Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128378Visninger
AA

8. 7. Two Sides

 

7. Two Sides

| Justins synsvinkel |

 

Selvom jeg godt vidste med mig selv, at det var den rigtige beslutning at flytte fra Leah i et stykke tid, så hadede jeg virkelig at leve en hverdag uden hende. Det var som om, at der var en tomhed inden i mig og i mit liv, som ligesom kun kunne blive udfyldt af hende.

Jeg havde nu boet hos Nate i fire dag og jeg savnede Leah hver dag, hvert minut! Det var virkelig et helvede at have det sådan her. For jeg elskede hende jo stadig af hele mit hjerte, og det var jeg ret sikker på slet ikke ville ændre sig. Men igen så gjorde tanken om at en eller anden klam fyr havde rørt hende, mig virkelig dårlig indvendig. Det var virkelig kvalmende, jeg fik det så ubehagelig i mit hjerte bare af at tænke på det.

Og ja, jeg vidste da godt, at jeg havde gjort noget der var værre i den periode, hvor jeg intet kunne huske. Men jeg følte lidt, at det var noget andet end det her. Jeg havde jo ingen idé om, hvem jeg var og jeg troede ærligt på alt det forfærdelige, Clarissa havde fortalt mig om Leah dengang.

Derimod vidste Leah godt at hun havde mig, så at hun overhovedet kunne tillade at lade en anden fyr røre hende, forstod jeg virkelig ikke. Hun kunne have sagt nej, hun kunne have stoppet det inden det nåede så vidt som det gjorde, det var jeg sikker på.

Men jeg savnede hende. Flere gange i løbet af de fire dag her, havde jeg haft lyst til at ringe til hende bare for at høre hendes dejlige stemme. Men jeg var ret sikker på, at det bare ville gøre mig endnu mere trist, da jeg så ville savne hende endnu mere. Kun derfor lod jeg være, da det nok var det bedste. Det vidste jeg det var.

"Hvad så Bieber, tænker du stadig på damen derhjemme?", lød det fra Nate, der smed sig ned i sofaen, som jeg også sad i. Jeg valgte bare at nikke svagt med et suk, da det spørgsmål efterhånden var blevet stillet en del her de sidste par dage. "Seriøst, hvorfor glemmer du hende ikke bare, Justin? Hvorfor spilde sin tid på at tude over en ligegyldig pige", sagde Nate undrende.

"Leah er ikke en ligegyldig pige!", svarede jeg bestemt, imens jeg stirrede ud i luften. Nate sukkede irriteret. "Nej, hun er dit livs kærlighed bla, bla, bla..", begyndte Nate med en provokerende tone i stemmen, og lød som om han gjorde nar af mig. Jeg vendte irriteret mit blik mod ham. "Hvis hun var dit livs kærlighed så havde hun sgu nok ikke bollet udenom, vel? Kom videre, Justin. Der er en masse andre dejlige piger derude", fortsatte han.

Jeg gad ikke engang kommentere på det han sad og sagde til mig. Nate havde aldrig prøvet at være i noget der nærmede sig et fast forhold, så at lytte til ham ville nok være det dummeste. Han forstod jo åbenbart ikke alvoren i at man ikke bare kunne smide et fire år langt forhold væk. Det havde jeg i hvert fald ikke tænkt mig at gøre, uden i det mindste at kæmpe for at få det til at fungere.

Og det sidste han nævnte med at der var andre piger, kunne ikke være mere ligegyldig viden for mig. Jeg var kun interesseret i en pige og det var Leah. Tanken om at skulle være sammen med andre piger end hende, havde slet ikke strejfet mig en eneste gang.

"Forresten, så er Nicole fra vores historieklasse ret interesseret i dig", udbrød Nate efter at der havde været stille i et par sekunder. "Og?", stillede jeg undrende som et spørgsmål, da jeg vitterligt ikke kunne se, hvad jeg skulle bruge det til.

"Og hun spurgte mig, om hun måtte få dit nummer", forsatte han. "Det sagde du vel nej til?", stillede jeg som et spørgsmål og kiggede på ham med et afventende blik. Han trak bare på skuldrene med et flabet smil på læben som svar, hvilket jeg udemærket godt kunne regne ud, hvad betød.

"Har du seriøst givet hende mig nummer?", spurgte jeg ham irriteret, hvilket han valgte at nikke til. Jeg rystede på hovedet af ham, imens jeg kørte mine hænder igennem mit hår. "Slap nu af, Justin.. det er jo bare et telefonnummer", svarede Nate med en ligegyldig stemme.

Jeg stoppede med at ryste på hovedet og fjernede mine hænder for derefter at kigge på ham. "Ja det er mit nummer, som du har givet til en pige, der nu tror, hun har en chance hos mig, Nate!", vrissede jeg bestemt, da det virkelig irriteret mig, at han havde givet hende mit nummer uden min tilladelse.

Jeg kendte godt Nicole lidt, og havde også en fornemmelse af, at hun havde noget for mig, da jeg tit fangede hende i at stirre på mig i timen. Men altså jeg var overhovedet ikke interesset i hende eller nogen andre for den sags skyld end Leah. Og jeg havde overhovedet ikke lyst til at sende nogen former for signaler ud til folk om, at de havde en chance hos mig, for det havde de bestemt ikke.

