De unikke

Emilia passer ikke ind nogen steder. Ikke i klassen. I skolen. Ja, faktisk i hele verden. Men pludselig finder hun et sted hvor hun passer helt ind. Man kan i hvert fald være sig selv. Men så sker der noget. Hun forelsker sig, og det ender ikke godt.

0Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

1. Stedet hvor de unikke holder til.

Min mor tænder lyset. Jeg glipper med øjnene. " Sluk lyset," siger jeg. " Du skal op nu skat," siger min mor. " Urghh." Jeg går ind i stuen, og spiser morgenmad. " Det er meget lettere hvis du ikke er oppe så længe;" siger min mor. Jeg fnyser. " Du fik mig til at gå i seng kl. 9 i går," siger jeg. Så begynder min mor på: Hvis du går i seng hver dag kl. 9 bliver alt lettere snakken. Jeg hører ikke efter. Alle fra min klasse går i seng kl. 10 eller 11. Men jeg er jo heller ikke alle. Det har jeg faktisk aldrig været. Min mor siger at det er fordi jeg er unik. Jeg tror bare det er fordi folk egentlig ikke vil have mig til at være en del af fællesskabet. "Skynd dig lidt.Vi skulle ikke have du kommer for sent igen," siger min mor. " Jeg gider ikke i skole," siger jeg. " Det skal du." Jeg går ind på mit værelse. Jeg tager min lyserøde trøje af og finder noget lidt smartere. Alle pigerne i min klasse er helt vildt tynde. Det er de første punkt hvor vi ikke er ens. Jeg er kraftigt bygget, og meget stærk. Ikke for at prale. " Nu skal du altså gå," sige min mor. Jeg skær en grimasse. " Glemt du ikke noget," siger hun. " Næ," siger jeg og smutter. Jeg gider ikke hendes børnehave lege. (Hun er pædagog). Jeg går med hurtige skridt til skole. Jeg er faktisk ikke stolt over at komme for sent. Desuden er det ekstremt pinligt. Alligevel kommer jeg for sent. Læren er i gang med at sige noget. " Du kommer for sent igen," siger Alberte surt. " Undskyld," mumler jeg. Et par piger fniser. " Bare sæt dig," siger Alberte. Jeg nikker langsomt. Vi er opdelt i grupper i vores klasser. Selvfølgelig er der altid nogen der er mere sammen end andre i klasserne.  Vores klasse er ikke sådan. Det er helt opdelt. Det er de seje. Det består af fem piger. To bedste venner, og deres undergængere. Deres hjælpere. Så er der de ikke helt så seje. Dem med mærkelige hobbyer, grimt tøj, og andre lignende ting. Dem kalder jeg: THE LEFT OVERS. Det er dem der ikke rigtigt ved hvor de er i livet. Jeg ved ikke rigtig hvor jeg hører til. De seje synes jeg passer til de andre, og omvendt. Det føles lidt som om jeg er en bold de kaster rundt med. " Emilia nu går du altså ud på gangen," siger Alberte. Jeg er forvirret. Har jeg ikke lige sat mig? jeg kigger på klokken. Jeg er vist faldet i staver. " Javel fru." mumler jeg. " Pas på," siger hun. Er det en trussel? Det er altid drengene der skal "Ud på gangen." Det er hvis man larmer eller ikke følger med. Jeg har aldrig prøvet det før. Jeg har ikke noget at lave i hele 45 minutter. Da de er gået, smutter jeg udenfor. Jeg gider ikke til at vente en time. Skolens grund er ikke særlig stor. Jeg kunne godt bare gå få meter udenfor grunden. Jeg plejer at være symboleleven i klassen. Ikke mere. Det er som om der er noget der kalder på mig. En stor bygning, der ligner en gammel fabrik kommer til syne. En summen trækker mig nærmere. Jeg er 200 meter fra skolen. Skal jeg gå længere? Ja, det bliver jeg nød til. En dreng kommer hen til mig. " Skynd dig," siger han. Jeg stopper. " Hvem er du?" spørger jeg. " En ligesom dig," siger han. Jeg genkender ham pludselig. Han er en af de forsvunde børn. Der er tyve børn som er forsvundet rundt i Danmark. Han er en af dem. " Hvad laver du her?" spørger jeg. " Det ved du vidst egentlig godt, kom nu skynd dig ind," siger han og hiver mig med. Vi kommer ind i bygningen. En lang smal gang fører os ind til noget der ligner en skaterbane. " Velkommen til de unikke," siger han. Jeg ser undrende på ham. " Vi er de 21 børn fra forskellige lande der ikke passer ind nogen steder. Hele vores liv har vi ikke passet ind indtil nu," siger han. Jeg er mundlam. Det ser virkelig fedt ud. "Til højre for banen har vi computerne, de er dem vi finder de unikke på. Det er mig og fem andre der styrer. Når vi ikke gør det er vi sammen med de andre og udgør vores hobbyer. Alt fra kunst og musik til støvsugning og fitness. Du kan lave alt her," siger han. " Så, så. Altså jeg er på en måde udvalgt til at være her." siger jeg. " Ja, du er udvalgt, men du skal igennem et par prøver først. Der findes nemlig fejl i vores computere. Nogen gange finder vi ikke de helt rigtige personer. Så for at være sikker på at du er en af os, skal vi lige teste dig," Siger han. Teste mig. Det lyder absurd. " Bare roligt efter hvad jeg har set i dit liv. Virker du som en af os," siger han. " Har du set i mit liv?" spørger jeg skeptisk. " Ja, jeg synes og det lyder creepy at folk overvåger en, men de bliver vi nød til," siger han. Jeg nikker. " Det hele lyder fedt. Men jeg tror altså i hat lavet en fejl," siger jeg. " Tror du ikke på vores evner til at finde de rigtige personer," siger han surt. " Jo, jo jeg er bare ikke særlig unik. Desuden er det ikke meningen at jeg skal være her," siger jeg. " Så du synes ikke du har opført dig anderledes på det sidste,"  siger han. Det må jeg give ham ret i. Det har jeg. " Okay, men hvad består prøverne af?" spørger jeg. " Ja, det skal jeg nok fortælle dig mens jeg viser dig rundt," siger han. " Jeg hedder Z, jeg vil være din leder," siger z.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...