Jeg kommer hjem

Novelle om en ung pige, der springer ud foran en bil, for at redde sin bedste veninde. Pigen ender i kørestol og veninden bliver traumatiseret og kan ikke leve med skyldfølelesen...

Novellen er til en konkurrence :)
Billedet på forsiden er ikke mit...

2Likes
0Kommentarer
178Visninger
AA

1. Jeg kommer hjem

Jeg kommer hjem

 

Jeg ville ofre det hele for dig, mit liv, min sjæl... alt. Og det gjorde jeg den nat. Du har glemt det meste. Psykologerne siger, at det er på grund af traumaet og at du måske godt kan huske det, men benægter det, fordi du ikke vil tale om det. Jeg, til gengæld, husker det hele som var det i går.

    Himlen var stjerneklar og temperaturen var lige under frysepunktet. Vi gik hen ad den ensomme vej, mens du snakkede løs om din nye kæreste, som du en dag havde fundet på en natklub. Jeg havde længe forsøgt at advare dig mod ham. Han var ikke god for dig. Han var slet ikke din type og så var han alt for gammel til dig. Du kiggede irriteret på mig. Jeg svarede dig, at som din bedste veninde, var det mit job at beskytte dig. Det var den sidste gang, at alting var som det plejede. Og i det samme kom den og ødelagde alt... bilen. Den kom med så høj fart, at du knap nok nåede at registrere, at den var der. Men jeg nåede det. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Jeg skubbede dig væk af al kraft, så du landede på asfalten. Bilen ramte mig med en kraft, som jeg aldrig havde troet kunne eksistere. Og så blev alt sort, sortere end natten.

 

Jeg kom aldrig til at gå igen. Mit liv blev trist som om at alle farver i verden langsomt forsvandt. Og du forstod ikke, hvad der var sket. Det gik aldrig op for dig. Din familie takkede mig mange gange og græd på mine vegne. Du takkede mig aldrig eller græd for mig. Men det gjorde ikke noget. Jeg vidste godt, at du ikke kunne forstå, hvad der var sket. Men måske vidste du det godt inderst inde.

    Hvad skulle der nogensinde blive af os? tænkte jeg en af de dage, hvor jeg stadig lå på hospitalet. Det var som om, at du efter ulykken langsomt var begyndt at glide væk fra mig.

Du kunne ikke leve med sorgen. Inderst inde vidste jeg, at du troede, at ulykken var din skyld. Måske ville du bare væk fra mig, så du kunne glemme det hele. Så du kunne komme videre i livet. Jeg kunne ikke bebrejde dig. Men hvordan kan man forlade en person, der har ofret sin livskvalitet for at redde en? Selv hvis det er det bedste bare at forlade personen.

    Den sidste dag jeg var indlagt lå jeg og kiggede ud af vinduet. Det var en grå efterårsdag og regndråberne gled ned ad vinduet og dannede et landskab af små floder. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne gå ud i regnen og lade den skylle sorgen væk. Men for det første kunne jeg ikke gå og for det andet var der ikke nok regn i verden til at skylle al min sorg væk.

    Jeg så pludselig, at du var kommet ind på stuen, alene. Du kom aldrig alene. Du havde altid din mor eller far med som støtte, men ikke denne gang. Du satte dig på sengekanten uden at sige et ord i lang tid. Du kiggede bare på mig og jeg kiggede op på dig.

    Et par minutter senere snakkede vi lidt frem og tilbage om de ting, som vi havde lavet sammen i fortiden. Det kunne du trods alt huske. Men så snart jeg nævnte alle de ting vi skulle i fremtiden, bland andet at flytte sammen, blev du tavs.

    "Du skal vel også snart hjem?" spurgte du.

    "Jo, jeg bliver forhåbentlig udskrevet i dag. Men..." Jeg trak på skuldrene. "Hjem ligger i hjertet... og mit hjerte er hos dig,"

Jeg kunne mærke, at jeg fik tårer i øjnene. Måske var det bare et sidste, desperat forsøg på at få dig til at blive. Men jeg vidste, at jeg ikke kunne forhindre dig i at forlade mig. Og jeg vidste, at når du gik ud af døren i dag, ville du ikke komme tilbage igen... Det vidste vi begge.

    Du tog en dyb indånding og så rejste du dig fra sengekanten og gik hen mod døren. Du kiggede på mig et øjeblik.

    "Vi ses,"

Tårer hobede sig nu også op i dine øjne.

    "Jeg kommer hjem... når tiden er inde,"

Du vinkede og gik ud af døren.

    "Vi ses!" råbte jeg efter dig. "Jeg vil vente på dig!" 

Men jeg var ikke sikker på, at du havde hørt, hvad jeg havde råbt. Men det var også lige meget. Så længe at du kommer hjem til mig en dag... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...