Winter Storm

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 aug. 2015
  • Opdateret: 14 mar. 2017
  • Status: Færdig
I kongeriget Alagaesia lever kong Col og dronning Elaine. De havde to børn ved navn Alicia og Matthew. Men de har aldrig mødt hinanden, da Alicia blev bortført ved fødslen. Kong Col og Dronning Elanie brugte mange år på at lede efter hende, med uden held. 18 år efter er Alicia vokset op hos en bondefamilie og Matthew er vokset op på slottet uden at vide at han har en søster. Men da han finder ud af sine forældres sorg over tabet af hans ukendte søster, begiver han sig ud for at finde hende. Men det er ikke let. Slet ikke når man ikke ved hvad der vil ske.

19Likes
7Kommentarer
3796Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Alicias vinkel.

"Hvordan skal vi nogensinde kunne komme til at beherske ild?" sagde jeg højt og irriteret. Dagene gik hurtigt efter hånden, sneen lå tungt på Petrovas gader. Solen så man kun et par timer om dagen, før det blev nat igen. Vi sad alle fire nede i selve kroen og spiste morgenmad. Grace havde sat sig ved ildstedet med en anden pige ved navn Melissa, hun var kroejerens datter. 

"Der er jo kortet" sagde Matthew og kiggede ned i bordet. Han var ikke særlig glad i øjeblikket, nok fordi han ikke havde været hjemme i lidt over et år men det samme havde jeg heller ikke. 

"Hvilket kort?" spurte jeg.

"Ved du det ikke? Kortet i Daelua?" svarede Matthew. Han rejste sig hurtigt op, vinkede Grace hen og gik ud til hestestalden. Vi havde fået tilbudt heste fra bønderne, eftersom vi ikke havde vores egne mere. Elias og jeg fuldte efter Grace og Matthew, Matthew havde allerede sadlet en hest  op og gjorde klar til afgang.

"Matt, Daelua ligger i ruiner du finder intet der" sagde jeg. Han fik Grace op på en hest og kiggede på mig.

"Det er værd at forsøge, og få nu jeres dovne kroppe op på en hest" sagde han.

"Fiiiint" sagde jeg. Elias og jeg gik ind i stalden og gjorde to heste klar til afgang. Matthew og Grace sad på den samme hest, eftersom Grace aldrig havde redet en hest før, Elias havde lånt en brun hingst, det samme havde jeg. 

"Hvordan har du tænkt dig at finde et kort i en ruin lagt by?" sagde Elias til Matthew. Han svarede ikke, og begyndte at ride ud af byen, vi fulgte efter. Daelua lå et par timer herfra, turen var langtrukken da ingen snakkede på turen. Skoven blev mere og mere velkendt, vi red forbi de træer hvor Melanie og jeg byggede huler i da vi var små. Igennem et hul i træ væggen kunne man se et glimt af Daelua, men ikke i ruiner. Et helt nyt genopbygget Daelua stod fremme, større og flottere end nogensinde. De havde fået bygget en mur rundt om byen med en port med vagter, sikkert for at beskytte byens borgerer. Vi kom frem til porten, en vagt stoppede hurtigt op foran os.

"Hvad skal i her?" sagde han, jeg genkendte stemmen. En dyb, men knækkende stemme. Kunne det virkelig være? Nej det kan det ikke, han var jo hjælper på havnen eller hvad?

"Louie?" spurte jeg roligt. Vagten kiggede op på mig, han tog sin hjelm af og smilede.

"Alicia, du er tilbage!" sagde han, Louie gjorde tegn til nogle andre vagter oppe i et tårn at de skulle åbne porten. 

"Melanie bliver så glad når hun ser dig, det gør Maggie også" sagde han. Matthews ansigt lyste op da Louie nævnte Melanies navn. 

"Kender du Melanie, Alicia?" spurte Matthew. 

"Hun er min bedste veninde" nikkede jeg "Er min mor i live?" Louie nikkede og pegede.

