Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432953Visninger
AA

39. 38. Shot

 

38. Shot

 

Jennifer White.

"Vi er venner, ikke?", spurgte Miles om, som sad ved siden af mig ved et af klubbens borde. Jeg kiggede smilende på ham og nikkede stort til ham. Faktisk var han blevet en af mine bedste venner på rigtig kort tid, da jeg følte, jeg kunne snakke med ham om stort set alt. "Det er jeg glad for, at du synes.. Jeg vil også gerne fortælle dig, at jeg synes det et super fedt, at du og Justin er sammen. Du er virkelig god for ham", fortsatte han, så jeg ikke kunne lade være med at smile over hans søde ord.

"Tak Miles. Hvor er du sød", sagde jeg med et lille flovt smil på læben.

"Men der er faktisk noget, jeg gerne vil spørge dig om..", startede han med at sige med en lidt usikker stemme, som om han var bange for, hvad mit svar ville være. "Det er måske lidt meget at bede om, det ved jeg godt.. Men jeg ville ikke spørge, hvis ikke jeg virkelig havde brug for det", fortsatte han med at forklare, og jeg sad egentlig bare og ventede på, at han ville komme til pointen.

"Jeg skylder 10.000 til er fyr, der hedder Cohen.. Jeg ved ikke, om Justin har fortalt dig noget om ham?", sagde han.

"Jeg ved ikke så meget om ham, men jeg ved at Justin hjælper ham med nogle problemer, han har", svarede jeg ham bare, da det faktisk var det eneste, jeg vidste om ham. Miles nikkede bekræftende.

"Jeg er et af hans problemer nu, Jen.. og tro mig, det ønsker man virkelig ikke at være. Men jeg kom til at satse nogle penge på en aftalt kamp, så nu skylder jeg ham 10.000, som jeg ikke har.. Og hvis ikke jeg betaler dem sna..""Jeg vil gerne hjælpe dig, Miles", afbrød jeg ham, da jeg ligesom kunne fornemme, at det var det, han ville spørge mig om. Han kiggede på mig med et overrasket ansigtsudtryk, som om han ikke havde forventet det ville være så let. Men altså som sagt, så var Miles blevet en af mine gode venner, og desuden vidste jeg godt, hvad Miles betød for Justin, så selvfølgelig ville jeg hjælpe ham. Specielt da 10.000 ikke var det helt store i min verden.

"Mener du virkelig det?!", spurgte han om med en overraskende stemme, så jeg nikkede smilende til hans spørgsmål.

"Men kun hvis du fortæller mig præcis, hvad det er, Justin hjælper Cohen med", tilføjede jeg, da jeg lige så godt kunne prøve lykken her. Justin ville jo tydeligvis ikke fortælle mig det, så nu havde jeg chancen hos Miles.

Miles nikkede bestemt, hvorefter han rømmede sig og begyndte at forklare om Cohen og Justins "venskab".

Jeg måtte ærligt indrømme, at det ikke var specielt rart at få at vide, hvad Justin rendte rundt og lavede for Cohen. Men det hele gav rimelig meget mening nu. Episoden i det fremmede hus, hvor jeg så Ethan slå en fyr, forstod jeg nu bedre. Også det at Justin tit var i dårlig humør, når han havde ordnet et problem for Cohen, gav også mere mening for mig.

"Men Jennifer.. Du er virkelig et fantastisk menneske. Tak", lød det smilende fra Miles, der derefter lagde sine arme om mig, så jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet.

"Jennifer!". Mit og Miles kram blev afbrudt af en stemme, der kaldte mit navn, så jeg vendte mig i retningen og så Ryan stå foran os. "Justin vil gerne tale med dig, inden kampen begynder.. han er oppe i ringen, du skal bare gå hen til hjørnet", forklarede Ryan mig, og jeg nikkede en smule uforstående til hans ord.

Justin og jeg havde ikke rigtig været særlig meget sammen i dag, da han havde brugt dagen på at træne til aftnens kamp mod Ethan.

Jeg rejste mig fra stolen og begyndte derefter at gå mod ringen med et smil på læben over, at han ville se mig.

 

Justin Bieber.

"Hvad så Biebs, er du klar til at tabe for første gang?", lød det i et flabet grin fra Ethan, der lige nu stod foran mig midt inde i bokseringen. Der var ikke særlig mange minutter før kampen ville gå igang, så vi stod egentlig bare og ventede. Der var fyldt med folk omkring ringen, der råbte og skreg, men jeg kunne stadig tydeligt høre Ethans flabede stemme alligevel. Jeg vendte det hvide ud af øjnene over hans ord, imens jeg rystede på hovedet, da hans kommentar var latterlig. "Hvordan går det for resten med kæresten?.. Får du hende stadig til at tude hele tiden?", fortsatte han med hans flabede stemme og sendte mig et irriterende skævt smil. Jeg vidste godt, at han prøvede at ramme mig med hans ord, så jeg ville komme ud af fokus, men det ville jeg ikke tillade mig selv komme.

