Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432944Visninger
AA

40. 39. Goodbye

 

39. Goodbye

 

Justin Bieber.

Med indtørret blod på mine knoer, gik jeg med hastige skridt ind af klubbens hovedindgang. Mit hjerte pumpede løs i kroppen på mig, og mit ansigt var helt indsmurt i tårer. Følelsen jeg havde i kroppen lige nu, kunne ikke beskrives med ord. Faktisk var jeg næsten helt tom indvendig. Jeg vidste, at jeg lige havde gjort noget meget forkert, men alligevel angrede jeg det langt fra. Det var faktisk en befrielse på en meget mærkelig måde. Det var som om alt min vrede over for alle mennesker jeg havde haft i mit liv, min mor, min far, Ethan, Cohen, Alex og hans venner, var dukket op i mig, som jeg stod foran Ethan. En helt anden person opstået af vrede havde overtaget min krop, så jeg bare var blevet ved og ved og ved med at slå ham. Selv da han var helt bevidstløs, blev jeg ved i flere minutter bagefter. For han havde dræbt, det sidste jeg havde tilbage af "min bedste ven". Miles var det eneste jeg havde haft tilbage af Jacob, og nu.. ja nu var han også væk på grund af Ethan.

Klokken var lige nu 05.32 om morgnen, så der var næsten ikke en sjæl på klubben, hvilket passede mig helt perfekt. For så ville ingen se mig og stoppe mig i at forsvinde herfra for altid. Jeg kunne ikke blive her længere, for når først Cohen fandt ud af, hvad jeg havde gjort mod Ethan, ville der ikke gå lang tid før, at det var min tur. Og det ville jeg ikke lade ske. Egentlig ikke på grund af egoistiske grunde, nej på grund af min lillebror. Han havde brug for mig nu mere end nogensinde før, og denne gang ville jeg aldrig forlade ham igen. Vi skulle være sammen for altid og jeg skulle nok sørge for, at han aldrig kom i kontakt med vores far igen.

Jeg gik direkte ind i omklædningsrummet og hentede de ting, som jeg havde efterladt for et par timer siden. Da jeg ligesom ikke havde planer om nogensinde at komme tilbage hertil, ville jeg havde mine ting med mig.

Med mine ting i hånden gik jeg ud af omklædningsrummet igen og skyndte mig videre ud af klubben, inden nogen ville opdage mig. Jeg vidste, at Cohen normalt ville være her klokken 07.00, så jeg skulle forlade byen inden det, hvilket også var muligt for mig.

"Hey Justin..", lød det bag mig, som jeg gik ude foran klubben i retningen mod min bil. Stemmen tilhørte Philip, og da jeg ikke følte han var en "trussel", stoppede jeg op og vendte mig rundt, og så han gik tættere på mig med et forvirret ansigtsudtryk. "Hvad fuck sker der? Jennifer har lige tinget til mig og fortalt mig, at hun er på hospital med Miles, fordi han er blevet skudt af Ethan", sagde han med en chokeret og undrende stemme.

Jeg bed mig selv i kinden for at holde mine tårer tilbage. Tanken om at Miles ikke var her mere, var forfærdelig, så jeg undgik helst at tænke på det nu for ikke at miste fokus. Jeg nikkede bare til ham, da jeg med sikkerhed ikke ville kunne holde mine tårer tilbage, hvis jeg begyndte at snakke om ham.

"Jeg troede, de var som brødre, hvad sker der?! Ved du hvor Ethan er..?", spurgte han om og virkede helt paf over situationen. Hvor han havde været hele aftenen, siden han først havde fundet ud af det nu, vidste jeg ikke. Men jeg orkede heller ikke at spørge ham, da jeg egentlig bare gerne ville afsted.

"Jeg har travlt Philip, jeg bliver nødt til at smutte nu", sagde jeg hurtigt og undgik bevidst at svare på hans spørgsmål om, hvor Ethan var. Han nikkede bare og kiggede derefter ned på min ene hånd, som jo stadig var lidt rød af Ethans blod. Hans blik blev pludselig enormt forvirret og fandt derefter mine øjne igen. Jeg vidste udemærket godt, hvad han tænkte, da det var rimelig tydeligt på hans blik.

