Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128475Visninger
AA

14. 13. Lies

 

13. Lies

| Justins synsvinkel |

 

"Selvfølgelig.. Jeg siger det videre.. ja.. hej hej", hørte jeg Nate sige lavt, lige som jeg trådte ud af badeværelset og gik videre ind i stuen, hvor han var. Klokken var lige nu 15.30 og jeg havde næsten lige fået fri fra skole, så jeg skulle nu afsted hjem til mine forældre. Dog ville jeg først lige køre forbi Leah, da jeg havde haft en enorm stor knude i maven hele dagen, på grund af det der skete i går aftes. Det fik mig virkelig til at indse hvor uretfærdig, jeg egentlig havde været over for hende her på det seneste.

Hun svarede ikke, da jeg prøvede at ringe til tidligere i dag, og jeg havde overhovedet ikke lyst til at tage hjem til mine forældre velvidende, at hun måske var i samme tilstand, som hun var i i går. Derfor ville jeg lige tage hjem til hende for kort at snakke med hende, inden jeg tog afsted.

"Jeg kører nu", sagde jeg, lige da jeg stoppede op ved sofaen, hvor Nate sad. "Jep, god tur", svarede han smilende, imens han kiggede på mig. Jeg nikkede svagt og tog derefter fat i sporstasken, der lå lige foran mine ben, og svingede den op på min skulder, hvorefter jeg begyndte at gå ud mod hoveddøren. Nate og jeg havde ikke været specielt meget på talefod i dag, da jeg stadig var vildt vred over, at han havde sat mig op med Nicole på den måde. Havde han ikke gjort det, havde Leah ikke troet alt muligt, som ikke var sandt.

"Hey, Justin!", udbrød Nate, imens han kom småløbende op til mig, der var ved at gå ud af døren. Jeg vendte mig om, og så at han rakte min mobil frem til mig. "Husk din telefon", sagde han med et svagt smil, hvilket jeg bare valgte at nikke til. "Tak", svarede jeg rimelig kortfattet og vendte mig derefter om og begyndte at bevæge mig hen mod min bil.

~

Inden jeg valgte at banke på hoveddøren ind til Leahs lejlighed, tog jeg to meget dybe ind- og udåndinger. Jeg vidste egentlig ikke rigtigt, hvad jeg ville sige til hende. Måske forklare hende at Nicole bare var en jeg gik i klasse med og ikke andet. Det var i hvert fald vigtigt for mig, at hun fik at vide, at jeg ikke var sammen med nogen andre. Det vigtigste for mig var dog at sikre mig, at hendes tilstand var bedre i dag, end den var i går. Hun skræmte mig virkelig dér og hun virkede virkelig ulykkelig. Og at det var min skyld, gjorde det jo ikke ligefrem bedre.

Jeg tog mig endelig sammen til at banke på døren. Der lød dog hverken fodtrin eller andre lyde inde fra lejligheden af og døren blev heller ikke åbnet. Jeg bankede igen på døren en lille smule hårdere end før, da jeg skulle være hundred procent sikker på, at hun ikke var der, før jeg kørte afsted. Igen var der bare helt stille, så mit åbenlyse gæt var, at hun ikke var hjemme lige nu.

Jeg udbrød et svagt suk, da jeg virkelig havde håbet, at jeg kunne snakke med hende, inden jeg tog af sted. Men det måtte så bare vente, til jeg kom tilbage på søndag. Jeg vendte om på mine hæle og begyndte derefter at gå ned af trapperne i opgangen og derefter videre ud af døren og hen ad parkeringspladsen til jeg nåede min bil.

~

Efter et par timers kørsel, nåede jeg endelige frem til mine forældres hus. Lige da mine øjne faldt på mit barndomshjem, mærkede jeg en utrolig behagelig varme stille invadere min krop. Bare af at se huset fik jeg en masse minder frem og mærkede virkelig, at jeg savnede det her sted, selvom det kun var 9 måneder siden, at jeg flyttede herfra. Jeg havde slet ikke været i huset, siden Leah og jeg flyttede til New York, så det var dejligt at være tilbage.

