Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432954Visninger
AA

37. 36. Hero

 

36. Hero

 

Justin Bieber.

"Så du er ikke sur på mig?", spurgte jeg overrasket Noah om, da jeg lige havde forklaret ham, hvad der præcist skete den gang for syv år siden. Vi havde for et stykke tid siden været oppe ved Jacobs gravsten, da jeg ville sige "ordentligt" farvel til ham, da jeg ikke fik gjort det for år tilbage.

Og lige nu gik Noah og jeg rundt i kvarteret og havde gjort det de sidste 45 minutter, imens Jennifer havde sat sig i min bil. Ord kunne ikke beskrive hvor godt det var, at se min savnede lillebror igen. Rent faktisk at snakke med ham og se ham bevæge sig. Det var noget jeg havde tænkt på i alle de år, jeg havde været væk fra ham og nu skete det endelig.

"Overhovedet ikke.. Jeg er bare glad for, at du ikke er død", svarede han, så jeg vendte mit ansigt mod ham, hvor jeg mødte hans brune øjne, der allerede kiggede på mig.

Det var så vildt, at jeg så så utrolig meget af mig selv i den dreng. Vi var godt nok brødre, men han var næsten som en kopi af mig, da jeg var 14 år. Han smilede svagt til mig og jeg gengældte det hurtigt. Det var et smil, jeg havde savnet så meget at se, og selvom jeg tydeligt kunne se, at han ikke var helt igennem glad, så varmede det mig stadig at se det igen.

"Er det far, der har fortalt dig det..? At jeg er død", spurgte jeg om, da jeg næsten kunne regne ud, at det var tilfældet. Jeg var vel i bund og grund også død for ham, det havde jeg jo nærmest været hele mit liv.

"Jeg kan ikke huske specielt mange detaljer fra dengang, men jeg kan huske, at jeg spurgte ham om dig efter et par dage, hvor du var forsvundet.. og der sagde han, at du var væk for altid. Og ja.. i flere år gik jeg så rundt og spekulerede på, hvad det betød, hvor jeg så til sidst overbeviste mig selv om, at du var død", svarede han med en lidt trist stemme og fjernede sit blik fra mine øjne og kiggede i stedet ned i jorden.

"Han vil aldrig snakke om dig.. og hvis jeg bare så meget som nævner dit navn, så..", han stoppede sig selv midt i sin sætning, da hans stemme knækkede over.

Et stød gik igennem mit hjerte, da jeg næsten kunne regne ud, hvad han ville sige. Monsteret slog ham, som han plejede at slå mig og som han plejede at slå min mor.

".. men jeg har tænkt på dig hver dag. Jeg har et billede af os to liggende i min natbordsskuffe, som jeg kigger på hver aften og hver morgen, så jeg ved, at jeg kommer igennem dagen med din hjælp.. lige som jeg plejede, da du stadig boede hos os" , fortsatte han med en sorg i stemmen, der næsten knækkede mit hjerte midt over.

Hans ord ramte mig så dybt på en meget mærkelig måde. Det var egentlig rart at vide, at han følte, jeg hjalp ham igennem hans dag, men på samme tid gjorde det også utrolig ondt på mig, at jeg ikke havde været der fysisk for ham. Jeg kunne se, at det var det, han havde ønsket, og at det var det, han havde brug for.

Jeg rømmede mig svagt og mærkede en klump samle sig i halsen på mig, over det næste spørgsmål, jeg havde tænkt mig at stille.

"Hvordan er han nu? Far..", spurgte jeg ham om med en nervøsitet i stemmen, for jeg gruede så voldsomt for, hvilket svar, jeg ville få. Mit værste mareridt ville være, hvis Noah fortalt mig, at han var præcis som dengang, jeg var i huset.

"Han er... Han er fin nok, det meste af tiden", svarede han med en stille og skrøbelig stemme. Da jeg kiggede på siden af hans ansigt, imens han svarede mig på mit spørgsmål, kunne jeg sagtens se, at det var en løgn, der lige var kommer ud af hans mund. Han løj på samme måde, som jeg plejede at gøre, hvis folk spurgte mig om, hvordan det gik derhjemme. Han skammede sig over sig selv på samme måde, som jeg gjorde dengang, og turde derfor ikke at fortælle mig sandheden.

"Du behøver ikke lyve over for mig, Noah. Jeg kender ham", sagde jeg ærligt, da jeg ønskede at høre ham sige det, som det var.

