White Lights - Dødens Land


0Likes
0Kommentarer
201Visninger
AA

3. Kapitel 3

 Jeg sidder på sengen, og prøver at komme mig over chokket. Det er et temmelig stort slag i ansigtet at få af vide af en kvinde man ikke kender at man er død. Men hvordan ved jeg at jeg kan stole på hende. Jeg kender hende ikke engang. Jeg niver mig selv i armen får at sikre mig jeg er vågen. Af en eller anden grund, selvom jeg er helt sikker på at jeg er vågen, gør det slet ikke ondt som det burde. Jeg er ret sikker på at jeg ikke sover, da jeg ikke kunne finde på at knibe mig selv i armen, hvis jeg sov. Alting er også for realistisk, og har ikke det der drømmesløring. Jeg kan føle varmen i rummet og kunne føle det kølige gulv, da jeg havde bare tæer. Kvindens stemme river mig ud af mit tankesind. Jeg var faldet i staver, mens jeg stod og prøvede på at finde ud af om jeg drømte. ”jeg er alvorlig”, siger hun. Til svar spørger jeg: ”er du sikker på, at jeg ikke bare drømmer?”. Jeg ved godt det lyder lidt dumt, men jeg har ingen anelse om hvad jeg ellers skulle sige. Hun forsikrer mig om, at jeg ikke drømmer. Jeg ved stadig ikke rigtig om jeg skal tro på hende, men beslutter at give hende en chance, og se hvad dagen byder. Min fletning føles fugtig da jeg rør ved den. ”Jeg hedder forresten Ena” Siger kvinden til mig, idet hun går ud af den dør, som jeg blev så forundret over var der. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv, nu da Ena er gået ud, så jeg sætter mig på sengen, som jeg har rejst mig fra, mens jeg talte med hende. Jeg sidder på sengen i lidt tid. Der sker ikke rigtig noget, så jeg beslutter og se, hvad der er på den anden side af døren, Ena kom ind af. Da jeg rejser mig fra sengen knirker den lidt. Jeg går langsomt hen over gulvet og hen til døren. Ud at vide hvad jeg skal forvente, trykker jeg forsigtigt håndtaget ned. Jeg har lukket mine øjne, da jeg syntes at det opbygger en spænding man ikke kan få på nogen anden måde. Da jeg har fået taget mig sammen til at åbne dem, bliver jeg ikke skuffet. De skønneste farver, hvor iblandt der er farver jeg ikke har set før, dukker op i form af den smukkeste have jeg nogensinde har skuet. Jeg går med forsigtige skridt ud i den smukke have. Der går jeg lidt rundt i haven blandt de talrige blomster. Jeg indånder deres duft. Det er en af de rareste dufte jeg har oplevet i hele mit liv. Jeg lader mit blik afsøge alle blomster inden for min rækkevidde, og der får jeg øje på en blomst der fanger min interesse. Det er ikke fordi det er en blomst jeg ikke har set før. Tværtimod. Det er den eneste blomst jeg har set før. En enkel blodrød rose mellem alle de farverige blomster. Da jeg samler rosen op, får jeg tårer i øjnene. Jeg dufter til dens sødme. Jeg har altid haft en svaghed for roser, men denne her gang bringer den kraftige følelser frem i mig. Jeg kan bare ikke huske hvad den minder mig om. Jeg står lidt med rosen i hånden og tænker. Derefter tænker jeg at det er på tide at komme videre. Jeg ser en sti og skal til at gå ned ad den, da jeg vender mig om og kigger tilbage. Jeg ser på et lille stråtagshus. Det må være det hus jeg kom ud fra. Jeg går videre ned ad stien. Den fører ind igennem en skov. Normalt hader jeg skove. De er sædvanligvis mørke og klamme. Men det er som om, at denne her skov er hyggelig på en eller anden måde. Jeg begynder at føle mig lidt ensom, mens jeg går på stien. Der må snart komme noget civilitasion, for Ena var da ikke så langt forude. Da stien har rundet et hjørne, kan jeg se enden af stien. Der ligger noget der ligner en gammeldags landsby, som dem man hører om i eventyr med stråtagshuse, hestevogne og folk der kun er venlige og går rundt og smiler hele tiden. Jeg stopper op, idet jeg når til det, jeg kalder bygrænsen. Jeg har en underlig fornemmelse i min krop. Som om at det er noget afgørende at gå ind i landsbyen. Som et helt nyt kapitel i livet, eller måske skulle man hellere betegne det som uendeligheden, da jeg lige har fået af vide, at jeg er død. Mit hjerte hamrer kraftigt i mit bryst. Hvorfor ved jeg ikke, men af en eller anden grund er jeg næsten bange for at tage skridtet over på den anden side. Jeg tager en dyb indånding og puster ud igen. Idet jeg puster ud, sætter jeg benet over på den anden side. Lige da mit ben ramte jorden, bruser en rus igennem mig. En rus der gør at jeg føler mig fri, og at intet holder mig tilbage. Jeg kunne svæve hvis jeg ville. Det varer kun et splitsekund, og så føler jeg mig bundet igen. Ikke så meget som før, men nok til at rusen er væk. Der ligger sig en tæt tåge i hele byen, og alle folk er forsvundet fra gaderne sammen med den muntre stemning. Det eneste der er tilbage er den dystre stemning sammen med mørket og kulden. En kuldegysning risler gennem hele min krop, og jeg skutter mig lidt i kulden. Forsigtigt begynder jeg at gå. Stille og rolig med små skridt, uvidende om, hvad der venter mig. Gaderne er smalle og snirklede. Der er noget i mig der gør, at jeg ikke føler mig tryg. Her i mørket og kulden. Jeg overvejer at banke på en dør, og spørge om jeg må få husly, men jeg kan ikke få mig selv til det. Der er noget i mig det gør at jeg ikke kan. En lille stemme i mit hoved, der siger, at man ikke bare gør sådan noget. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og begynder at gå i panik. Min vejrtrækning bliver febrilsk, og mit hjerte hamrer løs. Sekundet efter er alt sort og jeg falder.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...