"Hold nu bare kæft, Ethan", vrissede jeg lavt, da hans flabede spørgsmål var ved at gå mig på nerverne. Han begyndte at grine med et skævt smil.

"Nå, nå.. det ville da bare være meget rart for mig at vide, om hun havde brug for flere trøste-kys", svarede han totalt provokerende tilbage. Han sagde det som om, at han før havde kysset hende for at trøste hende, hvilket jeg vidste ikke var sandt. Det var bare et forsøg på at knække mig, men det ville absolut ikke lykkedes ham.

"Luk nu fucking røven, man!", råbte jeg vredt til ham, da hele hans eksistens bare irriterede mig lige nu. Hvorfor han var begyndt at opføre sig så irriterende og flabet over for mig på det seneste, vidste jeg ikke hundred procent. Men mit gæt var, at det var fordi Jennifer havde "valgt" mig. Han havde jo tidligere fortalt mig, hvor dejlig han mente hun var, så at hun ikke gengældte de tanker om ham, gjorde ham måske sur på mig.

"Jeg savner sgu helt at mærke de smukke læber mod mine", fortsatte han provokerende, så jeg ikke kunne holde min aggression tilbage. Jeg skubbede hårdt til ham, så han med et flabet smil på læben, gik et par skridt bag ud.

"Nu lukker du fucking røven, Ethan. Og drop dine lorte løgne, man!", vrissede jeg bestemt og hårdt af ham, imens jeg sendte ham det koldeste blik.

"Det kan godt være, at jeg jokede sidste gang, Justin. Men denne gang er det sgu sandheden.. din pæne lille kæreste har kysset mig", svarede han med en seriøs tone i stemmen. Selvom jeg havde virkelig svært ved at tro på ham, var der alligevel et eller andet over hans blik, som sagde at det var sandheden. Jeg skubbede en sidste gang til ham og gik derefter hen i et af bokseringens hjørner, hvor Ryan stod.

"Find Jennifer og bed hende kommer herhen!", råbte jeg bestemt ned til ham, så han sendte mig et forvirret blik.

"Vi har ikke tid, kampen begynder lige om lidt", svarede han undrende.

"Så fucking skynd dig at finde hende! Jeg bokser ikke før, jeg har snakket med hende", vrissede jeg råbende ned til ham. Han nikkede derefter til mine ord og forsvandt væk for at finde hende. Jeg havde det så underligt i min krop lige nu, for jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på ham. Det var svært for mig at forestille mig hende kysse ham, men han virkede rimelig oprigtig i sine ord.

"Justin?", hendes smukke lyse stemme, fik mig til at kigge ned på hende. Hun kiggede op på mig med et stort smil på læben. "Du ville snakke med mig?", sagde hun med en undring i stemmen.

"Har du kysset Ethan?", spurgte jeg hende direkte om med både et alvorligt blik og en alvorlig stemme. Hendes smil forsvandt stille hen og hun sank en klump i sin hals.

"Hvad?""Du hørte godt, hvad jeg spurgte om, Jen.. Har du?", spurgte jeg hende hurtigt, efter hun havde sagt sit ord. Hendes blik sagde alt, så jeg vidste, at det var sket. Vreden i min krop blussede sig hurtigt op inden i mig.

"Justin det var ham, der kyssede mig.. og det var kun meget kort", sagde hun med en stemme der klar lød trist. Men lige nu kunne jeg ikke bruge hendes ord til noget, for det der, var noget jeg havde frygtet at få at vide. En klokke ringede, hvilket betød at kampen gik igang, så jeg vendte mig rundt og gik væk fra hende.

"Justin!", råbte hun højt med en panisk stemme, men jeg lod bare som om, jeg intet hørte. Derefter gik kampen for alvor igang og vreden i min krop, skulle nok sørge for, at jeg vandt denne kamp her.

~

Som forventet vandt jeg kampen rimelig stort. Ethan var allerede ude efter anden runde, og det passede mig helt perfekt. Det var faktisk rart at komme ud med min vrede på den måde. Både vreden over Noah-situationen men også vreden over at Ethan havde kysset Jennifer. For ja, jeg troede på de ord, som Jennifer fortalte mig, da jeg efterhånden vidste, hvor stærke hendes følelser var for mig.

