Poor Little Superman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2015
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Igang
"Jeg havde ingen lyst. Ingen motivation til at forsætte. Bare et selvhad af første klasse. Det var det eneste jeg følte. Selvhad."
Luis er deprimeret efter hans forhold sluttede med hans utro kæreste William. Han er ny i byen og kender derfor intet til hvad byen byder på. Luis møder da en person som vender op og ned på dette. Men er Luis i stand til at kunne klare presset?

2Likes
0Kommentarer
522Visninger
AA

5. *Luis' synsvinkel*

Solen var skarp idag. Jeg mærkede hvordan den borrede ind i mine øjne, selv når de var lukkede. Jeg åbnede langsomt øjnene og fandt mig selv i en stue. Ryan's stue. Jeg kunne tydeligt huske hvordan dagen igår havde været, selvfølgelig kunne jeg det. Jeg tog mig selv til min højre øje og rejste mig op. Jeg kiggede rundt efter et badeværelse, som jeg ikke havde den nærmeste idé om hvor lå. Jeg gik lidt rundt iført tøjet jeg havde på igår, eftersom jeg ikke havde tænkt at jeg ville ende op hos en fremmede da jeg stod op igår. Jeg tog fat i dør efter dør uden at finde badeværelset, da jeg begyndte at overveje om badeværelset havde dør inde i Ryan's værelse. Jeg tog mig selv til panden, dernæst øjet og tog så fat i Ryan's dørhåndtag. Døren knirkede da den gik op, men til min lettelse sov Ryan stadig. Og ganske rigtigt var døren til badeværelset derinde. Jeg tog fat i det næste dørhåndtag og skyndte mig så lydløst som jeg kunne ind på badeværelset. Lyset var allerede tændt herinde, så det skulle jeg ikke bekymre mig om. Jeg fjernede hånden fra mit højre øje og så mit forventede syn. Et kæmpe stort blåt mærke. Det var meget ømt endnu, så det var ikke noget jeg ville røre ved. Jeg åbnede døren igen, skyndte mig igennem Ryan's værelse og ud i stuen. Jeg skulle nok afsted nu, jeg ville helst ikke være her når Ryan stod op. Jeg gik ind i hans køkken og begyndte at lede efter noget papir og en kuglepind. Da jeg endelig havde fundet en lille rest papir og en kuglepind som kun lige virkede, gik jeg ud mod stuen igen. Ryan's lejlighed var ikke ret stor, men den var pæn. Jeg satte mig ned ved sofaen og skrev en note til ham: 

Kære Ryan,
Tusinde tak for hjælpen, med William og med et sted at sove. Undskyld ulejligheden, men jeg håber det var okay. Tak for at have lyttet på mig. Det er der ikke rigtig nogle der gør. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke dig for det her, men det kommer nok på et tidspunkt. Det kan være vi ses igen? Ring til mig! Kærlig hilsen Luis

Neden under min personlige underskrift skrev jeg mit telefon nummer, derefter lagde jeg sedlen på sofa bordet. Jeg lagde min dyne og pude pænt på plads, hvilket en hveranden normal gæst ville gøre af ren høflighed. Jeg kiggede kort på døren ind til Ryan, da jeg hørte en lyd komme derinde fra. Jeg kiggede hurtigt efter om jeg havde noget der lå omkring, men da jeg ikke kunne se noget skyndte jeg mig at tage min jakke, mine sko og så nærmest løbe ud af døren. Det ville være pinligt at være der når han vågnede, eftersom jeg havde lagt en sedl. Det syntes jeg ihvertfald. 

Jeg kiggede på min mobil. Det var Fredag. Jeg stod i køkkenet på bostedet, da jeg fik en besked fra et ukendt nummer. Først var jeg ligeglad, men jeg blev efterhånden pint af at nummeret var ukendt. Jeg havde endnu ikke set beskederne endnu, det var der ikke tid til, eftersom at jeg stod og lavede morgenmad. Bostedet havde forskellige afdelinger, med et fælleskøkken i hver. Klokken var ikke andet end syv lige nu, jeg var blevet hentet af en af bostedets ansatte, da jeg fortalte at jeg var faret vild. Jeg hørte den velkendte bib-lyd af en toast rister der var færdig. Jeg tog brødet på en tallerken, smurte noget smør på og gik så tilbage på mit værelse. Jeg satte min tallerken på min seng og fandt så min mobil frem igen. På sms'en stod:

"Hej Luis. Men henblik på den note du lagde til mig: Jeg har slet ikke fundet dig ulejlig, jeg syntes faktisk det var rart. Du skal ikke takke mig for det, dit selskab var alt nok. Jeg vil gerne mødes igen. Skal du noget idag?"

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, eftersom at jeg ikke skulle noget idag, men at jeg havde tanken om at det ville blive underligt at mødes så hurtigt igen efter igår. Men på den anden side. Jeg kunne jo ikke ligefrem gå hen og dø af at møde ham. Ryan var jo alletiders. Jeg tænkte mig om og skrev så:

"Jeg vil gerne mødes med dig igen. Trods volden og William var det hyggeligt igår. Henter du mig ved bostedet senere?"

Der gik ikke ret længe før jeg fik et svar tilbage var Ryan. Dog var det som om at det tog længere tid end det gjorde. Som om jeg havde et behov efter at få et hurtigt svar. 

"Jeg kan sagtens hente dig, bare skriv adressen til mig. Vi ses!"

Uden jeg havde bemærket det, opdagede jeg at jeg stod og smilede. Jeg prøvede at tørre det væk, men uden held. Jeg stod bare der. Smilede. Var det på grund af Ryan? Var jeg forelsket i ham? Jeg tvivlede, og dog. Jeg kunne ikke lyve mig fra at jeg da var lidt tiltrukket af ham. Men forelsket? Jeg vidste det snart ikke. Men åh, en dejlig følelse. Nu kunne jeg bare se frem til mit møde med Ryan.


***
Hejsa læser,
Jeg håber at du indtil videre kan lide historien her, af inderligt hjerte. Jeg har i et stykke tid gået og spekuleret over om jeg kunne lave noget ud af mine idéer omkring denne historie, så det har jeg sparket mig selv ud i. Hvis du har feedback/kontruktiv kritik, så kommenter endelig. Hvis du kan lide historien så giv den et like hvis du føler for det. Hvis du vil følge mere med i hvad jeg laver af historier/movella'er, så hop ind på min profil. - Dette er ikke slutningen af historien btw. :) 

- Love from Pnyx


 


 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...