Forever ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 11 dec. 2015
  • Status: Færdig
Kan kærlighed virkelig overvinde alt?

(Dette er en fortsættelse af historien Eventually, så det vil være en god idé at læse den, før man begynder på denne)


- Justin er ikke kendt -

207Likes
398Kommentarer
128305Visninger
AA

13. 12. Dead

 

12. Dead

| Leahs synsvinkel |

 

Død. Jeg var død indvendigt, og det var ikke engang en overdrivelse. Mine dårlige følelser havde overtaget alle dele af min krop, ikke en eneste følelse af lykke var i mig længere. Justin havde ødelagt og knust mig igen og den her gang, var det for alvor. Imens jeg havde brugt de seneste uger på at græde og være ulykkelig, var han allerede kommet videre og fundet en anden. En smuk brunette der passede hans niveau udseendesmæssigt meget mere end mig.

At elske nogen så højt at det gjorde så forfærdelig ondt i hele kroppen, var den værste følelse, jeg nogensinde havde haft. Ham jeg elskede allerhøjest af alle i hele verden, elskede ikke mig mere. Ham, jeg troede, jeg skulle være sammen med forevigt, havde skrottet mig til fordel for en anden. Ham der for næsten et år siden lovede mig i skolens hall, at han aldrig ville give slip på mig igen, havde brudt sit løfte og forladt mig. Ham der kunne gøre mig lykkeligere og mere glad en alle andre, var samtidig også ham, der var med til at påføre den her skrækkelige og ulidelige smerte, jeg havde inden i mig.

Og da jeg stod foran ham i køkkenet efter at have set hende brunette, kunne jeg ikke holde mine inderste følelser inde mere. Det måtte bare ud, fordi det gjorde så ondt, at vide han var sammen med en anden.

Jeg lukkede roligt lejlighedens hoveddør i efter mig, da Matt stadig lå og sov. Mine hulk var enormt voldsomme, men jeg prøvede at holde dem inde, så godt jeg kunne, så Matt ikke blev vækket af mig. Forsigtigt smed jeg mine sko, hvorefter jeg listede ud på badeværelset med tårerne rendende ustoppeligt ned af mine kinder.

Døren til badeværelset lukkede og låste jeg efter mig, og lænede derefter ryggen op af døren, imens jeg lod mine voldsomme hulk bryde ud. Den her smerte ønskede jeg ikke at nogen nogensinde skulle opleve. Det var forfærdeligt så ondt det gjorde på mit hjerte.

Mine ben bukkede sig sammen under mig, så min ryg gled ned af badeværelsesdøren, så jeg til sidst sad helt nede på gulvet. Jeg lagde mine hænder op foran mit ansigt og mærkede straks at mine håndflader blev helt våde, da mit ansigt var fyldt med tårer.

Jeg lod mine hænder glide op i mit hår, som jeg begyndte at hive lidt i, for at prøve at få den smerte til at overdøve den jeg havde inden i mig, men det virkede ikke. Min vejrtrækning blev nærmest dehydrerende, og jeg følte virkelig, at jeg var ved at blive sindssyg. Det hele var for meget, jeg kunne ikke holde til det mere.

Forsigtigt lukkede jeg øjnene og tog en dyb indånding, for at få styr på min vejrtækning. "Through the storm and through the clouds. Bumps on the road and upside down..", begyndte jeg at hviske for at berolige mig selv, da den sang Justin havde skrevet til mig altid plejede at hjælpe mig igennem svære perioder. ".. I know it's hard , to sleep at night..", jeg afbrød mig selv og snøftede svagt imens jeg klemte mine lukkede øjne helt sammen.

"Don't you worry, 'cause everyth..", igen stoppede jeg mig selv, da det gik op for mig, at det ikke hjalp overhovedet. Alting kom ikke til at blive okay, mit liv var ødelagt. Jeg åbnede øjnene og rejste mig op fra gulvet, hvorefter jeg begav mig over til spejlet.

