Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
433035Visninger
AA

36. 35. A Choice

 

35. A Choice

 

Justin Bieber.

"Hvor langt er der lige, man?!", vrissede jeg spørgende en smule frustreret, imens jeg havde mit blik på vejen. Jennifer og jeg havde nu kørt i over to en halv time på vej hen til et sted, jeg egentlig ikke vidste hvor var. Hun skulle et eller andet med hendes skole, men jeg fattede virkelig ikke hvordan det kunne tage så lang tid at komme derhen. Det var faktisk pisse irriterende, da jeg havde regnet med det ville tage meget kortere tid.

Jeg havde en aftale om at mødes med Miles kl. 12.00, så vi kunne få styr på det med pengene til Cohen, men jeg kunne ligesom godt se, at jeg ikke kunne overholde den tid. Klokken var 10.39 og vi var ikke engang ved destinationen endnu.

"Er du sikker på du overhovedet kan finde ud af at læse det kort?! Der kan sgu da ikke være så langt!", spurgte jeg småfrustreret Jennifer om, der sad og kiggede på sin mobil hun havde i sin hånd og guidede mig vejen.

"Ja", svarede hun rimelige kortfattet, så jeg bare sukkede irriteret. Jeg tog derefter den ene hånd i min bukselomme og tog min mobil op for at ringe til Miles og sige at vores aftale måtte blive rykket.

"Hvad så, Justin?", lød det fra Miles stemme i den anden ende af røret.

"Vi bliver sgu nødt til at rykke vores aftale til senere. Jeg har kørt med Jennifer i fucking to en halv time og vi er ikke engang fremme endnu, så jeg når ikke tilbage til kl. 12", sagde jeg med en irriteret tone i stemmen. Det var da også for meget at man skulle køre næsten tre timer for at komme hen til et sted som en skole havde planlagt.

"Det går vel nok.. Kan du ikke bare ringe, når du er tilbage?", svarede han og lød ikke til være påvirket af, at jeg ikke kom tilbage før meget senere.

Nu var det selvfølgelig heller ikke ham, der havde kørt i flere timer og skulle køre flere timer tilbage, for så senere at gøre det samme, for hun skulle jo ligesom hentes igen. Jeg burde fandme have undersøgt, hvor hun skulle hen, før jeg sagde ja til at køre hende, for det her var fandme næsten for meget.

Jeg sukkede enormt dybt. "Jo, det gør jeg. Vi snakkes", sagde jeg.

"Det gør vi. Hils Jennifer fra mig, ikke?", svarede han.

"Ja, ja". Jeg lagde derefter på og smed telefonen over i Jennifers skød, så hun fik et lille chok. Jeg kunne fornemme ud af øjenkrogen, at hun drejede sit ansigt op mod mig. Selv sad jeg bare og kiggede irriteret ud af foruden, imens jeg kørte bilen.

"Du skal dreje til højre næste gang", sagde Jennifer med en stille og nervøs stemme, da hun nok kunne fornemme på mig, at jeg var ret utilfreds over situationen.

Jeg svarede ikke noget til hende, men drejede bare til højre, da det var muligt. Pludselig som jeg sad og skimtede landevejen, vi kørte på, fik jeg en fornemmelse af, at det her var et sted, jeg havde været før. Jeg betragtede undrende omgivelserne, der primært var marker, vi kørte forbi. Jeg havde været her før, det virkede alt for bekendt.

Og det gik først op for mig, at min fornemmelse var rigtig, da jeg at vi nærmede os en rimelig genkendelig skov. Det her var stedet, jeg flygtede fra for syv år siden og som jeg aldrig havde planlagt, jeg skulle tilbage til.

Mit hjerte bankede helt ustyrligt ved synet af skoven. Det var derinde hytten , som Jacob og jeg tit befandt os i som børn, var placeret. Hytten det var blevet mit værste mareridt og som jeg tit drømte forfærdelig ting om om natten. Hvor surrealist var det ikke lige, at jeg skulle komme hertil, når jeg var ved at køre Jennifer et sted hen. Det virkede næsten for underligt og..