Selvom det ville gøre ondt at høre, så ville jeg høre ham sige det højt, da jeg var sikker på, det var noget han aldrig havde gjort. Hans øjne mødte mine, og faktisk behøvede han nu ikke at fortælle mig det, da sandheden strålede ud af hans øjne. De øjne der førhen var uskyldige og glade, var nu ulykkelige og triste, noget som jeg havde frygtet.

"Han.. han er virkelig helt fi..", han stoppede sig selv i sin sætning, hvorefter han stoppede op midt på fortorvet, så jeg gjorde det samme. Jeg kiggede afventende på ham, der lignede en der skulle til at sige noget. Men lige da han åbnede munden kom der ingen ord ud men derimod en voldsom gråd. Det gjorde mere end ondt at se og høre. Jeg trådte et skridt mod ham og omfavnede ham. "Jeg.. jeg ha..hader ham, Jason", hulkede han svagt, så jeg førte min ene hånd op til hans baghoved.

"Jeg ved det.. Jeg ved det, Noah", sagde jeg trøstende og lukkede øjnene, da jeg virkelig var både såret og vred over at høre det.

Hvis min far havde stået foran mig lige nu, havde jeg ikke bare nøjedes med at banke ham halvt ihjel denne gang. Han ville få så mange slag det tog, før jeg havde dræbt ham på stedet.

Selvom jeg i lang tid havde tvivlet på, om jeg var i stand til at slå et andet menneske ihjel, så blev jeg lige bekræftet i det. For hvis han kunne finde på at slå det mest uskyldige og søde menneske på hele jorden, Noah, så fortjente han fandme at dø.

"Undskyld", hviskede jeg, da jeg selvfølgelig havde skyldfølelse på grund af, at jeg havde forladt ham.

"De..Det er ikke din sky..skyld", stammede han hulkende. Jeg løsnede mit greb om ham og rykkede mig en smule tilbage, så jeg kiggede ham ind i hans brune øjne. "Du vil altid.. altid være min helt", sagde han seriøst, imens en tåre stille forlod hans øje og kørte langsomt ned af hans allerede våde kind.

De ord der kom ud af hans mund, overraskede mig virkelig meget. At han så mig, som sin helt kom meget bag på mig, da jeg langt fra mente, at jeg havde ageret specielt helteagtigt, den dag jeg forsvandt fra ham.

"Du har altid passet på mig, Jason", forsatte han seriøst og snøftede derefter svagt.

"Ikke altid", kommenterede jeg skuffet over mig selv på hans udtalelse, da jeg jo havde forladt ham, da han havde mest brug for mig. Han nikkede dog, hvilket jeg ikke forstod.

"Altid.. Hver gang du vidste, han ville blive voldelig, så bad du mig om at gå ind på mit værelse. Havde du ikke været sådan en god storebror, ville jeg ikke vide, hvordan jeg var blevet", sagde han og var så stille holdt op med at græde. Hans øjne var stadig halvrøde, men tårerne løb ikke længere fra hans øjne. Han sagde sine ord, som om han mente dem helt ærligt. "I mit hoved vil du altid være det bedste menneske på hele jorden", fortsatte han.

Det var helt mærkeligt for mig at høre min lillebror snakke sådan om mig. I flere år havde jeg troet, at han ville hade mig resten af hans liv, men sandheden var tydeligvis meget anderledes.

Han smilede svagt til mig og begyndte derefter at gå igen. Helt mundlam fulgte jeg efter ham. En stilhed kom indover os i et stykke tid, imens vi fortsat gik hen ad fortorvet.

"Hvem er hende du har med?", spurgte han mig pludselig om, så jeg fik et lille smil på læben.

"Hun hedder Jennifer", svarede jeg ham, da jeg vendte mit ansigt ned mod ham. Han nikkede og drejede også sit hoved mod mig.

"Er hun din kæreste?", spurgte han yderligere om, så jeg med et skævt smil nikkede til ham. Igen nikkede han i forståelse og fik også et lille smil på læben. "Hun er smuk", tilføjede han, så jeg ikke kunne lade være med at udbryde et lille grin.

Det var lidt underligt for mig, at Noah nu var i den alder, hvor man begyndte at interessere sig for piger og sådan noget. Han var jo 7 år sidst, jeg så ham, så der var jo meget, jeg var gået glip af.

