Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128278Visninger
AA

6. 5. Unable

 

5. Unable

| Leahs synsvinkel |

 

Jeg vågnede med den største hovedpine, jeg nogensinde havde haft. Og at solens lys nærmest brændte ind på mit ansigt, gjorde på ingen måde hovedpinen mildere. Forsigtigt prøvede jeg at åbne øjnene, men sollyset skinnede for stærkt ind i mine øjne, så jeg lukkede dem hurtigt i igen.

Jeg lå på maven i sengen og kunne godt mærke, at der lå en arm om min ryg over dynen, hvilket jeg til at starte med ikke tænkte nærmere over.

Det var først, da jeg bukkede hovedet ned ad og endelig valgte at åbne øjnene, at jeg opdagede, at armen ikke var Justins. I både forvirring og chok vendte jeg mig hurtigt rundt i sengen og satte mig op med dynen om mig, samtidig med at jeg fjernede den fremmede arm fra mig. Jeg forstod ingenting lige nu.

Et ubehageligt stød gik igennem min mave, da jeg så til siden, hvor der lå en fyr, der sov, som jeg ikke vidste, hvem var. Han lå på maven med hovedet mod mig, og af hvad jeg kunne se, han havde ikke specielt meget tøj på. Situationen blev dog langt fra bedre, da jeg valgte at kigge ned af mig selv og opdagede, at jeg intet tøj havde på.

Chokeret lagde jeg en hånd foran min mund, imens tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder. Det her havde jeg ikke gjort, det var ikke sket. Jeg kunne ikke have gjort det, det ville jeg aldrig kunne få mig selv til. Jeg elskede Justin, min Justin, mit livs kærlighed Justin. Jeg ville ikke engang kunne tænke tanken om at skulle være sammen med en anden.

Det føltes virkelig som om at tusindvis af knive blev stukket igennem min mave på skift, ved tanken om, det, som jeg næsten kunne regne ud, var sket.

Jeg begravede mit ansigt i mine hænder, imens jeg græd fuldstændig ustyrligt. Min krop rystede og jeg var virkelig i chok over, at jeg havde gjort det her mod Justin og mod mig selv. Det kunne ikke være virkeligt, det kunne det ikke. Jeg havde virkelig den største trang til at skrige, rejse mig fra sengen for at smide rundt med forskellige ting og komme ud med alt den vrede, jeg havde i kroppen over mig selv. Jeg hadede mig selv så meget, at jeg ikke kunne beskrive det.

Men det sidste jeg ville, var at vække den ubetydelige person, som lå og sov ved siden af mig lige nu. Jeg ville bare hjem til Justin og mærke hans arme om mig. Hvorfor tog jeg ikke bare hjem i går, i stedet for at lade mig overtale til at drikke en øl med Simon og hans venner? Det var nok den dummeste beslutning, jeg i mit liv havde taget.

Jeg fjernede mine hænder fra mit ansigt, og rejste mig op fra sengen, for at gå rundt forskellige steder i rummet for at samle mit tøj op og tage det på min krop. Det gjorde mere og mere ondt i mit hjerte for hver gang, jeg tog en ting op fra gulvet, da det pludselig blev mere virkeligt for mig, hvad der egentlig var sket. Hvad jeg egentlig havde gjort.

Da jeg havde fået alt tøjet på, gik jeg straks ud af døren uden at sige farvel eller vække personen, der lå i sengen. Jeg trådte ud i en gang, der var meget genkendelig og det blev nu soleklart for mig, at jeg befandt mig på det College, jeg gik på. Med tårer væltende ned af mine kinder, begyndte jeg at løbe hen ad gangen, indtil jeg nåede hovedindgangen, som jeg åbnede og gik ud af.

Jeg fik øje på en bænk, jeg straks placerede mig selv på, for at få styr på mine tanker. Den slemme hovedpine var der stadig, men følelsen af svigt, dårlig samvittighed og had til mig selv, overdøvede hovedpinen gange tusind. Jeg kunne simpelthen ikke få ind i mit hoved, at jeg skulle have været i seng med en anden.

Aldrig havde jeg nogensinde overhovedet tænkt tanken om at være sammen med en anden. Jeg havde ikke gang været fysisk tiltrukket af andre end Justin, så det var så uvirkeligt for mig, at det var sket.

