Wolf Boys Life

Taylor den lille 10 årige dreng..... Han havde alt han ønskede.... En far der elskede at tage ham med på øen.... Venner som altid var klar på at høre hans historier om ulvene på Lupis øen.... Men så skete det..... En storm rev Taylor og hans far fra hinanden. Han skreg, men ingen hørte ham. Båden synkende og på øen han var...... Alene..... Men hans lodne venner kom ham til undsætning og hjalp ham og nu kan man se hvor stor og frisk han er nu ..... 7 år er gået og han bor stadig på den forladte ø. En 17 årige frisk dreng. Folk ville hade det, men han elsker det... Han har sine venner.... Han ved hvordan han skal skaffe mad..... Hvad ellers skulle han ønske sig? Find ud af mere om Wolf Boy, om han nogen sinde forlader øen? Eller om der kommer nogle ud til den.........

3Likes
3Kommentarer
1531Visninger
AA

16. Oh....

Jeg mærkede, hvordan vores læber blev hevet fra hinanden og et hård slag som puffede mig lidt væk, hvorefter jeg snublede over en spand og fald *'HVAD FUCK LAVER I?!'' udbrød en vred stemme. ''NIALL FORHELVEDE!'' skreg Isabell. Jeg mærkede hurtigt et par bløde hænder tage fat i siden af mig. Jeg blev vendt om og så op i de mørkebrune øjne som så bekymret på mig. Jeg satte mig op igen og fik hurtigt, øjenkontakt med Nialls vrede ansigt, stirrende på mig. ''Er du pludselig blevet hendes far?'' spurte jeg irriteret. ''NEJ! Men du er heller ikke MENNESKE!'' råbte han vredt. ''Jeg kunne flå lemmerne ud på dig, det ved du, ikk?'' spurte jeg lige så irriteret som før. ''Drenge plsss.... Vi er der snart.... stop nu'' kom der fra Isabell. Jeg trak mig fra tanken om at smadre Niall og hørte på hvad Isabell sagde. "Jeg er træt af at i hele tiden skændes. Vi er snart kommet på land, så slap lidt af" sagde hun frustreret. Jeg fjernede ikke blikket fra Niall en eneste gang. Jeg mærkede et hårdt bump og begyndte ellers at gå. Der var tre mænd, som hejste en bjælke lignende ned, som jeg gik ned af. Jeg gik vider, og efter som jeg ikke kendte landet, gik jeg bare.

Da jeg havde gået lidt tid, begyndte der at forme en skov foran mig. Jeg satte i løb, og da jeg ikke så flere mennesker, sprang jeg, højt op i luften. Jeg landede og løb mod målet, bare med fire poter nu. ''WOLF BOY!'' blev der råbt, jeg kiggede mig over skulderen, hvor jeg mødte Isabells blik, langt fra hvor jeg løb nu. Jeg viste ikke hvorfor jeg løb. Jeg løb bare, der er jo ikke rigtig sket noget? Jeg stoppede hårdt op, og vente mig om imod Isabell. Hun havde vendt ryggen til, og var på vej mod Niall. Jeg lagde hoved på skrå, og lyttede kun en smule med på hvad de snakkede om. ''Niall.... Hvorfor skændes i også altid?'' spurte Isabell. Jeg lagde hoved på skrå og satte mig langsomt ned. ''Jeg ved det ikke... Det er bare...'' Startede han. ''Det er bare ulve..'' Svarede Isabell for ham. ''Vil du ikke nok bare være sød mod ham?.... Jeg tror faktisk han kan lide mig'' Sagde Isabell. Jeg lagde mit hoved, lidt mere på skrå ''Og jeg tror...... At jeg også kan lide mig...'' Afsluttede hun. Jeg mærkede, hvordan mit hjerte, langsomt slog hurtigere og hurtigere. Hun kunne lide mig! Det var alt jeg ønskede! Hele min verden blev vendt op og ned, denne her følelse, har jeg aldrig nogen sinde følt. Det er nok fordi jeg har boet i flere år, på en ø med to ældre personer, men alligevel..... Jeg rejste mig hurtigt op og hyllede, et højt og smukt hyl. Jeg lagde alle mine følelser i, og gav den gas. ''STOP!" Blev der råbt, af en mandelig stemme, som jeg også kendte. Jeg stoppede hurtigt, og rettede blikket på Niall, som kom løbende med Isabell i helende. De kom op foran mig, og pustede efter vejret. ''Du kan ikke... bare hyle i byen'' Fik Niall sagt, efter sin pusten og gispene efter vejret. ''Vi er på fastlandet, og her er der altså jagere!'' Udbrød Isabell. ''De slår dig ihjel...'' sagde Isabell ligeud, mabye også lidt skræmmende. Jeg knurrede kort, og rejste mig hurtigt op. Jeg så kort på hende, og gjorde ikke så meget andet. Niall så sært på mig, han var sikkert stadig sur på mig. Jeg så kort på Isabell, jeg  ville stikke af, løbe væk, men jeg kunne Isabells bekymrende blik, kunne jeg ikke stå for. Jeg nikkede langsomt, og prøvede.... Prøvede at se om de kunne forstå mig. ''Hvae... Hvad laver han?'' spurte Niall og så undrende hen på Isabell. ''Jeg tror, han prøver at kommunikere til os?'' Svarede hun kort. Jeg nikkede igen, dog hurtigere. Jeg hylede højt, men denne gang, var der respons... Tre hyl blev lydt, og en indre glæde, spædte sig i mig.......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...