Det ramte mig pludselig som et slag i maven, at det her ikke var en tilfældighed. Det var planlagt. Hårdt bremsede jeg, lige inden vi skulle til at køre igennem skoven, så Jennifer forskrækket skreg. Heldigvis, var der ingen biler bag mig, for ellers var de da med sikkerhed kørt direkte ind i min bil.

"Hvad sker der?!", råbte Jennifer med en småpanisk og skrækslagen stemme, hvorefter jeg hørte hun trak vejret enormt dybt.

Min vejrtækning var bestemt heller ikke rolig, men det var mest fordi jeg havde en vrede indvendigt, der hurtigt blev større. Jeg drejede vredt mit ansigt mod hende så vores øjne mødtes. Hendes blik var rimelig chokeret og hun så ud til at være intetvidende om, hvad der foregik.

"Hvad fuck laver vi her!?", vrissede jeg bestemt, selvom jeg godt kendte svaret på mit spørgsmål. Hun ville have mig til at se min fortid i øjnene, hvilket jeg på ingen måde ville, som jeg havde udtrykt klart og tydeligt over for hende flere gange.

"Justin..", sagde hun nervøst med en usikker og lav stemme, da hun helt sikkert kunne fornemme, at jeg ikke var i det bedste humør lige nu. ".. det..""Nej!", afbrød jeg hende, selvom det var mig selv, der havde spurgt hende om noget.

Men jeg havde ikke brug for at høre hende svare på spørgsmålet, faktisk ville jeg slet ikke høre en lyd fra hende, da jeg var enormt vred på hende. For det første fordi hun havde løjet mig direkte op i ansigtet, ved at bede mig køre hende til noget skolelort. Men for det andet og værste, havde hun bragt mig til stedet, jeg hadede allermest i hele denne verden.

"Du har ingen fucking ret til at gøre det her!", råbte jeg vredt af hende, så hun fik en chokeret udtryk i hendes ansigt. Jeg vendte derefter mit ansigt ud af forruden og betragtede de store træer foran os.

Indvendigt var jeg ved at eksplodere af vrede. Mit hjerte havde aldrig banket så hurtigt, som det gjorde lige nu, da alle minder fra det her sted dukkede op inden i mig. Jeg kunne ikke holde der her ud. Jeg startede bilen igen og lavede derefter en u-vendning, så vi kørte den modsatte retning.

"Justin.. Han har brug en forklar..""Luk røven, Jennifer!", afbrød jeg hende råbende, da hun ikke skulle begynde at få mig overtalt til at tage derhjem. Ja, jeg vidste sgu godt at det var min lillebror, hun snakkede om, da hun havde fablet om ham en del, efter jeg havde fortalt hende om episoden, hvor jeg havde forladt ham.

Hun syntes det ville være godt for mig at forklare han, hvad der skete den gang. Men hvad fuck skulle det hjælpe? Han hadede mig for at forlade ham hos det monster, ligesom jeg hadede min mor for at gøre det sammen.

"Jam..""Jeg sagde, at du skulle lukke røven! Så lad fucking vær med at snakke!", afbrød jeg hende igen vredt, og fortsatte bare med at køre hen af vejen. Dog så det ikke ud til, at hun ville give op, da jeg mærkede, at hun hev fat i min ene arm med hendes ene hånd.

"Han har brug for at vide, hvad der skete dengang, Justin. Og du har brug for at fortælle ham det", sagde hun stille med en stor nervøsitet i hendes stemme, der nærmest rystede.

Jeg bremsede igen hårdt op, da hun begyndte at fortælle mig, hvad jeg havde brug for. Det havde hun ingen ret til og det her var ikke hendes beslutning at tage. Hvis jeg ville tilbage til mit barndomskvarter, så havde jeg sgu nok taget herhen.

"Du ved slet ikke, hvad jeg har brug for, fatter du det?!?!", råbte jeg imens jeg vredt kiggede ud af forruden og derefter begyndte at slå mine håndflader hårdt ned i rattet. Det var for meget det her. Jeg havde brug for at komme ud med min aggression og jeg havde brug for luft, da luften i bilen lige nu var kvælende.

