Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128380Visninger
AA

9. 8. A Football Match

 

8. A Football Match

| Justins synsvinkel |

 

"Er I klar drenge, for det er nu det gælder!", lød det seriøst fra vores fodboldtræner, Scott, der kiggede skiftevis rundt på alle os spillere, der sad fordelt på bænkene inde i omklædningsrummet. "Selvfølgelig er vi klar! Vi kan godt drenge!", udbrød Nate med en stor kampgejst i stemmen, hvorefter alle de andre gav ham ret med en lige så stor kampgejst i deres stemmer. Imens satte jeg mig bare en smule foroverbøjet med overkroppen og støttede mine albuer på mine lår, og begyndte at køre mine hænder frem og tilbage i mit hår uden at sige noget.

For ærligt, så følte jeg mig på ingen måde klar til at spille denne her såkaldte vigtige kamp. Lysten var der ligesom ikke rigtigt, da det ikke var det samme, når Leah ikke sad på tilskuerpladsen og så på. Selvom hun ikke fattede specielt meget af spillet, så havde hun altid været til mine kampe for at støtte mig. Ikke en eneste gang i mit liv havde jeg spillet en fodboldkamp, uden at hun sad og så på.

Det hjalp altid at vide, at hun var der, og at jeg nogengange under hver kamp kiggede på hende, der sad på tilskuerpladsen og kiggede på mig. Hun skulle også altid efter hver kamp fortælle mig, hvor god jeg var, også selvom jeg havde spillet mega dårligt. Og jeg elskede den følelse af, at hun var stolt af mig ligemeget hvad.

Men det var slet ikke den samme følelse, jeg havde i kroppen nu. Jeg savnede hende så meget, at jeg var ved at blive sindssyg. For min hjerne sagde, at det var bedst, at vi tilbragte tid hver for sig i en periode, hvorimod mit hjerte sagde, at jeg bare skulle flytte hjem til hende med det samme og glemme alt, hvad der var sket. Og af en eller anden grund, som nok var vreden i min krop, så vandt min hjerne hver dag den konflikt over mit hjerte.

"Sådan skal det lyde drenge! Gå så ud og vis hvor gode I er", råbte Scott, så jeg bagefter kunne fornemme at alle de andre rejste sig råbende fra bænken og begynde at gå ud af omklædningsrummet.

"Bieber?", lød det fra Scott, så jeg fjernede min hænder fra mit hår, og kiggede op på ham, der stod en meter fra mig og kiggede en smule bekymret på mig. "Er du okay? Du virker lidt fraværende", fortsatte han. Jeg rømmede mig og begyndte at nikke. "Ja.. Ja alt er helt fint", løj jeg med et svagt falskt smil på læben og rejste mig efterfølgende op.

Alle de andre var gået ud, så det var kun Scott og jeg, der stod tilbage i omklædningsrummet. Han klaskede sin hånd ned på min skulder, imens han nikkede bekræftende til det, jeg sagde før. "Godt! Giv den alt hvad du har og vis over for de talentspejdere, hvad du kan! Jeg tror på dig, Bieber", sagde han med en bestemt tone i stemme og med et lille smil.

Jeg nikkede bare uden at sige noget, da jeg egentlig ikke helt vidste, hvad jeg skulle svare. Både Scott og jeg begyndte derefter at gå ud af omklædningsrummet og videre ud af hallen til vi kom ud til den store fodboldbane, hvor der var en masse larm fra tilskuerpladserne, der næsten alle sammen var optaget.

Som altid stoppede jeg op og skimtede alle de mange pladser, for at se om Leah var der. Måske en smule langt ude, når jeg jo godt vidste, at hun nok ikke var, men det var nok bare håbet om, at hun var kommet alligevel, der spillede ind. For ja, selvom det lød mærkeligt, så håbede jeg, at hun ville dukke op trods vores midlertidige pause.

Jeg sukkede svagt, da jeg som forventet ikke kunne se hende nogen steder. Derefter løb jeg ind på banen og begyndte at varme mine ben op til kampen, der skulle begyndte om ti minutter.

~

"Herovre!", råbte jeg højt henvendt til Nate, der lige nu driblede løbende med bolden mod målet. Han kiggede hurtigt hen på mig og lavede derefter en perfekt aflevering til mig, så jeg nu havde bolden foran mine fødder. Vi var gået igang med anden halvleg for et kvarter siden og kampen stod lige nu 4-3 til os. Og jeg var fast besluttet på, at bolden skulle i mål nu, så vi var foran med to mål.