Jeg stod nu inde i omklædningsrummet og var i gang med at tage sko på. Ethan havde bare hurtigt taget sit tøj på og derefter skredet i vrede, nok fordi han havde håbet på ikke at blive slået i gulvet så hurtigt. Men altså det var vel lidt hans eget problem, da han selv havde fået min vrede til at stige i kroppen på mig.

Min handling i at tage sko på, blev afbrudt af, at min telefon, som lå på bænken ved siden af mig, ringede. Jeg så undrende på skærmen, men kendte ikke nummeret, der stod. Dog tog jeg den alligevel.

"Jaer?", sagde jeg med en undring i stemmen ind i telefonen.

"Jason?!", lød råbende fra Noahs paniske stemme, så et stød gik igennem mit hjerte. Jeg kunne allerede ud fra måden, han sagde mit navn på regne ud, at der var noget helt galt.

"Noah? Er du okay?", spurgte jeg småpanisk om, da hans tone i stemmen bekymrede mig utrolig meget. Jeg fik mine sko på og rejste mig bekymret op fra bænken.

"Jeg.. Jeg er virkelig bange, ha..han er gået fuldstændig amok.. han smider med alle tingene inde i.. i stuen", forklarede han grædende og hulkede enormt voldsomt. Skyldfølelsen dukkede op i min krop, da jeg igen havde forladt ham, når han havde mest brug for mig. Jeg vidste at jeg ikke skule være kørt fra ham. Jeg vidste det bare.

"Hvad er der sket?!", spurgte jeg hurtigt og panisk om og frygtede meget for hans svar. Noah snøftede, og gråden og hulkene var mere end tydelige hos ham, hvilket gjorde mig helt dårlig indvendig.

"En.. en af naboerne har fortalt ham, at han havde set os gå rundt sa..sammen i forgårs.. og så kom han hjem for.. for tyve minutter siden og begyndte skrige og kaste med alle tingene", fortsatte han med at forklare hulkende. Hans stemme var så skræmt og han talte lavt, som om han var bange for at blive opdaget. "Jason.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er virkelig bange", græd han voldsomt, hvorefter flere snøft lød fra ham. Jeg følte mig helt magtesløs og knust over at høre ham sige de ting nu, da jeg var så langt væk fra ham. Det var det her, jeg havde frygtet ville ske. At noget gik fuldstændig galt, når jeg var fucking tre timer væk fra ham.

"Hvor er du?", spurgte jeg ham om, da han i hvert fald ikke skulle være i nærheden af det hus. Jeg vidste udemærket godt, hvad den psykopat var i stand til, og hans vrede over at høre, at jeg havde været hjemme igen, skulle ikke gå ud over Noah.

"Ud.. ude i haven bag det store træ", svarede han stille.

"Noah.. Kan du huske hytten i skoven, som Jacob og jeg nogengange tog dig med hen til?", spurgte jeg ham hurtigt om, da det var det eneste sted, jeg kunne komme i tanke om, han kunne befinde sig trygt i et par timer.

"Ja..", svarede han mig.

"Tag derhen, okay? Og bliv der, du må ikke gå derfra, lov mig det! Jeg kommer så hurtigt, jeg kan! Okay?!", sagde jeg med en meget panisk stemme i et enormt hurtigt tempo, da jeg følte jeg spildte tiden, ved at stå her. Jeg burde sidde i min bil på vej hen til ham.

"O..okay", sagde han stille, hvorefter vi begge lagde på. Jeg lod bare alle mine ting ligge, da de var så ligegyldige. Jeg fortsatte ud af omklædningsrummet og videre ud i gangen i et hurtigt tempo, og stødte ind i Jennifer, Ryan og Miles, der stod foran hovedindgangen, så jeg stoppede op.

"Skide godt gået, man!", lød det fra Ryan, der gav mig et klap på skulderen. Jeg nikkede bare uden at svare ham, da jeg var så ligeglad med at have vundet den kamp.

"Justin..", lød det fra Jennifer, så jeg kiggede hen mod hende. Hendes blik var utrolig trist. "Kan vi ikke snakke sammen i to minutter alene?", spurgte hun mig om. Det var egentlig ikke fordi, jeg ikke ville snakke med hende, men jeg havde meget travlt med at komme hen til Noah. Derfor rystede jeg på hovedet og fortsatte med at gå. Dog nåede jeg ikke så langt, da jeg mærkede to hænder gribe fat om min underarm, så jeg igen stoppede op. Jennifer stillede sig foran mig og kiggede bedrøvet på mig.