Jeg tog min mobil op ad lommen og tændte for skærmen. Jeg blinkede med mine øjne et par gange, da de var fyldt med vand, så jeg dermed ikke kunne se særlig tydeligt, hvad der stod på skærmen. Et par tårer forlod mine øjne, så jeg bedre kunne se skærmen, der var fyldt med voicemail-beskeder, sms'er og ubesvarede opkald fra både Justin og Matt.

Undskyld, skat. Please kom hjem eller i det mindste bare give lyd fra dig. Jeg elsker dig - den sidste sms jeg modtog fra Justin stod til at være kl. 03.47, og den fik mit hjerte til at slå et par ekstra slag. Jeg skulle aldrig være gået fra lejligheden i går. Jeg skulle være blevet hos ham og få talt ud omkring vores skænderi.

Mine tanker blev afbrudt af at mine telefonen begyndte at vibrere i hånden på mig, hvilket fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt, ved tanken om at det måske var Justin. Dog læste jeg hurtigt på skærmen, at det var Matt, så jeg tog den med det samme, da han nok var den eneste, jeg kunne snakke med om det her.

"Matt?", sagde jeg ind i røret, og man kunne i hvert fald tydelig høre gråden i min stemme. Det var umuligt for mig at skjule den. "Leah.. Hvad så? Du ringede i går?", stillede han som et spørgsmål. Jeg snøftede et par gange og mærkede at to tårer trillede ned ad hver af mine kinder. Lige som jeg skulle til at svare, blev jeg afbrudt af Matt: "Græder du?". Hans stemme lød meget bekymret.

"Jeg har gjort noget forfærdeligt..", begyndte jeg og snøftede igen, imens jeg tog min frie hånd op til min kind for at prøve at få tårerne væk. Dog hjalp det ikke specielt meget, da der hele tiden var tårer, der forlod mine øjne, så mine kinder igen blev våde. "Hvad?! Er det sker noget? Er du okay?!", spurgte Matt hurtigt og lød svagt panisk, men samtidig bekymret i sin stemme.

"Jeg.. Jeg har..", startede jeg ud med at sige, men afbrød mig selv, da jeg ikke kunne få resten ud. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt, det gjorde alt for ondt. "Seriøst, hvad sker der, Leah? Du gør mig virkelig bekymret lige nu!", udbrød han bestemt og nervøst.

Jeg lukkede øjnene og tog en dyb indånding, hvorefter jeg pustede luften ud igen. "Jeg har.. været sammen med.. en anden", fremstammede jeg, og bare det at høre mig selv sige det, skar mig så dybt i hjertet. "HVAD?!", råbte Matt chokeret ind i telefonen. Han rømmede sig efterfulgt svagt, og imens åbnede jeg øjnene igen og tog nogle dybe ind- og udåndinger.

"Hv.. Hvorfor? Og hvornår? Og med hvem?". Han lød helt i chok, hvilket jeg godt forstod, for jeg havde det præcis på samme måde. "Jeg ved det ikke.. Matt. Der var fest på skolen i går.. og.. og Justin og jeg kom op at skændes, så jeg tog hen på skolen og drak lidt med nogle fra min klasse.. Jeg kan ikke engang huske at det skete og jeg kender ikke navnet på personen jeg.. jeg var sammen med", svarede jeg hulkende og snøftede et par gange undervejs. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Matt", fortsatte jeg opgivende. Tanken om at jeg skulle fortælle det til Justin, var den værste. Han fortjente ikke det her på nogen måde.

"Forhelvede, Leah..", sagde Matt lavt også på en opgivende måde, så jeg vidste, at han mente, at jeg havde dummet mig. Og dummet mig var ikke engang tæt på at være et stærkt nok ord til at beskrive det, jeg havde gjort.

"Jeg kan ikke fortælle ham det.. det kan jeg ikke", sagde jeg grædende meget lavt, og borede min albue ned i mit lår, hvorefter jeg begravede mit ansigt i min hånd. "Leah..""Jeg kan ikke.. Jeg kan ikke, Matt", afbrød jeg ham med, imens min hulken blev forstærket, og tårerne løb ukontrolleret ned af mine allerede våde kinder.

Han tog en dyb indånding. "Det ved du godt, at du bliver nødt til, Leah. Lige meget hvor ondt det gør, så skal han høre det fra dig og ikke en anden tilfældig person", forklarede Matt lavt og jeg vidste jo godt, han havde fuldstændig ret. Justin fortjente at høre det fra mig, men det var virkelig hjerteskærende for mig at skulle fortælle ham det. Jeg elskede Justin højere end nærmest alt på denne jord, og det sidste, jeg ville, var at se ham være ked af det. Og jeg vidste, hvor såret han ville blive, når han hørte det her, hvilket helt klart var det, der gjorde allermest ondt.