Jeg spurtede afsted med bolden, lige indtil en fra det modsatte hold valgte at lave en glidende tackling på mig, så han stemplede min fod hårdt og jeg faldt forover. Og underligt nok blev der ikke dømt noget som helst, hvilket fik flere af mine holdspillere til at brokke sig lidt, da der klart var gult kort der. Jeg selv satte mig ordenligt op, og jamrede mig lidt på grund af min ret ømme fod.

Fyren, der havde tacklet mig, rejste sig selv op og kiggede ned på mig med et flabet smil på læben, hvilket jeg fandt rimelig irriterende. Serøst, han vidste også godt selv, at der burde være blevet dømt noget der. Derefter gik han væk fra mig.

Dommeren så dog ikke ud til at give sig, så Nate løb hen til mig og hjalp mig op at stå på benene igen, hvorefter han begyndte at løbe med bolden mod målet. Imens stod jeg lidt og kørte min fod rundt i cirkler, da stemplingen havde gjort rimelig ondt. Det var dog ikke så slemt, at jeg ikke kunne løbe eller fortsætte kampen.

Jeg kiggede frem for mig og så Nate drible forbi alle de andre spillere, hvorefter jeg selv begyndte at sætte i løb mod ham. "Pussy", lød det fra en person, der løb forbi mig, hvilket fik mig til at se undrende på personen, der nu løb foran mig. Det var ham fyren, der havde stemplet mig, seriøst han irriterede mig. Hvad havde jeg gjort ham?

"Idiot", mumlede jeg svagt for mig selv i frustration over ham, men min mumlen var åbenbart ikke så lav, som jeg selv troede, da fyren straks stoppede op og vendte sig mod mig. "Hvad kaldte du mig?", spurgte han med en flabet tone i stemmen, hvilket jeg undlod at svare på og bare løb videre forbi ham, imens jeg rullede det hvide ud af øjnene, da han irriterede mig grænseløst.

Han så dog ikke ud til at give op, da jeg mærkede et ordentlig skub i siden. Jeg prøvede bare at ignorere det ved at løbe videre, men han løb i stedet for op foran mig, så han løb baglæns. Igen skubbede han til mig, denne gang var det bare på min brystkasse. Hans handling fik mig til at stoppe op, da jeg stille kunne mærke både vreden og frustrationen, jeg havde haft i min krop de seneste fem dage, blusse op i min krop for alvor.

Endnu en gang skubbede han til mig, hvilket fik en fløjtende lyd fra dommeren til at hyle ud over banen, så kampen stoppede. "Hvad sagde du til mig, hva?", spurgte han med et flabet smil, og skubbede mig igen. Jeg rystede bare på hovedet af ham og prøvede at holde min vrede inde i kroppen.

Normalt, ville jeg ikke blive sur over sådan noget her, da det jo var komplet latterligt. Men lige i dag, var mine følelser ekstra stærke i min krop, hvilket nok var en blanding af hans provokerende attitude, samt frustrationerne jeg havde i kroppen i forhold til Leah.

Igen skubbede han mig og der kunne jeg ikke længere styre mine handlinger, så jeg knyttede min hånd sammen og to sekunder efter, havde min knytnæve ramt hans kind, hvilket øjeblikkeligt fik tilskuerne til at larme ustyrligt højt. Jeg var i chok over min egen handling, da det på ingen måde lignede mig at gøre sådan noget.

Der lød et fløjt ved min side, så jeg drejede hovedet og så et rødt kort blive holdt op i luften mod mig af dommeren. Det var som om alt foregik i slowmotion lige nu, da det føltes helt surrealistisk. Jeg skimtede alle mine holdspillere på banen, der så lige så chokeret og skuffet ud, som jeg selv var. De havde aldrig oplevet mig som en voldelig person, da jeg jo langt fra var det.

Jeg lagde min ene hånd op til mig pande og begyndte at bevæge mig ud af fodboldbanen. Jeg skimtede hurtigt bænkerækken, hvor min træner sad foroverbøjet med hovedet begravet i sine hænder. Det var virkelig dumt gjort, og jeg vidste allerede godt nu, at jeg havde overreageret og ladet mine følelser omkring Leah spille ind. Jeg fortsatte bare med at gå fremad i skuffelse over mig selv.

