Poor Little Superman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg havde ingen lyst. Ingen motivation til at forsætte. Bare et selvhad af første klasse. Det var det eneste jeg følte. Selvhad."
Luis er deprimeret efter hans forhold sluttede med hans utro kæreste William. Han er ny i byen og kender derfor intet til hvad byen byder på. Luis møder da en person som vender op og ned på dette. Men er Luis i stand til at kunne klare presset?

2Likes
0Kommentarer
521Visninger
AA

4. *Ryan's synsvinkel*

Jeg var helt stille lige nu. Det samme var Luis. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg kunne godt lide at der var tavshed et øjeblik. Det føltes på ingen måde akavet. Det var en behagelig tavshed. Jeg vendte blikket mod Luis som stadigvæk kiggede ud i luften. Jeg smed min cigarret og trampede kort på den. Det fik Luis til at vende sit blik mod mig. Jeg fik øjenkontakt med ham kort. Så vendte han blikket mod den nu smadrede cigarret. "Hvor gammel er du Luis?" sagde jeg så, da han vendte blikket mod cigarretten. Han var stille et øjeblik. Tavs. Så vendte han blikket mod mig endnu en gang. "Sytten. Jeg er sytten," sagde han så med en stadig rusten og sårbar stemme. "Jeg er atten," jeg kiggede på ham. Han kiggede på min cykel. Så kiggede han sig omkring. Han så forvirret ud. Gad vide hvad han tænkte på.

Det var ved at blive mørkt og flere busser havde været kørt forbi. Jeg stod stadig og tænkte på hvorfor han ikke havde taget en af de mange busser. "Ryan, kan jeg spørge dig om noget?" sagde han så pludselig. Jeg vendte blikket mod ham. Langsomt. "Ja, du spørger bare," sagde jeg så med et kort smil på læben. Hans åndedræt hakkede en del, så man kunne nemt høre han havde grædt. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Jeg kiggede på ham. Han så, så forfærdelig skrøbelig ud, hvilket jeg langt fra brød mig om. "Jeg kunne ikke tilfældigvis," så stoppede han igen. Årh, jeg hadede det her. Jeg ville bare gerne hjælpe ham. Lige nu. Lige her. "Kunne jeg tilfældigvis overnatte hos dig i nat? Bare på en sofa eller noget? Jeg er så bange for at William," så stoppede han. En gang for alle. Han stoppede bare midt i det hele. Ingen tegn på at der ville komme en forsættelse til sætningen. Bare helt tavs. Jeg fik det helt dårligt, det var ikke godt det her. Turde han ikke engang sove hos sig selv? Var han så bange for at hans eks kæreste skulle komme og smadre ham? "Det kan vi sagtens få til at fungere," sagde jeg så uden at være i tvivl. Jeg lod min venstre arm glide om hans skulder, hvorefter jeg begyndte at gå. Han fulgte med, mens han tørrede de sidste tåre af sin kind. Vi gik midt ude på vejen, da der ingen biler var. Luis lod sin højre arm glide op til min skulder. Han holdte ved med en blid hånd. Så gik vi mod min lejlighed, langsomt. Tavse. Vi stirrede begge ud i luften. Bare ligeud. Ud i noget der var usynligt. Ud i noget urørligt. 

Vi sad inde i stuen i min lejlighed, da jeg havde fundet dyne, pude og andet til Luis. Han sad bare og kiggede ud i luften, så jeg besluttede mig for at lave nachos med ost til os. Jeg fandt et ildfastfad, revet ost og en pose tortilla chips. Jeg hældte chipsne i det ildfastefad og strøg så noget revet ost over. Dernæst satte jeg det i ovnen på 150 grader. Jeg gik ud i stuen igen og satte mig ved siden af Luis. "Jeg lover at det kun er i aften," sagde han så med en lav stemme. Jeg kiggede kort på ham. Så smilede jeg. "Af at du kun har kendt mig i en dag, er det modigt af dig at have tiltro til mig," sagde jeg så. Han nikkede kort og sagde så: "Det er ikke nemt at være ny i byen. Jeg er lige flyttet ind på et bosted for teenagere med problemer," han rømmede sig kort. Jeg kiggede på ham, mens jeg lod min arm læne sig op af sofa kanten. "Problemer? Hvilken slags problemer?" jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, men jeg følte det naturligt at vise min omsorg. "Jeg mener ikke selv jeg har problemer, men min mor var opsat på at sende mig afsted. Hun tror jeg har spiseforstyrrelse," han kiggede kort på mig, dernæst ned af sig selv. Han forsatte derefter: "Jeg syntes hverken jeg er tynd eller tyk, jeg er glad for den måde jeg ser ud. Jeg spiser som en person nomalt gennemsnitlig spiser, så jeg har ikke set grunden til at blive sendt afsted," jeg fandt hans blik stirre på min højre hånd der lå på mit lår. Jeg klappede mig selv engang på låret og hastede op for at hente nachos'ne som der burde være færdige. Jeg delte potionen op i to, lagde dem på tallerkener og tog dem så med ind i stuen. "Er du glad for at være blevet sendt væk fra din familie? Eller er det bare et helvede," jeg placerede en tallerken foran ham, hvorefter han tog en nachos i munden. Jeg tog også selv en. Mærkede osten brede sig i min mund og kiksen knase. Lækkert. "Jeg er ikke glad for det nej. Hun sendte mig væk fra min bedsteveninde," han kiggede kort på mig. Så var vi stille igen. Sad og spiste vores nachos. Af en eller anden grund var det ikke mærkeligt at sidde med en sytten årig fremmed i min lejlighed. Det var behageligt. Meget endda. 

Da vi var færdige med vores nachos, tog jeg vores tallerkener og satte dem ud i køkkenet. Så gik jeg tilbage til stuen, med tunge skridt. Jeg var træt nu. Søvnig. Bombet efter dagens arbejde. "Jeg går i seng nu Luis. Jeg har værelse lige herinde hvis du mangler noget," jeg pegede mod døren længst til højre. Han nikkede og rejste sig op. Han gik hen imod mig og nikkede så igen. Det næste jeg følte var ham der omfavnede min krop. "Tusinde tak Ryan. Tusinde tak," jeg følte hans kropsvarme mod min. Jeg følte jeg skulle smelte i det øjeblik. Var jeg ved at falde for Luis? Nej, det var umuligt. Det kunne ikke ske allerede. Jeg bildte mig sikkert bare et eller andet ind. Eller gjorde jeg? Jeg var i tvivl. Han trak sig hurtigt ud af krammet igen, selvom jeg havde ønsket det var længere. Han nikkede og gik tilbage til sofaen, hvorefter han lagde sig ned og tog dynen over sig. Jeg vendte mig om og gik ind på mit eget værelse. Døren lukkede med en høj knirkene lyd og med et kæmpe smæk. Jeg lagde mig ned i min seng og lukkede øjnene. Dagen i dag havde været underlig. Jeg havde en fremmed sytten årig til at sove i min lejlighed, jeg havde krammet ham, jeg havde sendt Jennifer på Michael, jeg havde slået Luis' kæreste. Vold var dog ikke noget nyt for mig. Jeg vidste ikke hvad der skete, men i dag havde været underlig, men fantastisk. Jeg kunne ikke vide om Luis var der i morgen, om jeg vågnede op til at alle mine ting var væk, at min bil var blevet stjålet, at mine penge var blevet stjålet. Men alligevel var jeg ikke i tvivl. Hvis Luis gik inden jeg stod op ville alle mine ting være der. Han ville have efterlagt en note eller noget. Det var jeg sikker på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...