"Hvor er Ethan, Justin?", spurgte han igen om og kiggede på mig med et alvorligt blik. Noget sagde mig, at han godt vidste det, da tonen i hans stemme nærmeste lød dømmende. "Hvor er han?", gentog han, efter der var gået et par sekunder uden, jeg havde svaret ham.

"Han er væk, okay?", vrissede jeg bestemt og kiggede på ham med et koldt blik. "Han er væk... og det er jeg også", sagde jeg med en roligere stemme og vendte mig derefter om og begyndte at gå mod min bil.

"Hvad fuck skal det betyde?!", råbte Philip bag mig, imens jeg bare fortsatte mod min bil.

"Det betyder, at jeg tager afsted.. og aldrig kommet tilbage", svarede jeg ham og skulle til tage fat i min bils dørhåndtag, men blev stoppet af at en hånd blev lagt på min skulder og trak hårdt i mig, så jeg vendte mig om.

"Har du bare tænkt dig at skride fra det hele?", spurgte han mig om med et surt blik i hans øjne.

"Jeg er en død mand, hvis jeg bliver her, forstår du det?! Og min lillebror har brug for mig.. Jeg kan ikke blive her, okay?!", råbte jeg vredt af ham, for at få ham til at se alvoren i øjnene. Det var jo fuldt ud sandheden, jeg sagde til ham.

"Lillebror?", stillede han undrende som et spørgsmål, da han nok ikke vidste, at jeg havde én.

"Ja", svarede jeg ham bare hurtigt, for jeg havde ikke tid til at give ham en længere forklaring. Jeg vendte mig mod bilen igen og tog fat i dørhåndtaget og åbnede bildøren.

"Hvad med Jennifer?", lød det spørgende fra ham, så min krop straks frøs sig fast. Bare af at høre hendes navn sank mit hjerte en smule, for jeg vidste godt, at jeg også forlod hende, når jeg kørte herfra. Og det ville være egoistisk af mig at tage hende med mig, da hun havde hele sit liv i Beverly Hills, så det kunne jeg ikke. "Har du bare tænkt dig at skride fra hende?", fortsatte han spørgende med en form for vrede i stemmen. Jeg sukkede svagt og vendte derefter igen min krop mod ham.

"Jeg kan jo ikke tage hende med mig, vel? Hun fortjener bedre end at være på flugt resten af sit liv", svarede jeg ham med en trist men samtidig bestemt stemme. Selvom det virkelig gjorde ondt i mit hjerte at skulle gå fra hende, så vidste jeg, at det var det rigtige at gøre. Philip sendte mig et lidt trist blik, men så ud til at forstå mig, da han ikke sagde noget yderligere. "Sig til hende, at hun er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv, og at jeg er evig taknemlig for alt, hun har gjort", fortsatte jeg imens jeg kiggede seriøst på ham.

Han nikkede til mine ord, så jeg nikkede af taknemlighed tilbage. "Vent med at sig noget til hende til senere", sagde jeg, da jeg ikke ville risikere, at hun prøvede på at stoppe mig i at køre. For jeg var nærmest sikker på, at hvis hun stod foran mig og bad mig blive hos hende, så ville jeg ikke kunne køre fra hende. Det var også udelukkende derfor, jeg ikke sagde farvel til hende personligt. "Du er en cool fyr, Philip! Og jeg er sikker på, at du bliver en fantastisk bokser en dag", sagde jeg som det sidste, inden jeg satte mig ind i bilen og lukkede døren efter mig.

Philip kiggede på mig med et alvorlig blik igennem vinduet. Da jeg begyndte at køre, løftede han den ene hånd og sendte mig et enkelt vink. Derefter fortsatte jeg hjem til mig selv for at få mine sidste ting, så jeg kunne komme hen til min lillebror, som efterhånden havde ventet på mg i mange timer.

 

Jennifer White.

Det her var nok den værste og mest chokerende dag, jeg havde haft i hele mit. Miles, som var et af de mest positive og fantastiske mennesker, som jeg nogensinde havde mødt, var blevet skudt. Ryan og jeg havde siddet op på hospitalet i flere timer for at vente på svar på, hvordan Miles tilstand var. Og vi fik så at vide for omkring en halv time siden, at han var død. Det var så forfærdeligt, specielt også fordi, jeg havde siddet med hans hoved på mine lår og set ham falde stille hen. At Ethan overhovedet var i stand til at gøre sådan noget, forstod jeg slet ikke. De var jo venner. Men det der faktisk skræmte mig mest var, at Justin pludselig gik. Jeg var næsten sikker på, at han var taget hjem til Ethan og med det blik han havde i øjnene inden han gik, turde jeg slet ikke tænke på, hvad han kunne finde på at gøre ved ham. Jeg havde ringet et par gange i nat, men han havde ikke svaret på nogle af mine opkald, hvilket bekymrede mig.

