Not as expected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2015
  • Opdateret: 9 aug. 2015
  • Status: Igang
Alt ændrede sig da Simones forældre døde da hun var lille. Det var slut med kærlighed fra forældrene, og hun flyttede ind hos hendes plejemor Katie i Los Angeles. Katie og Simone har ikke det bedste forhold, og den eneste som Simone har et godt forhold til er deres stue pige Sofie. Sofie er der altid for Simone og behandler hende som hun var hendes egen datter. Nu er Simone blevet 17 år og bruger meget af hendes tid på slåskampe, og kommer tit i problemer på grund af at hun ikke kan holde sig fra det. Hun tager ikke i skole og passer sig selv for det meste. En dag får Simone problemer og Katie vælger at de skal flytte til New York. Hun har brug for at starte på en frisk, men det går ikke som hun regner med, for skolens bad boy Justin gør noget som får store konsekvenser, og der opstår et væddemål mellem Justin og hans venner som handler om Simone.(Justin Bieber er ikke kendt)

13Likes
8Kommentarer
6851Visninger
AA

7. Daniel?

 

Simones synsvinkel

Jeg vågnede ved at jeg hørte Sofie som kaldte på mig. Jeg stod op af min seng og gik ud på badeværelse for at tage tøj og make-up på. Tøjet bestod af nogen lyse blå jeans, hvid top, en sort cardigan og sorte/røde sko. Make-upen blev bare naturligt.Og så dækkede jeg mine ar så man ikke rigtig kunne se dem, altså de ar jeg har fået efter Justin tæskede mig. Jeg kom ned i køkkenet for at få noget morgenmad. Sofie kiggede hen på mig.

”Godmorgen, hvordan har du det efter at have været indlagt?” Spurgte hun.

”Fint, men nogen gange har jeg virkelig hovedpine”

Katie kom ind i køkkenet. Hun gik hen til køleskabet for at tage noget mælk. Hun hældte noget mælk op i et glas, og kiggede hen på mig.

”Nu når du har givet mig så mange problemer så kan du undvære lommepenge i den her måned” hun gik ud med hendes glas med mælk i hånden.

Det kunne hun ikke mene!! Hvordan skulle jeg så få de ting jeg vil have når hun ikke ville give mig det? Jeg var på vej ud af køkkenet med et surt ansigt da Sofie sagde noget ”Var der noget du skulle havde købt?”

Jeg vendte mig om for at kigge hende i øjnene, det gør man normalt når man snakker med en.

”Ja det er det, jeg skal have købt shampoo, creme til min hud, make-up og sådan nogen ting for Katie giver mig det jo ikke”

”Du kan få pengene af mig så kan du bare give dem tilbage når du en gang har pengene til det”

”Nej jeg vil ikke tage imod dine penge, det føles forkert”

”Jo det må du altså godt”

Hun tog hendes pung frem og tog 1.500 kr. ud af pungen og rakte mig dem ud i luften. Jeg tøvede med at tage dem.

”Du må godt, jeg har ikke noget imod at du får 1.500 kr. af mig, nu når du er som en datter for mig”

”Okay” Jeg tog pengene og gik ud af køkkenet. Jeg gik ind på mit badeværelse for at børste tænder. Efter det gik jeg ind på mit værelse for at tage min taske, jeg lagde pengene i min pung i min taske.

Jeg kom ind i køkkenet igen for at sige farvel til Sofie. Katie var kommet ud i køkkenet igen. Hun kiggede hen på mig.

”Husk at du skal i skole”

”Jaja.”

Jeg gik hen til Sofie og gav hende et knus inden vi begge sagde ”Vi ses” til hinanden. Jeg gik ud af døren, men jeg var ikke på vej i skole, men i byen. Katie skulle ikke forvente at jeg kom i skole når ikke jeg havde fået mine lommepenge.