"Jeg ville ønske, du var her", hviskede jeg og rettede mig ordentlig op på bænken igen. Jeg kunne høre han sukkede svagt i den anden ende af røret. "Det ville jeg også".

 

 

| Justins synsvinkel |

 

Jeg havde siddet i sofaen i stuen, og stirret stift ud i luften, siden Leah forlod vores lejlighed, efter vores åndssvage skænderi i aftes. Et par enkelte gange havde jeg kigget på min mobil, for at tjekke om hun havde skrevet eller ringet, uden at jeg havde lagt mærke til det, men det havde hun ikke. Jeg hadede seriøst at være uvenner med hende. Det var virkelig noget nær det værste for mig.

Lige siden hun forlod lejligheden, havde jeg inderligt fortrudt, alt det jeg sagde til hende. Ja, jeg var skuffet over hende, og ja jeg ville gerne snakke om vores "slemme periode", men det var ligesom ikke en samtale, der skulle foregå, når jeg var påvirket af næsten en hel flaske rødvin. Jeg vidste udemærket godt, at det var min skyld, at hun bare forlod mig i aftes og ikke gav nogen form for livstegn fra sig i løbet af natten. Det havde jeg det virkelig dårligt med, da jeg samtidig også hadede, når vi forlod hinanden som uvenner.

Jeg fik altid den største knude i maven, når hun var sur på mig, da det var det sidste i verden, jeg ønskede. Jeg håbede virkelig snart hun kom hjem, så jeg kunne omfavne hende og undskylde over for hende flere gange, så vi kunne blive gode venner igen.

Der lød pludselig en smækken fra hoveddøren, hvilket straks fik mig til at rejse mig op og gå ud mod gangen. Jeg standsede op og der stod hun foran mig og kiggede på mig med sine forgrædte røde øjne. Hun havde halvuglet hår og massere af make-up ned af sine kinder. Det at det helt sikkert var min skyld, hun græd, fik mig til at få en enorm dårlig samvittighed, så jeg sank den største klump i min hals. Jeg hadede at se hende græde og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at det var på grund af mig.

Vi kiggede kun på hinanden i to sekunder, før jeg straks gik hen til hende og omfavnede hende. Jeg pressede hende helt ind til mig, så hun placerede sin hage på min skulder, så små snøftende lyde fra hende gik igennem min øregang. "Undskyld, skat.. du skal ikke græde", hviskede jeg og tog derefter en dyb indåndingen igennem næsen, så duften af hendes hår gik igennem mig. Dog duftede hun lidt af alkohol, men det var jeg ret ligeglad med lige nu. "Jeg elsker dig", tilføjede jeg hviskende.

Hun lagde sine arme om min nakke og klemte sig selv ind til mig, imens hun begyndte at græde helt ustyrligt. Det gjorde virkelig ondt på mig at høre hendes rimelig voldsomme gråd. "Please, lad vær med at græde, smukke", hviskede jeg svagt, men det hjalp overhovedet ikke. "Undskyld", hviskede jeg yderligere, da jeg virkelig gerne ville have, hun skulle vide, hvor ked af det jeg var over min måde at handle på i går.

Hendes greb om min nakke blev pludselig svagere, og hun trak sig stille væk fra mig, så jeg også gav slip på hende. Vi stod og kiggede på hinanden i et stykke tid. Begge kendes kinder var helt indsmurt i tårer og flere og flere forlod hendes øjne, som om hun ikke engang selv kunne styre det. Aldrig havde jeg set hende græde så voldsomt.

"Det.. det er ikke dig.. der skal undskylde", sagde hun stammende, som om hun virkelig havde svært ved at få ordene ud af hendes mund på grund af hendes hulken. Jeg kiggede uforstående på hende imens jeg valgte at nikke svagt. Dog valgte hun at besvare ved at ryste på hovedet.

"Jeg øhm..", startede hun men afbrød sig selv og begyndte at bide sig selv i underlæben så hårdt, at det lignede, det gjorde ondt på hende. Jeg kiggede afventende på hende, da jeg egentlig ikke helt forstod, hvad der skete lige nu.

