Æbletræet, hvor jeg efterlod mit liv

Wilhelm Gustloff - 30. januar 1945

8Likes
12Kommentarer
487Visninger
AA

1. Wilhelm Gustloff - 30. januar 1945

Skibet gynger. Frem og tilbage. Som de sommeraftner, hvor Aleksander vuggede mig frem i hans favn, mens vi sad på staldtaget og talte stjerne, siger jeg til mig selv. Men det er bsre endnu en løgn. Aleks vuggen gav mig ikke kvalme eller skubbede mig ind i en fed dame med sit barns bræk ud over sig.

I det mindste er jeg tryg. Tryggere end jeg har været længe. Her kan russerne ikke nå mig. Men det kan Aleks heller ikke. Hvem ved om han overhovedet stadig er i live? Tanken giver mig gåsehud.

Jeg ved, der vil gå lang tid. Meget lang tid før jeg ved, om han er uskadt. Jeg lukker øjnene i, så tårerne ikke kan finde en vej ud. Richard skal nødig blive skærmt. I det mindste er vi på vej i sikkerhed. Jeg tager en dyb indånding og åbner så øjnene igen.

Richards greb om min hånd er så stramt, at min hånd snart er følelse løs. Hvem skulle have vidst at hænder så små som hans, kunne klemme så hårdt? Han læner sit lille hovedet mod min skulder. Drt blonde hår er pjusket og beskidt, og kinderne er ikke røde, som de plejer, men helt blege med et lag af skidt. Jeg udveksler blikke med mor i den anden ende af lokalet, hvor hun sidder med Ingeborg og Louise i sin favn. Hun kæmper også med sit, kan jeg ane. Tænker sikkert på far, der sidder og pløkker englændere ned ved Østfronten. Men hun er en stærk kvinde. Det har hun altid været.

Jeg ville ønske, jeg kunne tage hendes hånd. Men da vi som nogle af de sidste kom ind i dette menneskefyldte rum, var der ikke plads til fem samlet, så vi måtte splitte os op. Mit hjerte banker helt oppe i halsen. Så hårdt, at det er ubehageligt. Gid jeg kunne sove turen væk, ligesom Richard. Kvalmen fylder mig, men jeg kan ikke forlade Richard, og jeg vil så nødig vække ham.

For at distrahere mig selv forsøger jeg at tænke på Aleksander. På vores minder sammen, men det gør bare endnu mere ondt end den fysiske smerte og ubehag. Alt det jeg efterlod derhjemme, som jeg ikke er sikker på, om jeg nogensinde vil få at se igen.

Vores hus kan være ruiner nu. Ransaget af nådesløse russere. Jeg har hørt rygterne. Om hvad de gør ved piger som mig.

”Jeg vil have frisk luft, her stinker,” jamrer Richard, der er vågnet fra sin søvn.

”Bare rolig, sov nu blot, vi er her snart.” Det gør ondt at skulle se fortvivlesen og frygten male hans ansigt på en helt anden måde end når hans tinsoldater derhjemme er væk og han hævder, at de er ufindelige.

”Jeg vil have mor!” græder han. Jeg tysser på ham og vugger ham let, men han er utrøstelig.

”Sov nu...” Mine ord har ingen overbevisningskraft på ham, han tuder bare endnu højere. Så højt, at jeg er lige ved at holde ham for munden, for jeg kan se, at folk stirrer. Men jeg gør det ikke. Jeg må være fattet. Mit blik glider rundt og falder på døren et par meter væk fra os. En ung tysk soldat står og vogter den. Han minder mig om Aleksander. Ikke just høj, men med venlige øjne og et frækt smil på læben. Ham her smiler dog ikke, forståeligt nok, men jeg kan forestille mig, hvordan han læber ville forme sig, hvis han gjorde.

”Kom.” Jeg rejser mig, så de omkringsiddende sender mig et underligt blik. Mor ser mig ikke, hendes øjne er lukkede. Hun må være udmattet. Turen hertil i bagernes halvødelagte hestevogn. Besværet får jeg trådt hen over de døsige mennesker. Ingen har noget til overs for nogen nu. Vi har alle mistet. Vagten ser op på mig.