Ryan og jeg sad i bilen og var lige holdt ind foran klubben. Det var tydeligt for mig at mærke, at Ryan var helt nede i kulkælderen. Selvfølgelig var det også forståeligt, da Miles havde været en af hans bedste venner.

Vi trådte begge ud af bilen og jeg så straks, at Philip kom gående hen mod bilen. Lige da jeg var kommet ud af bilen, stoppede Philip foran mig.

"Hvad så?", spurgte han nysgerrigt om med et lille håb i stemmen, da han godt vidste, hvad der var sket med Miles tidligere på aftnen. I stedet for at svare ham, omfavnede jeg ham straks og begyndte at græde mod hans bryst. Et lille suk lød fra ham, imens han lagde sine arme om mig, da han nok kunne regne ud, at det betød, at Miles ikke var her mere.

Jeg snøftede svagt og kom i straks i tanke om Justin. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne sige til ham, hvad der var sket med Miles? Han ville jo blive fuldstændig knust. Bare tanken gjorde mig endnu mere ked af det.

Efter et par minutter i min bror arme, trak jeg mig ud af hans kram og kiggede ham ind i øjnene. "Har du hørt fra Justin?", spurgte jeg ham om med en lav stemme og snøftede svagt derefter. Han kiggede på mig med et underligt blik i et par sekunder, hvorefter han rystede svagt på hovedet.

"Nej, overhovedet ikke", svarede han med en stille stemme. Der var et eller andet over tonen i hans stemme, der fik mig til at tvivle på hans ord. Philip var generelt virkelig dårlig til at lyve, som mig selv, så jeg kunne næsten altid læse på hans ansigt, om han talte sandt.

"Jeg har kimet ham ned hele natten, og han har ikke svaret mig en eneste gang.. Det bekymrer mig virkelig meget, Philip. Hvad hvis han ikke er okay?", spurgte jeg ham om med en lille frygt i stemmen, da jeg inderligt var bange for, at der var sket ham noget.

"Jeg er sikker på, han har det fint, Jen", sagde han med en overbevisning i stemmen, så jeg ikke kunne lade være med at kigge undrende på ham. Det var nok på grund at min mistro til, at han talte sandt, der gjorde det.

"Hvordan kan du lyde så sikker? Du så ikke hvordan han så ud inden han forsvandt herfra", sagde jeg og mærkede en tårer løbe ned af min ene kind. Hele natten havde der ikke været et eneste tidspunkt, hvor mine øjne havde været tørre. Det hele havde bare været fuldstændig forfærdeligt.

Philip trak en smule usikkert på skuldrene som svar og sendte mig et undskyldende blik, der helt klart viste mig, at han havde snakket med Justin.

"Hvor er han, Philip?!", spurgte jeg ham bestemt om med to tårer rendende ned af mine kinder. Et eller andet sagde mig, at jeg ikke ville bryde mig om svaret, siden han havde løjet for mig før. Han sukkede svagt og kiggede bedrøvet på mig.

"Han er væk, Jen.. og han kommer ikke igen", svarede han med en stillede stemme, der udviste utrolig meget medlidenhed overfor mig. Mit hjerte begyndte at galopere afsted over de ord han sagde, da jeg ikke helt forstod, hvad han mente.

"Væk? Hvad mener du med væk?", spurgte jeg uforstående og nervøst om med en klump i halsen, der bare voksede sig større og større. Jeg mærkede at min krop begyndte at ryste voldsomt, for jeg kunne egentlig godt regne ud, hvad det betød. Tårerne begyndte at rende voldsomt ned af mine kinder.

"Det er jeg ked af", lød det fra Philips stille stemme.