Da jeg kom til indgangen til hallen, som jeg skulle til at gå ind af, blev jeg afbrudt af en pigestemme, der råbte mit navn. Og selvom jeg for alt i verden lige nu ønskede, at det var Leah, jeg ville se foran mig, når jeg vendte mig om, så vidste jeg godt, at det ikke ville være tilfældet, da stemmen langt fra var så fin som hendes.

Jeg vendte mig om og så Nicole komme gående imod mig. "Er du okay?", spurgte hun med et bekymret ansigtsudtryk, da hun stoppede op foran mig, hvilket jeg bare trak på skuldrene af. Derefter opstod der en stilhed, da hverken hende eller jeg sagde noget.

"Justin.. jeg tænkte på, om du kunne have lyst til at lave noget sammen en dag?", sagde hun svagt smilende med en nervøsitet i stemmen. Hendes spørgsmål fik mig til at sukke opgivende og køre min hånd igennem mit hår. "Prøv at hør, Nicole. Jeg ved ikke, hvad Nate har sagt til dig, men.. jeg er ikke single", svarede jeg, hvilket fik hendes smil til at forsvinde.

"Jeg troede dig og Leah var gået fra hinanden?", svarede hun undrende med en stille stemme. Jeg tog en dyb indånding med lukkede øjne, hvorefter jeg åbnede dem og kiggede på hende igen. "Det er kompliceret", svarede jeg opgivende. "Men jeg er ikke interesseret i at gå ud med andre piger", fortsatte jeg seriøst med en trist stemme, hvilket hun bare valgte at nikke svagt til med et skuffet ansigtsudtryk.

Derefter vendte jeg mig om igen og gik ind i hallen og videre ind i omklædningsrummet.

~

"Hvad fuck skete der, Bieber!?", udbrød Nate surt lige som han stoppede op efter at have trampet ind i stuen. Jeg sukkede svagt og kiggede på ham, der så virkelig sur ud, hvilket jeg også havde regnet med, da fodbold jo var enormt vigtigt for ham - specielt denne kamp.

"Jeg ved det ikke mine følelser tog over", svarede jeg med en undskyldende stemme, hvilket Nate bare rystede på hovedet af med et surt ansigtsudtryk. "Hvis det er hende Leah, Justin, så må du fandme til at finde ud af det!", udbrød han frustreret med skarpe øjne på mig. "Jeg ved det godt.. undskyld", svarede jeg, da jeg faktisk havde virkelig dårlig samvittighed overfor hele holdet. Det var jo ikke meningen at min personlige vrede skulle gå udover resten af holdet, så de skulle spille resten af kampen med en mand i undertal. Ja, ham fyren fra modstanderholdet var mega provokerende og burde nok efter min mening havde fået en "straf", men derfor skulle jeg stadig ikke have slået ham.

Nate begav sig hen til sofaen og smed sig ned i den med et opgivende suk. "Hvordan gik resten af kampen?", spurgte jeg stille, hvilket fik Nate til at kigge på mig med et blik, der næsten var dræbende. "Hvordan fuck tror du det gik?! Vi mistede en af vores bedste spillere plus vi manglede en mand på banen!", begyndte han vrissende og dræbte mig nærmest med sine øjne. "Vi tabte, Justin! De andre vandt 5-4!", fortsatte han surt, så min dårlige samvittighed blev en smule værre.

Jeg tog mig til hovedet med den ene hånd. "Det er jeg virkelig ked af, Nate", undskyldte jeg ærligt. "Vi kan ligesom ikke gøre noget ved det nu, vel? Du må bare til at få styr på dine problemer, for jeg gider seriøst ikke at dit kærlighedsliv skal gå udover flere af vores kampe!", svarede han bestemt og rejste sig derefter op og bevægede sig i retningen af badeværelset. Det var tydeligt at han var meget sur og skuffet over mig.

Han havde ret i, at jeg måtte få styr på mine problemer, det vidste jeg godt. Men det var bare nemmere sagt end gjort, da jeg lige nu jo ikke anede, hvordan jeg skulle løse dem. Måske skulle jeg virkelig bare prøve at skubbe Leah ud af mit hoved fuldstændig i noget tid og fokusere hundred procent på noget andet? Også selvom det ville blive svært.

________________________________________________________________________________

Note: Kan udgive igen, da jeg har været så heldig at kunne låne en computer, indtil jeg får min egen igen (forhåbentlig snart), yay!!!!

I er som altid meget velkommen til at skrive, hvad I synes om historien indtil videre, da jeg virkelig gerne vil høre jeres mening :)

Ellers så tusind tak for jeres fantastiske støtte, det betyder så meget <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...