reb bundet om livet og bar en kåbe om skuldrene. Hans mænd havde sagt om vølven at hun ikke var noget særligt at se på, men det var noget ved hendes væsen, der virkede skræmmende.

Kongen kiggede på hendes ansigt. Det var et ansigt, der var behageligt at se på, men hun var ikke ligefrem en skønhed. Men hun virkede så ... køligt og upåvirket, at hun var i selskab med Danernes konge.

Han sank en klump i halsen. "De er Borghild, ikke? Vølven fra Skåne."

Kvinden nikkede, men sagde ikke et ord.

Han udpegede en stol for hende. "Vil de sidde ned? Jeg kan bede en træl om at sænke Dem en horn mjød op."

"Deres Majestæt er meget venlig," takkede Borghild. "Jeg er også træt af den lange rejse." Hendes ord bar en klang af sveaernes sprog.

Hun tog sin kåbe af og satte sig på den plads, kongen havde vist hende. Hendes hår var mørkebrunt, hvor der kunne anes en gylden skær over, når lyset faldt på det. Ellers så så hun ikke meget bemærkelsesværdig ud.

Men kongen måtte ikke glemme, at denne kvinde var en vølve. Hun var kyndig i troldkunster som brug af runemagi, lægeurter og kontakt med guderne. Folk som hende, skulle man helst ikke gøre sig uvenner med.

Ellers kunne man få guderne vendt imod sig.

Trællen kom med et horn mjød med Borghild som tog imod det. Det tog kongen som et godt tegn.

"Har mine mænd fortalt Dem, hvorfor jeg ønsker at møde Dem?" spurgte han.

Borghild tog en slurk af mjøden og rystede på hovedet. "Men jeg går ud fra at De ønsker mine tjenester."

Kongen nikkede. "Det drejer sig om mine sønner," forklarede han. "Knud og Harald hedder de. Og for seks dage siden drog de ud på en togt til England."

Knud og Harald var begge eventyrlystne mænd, der havde længe ønsket at se verden. Knud var den ældste af dem, og den førstefødte barn havde altid et særligt plads i sine forældres hjerter. For det første barn var forældrenes første møde med den slags kærlighed. Så Knud havde altid været sin fars yndlingssøn.

Men skønt Gorm havde vidste at hans drenge var gode krigere, så kunne han ikke lade være med at blive bekymret for deres liv. Han havde haft en drøm, hvor to falke forlod dronningens skød, men kun en af dem vendte tilbage. Han behøvede ikke sin kones talent til at tyde drømme for at forstå hvad det betød. Men det der nagede ham mest var hvis drømmen gik i opfyldelse, hvem af hans to sønner skulle så dø?

"Hvad jeg ønsker at vide, kære kvinde, er om De kan, med deres evner, gøre dem usårlige?"

Vølven så længe på ham. Hun havde et mærkeligt blik i øjnene. Hun prøvede at bedømme om det han havde sagt var hans alvor. Så sagde hun: "Det kan ikke lade sig gøre, høje konge. Selv ikke guderne er usårlige. De må huske på at Balder blev dræbt af en mistelten, selvom hans mor bad alt andet på jorden om ikke at skade ham. Alle har en dødelig svaghed. Det kan man ikke lave om på."

Det svar skuffede kongen dybt. Han holdt meget af både Knud og Harald. Men Knud var den, som Gorm havde håbet på skulle overtage magten, når han var borte.

Ikke fordi Harald ville være en dårlig konge, men han lod sig for nemt blive imponeret af andre folks tryllekunster - for meget imponeret, og det generede kongen lidt.

Derfor havde han sendt bud efter vølven Borghild. Han havde håbet at hun kunne sørge for at sønnerne ville komme helskinnet hjem.

Han kunne ofre til guderne for krigslykke, men hvor store var chancerne for at de ville se til hans side. Anglerne ofrede jo også til guderne.

Han sad i sin store hal og tænkte over tingene, mens Borghild drak videre af mjøden og ventede på at han skulle sige noget.

Så sagde kongen: "Vær dog min gæst her for nogle dage, måske kan der være noget De kan gøre for mig."

Borghild takkede ja til invitationen, men hendes overnaturlige sanser varslede at noget mørkt ville komme snart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...