Hurtigt spændte jeg mig op og vendte mig derefter og tog fat i håndtaget, hvorefter jeg trådte ud af bilen. Jeg smækkede døren i så hårdt, jeg kunne og mærkede i min krop, at det var det jeg havde brug for at gøre lige nu. Derfor åbnede jeg bildøren igen og smækkede den lige så hårdt i som før, hvilket jeg gentog et par gange.

"Er du ikke sød at lade være", lød det skræmt fra Jennifer, der stadig sad inde i bilen. En sidste gang åbnede jeg bildøren og smækkede den så hårdt i jeg kunne, hvorefter jeg begyndte at gå frustreret og vredt hen af vejen i et hastigt tempo.

Jeg førte begge mine hænder op i mit hår, som jeg greb fat i, imens jeg bevidst trak vejret dybt ud og ind for at få styr på min vejrtrækning, vrede og voldsomme hjertebanken.

Jeg hørte en bildør smække et stykke bag mig, så jeg kunne regne ud, at Jennifer var gået ud af bilen. Dog reagerede jeg ikke på det, men blev blot ved med at gå videre hen af vejen.

"Justin!", hørte jeg hende råbe efter mig, men jeg fortsatte bare med at gå. Efter et par sekunder hørte jeg løbende skridt komme tættere på mig og igen efter et par sekunder mærkede jeg to hænder lægge sig om min arm. "Stop, Justin.. undskyld", sagde hun stille og hev lidt i min arm.

Jeg rystede mig selv ud af hendes greb, hvorefter jeg stoppede og vendte mig mod hende, så vi endte med at stå over for hinanden midt ud på vejen.

"Du har absolut ingen ret til at gøre det her, du har ikke! Jeg har fucking flere gange fortalt dig, at jeg ikke ville se ham igen!", råbte jeg vrissende af hende, hvilket hun med et trist ansigtsudtryk nikkede til.

Det var tydeligt at se på hende, at hun var skræmt over min opførsel. Hun lignede virkelig en der var ved at bryde sammen, men bare kæmpede for at holde tårerne inde.

"Jeg ville jo bare hjælpe dig.. Jeg troede, du ville ændre mening, hvis du kom tilbage hertil", forklarede hun stille og lod stil blik finde vej ned til asfalten.

Min vrede over for hende var så småt ved at stilne af, så jeg trådte et skridt tættere på hende, og lagde tog fingre under hendes hage, så jeg kunne løfte hendes hoved. Hendes øjne mødte straks mine, og jeg havde haft ret i min formodning før, for hendes øjne var halvrøde og hendes kinder havde et par enkelte tårer løbende ned af dem.

Svagt sukkede jeg og lagde derefter mine arme om hende og mærkede at hendes krop rystede helt. "Jeg kan ikke tage tilbage dertil, Jen", sagde jeg lavt med en meget roligere stemme en den jeg havde haft de seneste minutter.

Hun nikkede bare svagt og snøftede. Jeg slap grebet om hende og kiggede hende derefter i øjnene, hvorefter jeg placerede en hånd på hver af hendes kinder.

"Vi kører hjem nu, okay?", stillede jeg bestemt som et spørgsmål. Igen nikkede hun bare igen, og derefter smeltede jeg mine læber sammen med hendes i et kys for at beroligende lidt, da jeg stadig kunne mærke på hende, at hun rystede.

Derefter slap jeg hendes kinder og flettede min ene hånd ind i hendes, hvorefter vi gik tilbage til bilen. Vi satte os begge ind i hver vores side, og jeg tændte så bilen og begyndte at køre stille afsted. Jeg vendte kort mit blik mod hende og så, at hun kiggede trist ud af hendes vinduet. En følelse af, om det her nu var det rigtige at gøre, opstod inden i mig. Måske skulle jeg prøve at tage chancen nu, når jeg var så tæt på ham. Der gik trods alt ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på ham. Og Jennifer havde vel i bund og grund ret i, at han havde ret til at vide, hvorfor jeg forlod ham den gang. Så måtte jeg tage det med at han nok hadet mig.