"Elsker du hende?", spurgte han nysgerrigt om. Og ærligt så vidste jeg ikke hvad, jeg skulle svare til det spørgsmål, for jeg kendte egentlig ikke svaret selv. Hun var dejlig og fantastisk, men om jeg ligefrem elskede hende, vidste jeg ikke. Jennifer havde sagt "jeg elsker dig" et par gange efterhånden, hvor jeg ikke havde sagt det tilbage. Men jeg skulle vel heller ikke sige det, hvis jeg ikke vidste, om de ord var ægte.

Som svar trak jeg bare på skuldrene og rømmede mig derefter svagt. "Hun er fantastisk. Det er faktisk hendes skyld, at jeg er her i dag... Men hvad med dig. Har du en pige i kikkerten?", spurgte jeg ham om med et skævt smil, så han fik lidt røde kinder, så jeg kunne regne ud, at der var en. Han trak på sine skuldre med en smørret smil gemt i sine mundvige. "Hvad hedder hun?", spurgte jeg ham om, da det var ret sjovt for mig, at min egen lillebror havde et crush på en pige.

"April", svarede han smilende.

"Ser hun godt ud?", spurgte jeg en anelse flabet om, så han igen rødmede og nikkede til mit spørgsmål.

"Men hun er som det vigtigste sød!", svarede han bestemt. Det overraskede mig rimelig meget at sådan en ung dreng som ham, kunne sige at det var det indre, der var det vigtigste for ham.

"Hvordan er du blevet sådan en klog dreng?", spurgte jeg smilende om og slog ham svagt på hans skulder med en knyttet næve. Han begyndte at grine, så det smittede af på mig.

"Jeg er blevet opdraget godt af min kloge storebror", sagde han smilende og slog derefter også mig på min skulder. Hans ord gik direkte ind i mit hjerte. At han følte, jeg havde "opdraget" ham, selvom jeg kun havde været en del af hans liv i syv år, gjorde mg helt glad indvendigt.

Det mindede mig samtidig også om den dreng, jeg engang var. Jeg var altid positiv og så det bedste i de fleste mennesker, selvom jeg blev behandlet som skrald derhjemme. Og at min lillebror ligesom havde levet videre på samme måde som jeg havde "lært" ham, var det bedste at få at vide.

"Men Jason, må jeg ikke hilse på hende?", lød det spørgende fra ham, og jeg kunne sagtens regne ud, at det var Jennifer, han hentydede til. Jeg nikkede smilende til ham som svar, da han selvfølgelig godt måtte hilse på hende.

 

Jennifer White.

Justin og Noah ankom til huset igen omkring halvandentime efter. Jeg havde siddet i bilen og ventet, da jeg mente, at de havde brug for at snakke nogle ting igennem, uden at jeg var tilstede.

Jeg så, at Justin vinkede mig hen til dem, så jeg steg ud af bilen og bevægede mig derhen. Justin gav mig et kys på kinden, da jeg stoppede ved siden af ham. Smilende kiggede jeg på Noah, der også smilede stort til mig. Det var ret skræmmende, for han lignede Justin helt ekstremt meget.

"Hej Jennifer.. Jeg hedder Noah", sagde han smilende og rakte sin højre hånd frem mod mig, så jeg kunne gætte mig til, at jeg skulle hilse ordentligt på ham. Et lille grin forlod mine læber, før jeg lagde min højre hånd i hans.

"Hej Noah.. Rart at møde dig", svarede jeg venligt og trak derefter min hånd tilbage. Jeg blev dog noget overrasket, da han pludselig lagde sine arme om mig, og krammede mig rimelig stramt.

"Tak for, at du har fået Jason tilbage til mig", sagde han med en glæde i stemmen, der rørte mig helt vildt. Jeg havde jo godt vidst, at det her var det rigtige at gøre, og at se hvor glad Noah var, gjorde mg bare helt blød indvendigt. Han trak sig kort efter og kiggede mig smilende i øjnene. "Vil i med ind.. Han er ikke hjemme før sent i aften", han sagde det sidste med en stille stemme imens han kiggede på Justin. Jeg kunne fornemme, at det var deres var, han snakkede om.

Justin nikkede til ham med et smil og det samme gjorde jeg, da jeg gerne ville lære ham at kende. Vi gik derefter ind i huset og satte os ved spisebordet for at snakke.