Jeg parkerede bilen ved siden af mine forældres bil, som jeg altid plejede at gøre, da jeg stadig boede hjemme. Derefter tog jeg fat i min sportstaske, som lå på sædet ved siden af mig, hvorefter jeg åbnede bildøren og trådte ud af bilen. Jeg betragtede vores forhave og alt andet omkring, imens jeg bevægede mig frem mod hoveddøren. Lige som jeg skulle til at banke på døren, hørte jeg min søsters stemme komme omme fra baghaven, så jeg valgte at gå hen langs huset, hvorefter jeg gik ind af havelågen.

"JUSTIIIIIN!!!!". Jeg følte nærmest at mine trommerhinder blev sprængt, da jeg hørte min søster skrige mit navn og derefter rejse sig fra havestolen og spurte hen til mig, hvor hun straks omfavnede mig. Min taske faldt til jorden, da jeg gav slip på den, for at omfavne hende også. Man kunne virkelig fornemme på hendes greb, at hun havde savnet mig, og det var helt klart gengældt.

"Jeg har virkelig savnet dig", sagde hun lavt lige ved mit øre, hvilket fik mig til at smile svagt over hendes ord. "Hej Justin", lød det glædeligt fra min far, der også rejste sig fra en havestol og begav sig hen til os. Min familie var i gang med at spise og duften af min mors mad, var virkelig himmelsk.

Min søster og jeg gav slip på hinanden, så jeg kunne sige ordentligt hej til min far. Vi klaskede vores højre hænder sammen og gav hinanden et ordentligt mandekram. "Du er sgu savnet herhjemme", lød det smilende fra, da han havde trukket sig ud af krammet og givet slip på min hånd. "Jeg har godt nok også savnet det her sted.. og jer selvfølgelig", svarede jeg med et smil, så de begge to begyndte at grine.

"Og du har ikke Leah med?", lød det en anelse undrende fra min far, imens han stadig havde et smil på læben. Et lille ubehageligt stik gik igennem mit hjerte, efter han havde stille spørgsmålet. Jeg anede virkelig ikke om jeg skulle fortælle dem det, som det var eller bare lade som ingen ting.

Jeg rømmede mig svagt med et falskt smil. "Nej.. Nej hun har lidt travlt for tiden", løj jeg og jeg anede simpelthen ikke hvorfor, at jeg ikke kunne fortælle dem det, som det var. Måske fordi det ville føles forkert at sige højt, at Leah og jeg ikke var sammen? I mine tanker lød det jo allerede forkert, så det var nok i bund og grund det, der var galt.

Min far nikkede smilende til mig. "Det er nok også meget sundt at komme lidt væk fra hinanden i nogen dage", sagde han og klaskede sin venstre hånd ned på min skulder. Jeg valgte bare at nikke med et falskt smil som svar, da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sige.

"Hvor er mor?", spurgte jeg for at få skiftet emnet hen på noget andet end Leah og jeg. "Hun er lige inde i køkkenet for at ordne det sidste af maden. Du kan tro hun har glædet sig til, at du kom hjem", sagde min far smilende, hvilket fik Jazmyn til at sukke, så jeg vendte mit blik mod hende. "Hun har seriøst ikke snakket om andet siden du ringede, Justin.. virkelig ikke andet", svarede hun med en anelse trættende stemme og rullede det hvide ud af øjnene, så jeg ikke kunne lade være med at udbryde et lille grin.

"Jeg går lige ind og siger hej til hende", sagde jeg henvendt til dem begge, hvorefter jeg samlede min sportstaske op og begyndte at gå hen i mod havedøren, som jeg derefter gik ind af. Jeg fortsatte min vej hen til køkkenet, hvor jeg fik øje på min mor, der stod henne ved komfuret. Forsigtigt lagde jeg tasken på gulvet og listede mig derefter hen til hende og nev hende i siderne, så hun udbrød et svagt skrig og straks vendte sig om.

"Justin..", udbrød hun med et stort smil på læben og tog mig derefter ind i et kram. Hun tog en dyb indånding og stoppede derefter krammet og gav mig et hurtigt elevatorblik. "Sig mig har du ikke tabt dig en del? Spiser du ikke noget i New York?", spurgte hun med en seriøs stemme, hvilket jeg bare valgte at grine af imens jeg rystede på hovedet af hende.

"Går det bedre med dig?", spurgte hun med en alvorlig stemme og hun hentydede nok til, den sidste samtale vi havde haft i telefonen, hvor jeg havde fortalt hende, at det hele var lidt noget rod. Jeg nikkede bare som svar, hvilket hun så på mig mistroisk over. "Seriøst, jeg har det fint, mor", forsikrede jeg med et smil, selvom det ikke helt var tilfældet.

