Dødens kald

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 26 maj 2015
  • Status: Færdig
To små shortstorys i fantasy-historisk fiktion, der hører til i Londons gader, hvor vi følger en af byens beboer over to episoder.

4Likes
3Kommentarer
795Visninger

3. 1665

1665 - Pesten

Det var en mørk og iskold aften, ligesom det havde været hele tiden, mens pesten havde stået for Londons døre. Alle frygtede at dø, det kunne selv jeg se i deres øjne, ikke at jeg undgik det – for jeg var ligeså bange som alle andre. Frygten skræmte dem, men trods det – så blev de her alligevel. Blev i denne gudsforladte by.

Mit blik flakkede mod vinduet, det var dystert, som jeg havde forventet. Kirkeklokkerne begyndte at ringe, og jeg stod blot og så ud i mørket. Lysene omkring byen var ligeså stille begyndt at slukkes, mens lågerne klappede i for, at mørklække lejlighederne. Så ingen blev fundet. Så de ikke så os. Dem.

Et gys flød gennem min krop, og jeg løftede hænderne frem for at lukke vinduet til. En lille flamme blussede kort i lanternen, som jeg holdt tæt ind til kroppen. Det var risikabelt, at holde den tændt – selv for en mørklagt lejlighed, som denne. Alligevel var frygten for, at slukke den større. Hvad mon der gemte sig i mørket? Ligesom alle andre, blev jeg i byen.

 

Kirkeklokker. Kimen. Byen. Stilheden. Hvorfor blev jeg overhovedet? Jeg sank ned på en knirkende stol, mens grebet om lanternen strammede sig gevaldigt. Knoerne havde allerede fået et hvidligt skær over sig. Pludselig opstod der stilhed.

Det hele knudrede sig sammen i maven på mig. Der var mere end rigelig med stilhed, der manglede liv i denne by. Rigtig liv og ikke bare, lyden af skrig og smerter. Det var som om at stilheden, ligeså stille havde overvundet alt. Der var ikke mange lyde, hverken om dagen eller om natten. Hvis det endelig hændte, så var det i nattens timer eller når klokkens kimen afbrød stilheden.

Der var efterhånden mange, der var døde. Det måtte vel snart være slut? Hvor mange mere kunne pesten og døden tage med sig i faldet. Enten for mig eller for pesten. For min egen skyld håbede jeg, at det ville være pesten der forsvandt og ikke mit liv der udrandt.  Hvis muligheden bød sig, ville jeg gerne ofre mit liv for, at alle ville genopstå og leve videre. Det kunne jo ikke ske, jeg skubbede mig op fra stolen for, at ligge de frustrerende tanker bag mig. Mit blik var dystert, som jeg bevægede mig hen til vinduet. Det var fristende, at åbne lågerne igen og se ud. Kirkeklokken lød atter.

Hånden gled omkring lyset og med et pust forsvandt alt lys. Så burde det være muligt, at se nærmere på, hvad der var udenfor. Det var to ring, inden klokkerne udrandt igen. Hånden gled frem og skubbede forsigtigt lågen op.

Blikket flakkede ud. Der var fredeligt, stille – men det var ikke den gode stilhed. Stilheden der pinte dem – os, det var nu vildt, at der allerede på den første uge, da pesten kom til os, der mistede vi allerede 7.400 af vores kære. Den tog dem bare, det måtte være pesten. Vi var trods alt blevet advaret om, at den var undervejs. Ud af vinduet så jeg en vog blive kørt forbi. Hestenes sko gav en rustik lyd fra sig, hver gang de ramte den brostensbelagte vej. Blikket gled mod vognen, der havde retning imod den store gravplads. Fyldt med mennesker, men hvad kunne man gøre. Mine øjne lukkedes, jeg håbede at det her bare var endnu et mareridt, som jeg snart ville vågne op af for at opdage, at det blot var en illusion.

Selvom jeg ved, at det ikke er sandt, sådan her har det været hver dag i lang tid, men hvad kan jeg gøre ved det?. Jeg gik hen til min seng, mens jeg vidste at det var muligt, at denne aften ville være den sidste. Den sidste nat, som jeg kunne opleve. Det måtte vel også snart være min tur, resten af min familie var allerede forsvundet. Mine tanker blev afløst af et host. Kulden var ved at trænge på, og vinteren kom snart, hvis det blev ved på denne måde, så var der måske ingen der ville overleve. Jeg prøvede at slå tanken bort, der var håb. Det vidste jeg.

Jeg tog min dagbog frem og begyndte sagte, at skrive i den.

 

Pennen stoppede. Fingrene bladrede. Dér. Jeg stoppede op og så mod ordene, som jeg havde skrevet tilbage i September, lige godt nogle måneder tidligere, men jeg vidste ikke helt, hvor lang tid det var siden. Tidsfornemmelsen var efterhånden forsvundet. Mit blik var fastlåst på ordene jeg skrev d. 4 september 1665.