 ***

Jeg havde gået rundt i byen i 3 timer. Jeg havde fået købt det jeg skulle. Katie havde ringet til mig 10 gange eller sådan noget, inden for de 3 timer. Jeg var på vej til caféen for at få noget at spise.

***

Jeg havde købt min mad og jeg havde spist den. Lige nu gik jeg rundt i nogle butikker. Jeg havde fundet en butik med caperne i. Jeg gik lidt rundt for at kigge på dem, men der var ikke rigtig nogen jeg kunne lide. Da jeg var på vej ud af butikken kom jeg til at ramme en med døren.

”Ej, det må du undskylde. Jeg så dig ikke”

Det var en fyr jeg havde ramt, og nu sad han på gulvet.

”Det gør ikke noget. Det kan ske for en hver”

”Ja en hver som ikke ser sig for”

Han begyndte at grine, det samme gjorde jeg. Han kiggede på mig så jeg kunne se hans ansigt.

”Nå hej Simone”

”Daniel?”

”Ja, så vidt jeg ved så ja det er mig” Han smilede et skævt smil til mig.

 Jeg hjalp ham op og vi gik begge hen til en bænk og satte os ned på den.

”Hvordan går det?” Spurgte han

”Fint” Jeg smilte til ham.

”Hvordan går det med hovedet? Er det ikke lidt for tidligt du har forladt hospitalet?”

”Det går i hvert fald bedre og jo det var for tidligt jeg forlod hospitalet men det synes min plejemor ikke”

Han kiggede mærkeligt på mig ”Hvad mener du med det?”

”Min plejemor ville ikke have at jeg skulle være på hospitalet mere fordi hun synes at jeg giver for mange problemer”

”Nå mærkeligt. Hvad var der sket siden du blev tæsket?”

”Det har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om. Jeg kan heller ikke rigtig huske hvorfor jeg blev tæsket, men kan kun huske hvem der gjorde det”

”Okay, hvis du ikke har lyst til at snakke om det er det okay, men du skal bare vide at jeg nok skal lytte hvis du for brug for at snakke om det”

”Okay godt at vide” Smilede jeg til ham.

Han smilede tilbage til mig ”Men har du lyst til at gå på café eller sådan noget? Så kan vi snakke videre der?”

”Har næsten lige været på café så ellers tak”

”Okay, men kan jeg ikke få dit nummer? Så skal vi heller ikke mødes på den måde hele tiden” Han smilede stadig til mig og jeg smilede bare tilbage.

”Jo det kan du vel godt”

Han fik mit nummer og jeg fik hans. Vi sagde farvel til hinanden og gik hver for sig.

Jeg ville gå hjem fordi at det var godt vejr, men bestemte mig for at tage til stranden og være.

***

Jeg sad på stranden sammen med Isabella og hendes veninde Carly og Hannah som jeg også var blevet gode veninder med.

”Simone?” Sagde Isabella.

Jeg havde været væk i to min. Eller sådan noget ”Ja” sagde jeg tilbage. Jeg kiggede hen på hende.

”Vil du ikke med i vandet?”

”Nej tak, så kommer mine ar frem”

”Når ja, hvad var der sket?”

”Ikke noget jeg har lyst til at snakke om”

”Okay, men vi andre går i vandet. Er det okay at du bliver her?”

”Okay, det kan jeg vel godt” sagde jeg lidt lige glad.

De andre gik i vandet så jeg sad helt alene.

”Hej” Var der en der sagde. Jeg vendte mig om for at se hvem det var, det var Daniel.

”Må jeg sidde her?”

”Ja”

***

Daniel og jeg havde siddet og snakket i 2 timer. Det var ved at blive mørkt så jeg var på vej hjem. Jeg var kommet ind af indkørelsen og var på vej ind af døren da en stemme råbte

”Hvor har du været henne!!!”

___________________________________________________________________

Hej læsere. Jeg håber at i kan lide kapitel 7 det er måske lidt kort, men jeg håber at i kan lide det alligevel. Skriv hvad i synes i kommentaren -AnnJ.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...