Wolf Boys Life

Taylor den lille 10 årige dreng..... Han havde alt han ønskede.... En far der elskede at tage ham med på øen.... Venner som altid var klar på at høre hans historier om ulvene på Lupis øen.... Men så skete det..... En storm rev Taylor og hans far fra hinanden. Han skreg, men ingen hørte ham. Båden synkende og på øen han var...... Alene..... Men hans lodne venner kom ham til undsætning og hjalp ham og nu kan man se hvor stor og frisk han er nu ..... 7 år er gået og han bor stadig på den forladte ø. En 17 årige frisk dreng. Folk ville hade det, men han elsker det... Han har sine venner.... Han ved hvordan han skal skaffe mad..... Hvad ellers skulle han ønske sig? Find ud af mere om Wolf Boy, om han nogen sinde forlader øen? Eller om der kommer nogle ud til den.........

3Likes
3Kommentarer
1532Visninger
AA

5. Flach Back

Jeg lukkede langsomt mine øjne op og så op på himlen. Den var skyfri og helt blå.... Prøv at hør på mig selv... Så kedelig og tomt. Jeg satte mig op og rettede mit sind mod mit gamle og slidte bord. Jeg rejste mig og gik hen og tog fat om mit bilede som stod på mit bord. Jeg husker tydeligt den dag hvor billedet var taget.

 

(Flach Back)

 

''Jeg kaster, og når bolden er lige foran battet, så svinger du det, men fulder kraft'' Sagde min far højlydt og kastede så bolden mod mig. Jeg gjorde som han sagde og svag battet så det ramte og bolden fløj væk. Jeg var overvældet og kunne ikke rokke, kun se bolden flyve flere meter fra mig ''Så løb dog knægt'' råbte min far af glæde. Pludselig gik det op for mig at jeg skulle løbe... Jeg løb hen mod førte base og farede igennem den. Jeg ville for en gang skyld gøre min far stolt. Vise ham at der er andet jeg duer til. Jeg fløj næsten gennem 2 base og styrtede mod 3. Folk skreg og jeg så mod den sidste base mod sejr. Min far kom løbende og løb det sidste med mig. Han skreg af glæde og var så stolt. Jeg gled godt 2 meter og mærkede måtten under min ene fod. Min far hev mig op og krammede mig hård ind til ham. Folk skreg og jublede over sejren. Det er fantastisk. Jeg vandt det hele.

Vi stod og sad alle klar til billedet. Jeg stod bagrest og kunne ikke så noget, da jeg mærkede min fars arme om mig og hev mig op og billedet blev taget....

_______________________________

''Længesiden hva...'' kom der lavt fra Water som stod og så på billedet med mig. Jeg smilede kort og lagde den så på plads igen. Jeg gik forbi ham og sprang ned. Sophia sad som sædvandelig og spiste morgen mad så jeg dafede af.

Jeg gik med hænderne i lommerne ude i den kolde skov. Solen skindene, men kunne ikke nå gennem de mange blade for træernes kroner. Få meter fra mig stod et træ. Noget var galt med det så jeg løb hen til det. Ind i barken på træet,  var der hugget med en økse. Jeg så længere fremme en stubbe fra et træ. Jeg løb hen til stuppen og så fodspor hen af jorden, og jeg havde kun en tanke i det øjeblik. Niall. Det tænde min vrede og jeg faldt hurtigt til jorden. Jeg så op og mærkede hvordan min vrede spredte sig ud i mine åre. Mine tænder trådte frem og blev skarpe og mine knogler gjorde så ond at jeg til sidst skreg, så fuglende på træerne fløj af skræk. Knoglerne blev formet som det jeg egentligt rigtigt er og til sidst var det sindet. Alt farven forsvandt og alt blev sort og hvid. Det eneste farve jeg kunne se, var Nialls færd. Jeg knurrede og hyllede så højt jeg kunne og begyndte så at løbe mod Niall færd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...