"Hvo.. Hvornår..?", jeg prøvede så godt, som jeg kunne at få mine ord ud, men jeg var i en tilstand af chok og utrolig stor sorg, der gjorde, at jeg ikke kunne sige, hvad jeg ville. Jeg begyndte derefter helt uden at tænke at løbe i retningen af Justins lejlighed, så hurtigt jeg kunne, selvom jeg ikke vidste, om han allerede var taget afsted. Men hvis der bare var den mindste chance for, at han var der, så ville jeg ikke få glip af den.

"Jennifer, han er kørt!", hørte jeg Philip råbe bag mig, men jeg lod bare som om, jeg ikke hørte ham. Om han løb efter mig, vidste jeg ikke, men jeg var også ligeglad.

Da jeg kom til Justins lejlighedskompleks, så jeg at hans bil holdt midt i det hele med bagagerummet åbent. Han var ikke kørt endnu. Jeg stoppede brat op og prøvede at få pusten igen, imens mit hjerte bankede på fuld tryk.

Justin kom pludselig ud af døren fra lejlighedskomplekset med en taske på skulderen. Han gik hen til bilen og havde vist ikke set mig, da jeg stod et stykke væk. Han lagde sin taske i bagagerummet.

"JUSTIN!", råbte jeg så højt jeg kunne, så jeg afbrød ham i at lukke bagagerummet. Jeg mærkede en smerte i min hals, da jeg stadig hev godt efter vejret. Han vendte sig mod mig, og jeg begyndte at gå tættere på ham så hurtigt, jeg kunne.

Da jeg nåede hen foran ham, der lige nu kiggede ned i jorden, stoppede jeg. Han løftede hovedet så hans øjne mødte mine, der stadig producerede tonsvis af tårer.

"Ha.. Havde du bare tænkt dig at køre fra mig uden at sige det?", spurgte jeg ham såret om og mærkede et lille stik ramme mit hjerte. Han kiggede mig dybt i øjnene med et blik, der var virkelig trist.

"Det ville gøre for ondt at sige farvel til dig", sagde han med en seriøs stemme og så mildt sagt ikke særlig glad ud over at tage afsted.

"Så lad være med at sige det.. Tag mig med dig", svarede jeg ham hurtig og bestemt, imens han tårer løb ned af min ene kind. Jeg tog derefter fat i hans ene hånd, så han kort kiggede ned på vores hænder.

"Det kan jeg ikke, Jen..", sagde han med en trist stemme og løftede derefter sit hoved igen, så vi igen fik øjenkontakt. At høre ham sige de ord, knækkede mit hjerte halvt over, da jeg ikke ville være her, hvis han ikke var her. Jeg ville kun være sammen med ham. Alt andet var ligemeget.

"Jo.. Jo du kan. Jeg kan ikke leve videre uden dig", sagde jeg i små hulk og gik et skridt tættere på ham. Jeg lagde mine hænder på hver side af hans hals og kiggede ham dybt ind i hans sorgfuldte øjne. Vi stod i et par sekunder og kiggede hinanden i øjnene, imens tårerne bare løb ukontrolleret ned af mine kinder. Jeg lukkede øjnene i og lagde min pande til hans. "Jeg kan ikke leve uden dig", gentog jeg hviskende med en smerte i stemmen, der var helt ulidelig.

"Jeg kan ikke tage dig med", svarede han lavt og rykkede sit hoved lidt tilbage, så vores pander ikke længere var i kontakt med hinandens. Jeg åbnede øjnene, imens jeg mærke et slag i maven, over ordene han sagde.

"Hvo.. Hvorfor ikke?", stammede jeg grædende, da jeg virkelig ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke kunne tage med ham. Det var jo tydeligt at se på ham, at han ikke havde lyst til at køre fra mig.

"Fordi..", begyndte han og kiggede væk fra mine øjne i et par sekunder, hvorefter hans blik igen mødte mit. "Fordi jeg elsker dig, Jen", sagde han med en sorgfyldt stemme. Selvom jeg nok burde blive glad over at høre de ord, så var der noget over måden, han sagde det på, som fik en voldsom smerte til at dukke op inden i mig istedet. "Men du er ikke i sikkerhed hos mig.. Jeg har gjort noget fucking dumt og.."

"Jeg er ligeglad med, hvad du har gjort!", afbrød jeg ham bestemt med en høj stemme, hvorefter jeg begyndte at hulke voldsomt, imens mine kinder blev til vandfald. "Jeg vil bare være sammen med dig, forstår du ikke det?", fortsatte jeg spørgende med en stille stemme.

