Shhh... Can you keep a secret for 365 days?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2015
  • Opdateret: 20 aug. 2015
  • Status: Igang
"De kender mig ik! De kender ikke hele historien. Det er kun mig. De ved intet. INTET! De kender kun starten."
-Dette er mit bidrag til dagbogs konkurrencen.
"For hemmeligheder? Ja, dem er der massere af i mit liv. Men det er der vel i alles. Det er jo dem som bygger spændingen op. Eller hvad?"

-Deltager i dagbogs konkurrencen med denne bog-

3Likes
2Kommentarer
2339Visninger
AA

21. Dag 83 - 16. August 2015

Kære Dagbog.

Nu er det længe siden jeg har skrevet. Ja, faktisk over en måned siden. Sommerferien sluttede for 7 dage siden. I hvert fald for mig. 

Igår var jeg til min onkels (farbror's) 40-års fødselsdag. Han havde faktisk rigtig fødselsdag tilbage i april, men tiden her ikke været der før nu. Jeg drak en del og snakkede med min tante - mens hun var rimelig fuld - om dreng og musik. 

Jeg har for godt og vel et halvt år siden været ude for noget lort med en dreng og det var bl.a. noget af det vi snakkede om, da hun har prøvet noget lignede, men hendes ende værre. 

Jeg havde godt hørt noget om hendes 'fejl' før, men vi kom mere ind på det igår. Hun fortalt mig bl.a. hvor hun var endt og at der gik 2 år før det gik op for hende hvad der var sket. - Jeg tænker ikke at jeg nogensinde har fortalt dig om dengang med mig før... Men ja, jeg var så heldig, at jeg havde nogle fantastiske veninder, som hjalp mig og fik skaffet hjælp. 

Det er faktisk min største hemmelighed på en eller anden plan. Dog er det stadig ikke en hemmelighed, da mine tætteste veninder kender til det, hele min familie - eller i hvert fald mine forældre, bonusforældre, søskende, farmor, farbrødre, deres koner, bonus farmor og bonus farfar. Så det tætteste. 

Men altså det burde nok snart komme ud, så hvorfor ikke nu? 

-altså det hele startede med, at jeg mødte denne dreng på en 'dating side' -hot or not- Vi begyndte at skrive meget sammen, og i starten var han dejlig at skrive med. Han fik min snapchat, og vi begyndte at skrive der over istedet. Det gik også fint nok. Vi gav hinanden en masse spørgsmål, og jeg faldt vel på en måde for ham. Han havde en kæreste, men det var ikke så meget hende vi skerev om, han flirtede faktisk med mig. 

Men spørgsmålene førte så til en masse konsekvenser. De blev hårdere og mere personlige fra hans side som tiden gik. Det endte faktisk med at han... han spurgte om billeder... Jeg sagde nej til det meste, men når man kommer under pres, hvilket jeg gjorde, bliver det svære. Og i sær når man på en eller anden plan falder for den anden person.

Jeg skrev samtidig med nogle fantastiske piger. Jeg gik i klasse med den ene og de andre to var nogle, som vi var fælles om at skrive med. Søde piger i øvrigt. - det er der så bare også gået kludder i nu... jeg skriver enlig kun sådan rigtig med den ene af dem nu. Men de kunne godt se at noget var galt her, så de var der hele tiden og opmundrede mig hele tiden. Men efter som jeg begyndte at blive mere trist og fortalte dem om hvad der skete, sagde de at jeg skulle cutte kontakten, men jeg lyttede ikke. Jeg troede jo, at jeg var forelsket. Men det var på ingen måde kærelighed.

Han begyndte at true mig, men jeg var for langt væk til at kunne se det. Han holde mig oppe om oppe om natten, så jeg var træt, når jeg skulle i skole. Og det blev ved sådan i en lang periode.

En dag har vi så et foredrag om 'vold' på skole. - familievold, kærestevold og sådan. Der var så en pige, som skulle fortælle om hendes liv under kærestevold. Hun havde levet flere år under vold fra hendes kæreste. Men mange af de ting hen sagde kunne jeg sagtens kende. Selvom jeg aldrig havde mødt denne dreng kendte jeg til noget af det hun sagde. Der var faktisk mange af disse ting fra foredraget, som jeg selv kunne kende.

Hende veninden jeg gik i klasse med gik så til de her personer og fortalte om det jeg havde oplevet op fortalt. De gik så til mine forældre og jeg cuttede kontakten til ham med hjælp fra dem. 

Jeg kan stadig den dag idag fælde nogle tåre over hvor dum jeg enlig var. Men jeg har nogle veninder, som jeg altid kan gå til og snakke eller skrive med.

Mine forældre snakker stadig til mig om det - selvom det er over et halvt år siden. Men det er jo bare rart, at vide der er nogen, som tænker på en.

 

Men tilbage til idag. Jeg har hele dagen ligget i min seng med tømmermænd og skrevet noget på mine movellaer, lavet lidt lektier, skrevet med nogle veninder, set en film - Remember Sunday - det er like en virkelig fantastisk kærelighedfilm, som jeg begyndte at græde til. Men ja, for at sige det lige ud jeg har dovnet og gjort klar til 8 timers førstehjælpskursus i morgen.

Men jeg tror det var det for i dag. Så kom min historie også ud. Bye. ❤️❤️❤️

Love Missclara_Horan ❤️❤️❤️

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...