Jeg blev i byen til over 7.400 døde på en uge. Af dem døde omkring 6.000 af pesten

Jeg kneb en tåre ved tanken om dem, der havde måtte lade livet den første uge.  Det værste var, at det ikke kun var pesten, som døden havde taget med sig.

 

Et kvindeligt skrig forlød udenfor på gaden, og blikket flagrede straks til det åbne vindue. Det var noget af et sats. Nej, jeg turde ganske enkelt ikke se nærmere, men min nysgerrighed drev kroppen til at rejse sig fra sengen. Bogen forblev i min hånd, mens jeg forsigtigt nærmede mig vinduet.

En foroverbøjet skikkelse fandt mit åsyn, og i det svage måneskær så jeg kvindens sygelige krop der kæmpede for at komme fri, mens manden med leen stod ved hendes side. Nakken var bøjet. Jeg holdt nærmest vejret, som jeg så mod væsnet, der stod derude og så til, mens en af dem mæskede sig i kvindes blod. Folk kunne sige hvad de ville, men ingen kunne gøre noget mod nattens væsner, der ligeså vel som pesten tog sit indhug i befolkningen. Jeg trak mig tilbage, da manden med leen løftede blikket. Et gisp forløs sig, så jeg snublede over den slukkede lanterne og væltede direkte ned på bagdel, som fik noget af et mærke efter gulvet.

 

Panisk skubbede jeg mig tilbage. Jeg holdt dagbogen tæt ind til mig, som jeg så mod døren. Bange for, at der hvert øjeblik ville dukke en op, som ville tage mit liv eller mæske sig i mit varme blod. Hjertet hamrede afsted. Fingrene rystede, da jeg desperat forsøgte at flygte fra tankeren ved at åbne dagbogen, kun for at se, de ord, som jeg havde skrevet sidst.

Man hører ikke mange andre lyde om dagen eller om natten, end klokkens ringen”.

Det var ikke helt sandt. Men hvem ville også tro på en lille skare af overlevende i en pestramt by, når der blev talt om nattens skønheder og djævelske væsner. Folk ville blive brændt på bålet, hvis de åbnede munden for de surrealistiske væsner, som jeg havde set siden pesten tog til. Jeg lukkede bogen i efter lidt tid. Stilheden sikrede mig, at det måske alligevel var lykkedes mig, at komme bort fra de væsner, der herskede nattelivet.

Jeg krøb op i sengen og med øjnene fyldt af tåre, faldt jeg i en dyb, dyb søvn.

 

Jeg vågnede ved lyden af fuglesang, en sang jeg havde savnet. Hele min krop reagerede instinktivt ved lyden. Fuglesang? Jeg sprang op af sengen. Væltede nærmest over både lanterne og tæppet omkring mig, som jeg tumlede ud på det knirkende gulv og sprang hen til det lysende vindue.

Jeg drejede hen mod døren og så ud. Solen var kommet frem. Den skar i mine øjne. Det var evigheder siden jeg sidst havde set så meget lys. Et nyt håb kom frem i mit hjerte, håbet måtte være med os. Jeg så rundt, flere stod i deres døre og så ud til at være vågnet som fra en dvale. Flere end jeg havde husket var i live. Måske det var mine øjne, der spillede mig et pust?. Men de stod der stadig, der måtte være mange der var døde, for mange huse op af vejen lagde øde for pesten, som havde taget deres liv. Ingen ville røre et allerede forpestet hus, men selv skulle jeg ikke vide noget af det. Glæden så ud til at komme frem i andre, måske, nej .. Pesten måtte være overstået. Jeg så over på manden der stod overfor mig i huset med de lidt mørkere vinduer. Han smilte. Jeg smilte. Alle smilte. Var det her en ny opstandelse eller ville det hele vende tilbage til aften?. Jeg havde faktisk glemt hans navn, jeg huskede ikke mange navne på dem jeg kendte. Noget vidste jeg dog, det ville aldrig blive det samme uden alle de glade ansigter, som var gået tabt under pesten og hvad der ellers havde huseret byen. Han kom hen imod jeg, og der vidste jeg, at nu var pesten væk. Jeg havde ikke snakket med mange, mens pesten havde hersket her. Det handlede udelukkende om overlevelse.

Et stykke længere borte, så jeg en mand stå. Hele min krop stivnede, som jeg så mod hans kutteklæde krop. Leen i hans hånd, men ingen andre syntes at bemærke ham. Vinden snørede sig kort omkring min krop, inden den gled bort og manden var borte. Mit blik fald mod de glade ansigter igen, og jeg stod halv forvirret over det jeg havde set. Havde det været virkelig? En ting var jeg dog næsten sikker på. Det her var ikke hele enden, hvorfor skulle jeg ellers så forestille mig døden i nærheden.

Glæden varede ved i nogle måneder, indtil det blev d. 2 september 1666. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...