Stories from a broken

Hendes liv, hendes valg, hendes konsekvenser. Hendes succeser og hendes fejtrin. Hendes fortælling.
- Historier fra det virkelige liv, fra en 3. persons synsvinkel.

Today, I'm gonna try a little harder.
Gonna make every minute last longer.
Cause tomorrow could be one day to late.

0Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

5. ¶ 4.

Der var træt latter og grin, da bussen holdte ind på efterskolen igen. Klokken var vel ved at være en 9 - halv 10 stykker. Der var stadig tid til at bruge lidt af aftenen til at være sammen. Hun havde egentlig mest lyst til at kravle op under dynen og sove alt væk. Energien var væk.

Hun følte sig underligt modløst og træt, da hun trampede op af de 2 etager trapper, med de stivgjorte fødder.

Det var mærkeligt at tænke på. Hendes fødder kunne ikke strække, eller bøje. Alligevel kunne hun sidde på en hest og lave gymnastik. Hun tog i døren ind til gangen. "Lærkereden 14/15" stod der på den. Det første der skød hende i møde, var musik fra et af værelserne, hvor de festlige tøser holdt til. Hun traskede ned af gangen til døren hvor der stod nummeret 41. Hendes værelse.

4 mands-værelset.

Please, lad der ikke være mange mennesker, tænkte hun da hun kiggede på dørskiltet, hvor de havde været flabede og sat skiltet "naughty nabo" på, fordi at to af pigerne havde kæreste på. Hun tog i døren, og sukkede indvendigt, da lyden af pigestemmer kom hende i møde. Inde på værelset sad der 6 piger. 2 af hendes roomies, og resten var besøgende. Hun hilste kort på dem, for at kravle under dynen med alt sit tøj på. Hun tog høretelefoner i ørene - hvis hun skulle have en chance for at høre sin kæreste.

Hun fandt ham hurtigt, under favoritter på sin iPhone, og ringede ham op. Ringetonen hylede i hendes ører - eller er det pigerne der griner?

,, Hej skat" lød det i den anden ende af røret. Stemmen var så velkendt, så tryg, at hun havde lyst til at græde. For pokker hvor hun savnede ham.

,, Hej. Hvad så?" svarede hun blidt, og skævede over på de andre piger. Han var stille et stykke tid.

,, Ikke så meget. Fortæl mig om din dag." sagde han så.

Hun blev skeptisk, men fortalte glædeligt om sin dag, som bestod i at stå op, ta' tøj på, spise morgenmad, og tage afsted til gymnastik opvisninger. Uden ham.

Hun vidste godt at han trak tiden ud. ,, Skat, du ville fortælle mig noget - hvad sker der?" spurgte hun lavt.

Han tøvede, meget tydeligt. Som om at han ikke vidste hvordan det skulle siges. Hun blev nervøs.

,, Vi har fået svar fra prøverne idag.."

Stilhed.

Udenfor deres samtale, hylede pigerne op, og hun smilte, og tyssede let på dem. ,, Jeg taler i telefon!" mimede hun, og pigerne smilede og undskyldte.

,, Jeg har kræft.. knoglekræft." Kom det så, helt stille fra ham.

Hendes øjne blev fyldt med tårer, og hun svarede ham ikke. Vær sød at sig at det er endnu en aprilsnar, tænkte hun.

I hendes øre kom der en masse information, som hun ikke længere havde overskud til at høre på. Hun hørte kun de vigtigste detaljer. Kemo ½ år, så operation. Lægerne siger at han skulle være oppe og løbe og det igen om et år. Hun var fortsat stille, vidste ikke hvad hun skulle sige.

,, Skat?" Han forsøgte at få kontakt til hende. ,, Hvordan har du det?"

Hun sank, forsøgte at styre sin stemme. Pigerne havde ikke opdaget noget, fra sengen overfor. ,, Jeg.. .." hun sank igen, forsøgte at kontrollere situationen. ,, Det ved jeg ikke.."

Han lød bekymret. ,, Har du brug for at græde ud? Uden mig?" Hun ville nikke, men da hun var over telefon, fik hun pippet et "ja" frem. Han fortalte hende at han elskede hende, og de lagde på. Hun var knust.

Hun så sig rundt i værelset. Ingen havde opdaget noget, på et 4-mandsværelse, lærer man hurtigt at give privatliv. Hun ville sige det til nogle - men det blev ikke herinde. Hun så på uret. 21:56. Hanebjælken, der boede Sara. Hun kunne godt nå det, inden hun skulle være på gangen.

Hun stod op af sengen, som en zombie, og styrtede ud af værelset. Uden sko, som  ellers er obligatorisk for hende, for at hun kan gå pænt.

Hun kæmpede sig igennem Lærkereden, så Hønsehuset, for at komme over på den tredje pigegang, Hanebjælken.

55, der bor Sara.

Jeg giver gratis kram. Du kommer bare hvis du har brug for det. Havde hun sagt engang da de var i Norge - da de første gang rigtig snakkede sammen. Hun vidste godt, at Sara nok højest sandsynligt var sammen med sin kæreste - men hun kunne ikke vente.

Hun traskede hen til v. 55, og bankede på døren, for at traske ind. Ganske rigtigt, på sengen lagde Sara og hendes kæreste, som begge reagerede da hun kom ind af døren.

,, Jeg kan godt bruge et kram nu." kom det pivende fra hende.

,, Hvad sker der?" Sara så bekymret på hende, og hoppede ud af sengen.

Hun følte sig kvalt, kunne intet sige.

,, H-han har kræft." hun hulkede højt ned i sine hænder.

,, Åh nej dog, kom her!" Sara trak hende ind til sig. Hendes kæreste så på de to piger, og vidste klart ikke hvad han skulle sige. Han havde lige fået af vide at hans tidligere roomie havde fået kræft.

Hun hulkede højt, og gemte sig i Saras favn. Hvordan skulle hun kunne bære det her?

Klokken slog 22, og Saras kæreste forsvandt ned på sin gang. Hun blev stående, bare et par minutter endnu. Hvordan skulle hun overleve nu?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...