Husker du?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jun. 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Husker du? //Et bidrag til konkurrencen om kærlighed ved sygdom eller ulykke.

2Likes
2Kommentarer
112Visninger

1. 1.

 

Han ligger der med sine arme langs siden og øjnene lukkede. Ens første indtryk, når man ser ham, er, at han ser livløs ud. Men det er man vel også, når man ikke selv kan trække vejret, og ikke har åbnet øjnene i fire måneder?

 

Jeg holder hans kolde hænder i mine, og drejer stille på den kolde sølvring. Ringen, der markerer fire års dagen. Mit hjerte gør ondt ved tanken, om grunden til at vi udvekslede ringene. Det var ikke et bryllup, men mere et symbol på, at vi ville blive gift en dag - en dag hvor det passede ind i vores liv. Vi er jo trods alt ikke ældre, i starten af de tyve begge to, og har været sammen siden teenageårene. Vi er det par, som fandt sammen i 1.g på det lokale gymnasium, i byen hvor alle kender hinanden, og som stadig holder sammen. 

 

Jeg tror egentlig aldrig at der var nogle der så det ske. Ham, drengen der altid skulle kommentere på lærerens nye bluse og fik hende til at rødme. Mig, der elskede samfundsfag med alle de politiske debatter. Han var min største konkurrent i samfundsfag. Altid den dreng der skulle have en anden holdning end mig, og som også var mindst ligeså stædig. Vi fyldte det hele i samfundsfagstimerne, men udenfor timerne snakkede vi aldrig meget. Vi havde ikke rigtig nogle fælles venner eller interesser. Men efter en fest, hvor vi begge var berusede, endte vi i en park sammen. Vi sad på en bænk og snakkede indtil de første solskinstråler kom frem.

 

En rødhåret sygeplejerske kommer ind og hilser på mig. Jeg kender efterhånden nogle af de faste sygeplejerske, der skal tjekke hans tal. "Det går fremad. De er meget bedre end igår," siger hun og smiler. Jeg svarer hende, og begynder at gabe. "Hvor længe har du været her? Jeg er først kommet her til aften for at have aftenvagten," spørger sygeplejersken. Jeg kigger ned på uret på mit venstre håndled. "Jeg har været her de sidste 11 timer," svarer jeg. Sygeplejersken ryster på hovedet og siger, at det er vildt, at jeg stadig kommer der så meget og sidder ved hans side. Det som jeg har gjort de sidste fire måneder. Men hvordan kan jeg ikke gøre dette, når det føles som om at hele mit liv er gået i stå, og at det føles som om at jeg ikke kan trække vejret når jeg ikke er ved hans side? Efter lidt tid vælger jeg dog at sige, at det er nok for i dag. Jeg kommer jo forbi igen næste dag.

 

Jeg vågner ved at min mobil vibrerer på natbordet ved siden af sengen. Jeg tager telefonen og idet jeg siger mit navn, kommer ordene jeg har ventet på; "Han er vågen. Alexander er vågnet"

 

Jeg stormer afsted. Det er midt om natten, så der er heldigvis helt stille på vejene - jeg ville ikke kunne klare flere ulykker. Jeg kommer nærmest løbende ind i hospitalets forhal, og hen til elevatoren. Det bliver forhåbentlig en af de sidste gange jeg skal tage turen hele vejen op på 14. etage. Sidste gang. 

 

Han spiser. Når jeg kommer ind på værelset, ser jeg ham spise. Jeg står lidt i indgangen og kan slet ikke klare synet foran mig. Han er i live. Tårerne presser på, og jeg tager hånden op til min mund. Jeg er simpelthen så glad for, at han vågnede op fra koma. Jeg begynder langsomt at gå hen imod ham. Han drejer hovedet ved lyden af mine fodskridt, og han får øje på mig. Jeg smiler, og flere tårer strømmer ned af kinderne på mig. Mit hjerte banker hurtigere og jeg går hen og omfavner mig. Jeg er så lykkelig, indtil han spørger, "Hvem er du?"

 

Mit hjerte stopper helt med at slå. Jeg går ud af omfavnelsen og kigger på ham. Han rynker sine øjenbryn og man kan se i hans øjne - man kan virkelig se det - at han absolut ikke ved hvem jeg er. Han ved ingenting om mig. Han husker ingenting. Mit hjerte brister i flere tusinde stykker.

 

Efter vores nat i parken havde vi ligesom en form for kemi. Eller rettere sagt, vi var uadskillige efter den nat. Vi havde delt vores drømme, vores frygt og vores tanker med hinanden, og vi forstod hinanden. Vi stillede ingen spørgsmål, vi forstod bare. Jeg har aldrig rigtig haft de helt store problemer. Jeg kommer fra en rigtig god familie, hvor vi holder meget af hinanden og støtter hinanden. Jeg har nogle venner, men vi er ikke rigtig gode venner. Og jeg tror, at det var der mit problem lå. Da jeg ikke er særlig tætte med dem, gjorde det også, at jeg ofte havde en tendens til at føle mig alene. Jeg havde høje krav til mig selv, specielt omkring karakterer og sportslige præstationer, men ofte pressede jeg mig selv alt for meget. Jeg havde ikke altid gode tanker om mig selv. Men alt dette ændrede sig, da Alexander kom ind i billedet. Kravene blev mindre, og jeg begyndte at acceptere mig selv. Alt sammen på grund af Alexander.

 

Den rødhårede sygeplejerske kommer kort efter ind på hospitalsstuen. "Du kom hurtigt," siger hun. Hun smiler og er glad. Men hendes smil falder hurtigt, når Alexander spørger, "Hvem er hende der?". Sygeplejersken ved ikke hvad hun skal gøre. Hun kigger over på mig, og lægger en arm om skuldrene på mig. "Det er din kæreste," svarer hun. Alexander kigger undrende over på mig, og jeg bryder fuldstændig sammen. Efter alle de måneder i koma, vågner han endelig, og så kan han ikke huske mig. Jeg skynder mig ud på gangen og videre ud på toiletterne. Jeg tager den første bås, og sætter mig derind. Smerten er ubærlig. Skal jeg gå derind igen og kæmpe for denne kærlighed, eller forlade nu og starte forfra? Jeg rejser mig op fra toiletsædet og dupper mine øjne med toiletpapir. Jeg går ud af toilettet og toilet døren smækkes hårdt i bag mig. Jeg ved hvad jeg vil gøre, også selvom det vil gøre ondt. Jeg fortsætter ned af gangen med hovedet højt. 

"'Cause I've still got a lot of fight left in me"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...