White Lights - Dødens Land


0Likes
0Kommentarer
147Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mine øjenlåg føltes så tunge at de var ved at falde i, mens jeg sad og kiggede på den vindmølle vi kørte forbi. Jeg tømte mit hoved for alle tanker, og lod den rolige musik, jeg hørte fylde hele mit hoved. De skyer jeg kunne se fra min plads på bagsædet, var ikke andet end hvide klatter på himlen. Træerne strøg forbi vinduet, og der kom en ensom modkørende bil. Jeg så op i bakspejlet og fangede min fars halvtomme blik. Kun et kort smil og så tilbage til landskabet. Vejret var gråt og trist. Mit blik blev sløret. Himlen og skyerne begyndte at smelte sammen, så man ikke kunne se hvad der var hvad.

Der var en kilden på næsen, og jeg åbnede øjnene. Lyset var så kraftigt, at jeg var nødt til at knibe øjnene sammen. En kvinde kom gående imod mig. Jeg kunne først se hende, da hun var helt hende ved mig, på grund af det kraftige lys. Hun havde kort brunt hår, og det mildeste ansigt jeg nogensinde havde set. Jeg kunne ikke beskrive det, men det var som om, at jeg havde set hende før. ”Luna,” sagde en stemme, og der gik et godt stykke tid, før jeg opdagede at det var mig hun snakkede til. ”Jeg er din skæbne” fortsatte hun, ”dine valg. Og dít liv…”. Mens jeg sad og filosoferede over hvad hun mente med det, forsvandt lyset.

Jeg sad på en mark, men som man normalt forventer, var der ingen blomster. Lige da jeg havde tænkt denne tanke, opdagede jeg en blomsterknop, der sprang ud. Og ikke nok med en blomst, men der kom flere og flere.

 Mit syn af marken blev sløret, og pludselig sad jeg i en skov. Jeg rejste mig op, og kiggede mig omkring. Det var et smukt syn, næsten magisk. Alle bladene på træerne, strålende i de flotteste gule, røde og orange farver, jeg nogensinde havde set. Et enkelt blad dalede stille ned fra et træ. Bladet forsvandt i det samme det rørte jorden.

Jeg gik et lille stykke, og opdagede en sti jeg kunne gå ned af. Jo længere ned af stien jeg kom, desto mere visent så træerne ud. Da jeg havde gået i noget der føltes som evighed, delte vejen sig. Jeg undrede mig over hvilken vej jeg skulle tage. Jeg kiggede på skift ned ad de to stier, og lige da jeg skulle til at gå ned af den til venstre, mærkede jeg følelse af kærlighed og venskab. En følelse så rar, at det var som om al negativitet forsvandt. Jeg løsrev mig den berusende følelse der tiltrak mig, og spekulerede om det var den rigtige vej. Jeg begyndte at gå ned af den sti til højre. Men lige da jeg gjorde det, overbrusede en følelse af magt og viljestyrke mig. Det var som jeg kunne gøre alt, og få alle til at gøre det for mig. Jeg trak mig tilbage igen, og blev i tvivl om hvilken vej jeg skulle vælge.

Alt blev sort. Jeg var omklamret af mørke. Tomhed og ensomhed lagde sig over mig, som et tykt tæppe. Panikken lagde sig over mig. Jeg kiggede mig panikslagen omkring, blot for at få det bekræftet jeg allerede vidste. At jeg ikke kunne se noget som helst. Den ubehagelige følelse af tomhed var så stærk, at det eneste jeg kunne gøre var at skrige.

Jeg vågnede op fra min døsige søvn lige i tide til at se to hvide lyskegler komme lige imod mig. Et skrig. Et brag. Stilhed.

Der var et hvidt lys, så skønt som intet jeg havde set før i hele mit liv. Jeg mærkede en følelse af frihed fra hoved til tå. Over mig var den klareste stjernehimmel, jeg nogensinde havde set. Eller jeg havde i hvert fald ikke lagt mærke til den før nu. Det var som om, at jeg bare ikke havde fået øjnene op for naturen skønhed før nu. Jeg rakte ud efter stjernehimmelen med hånden. Selvfølgelig kom jeg ikke tættere på af den grund, eller gjorde den mere håndgribelig for den sags skyld. Alligevel havde jeg en følelse af at komme tættere på den. I stedet for kun at kigge op, kiggede jeg nu ned, hvor jeg så, at jeg ikke stod på jorden. Men tværtimod svævede i luften.  

Men under mig var ikke kun jorden, som jeg ikke stod på, men også to biler der var stødt ind i hinanden. Af en eller anden grund følte jeg mig tiltrukket af den ene bil, og skyndte mig ned til den. En eller anden refleks fik mig til at stikke hovedet ind ved bagsædet. Der sad en pige, med langt lyst hår, lys hud og grønne øjne. Den pige var mig. Et skrig der kom fra mig selv, vækkede mig af en slags trance. Alt blev sløret, og bilen forsvandt. Jeg blev efterladt til mig selv helt alene.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...