Hun stoppede med at bide sig i underlæben og fjernede sit blik fra mig, så hun kiggede ned på gulvet i stedet. Igen begyndte hun at snøfte og hulke svagt, og få sekunder efter placerede hun begge sine hænder foran sit ansigt. I forvirring gik jeg et skridt frem og lagde mine hænder på hendes hofter, som jeg forsigtigt begyndte at nusse. Noget sagde mig, at der var noget andet der gik hende på, siden hun græd så ustyrligt, som hun gjorde lige nu.

"Hvad er der galt?", spurgte jeg stille, men fik intet svar fra hende overhovedet. "Smukke.. Fortæl mig hvad der er galt", bad jeg stille og kyssede blidt hendes ene hånd, der stadig var placerede foran hendes ansigt. Hun rystede hurtigt på hovedet, hvorefter hun snøftede igen og derefter fjernede sin hænder fra sit ansigt. "Jeg kan ikke", hviskede hun, stadig med sit hoved bøjet forover, så hun kiggede ned i jorden.

"Hvorfor ikke?", spurgte jeg lavt en anelse forvirret. Hun tog en dyb indånding, for at få styr på sine hulk. Hele hendes krop begyndte at ryste, og jeg blev virkelig bekymret for, hvad der skete med hende. "Det gør for ondt", hviskede hun ekstremt lavt, så man næsten ikke kunne høre hendes stemme.

Vi stod i noget tid uden at sige noget, imens jeg stadig nussede hendes hofter, for at få hendes krop til at stoppe med at ryste. Det virkede dog ikke til at have den rigtige effekt, da hendes rysten nærmest blev endnu værre af det.

"Jeg har været i seng med en anden". Med de hviskende ord fik jeg en følelse af, at hele verden omkring mig gik i stå. Jeg stoppede min nussen på hende, og stod egentlig bare frosset fast i et par sekunder. Hun tiltede sit grædende blik op på mig, og så mig i øjnene, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage.

"Hvad?", sagde jeg i chok, egentlig ikke fordi jeg havde behov for at høre det igen, da jeg tydelig hørte det første gang. Hun svarede mig heller ikke, hun stod bare og kiggede trist på mig, imens tårerne trillede ned af hendes kinder.

Jeg tog en enorm dyb indånding og placerede derefter min ene hånd på min pande, imens jeg kiggede chokeret på hende. "Jus..""Nej!", råbte jeg hårdt af hende, da hun gik et skridt frem imod mig. Jeg tog et par skridt bagud imens jeg rystede på hovedet af hende. "Nej, Leah..", sagde jeg med en lidt roligere stemme, og mærkede at mine tårer også pressede sig på.

"Jeg er v..""Hold nu kæft", ordene fløj bare ud af munden på mig, da jeg virkelig ikke havde lyst til at høre på hende lige nu. Jeg havde ikke engang lyst til at kigge på hende. Den følelse jeg havde inden i mig, var ubeskrivelig ubehagelig.

"Efter alt det vi har været igennem, så gør du det her imod mig?", stillede jeg lavt som et spørgsmål uden at kigge på hende. Jeg havde brug for luft. Jeg havde brug for at synke det her. Jeg havde brug for at tænke. Jeg havde brug for at komme væk!

Jeg fjernede hånden fra min pande og gik derefter forbi hende uden at skænke hende et eneste blik. Derefter gik jeg ud af døren, hvorefter tårerne ikke længere kunne holdes tilbage.

________________________________________________________________________________

Note: JEG VIL GERNE LIGE SLÅ EN TING FAST: JEG har valgt at offentliggøre denne historien (toeren til Eventually, hvis I vil kalde den det) MEN I vælger selv, om I gider at læse den eller ej - jeg tvinger jer på ingen måde til at læse den, så hvis I synes, at den ødelægger etteren for jer, så lad dog for guds skyld vær med at læse den (no hard feelings). Selvfølgelige er toeren anderledes end etteren.. men hvis I fortsætter med at læse denne historie, så vil I se, at der faktisk er en dybere mening med den, den skal bare lige begynde først.. Igen det er jeres eget valg, om I vil læse den eller ej, hehe :D 

Og nej, den var ikke pauset i mere end 1 dag, før jeg savnede at skrive på den, så ja.. den er altså tilbage, haha.. sorry jeg tager nogen gange nogen forhastede beslutninger.. Men nu bliver den, FOR GOOD!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...