"Hun er inde på systuen i dag" sagde Louie.

"Tak Louie" sagde jeg og vi begyndte at ride ind i byen. Der var så meget liv i byen, nærmest som om der ikke var sket noget eller som om byen aldrig havde været i ruiner for et år siden. Vi kom ind på et lille torv, jeg steg af hesten og kiggede mig omkring. Jeg begyndte at græde. Af lykke selvfølgelig. Elias, Matthew, og Grace steg også af deres heste. Vi gave dem til byens heste passer og kiggede os omkring på torvet. Elias kom hen til mig.

"Er du okay?" sagde han. Jeg nikkede.

"Glædes tårer" sagde jeg og tørrede dem væk "Skal vi mødes her i aften?" 

Matthew kiggede længe på mig.

"Hvad skal du da?" spurte han.

"Jeg skal finde min mor" sagde jeg "I aften til aftensmad"

Matthew nikkede, det samme gjorde Elias. Jeg smilede og vendte mig om og gik ned af en side vej. Jeg kunne ikke tro at Daelua var genopbygget, jeg kunne ikke tro at min mor var i live. Alt var perfekt igen, eller næsten. Jeg fandt den vej som mit hus lå på, den velkendte træ dør og postkasse med min mors, min fars og mit navn på var der stadig. Jeg bankede på døren. Ingen hjemme, men døren var åben. Huset lignede en nyere udgave af sig selv. Samme møbler, samme gardiner. Døren ind til mit "gamle" værelse stod på klem, jeg gik derind. Alt lignede sig selv, det stod som det gjorde at jeg forlod byen. På min seng lå min gamle bamse med min guldhalskæde rundt om halsen. Skrive bordet var fyldt med usendte breve og nåle og tråde. Havde min mor været i gang med en ny kjole til hvis jeg kom hjem? Jeg gik hen til kommoden og åbnede en skuffe. Min elskede lysegrønne kjole lå øverst i bunken. Jeg lukkede skuffen igen og gik tilbage til bamsen, tog halskæden og satte den rundt om min hals. Systuen lå ikke lagt herfra, jeg gik ydeligere femhundrede meter og stødte på det velkendte skilt hvor der stod Tildas Kjoler. Jeg tog fat i døren, mit hjerte bankede hurtigt. Hvordan ville hun reagere? Ville hun blive glad? Ville hun blive ked af det? Døren gik op og jeg trådte et skridt ind, straks kunne jeg høre små snakkeri. Lacey var den første jeg så i systuen, hun sorterede stof for at finde ud af hvad der var tilbage. Hun tabte en rulle stof på gulvet, jeg gik hen og hjalp hende med stoffet. Hun stirrede længe på mig og sagde intet.

"Og hej til dig Lacey" sagde jeg og satte rullen på plads. Jeg gik ind til Tilda, Vera og min mor, de sad fredligt og syede vidre på alle deres mange kjoler. 

"Og færdig" sagde min mor og holdte den oppe, den var en rød silke kjole. En meget smuk en, men det var de altid. 

"Den er smuk, mor" sagde jeg. Hun tabte kjolen på gulvet og kiggede på mig, hun begyndte at græde og løb hen til mig. 

"Alicia, min lille pige" sagde hun og krammede mig hårdt. Jeg krammede hende igen, men skubbede hende væk et kort sekund efter.

"Hvorfor har du ikke fortalt mig at jeg var adopteret?" sagde jeg.

"Du ved det" sagde hun skuffet og kiggede på gulvet "Du lå på vores dørtrin for nitten år siden, jeg ved ikke hvor du kom fra, men du var der bare"

Jeg nikkede "Men jeg ved hjem jeg er nu"

Hun smilede af glæde på mine vegne, men hendes øjne var triste. 

"Mor jeg er prinsesse af Alagaesia" sagde jeg.

Hun begyndte at græde igen, af glæde eller af sorg var svært at sige. Men græd hun, fordi hun havde mistet mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...