~

Klokken blev omkring 18.30, da Justin og jeg besluttede os for at køre hjem, da hans far ville komme hjem omkring klokken 19.00. Vi havde haft et par rigtige gode timer i selskab med Noah, og det havde været tydeligt at mærke på Justin, at han havde savnet at være sammen med sin lillebror.

Vi rejste os op fra bordet, som vi havde siddet ved de seneste timer. Noah var tydeligt meget påvirket af, at vi skulle køre igen, hvilket jo var fuldstændig forståeligt. Han fulgte os ud til bilen, og de to stillede sig foran hinanden.

"Nu har du mit nummer, så du ringer bare lige, når du vil, okay?", sagde Justin med en trist stemme, da han også var utrolig påvirket af at skulle køre fra ham. Noah nikkede til hans spørgsmål, imens et par tårer løb ned af hans kinder. De lagde derefter deres arme om hinanden og så begge ud til at holde stramt fast. Synet fik mig til at få tårer i øjnene, da jeg virkelig ikke kunne sætte mig ind i, hvor forfærdeligt, det måtte være for dem. De var lige blevet genforenet og blev allerede nu adskilt igen. "Vi ses snart igen. Det lover jeg, Noah", forsikrede Justin ham om med en stemme, der var dybt såret.

De stod sådan i et godt stykke tid, før Justin trådte et skridt tilbage og de begge gav slip på hinanden. "Vi ses", sagde Noah grædende, hvilket skar mig så dybt i hjertet. Han var jo kun et barn. Justin nikkede til ham en sidste gang, hvorefter vi begge satte os ind i bilen. Vi betragtede begge Noah gå tilbage ind i huset, hvorefter vi blev holdende, da Justin blev ved med at stirre ud af vinduet.

"Jeg kan ikke køre fra ham", sagde han med en stemme, der tydeligt viste, at han græd. Han vendte derefter sit blik mod mig. "Jeg kan ikke få mig selv til at forlade ham igen!", fortsatte han bestemt, og en tåre løb ned af hans ene kind.

Jeg lagde min hånd på hans ene kind og tørrede den ren for tårer. Det gjorde virkelig dybt ondt alle steder i min krop, at se han være så ked af det, som han var lige nu.

"Jeg ved godt, det er svært, Justin.. men.. nu ved du jo, hvor han bor, ikke? Og du ved han er okay, så..""OKAY?!", afbrød Justin mig højt med en bestemt stemme, så jeg fik et stort chok og fjernede min hånd fra hans kind.

"Den dreng derinde er langt fra okay, Jennifer! Han bor sammen med et fucking monster!", fortsatte han vredt og en masse tårer løb ned af hans kinder. Jeg havde aldrig set en person græde så meget, som Justin græd lige nu.

"Je..jeg ved det godt", sagde jeg med et knæk i min stemme, da jeg jo også syntes det var fuldstændig forfærdeligt at skulle køre fra ham igen. Men lige nu var der bare ikke rigtig noget, vi kunne gøre. "Men han har dit nummer nu.. Han kan ringe til dig, hvis der er noget", sagde jeg for at berolige ham, hvilket nok ikke hjalp særlig meget.

Han udbrød en "tss"-lyd og vendte det hvide ud af øjnene. "Ja, og hvad fuck skal jeg så gøre, når jeg er fucking tre timer væk fra ham?!", vrissede han vredt som et spørgsmål.

Jeg sukkede svagt. "Det ved jeg ikke", svarede jeg ærligt med en trist stemme. Derefter lænede jeg mig tættere på ham, så mine læber ramte hans, der var lidt våde på grund af tårer. Imens vi bevægede vores læber stille mod hinanden, lagde jeg en hånd på hver af hans kinder. Jeg afbrød kysset efter et par sekunder og lagde min pande til hans. "Jeg ved ikke, hvad du skal gøre... men du kan ikke tage den beslutning nu, vel?", stillede jeg stille som et spørgsmål. Han sukkede svagt og rystede på hovedet, da han nok kunne se min pointe.

"Tak for at få mig til at se min værste frygt i øjnene.. Jeg havde aldrig gjort det her af mig selv", sagde han snøftende, imens han kiggede mig dybt i øjnene. Han lod derefter sine læber ramme mine i et par sekunder, hvorefter vi satte os ordentligt og kørte hjem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...