"Det var virkelig bare et enkelt lille kys.. jeg kyssede ikke enga..""Jeg er fucking ligeglad, Jen!", afbrød jeg hende frustreret, da jeg ikke havde tid til at høre på det der. Desuden behøvede hun ikke at forklare mig det, da jeg slet ikke var sur på hende.

Jeg lagde mærke til at både Miles og Ryan gik forbi Jennifer og jeg, hvorefter de gik ud af hovedindgangen. De følte nok ikke, at de var en del af den her samtale, så de ville nok ikke stå og lytte med.

"Noah har lige ringet.. min far er gået fuldstændig amok derhjemme og Noah er pisse bange!", forklarede jeg hende hurtigt med en voldsom hjertebanken og en vejrtrækning, der var helt ude af kontrol. Jennifer fik et chokeret og bekymret ansigtsudtryk og lignede en, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre. "Jeg bliver nødt til at tage hen til ham nu!", fortsatte jeg bestemt, hvilket hun nikkede til.

Hun åbnede munden og skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt at et bang af en art, som om der var et eller andet der blev affyret. Vi kiggede begge undrende på hinanden, hvorefter vi kiggede rundt omkring os.

"Justin!". Jeg hørte mit navn blive kaldt et eller andet sted fra, men jeg kunne ikke fornemme hvor. Hovedindgangsdøren blev pludselig åbnet, og Ryan stod i døren og så fuldstændig panisk og lidt skræmt ud i ansigtet. "Miles er blevet skudt, Justin!", råbte han i chok og kiggede på mig med store øjne.

Mit allerede hurtigt bankende hjerte, begyndte at banke endnu stærkere af at høre de ord. Derefter begyndte jeg panisk at løbe efter Ryan ud af klubbens hovedindgang. Midt på gruset lå Miles med blod udover hele sin trøje, imens folk bare stod og gloede med store øjne på ham. Jeg løb straks hen til ham og satte mig på hug foran ham.

"Miles..", sagde jeg med en rystende stemme og tog fat i hans kæbe, som jeg rystede lidt til. Han åbnede sine øjne lidt, så de mødte mine. Mit liv føltes som om det var sat på pause over at se ham ligge sådan der. Det kunne umuligt være virkeligt.

"Det.. Det var Ethan", lød det fra Ryan, så jeg med det samme kiggede op på ham. "Han kom bare gående hen til Miles og gav ham et kram, hvorefter han skød ham og sagde: 'undskyld, bro'", forklarede han videre. Det gik lige stille op for mig, at det her måtte være Cohens værk. For Cohen vidste hvilket forhold, jeg havde til Miles, så han ville ikke bede mig om at løse "problemet" med ham, da han vidste, jeg ikke ville gøre det. Nej, han havde bedt Ethan gøre det, fordi han vidste han var en fucking lille hund, der ville gøre alt for ham.. selv at skyde sin ældste ven. Ethan kendte endda Miles, før jeg gjorde, så de havde været igennem meget mere sammen.

"Miles..", hørte jeg Jennifers fine stemme sige, så jeg kiggede til siden og så, at hun også havde sat sig ned ved ham. Hun tog fat om hans hoved og lod det ligge på hendes lår, imens de havde øjenkontakt.

"Jeg.. fryser..", sagde han stammende med en svag stemme, hvilket langt fra var et godt tegn. Jennifer begyndte at kærtegne hans kind med sin ene tommelfinger, imens små snøft lød fra hende.

Det her var fandme dråben for mig. Alt vrede, aggression og had dukkede op med en stor fart. Jeg ville ikke lade Ethan slippe afsted med det her. Jeg rejste mig hurtigt op og fik hurtigt Jennifers opmærksomhed, da hun kiggede op på mit ansigt. Hendes øjne var helt røde, nok fordi hun var bange for, at han ikke ville overleve. Men jeg derimod kunne ikke være bange for noget, jeg allerede vidste ville ske. Blodet strømmede ud af ham, der var ingen chance for, at han ville overleve det der.

Lige nu kunne jeg ikke engang for mig selv til at græde, da jeg havde så meget vrede i kroppen over alt. Ethan skulle ikke slippe godt fra det her, det skulle han virkelig ikke. Jeg begyndte i raske skridt at gå hen mod min bil.

"Justin!", råbte Jennifer mod mig, men jeg lod som om, at jeg ikke hørte hende. Der var ingen mulig grund for, at hun skulle kunne stoppe mig lige nu. For første gang i mit liv, var jeg sikker på, at jeg nu skulle tage livet fra et andet menneske, og jeg havde ikke engang ondt af personen.

___________________________________________________

Anden sidste kapitel

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...