"Og hvad med Leah? Har hun det også fint?", spurgte hun stadig med et seriøst blik og en alvorlig stemme, hvilket jeg nikkede kort til. "Tror du der er mad nok til, at jeg kan spise med?", spurgte jeg for igen at skifte emnet væk fra Leah. Jeg forstod jo egentlig godt deres nysgerrighed, men det var bare svært at snakke om hende lige nu.

"Selvfølgelig er der det!", udbrød min mor bestemt med et smil, hvorefter hun vendte sig om og begav sig hen til køkkenskabet, hvor hun tog en tallerken ud og derefter rakte til mig. "Tak", sagde jeg smilende og begyndte at gå ud til de andre to derefter.

~

Da vi havde spist færdigt, besluttede jeg mig for at gå en lille tur for mig selv, for lige at få styr på alle mine tanker. Middagen havde været præget af konstante spørgsmål om Leah og jeg, og jeg havde egentlig bare fyret den ene løgn af efter den anden. Jeg fik det virkelig til at lyde som om, at alt gik perfekt mellem os, hvilket det jo langt fra gjorde. Det var egentlig et helvede at skulle sidde og lyve så meget overfor min familie, men jeg kunne bare ikke få sandheden ud af min mund. Jeg kunne ikke sige det højt.

Så lige nu imens jeg gik hen ad fortovet, tænkte jeg på om jeg bare skulle gå hjem og fortælle dem det, som det var. Fortælle dem at alt det jeg havde siddet og sagt under middagen, var de største løgne, jeg længe havde fyret af.

Før jeg tog den endelig beslutning om det, ville jeg først lige forbi et sted, der betød enormt meget for mig. Et sted jeg bare skulle hen, nu når jeg endelig, var tæt på det. Gyngestativet.

Og det var der jeg næsten befandt mig nu. Jeg var lige ankommet til Ryans hus og selv det virkede mega underligt, at jeg bare gik ud i hans have uden at fortælle hverken ham eller hans familie omkring det, så gjorde jeg det altid bare. Gyngestativet havde altid førhen, da jeg boede i byen, været stedet jeg tog hen, hvis jeg havde brug for at samle tankerne. Og det havde jeg virkelig lige nu.

Jeg bevægede mig direkte forbi huset og fortsatte så videre om i haven, hvor gyngestativet hurtigt kom til syne. Et hav af mine bedste minder dukkede op og en følelse af glæde blussede frem inden i mig. Det sted var seriøst mit yndlingssted af alle steder i hele verden.

Med et lille smil på læben gik jeg hen til en af gyngerne og satte mig ned på den. Altid den samme gynge, den gynge Leah og jeg gyngede sammen på, den aften, jeg fortalte hende omkring mine følelser. Bare tanken om den gang gjorde mig virkelig varm inden i.

Jeg lukkede mine øjne i, imens jeg gyngede stille frem og tilbage, og tænkte på Leah og det forskellige ting, vi havde oplevet her sammen. Jeg mærkede at min kærlighed til hende stille blussede frem i takt med alle de gode minder, der dukkede op for mig indvendigt. Alt var jo ligegyldigt, så længe jeg havde hende, var det ikke?

Jeg fik pludselig en følelse af, at jeg havde spildt den sidste måned af mit liv, på at prøve at finde ud af om jeg skulle være sammen med Leah eller ej. Når jeg jo godt kendte svaret og hele tiden havde gjort det. Ingen ville jo nogensinde kunne få mig til at føle, det hun kunne få mig til. Ingen ville nogensinde kunne erstatte hende på nogen måde. Hun var mit livs kærlighed, det var hun virkelig. Og et enkelt fejltrin skulle ikke ødelægge det, vi havde brugt fire år på at bygge op. Det var vores forhold og kærlighed for stærk til.

Hun var pigen, jeg skulle være sammen med forevigt.

_____________________________________________________________________________________________

Note: Undskyld at kapitlet først kommer nu, men jeg er næsten lige kommet ind af døren. Kapitlet er derfor ikke rettet, da jeg ikke lige havde regnet med at komme så sent hjem her.. men jeg håber, at det går :) <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...