For første gang i virkelig lang tid, betragtede jeg nøje min grædende ansigt. Jeg så forfærdelig ud og min smerte var virkelig tydelig i min udstråling. Var det overhovedet mig, der stod der? Jeg kunne slet ikke kende mig selv længere. Jeg var ikke mig selv uden Justin og jeg kunne slet ikke lide den person, jeg blev uden ham.

Jeg bukkede hovedet lidt forover, så jeg ikke så på personen i spejlet længere, og tog derefter min ene hånd op til ansigtet, for at tørre min ene kind. Mit blik faldt på en bøtte med smertestillende piller, som stod ved siden af vasken. Min krop blev som frosset og jeg stod bare og kiggede på bøtten. Smertestillende. Hjalp de så på alle former for smerter? Måske hvis jeg tog lidt flere end det anbefalede? Måske hvis jeg lod pillerne æde mig stille op indvendigt, ville min anden smerte gå væk?

Fristelsen var stor, jeg kunne jo nærmest ikke holde det her smertehelvede ud længere. Jeg snøftede en enkelt gang og fjernede min hånd fra min kind og rakte den derefter rystende mod bøtten, som jeg tog fat i. En sidste gang kiggede jeg i spejlet, hvorefter jeg besluttede mig for at gå ud af badeværelset og videre ud i køkkenet.

Jeg satte bøtten på spisebordet og begav mig hurtigt over til skabet med alkohol, hvor jeg tog en tilfældig flaske ud. Hvad det var, lagde jeg ikke mærke og jeg var også ligeglad. Jeg skulle bare have noget stærkt. Derefter gik jeg over og satte mig på stolen ved spisebordet og kiggede i kort tid på bøtten, hvorefter jeg tog den i hånden og åbnede den med voldsomt rystende hænder. Jeg placerede låget på bordet og foldede min venstre hånd ud.

Et enormt ubehageligt stød gik igennem min mave, da jeg forsigtigt tiltede bøtten mod min venstre hånd, så en masse piller landede på min håndflade indtil bøtten var tom. Jeg stillede den tomme bøtte på bordet. Tårernes løben ville ingen ende tage og jeg følte mig pludselig helt tom inden i og som et ligegyldigt objekt i denne verden, imens jeg stirrede ned på pillerne i min hånd.

Tanken om ikke at skulle se Justin igen skræmte mig mere end noget andet, men i det mindste var det bedre end at se ham sammen med en anden. Jeg hadede mig selv, jeg hadede hende, jeg hadede mit liv uden ham. Han hadede mig. Jeg elskede ham.

Uden flere overvejelser lod jeg min venstre hånd blive ført op til min mund i en hurtig bevægelse, så pillerne væltede ned i min mund, imens jeg prøvede at sluge dem alle samme. Det føltes som om, at jeg blev kvalt og flere gange hostede jeg undervejs, så mine øjne blev endnu mere røde og fyldt med tårer, end de var i forvejen. Til sidst lykkedes det mig at få slugt dem alle sammen, hvorefter jeg åbnede den tilfældige flaske, og tog en tår af den.

I en langsom bevægelse lagde jeg min højre arm strakt hen af bordets overflade, så jeg samtidig lænede min overkrop ned, så mit hoved lå halvt oven på min strakte arm. "Everything's gonna be.. alright", hviskede jeg for mig selv, imens jeg svagt hulkende så på flasken, der stod foran mit ansigt.

Jeg tog min venstre hånd hen til flasken og skulle til at tage fat i den, men i stedet fik jeg væltet den, så den stille begyndte at trille hen ad bordets overflade, og til sidst ramte gulvet, så lyden af smadret glas lød.