Endnu et suk lød fra ham, hvorefter han lagde begge sine hænder på hver af mine kinder, så jeg lod mine hænder hvile på siderne af hans underarme. Han rykkede hans ansigt tættere på mit, så vores næser var side om siden og der kun var få centimeter mellem vores læber.

"Du fortjener bedre end det her", hviskede han, imens han nussede mine kinder med hans tommelfingre og kiggede mig dybt i øjnene.

"Lad vær.. med at sige det!", hviskede jeg med et knæk i stemmen i takt med, jeg mærkede flere stik ramme mit hjerte. Jeg lukkede øjnene og ønskede inderligt at hele den her aften og nat bare var en drøm. "Jeg fortjener ikke bedre, jeg vil kun være sammen med dig, Justin", græd jeg med en stille stemme.

Jeg mærkede få sekunder efter de skønneste læber mod mine. De læber der plejede at give mig sommerfugle i maven, gav mig nu en følelse af at blive stukket med tusindvis af knive, da jeg havde en fornemmelse af, at det var sidste gang, de var mod mine. Jeg begyndte stille at hulke mod hans læber, men gjorde samtidig alt for, at han ikke fjernede dem fra mine.

Da hans læber pludselig var forsvundet fra mine, mærkede jeg en tomhed i kroppen. Jeg åbnede øjnene og mødte Justins dejlige brune øjne, som jeg havde forelsket mig så dybt i.

"Undskyld, baby", hviskede han bedrøvet og gav mine læber et blidt kys, hvorefter han fjernede sine hænder fra mine kinder. Han drejede derefter hovedet til den ene side. "Philip", udbrød han, imens han hintede med hovedet hen mod mig. Forvirret vendte jeg blikket til siden også, og mærkede at Philip lagde sine arme om mig og trak mig helt ind til sig.

"Nej...", udbrød jeg og vendte mig straks rundt i Philips greb, da jeg ikke ville væk fra Justins arme. Jeg strakte mine arme så langt frem jeg kunne, så jeg kun lige nåede at røre hans ene arm, før jeg blev trukket lidt bagud af Philip. "NEJ!.... JUSTIN!", råbte jeg højt i min gråd, da jeg så, han begyndte at gå mod bildøren til førersædet.

Han stoppede og tog fat i håndtaget, hvorefter han vendte sit blik mod mig. "Farvel, Jen", sagde han stille. Ordene skar mig dybt flere steder i kroppen. Han plejede altid at sige vi ses. Farvel lød som en evig afsked, hvilket jeg slet ikke kunne bære.

"Ikk sig farvel.. sig.. vis ses..", sagde jeg hulkende og havde så meget smerte i kroppen, at jeg næsten ikke kunne få ordene ud. Han åbnede døren og satte sig derefter ind i bilen, hvorefter han lukkede døren efter sig. "Vi ses, Justin", sagde jeg lavt og mærkede mit hjerte blive knust i tusind stykker.

Hans bil begyndte at køre væk fra Philip og jeg. Da jeg mærkede, at Philips greb ikke var så stramt om mig mere, fik jeg mig selv ud af hans greb og begyndte at løbe efter bilen så hurtigt, jeg kunne. "Jen?!", råbte Philip efter mig, men jeg fortsatte bare med at løbe.

"JUSTIN!!!", råbte jeg med mine lungers fulde kraft i håb om, at han ville høre mig, og stoppe bilen for at komme tilbage til mig. Jeg kunne ikke fungere uden ham hos mig. Det gjorde så ondt, jeg havde aldrig haft så stor en smerte i hverken min krop eller mit hjerte. Han skulle være sammen med mig.

Da det gik op for mig, at han ikke havde tænkt sig at vende bilen, stoppede jeg brat op og mærkede at mine ben faldt sammen under mig. "NEEEEEJ!", skreg jeg i min voldsomme gråd, imens jeg så hans bil forsvinde fra min synsvinkel. Jeg lagde mine hænder foran mit ansigt og græd voldsommere end jeg nogensinde havde gjort før. Han var væk.. Jeg var ødelagt.

___________________________________________________

Note: Sidste kapitel af Bad Blood nogensinde :(((

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...