frustration

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2015
  • Opdateret: 27 maj 2015
  • Status: Igang
lidt digte, lidt tanker, meget mig(som alt andet i mit liv) - deltager i dagbogskonkurrencen

2Likes
0Kommentarer
330Visninger
AA

6. 24. maj 2015

Jeg oplever tit ting, som har meget større indtryk på mig, end på min omverden, hvilket er en af grundene til at jeg tit føler at folk synes at jeg er overflødig og ligegyldig.
I sommers, da jeg startede som 2. årselev på min efterskole var jeg konstant sulten. Det var jeg, fordi jeg ikke spiste noget, - og nej, det var ikke en spiseforstyrrelse (selvom jeg tit tager mig selv i at ønske at jeg havde en, så jeg kunne være tynd) - og jeg var så sulten. Når vi så skulle have kartoffelsuppe eller koldskål eller hotwings, kunne en enkelt skefuld af suppen give mig kvalme. Ikke fordi jeg synes kartoffelsuppe, koldskål og hotwings er ulækre retter, jeg synes alle tre ting smager dejligt. Jeg var bare vitterligt ikke i stand til at spise noget uden at få kvalme, så jeg var konstant sulten. Jeg husker en gang, en sommerdag, hvor jeg stadig ikke spiste. Det har nok været omkring en måned inde i skoleåret. Vi var på vej til byen for at købe hvad man nu køber når man går på efterskole(Hint: Jeg røg flere cigaretter end jeg turde indrømme), og på vej derhen er der en bakke. En bakke der stadig, efter to år, griner hånligt af mig hver gang jeg går op ad den. Men denne gang var det værre. Jeg havde en dundrende hovedpine, og den mest smertefulde mavepine - to goder, når man ikke rigtig spiser - og da vi så endelig var kommet op ad den her fandens bakke var jeg meget svimmel. Så svimmel, at det sortnede for øjnene af mig og jeg var tæt på at besvime.
    Kort efter det begyndte mine madvaner at blive normale igen. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor jeg ikke kunne spise i den periode, men jeg husker det klart og tydeligt, og håber ikke på at det sker igen.

En anden ting er, at jeg ikke er diagnosticeret med nogen form for angst eller panik. Men derfor kan man altså godt være angst en gang i mellem - endnu en ting jeg aldrig har oplevet nogen gå op i på nogen måde.
To skoleture til København: Angst i tog på vej derhen og tilbage 3 af turene, Kunne ikke træde ind på en restaurant på grund af antallet af mennesker(to gange), og jeg er ret bange for duer(hvilket er blevet rigtig mange pinlige episoder både i og uden for hovedstaden).
Der ligger et lille museum i Berlin, hvor en russisk mand har taget en masse historiske objekter, og generelt gamle ting (fx. gasmasker og proteser), og skilt dem ad for at sætte dem sammen på en helt fjollet måde. Jeg kommer ind med en gruppe fra min efterskole, vi er nok 20 mennesker. Første rum er fint. Vi bevæger os ind i rum nr. 2 og jeg spotter 3 gasmasker og et par benproteser. Det går. Næste rum. En tandlægestol med en gammel manneguin(?) i. Eller noget. Dukkehoveder der er rigtig klamme. Flere proteser. Det minder mig bare alt sammen om en skør læge fra American Horror Story sæson 1, som prøver at genoplive hans baby på en meget grusom måde. Så jeg begynder lige så stille at få det skidt. Græder. Men museums-russer-fyren står og snakker(dog i rum #2, så kan godt klare at stå derinde til mere) om en polio-maskine. I måske 10 minutter. Måske mere. Jeg bemærker det ikke fordi det er forholdsvist kedeligt, og jeg kigger rundt. Får det skidt. Da han endelig er færdig, skynder jeg mig hen til efterskolelærer #1 og sige “få mig ud. nu” uden at græde alt for meget. Da jeg kommer ud hulker jeg til gengæld. Og jeg mener græder. Imens mine venner lige så stille ignorerer det. Ligesom efterskolelærer #1 tydeligvis er uberørt af hendes angstfyldte elev. Jeg får det hurtigt bedre, til gengæld - det er utroligt hvad en halv smøg og noget vand kan gøre.
Jeg har ondt af mig selv meget, okay? Men tit føles det altså også som om jeg er den eneste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...