Forsigtigt lukkede jeg øjnene i noget tid, indtil jeg hørte lyden af småløbende fodtrin bag mig, der åbnede jeg øjnene igen og stirrede stift ud i luften. "Hvad sker der?", lød det panisk fra Matt, der nu gik i stedet for at løbe. Han sukkede dybt imens hans fodtrin kom tættere på mig og til sidst stod foran mig, så jeg stirrede ind i hans mave, i stedet for væggen bag ham. "Har du drukket alligevel?", spurgte han opgivende, hvorefter han bukkede sig ned, så jeg nu kunne se siden af hans ansigt kigge ned på gulvet, imens at lyden af glasskår, der blev samlet stille op gik igennem min øregang.

"Forhelvede, Leah altså", sagde han lavt imens han rystede på hovedet af mig. Jeg svarede eller sagde ikke noget til det han sagde. Jeg stirrede bare på hans siden af hans ansigt foran mig, med en følelse af tomhed i kroppen.

Han vendte pludselig sit hoved mod mig. "Hvo..", han stoppede sig selv inden han overhovedet nåede at sige et eneste ord, og betragtede i stedet for mit ansigt med et ret chokeret ansigtsudtryk. Han lod derefter sit blik betragte bordet, der straks faldt på noget, så han så helt forkert ud i ansigtet. "Har du taget piller?", spurgte han chokeret og vendte derefter sit blik mod mig, der stadig ikke svarede. "Leah?!", udbrød han hårdt og knækkede en anelse i sin stemme.

Lyden af glas der ramte det hårde flisegulv lød igen. Han tog hurtigt derefter fat i den tomme bøtte og trak vejret hårdt ind, da han rystede den og ligesom kunne regne ud, hvad svaret var til hans spørgsmål.

Han smed bøtten fra sig, og tog derefter fat i mig og satte mig ordentligt op i stolen, imens jeg stadig bare stirrede stift ud i luften. "Hvor mange var der i?", lød det panisk fra Matt, der holdt sine hænder på mine skuldre og kiggede mig alvorligt i øjnene.

"Hvor mange piller har du fucking taget, Leah?!", råbte han højt, hvilket fik mig til at trække svagt og ligegyldigt på skuldrene. "Du må da vide hvor mange du har taget?! 5?10? Mere?", spurgte han igen panisk, og igen undlod jeg at svare på hans spørgsmål.

Han gik en skridt væk fra mig og jeg kunne fornemme at han tog sig til hovedet med begge sine hænder. "Hvor mange har du taget Leah? Hvis du har taget mange bliver vi nødt til at tage på hospitalet, så du kan blive udpumpet. Du kan dø af der her, Leah, forstår du det?!?", råbte han frustreret. Der gik noget tid før jeg valgte at svare ham. "Jeg vil gerne dø.. Jeg er allerede død", sagde jeg lavt og mærkede en tåre forlade mit ene øje. Matt frøs fast efter min sætning.

"Hvorfor siger du sådan noget der? Det mener du jo ikke", småråbte han, hvilket jeg nikkede svagt til. Han gik hen til mig igen og lagde sine hænder på mine kinder, imens han rystede på hovedet og havde tårer i øjnene. Jeg fortsatte bare med at nikke imens tårer forlod mine øjne og imens jeg kiggede ind i Matts.

"Du mener det ikke", sagde han lavt imens en tårer løb ned af hans kind, hvilket fik mig til at bryde ud i en voldsom gråd. "Han har fundet en anden", hviskede jeg hulkende, så Matt sukkede svagt og fjernede den ene hånd fra min kind, og i stedet fjernede en tåre under sit eget øje. Han tog derefter en dyb indånding. "Hvor mange piller har du taget, Leah?", spurgte han snøftende men bestemt.

"Mange", svarede jeg grædende hvilket han nikkede svagt til og derefter fjernede sin anden hånd fra mig også og bevægede sig ud af køkkenet.

"Hej, jeg skal have en ambulance..", andet hørte jeg ikke Matt sige, da mine hulk blev tydeligere og derfor intet andet kunne høre, end min egen ulidelige smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...