"Tænk over det, Justin. Måske ville det være en god idé at prøve at gå ud med nogen andre for at se, om hende Leah virkelig er den eneste ene", svarede Nate afslappet, og lød virkelig som om, at han selv syntes, det var en god idé han kom med der.

"Er det virkelig så svært at forstå, at jeg ikke er interesseret i at gå ud med andre?", spurgte jeg en anelse hårdt, da jeg flere gange i løbet af de fire dage, jeg havde boet her, havde forklaret ham, at Leah og jeg kun var på pause, og at jeg ikke havde nogen intentioner om at date andre.

"Jeg tror det ville være godt for dig, det er bare min mening. I har trods alt været sammen i fire år, så er det jo klart, at kærligheden mellem jer dør lidt ud", svarede han, hvilket fik mig til at ryste på hovedet igen. Den her samtale gad jeg virkelig ikke have med ham mere, han forstod det jo tydeligvis ikke.

 

 

| Leahs synsvinkel |

 

De sidste fire nætter havde jeg sammenlagt fået fem timers søvn. Jeg kunne slet ikke sove uden at Justin lå ved siden af mig. De sidste 8 måneder havde jeg jo været vant til, at han lå ved siden af mig hver nat, så at han ligepludselig ikke gjorde, ændrede min søvnrytme fuldstændig.

Jeg savnede at mærke varmen fra hans krop ved siden mig. Jeg savnede at have hans arme omkring mig og putte med ham indtil vi begge faldt i søvn. Jeg savnede han godnat kys. Jeg savnede hans kærtegn. Jeg savnede ham så ubeskrivelig meget, at det gjorde ondt alle steder i min krop.

At jeg ikke kunne sove, havde selvfølgelig også noget at gøre med min dårlige samvittighed. Hver gang jeg lukkede øjnene i, kom jeg i tanke om, hvad jeg havde gjort og så brød jeg fuldstændig sammen.

Størstedelen af nætterne sad jeg derfor her, hvor jeg også sad nu, på en stol foran vinduet i stuen og kiggede ud på New Yorks bygninger og gader. Ikke fordi det var specielt spændende, men det fik mig virkelig til at sidde og tænke en masse ting igennem.

En ting der kørte rundt i mit hoved igen og igen var, at Justin ikke havde taget forlovelsesringen, jeg havde lagt til ham på stuebordet. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tolke det, for på den ene side kunne det jo betyde, at han stadig mente, at vi hørte sammen, men på den anden side kunne det også betyde, at han ikke ønskede at få den tilbage, da han ikke ønskede at blive mindet om mig.

Selvom det var hårdt at sige, så havde jeg en fornemmelse af, at det var det sidste, der var tilfældet. Jeg var sikker på at han ikke ville have noget med mig at gøre mere. Han havde hverken ringet eller sendt beskeder til mig i de fire dage her, så jeg følte lidt, det var et klart signal om, at han ikke ønskede at have noget med mig at gøre. Det knuste mig virkelig.

Allerede da han var her for at pakke sine ting, havde han jo indirekte sagt til mig, at det var slut. Det var i hvert fald sådan jeg opfattede vores samtale inde i soveværelset.

Bare tanken om at han måske aldrig flyttede tilbage ødelagde mig indvendigt. Dog kunne jeg ikke græde mere, da mine øjne var helt tørre og ikke ville lade nogle tårer danne sig i mine øjne. Jeg havde grædt for meget. Det var stort set også det eneste jeg havde gjort, i de dage Justin ikke havde været her.

Jeg var blevet bombet med sms'er og opkald fra både Simon og Emma, der gerne ville vide hvorfor jeg ikke var i skole. Jeg gad bare virkelig ikke snakke med dem og forklare, hvad der var sket, så jeg ignorerede både deres opkald og beskeder. Den eneste person jeg havde haft kontakt med i de her dage var Matt. Han var den eneste der forstod mig og den eneste jeg havde lyst til at snakke med om det her.

Dog kunne jeg godt mærke på ham, at det gik ham på, at han ikke kunne være tilstede og trøste mig. Jeg ville virkelig også bare ønske at han var her, så jeg kunne få et af hans rare kram. Mit savn til Matt var virkelig også stort. Jeg følte mig virkelig alene og ensom i lejligheden. Her var så tomt, hvilket også fik mit liv til at virke tomt.

Jeg troede virkelig, at jeg havde været igennem nok smerte i mit liv, men denne her smerte, var mindst lige så slem, som den jeg gennemgik for et år siden, hvor Justin ikke kunne huske mig. Denne gang her var det fuldstændig selvforskyldt, at jeg havde denne smerte inden i mig.

Forsigtigt rejste jeg mig fra stolen foran vinduet i stuen og begav mig ud i køkkenet. Jeg vidste egentlig ikke helt, hvad jeg ville derude. Men så alligevel vidste jeg, at jeg skulle have noget, der kunne få smerten væk bare fra en kort stund: alkohol.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...