Mit hår er garanteret uglet og mit tøj er krøllet og beskidt, men alligevel hiver jeg lidt ned i kjolen, så min kavalergang er tydelig. Jeg græmmes over mig selv, over at skulle være så billig. En allemandspige. Hvis Aleksander kunne se mig nu... Men det virker. Vagten bliver straks mere opmærksom.

”Richard er meget søsyg. Kan vi komme op på dækket?” hvisker jeg hæst og dragende.

”Hvis jeg lod alle og enhver, der spurgte sådan komme op...” Han trækker på det, ”Men måske kan vi finde ud af noget?” Hans blik kan ikke holde sig fra mine bryster. Jeg trækker yderligere ned i kjolen. Håber mor ikke ser mig.

”Jeg har en kæreste, men...” Jeg fremtvinger antydningen af et lokkende smil.

”Ingen får noget at vide om...” Han peger på sig selv og så på mig, ”os.” Derefter åbner han døren for os, så vi kan komme ud i den smalle trappe. Han følger os op på dækket, hvor Richard straks løber hen mod rællingen. Den friske luft slår mig som en lussing, men Gud hvor er den befriende. Bølgerne står høje med skumsprøjt. Der er ikke noget at sige til, at skibet vipper.

”Bliv der!” råber jeg til Richard gennem blæsten og får derefter øjenkontakt med vagten.

”Det skal være hurtigt, for jeg skal tilbage til min vagt.”

Jeg nikker og trækker ham ude af syne. Ingen kan alligevel se os her i mørket. Mit hjerte banker, og jeg er ved at brække mig, da han åbner sig bælte. Heroppe virker alt så virkelig. Her i den friske luft kan jeg tænke klart. Tænke på Aleksander. Hvor jeg lovede at være ham tro. Hvordan jeg stadig elsker ham.

Men tankerne bliver slået væk, da vagtens læber griber mine. Jeg har intet valg. Jeg er ikke længere mig selv. Hende den yndige uskyldige pige efterlod jeg tilbage ved æbletræerne på gårdspladsen. Nu er jeg syndig. Flugten fra døden har tvunget mig på en flugt fra mig selv.

Et pludseligt brag giver mig et chok. Vagten trækker sig fra mig fra og ser panisk rundt. Et hjerteskærende skrig lyder.

”PAULA!” Tænk, at et barn så lille, kan skrige så højt. Jeg ser hen i retning af Richard, men mørket gør det umuligt at se noget.

”RICHARD! RICHARD!” skriger jeg gang på gang og sætter i løb mod rælingen, da endnu et brag lyder. Skibet begynder at hælde voldsomt, mens det strømmer op med mennesker. Jeg falder over noget, men når ikke at se, hvad det er, før jeg er på benen igen.

Febrilsk leder jeg efter ham i mørket. Vil finde ham. Skriger hans navn igen og igen, men uden svar. Med et er alt sort, og jeg omfanges af en bølge. Min mund fyldes med saltvand, der trænger sig ned i mine lunger, da jeg forsøger at få vejret. Med arme og ben får jeg kæmpet mig op mod overfladen, men fanges hurtigt igen af vandet. Det hele er mørke. Jeg ved ikke, hvad der er op, og hvad der er ned. Vandet er koldt isnene koldt. Jeg er fanget.

Gennem vandet skriger jeg Richards navn, men det når aldrig ud. Hvad sker der? Hvor er han? Jeg ved knapt nok om mine øjne er åbne eller lukkede. Hvor er Richard? Jeg lovede mor at passe på ham? Og hvor er mor? Ingeborg? Louise? Vandet kvæler mig, mens jeg mister krafterne i arme og ben. Jeg har svært ved at eriendre deres navn helt. Hvad hedder jeg overhovedet selv?

Det eneste, der står klart for mig, er æbletræet, hvor jeg en sidste gang kastede et blik over skulderen til det, der før var hjem, og en tanke, som jeg ikke evner at forstå, når mig til hovedet.

Om jeg dør nu gør ingen forskel, for jeg efterlod mit liv ved det æbletræet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...