Jeg vendte blikket ud af forruden igen og lavede en u-vendingen, så vi kørte mod skoven igen. Jeg fornemmede hurtigt at Jennifer havde vendt sit blik mod mig, sikkert på grund af forvirring over min handling.

"Hvad laver du?", spurgte hun undrende om med en lav stemme.

"Du har ret..", begyndte jeg og kiggede kort hen på hende, så vi fik øjenkontakt. ".. han fortjener en forklaring", afsluttede jeg, så Jennifer sendte mig et lille smil og nikkede. Jeg vendte derefter igen blikket mod vejen og fortsatte igennem skoven.

~

Det hele var så uvirkelig, da vi holdt i bilen foran mit barndomshjem, der var fuldt med en masse ubehagelige minder. Jeg sad lidt og stirrede stift på huset imens gamle følelser væltede frem i min krop. Syv år. Det var syv år siden jeg sidst var her, men stedet lignede sig selv hundred procent. Som om at tiden bare stod stille her.

"Er du okay?", lød det lavt fra Jennifer, hvorefter jeg mærkede at hendes ene hånd blev lagt på min hånd, der hvilede på rattet.

Jeg trak på skuldrene som svar imens jeg fortsat kiggede på huset. For helt ærligt, så havde jeg ikke et svar til hendes spørgsmål, da jeg følte, at jeg var helt tom indvendigt samtidigt med, jeg følte, at min krop var fuld af tusindvis af følelser.

Det var virkelig svært for mig at skulle tage det skridt ud af bilen, for når jeg gjorde det, var der vidst ikke ingen vej tilbage. Jeg følte mig på ingen måde klar til at se drengen i øjnene, som jeg havde haft i mit hoved i syv år. Hvordan ville han reagere? Hvordan så han ud? Hvad skulle jeg gøre? Der var kun en måde at finde ud af tingene på, og det var at springe ud i det.

Jeg tog en dyb indånding og tog fat i bildørhåndtaget. Inden jeg åbnede, drejede jeg mit ansigt mod Jennifer, der bare sad og kiggede på mig med medlidenhed i øjnene.

"Går du ikke med?", spurgte jeg hende om, da jeg ville føle mig mere rolig, hvis hun stod ved siden af mig. Hendes påvirkning på mig havde, i alt den tid jeg havde kendt hende, været ekstremt positiv, så jeg følte at det ville være bedst, hvis hun gik med hen til døren.

Hun nikkede til mit spørgsmål og spændte derefter sin sele op. Vi steg begge ud af bilen, og hun kom hurtigt over på den anden side til mig og tog mig i hånden.

"Det skal nok gå, Justin", sagde hun med hendes dejlig beroligende stemme, hvorefter hun placerede sine læber på min kind i et par sekunder.

Jeg nikkede bare i en dyb indånding og vi begyndte derefter at gå hen til huset og videre op til døren. Vi stod foran døren i et stykke tid, da jeg havde alt for mange nerver på til at trykke på ringeklokken. Min hånd ville bare ikke finde vej til ringeklokken.

"Skal jeg ringe på?", spurgte hun om med en stille stemme, hvilket jeg bare nikkede til imens jeg stirrede stift på den mørkebrune dør.

Da ringeklokken lød, mærkede jeg at alt nervøsitet i min krop gik amok. Dele af min krop begyndte at ryste of mit hjerte dunkede så hårdt mod mit bryst, at jeg følte folk omkring mig tydeligt kunne høre det. Da vi havde stået i døren i næsten et minut, hvor ingen åbnede, var det ved at gå op for mig, at der ikke var nogen hjemme. Klokken var også kun lidt over 11, så Noah var sikkert i skole.

En roligere følelse kom frem i min krop, da vi vendte os om og gik væk fra huset igen. "Hvem er I?", lød det fra en stemme bag os, så jeg med et sæt i kroppen stoppede op.

Jennifer stoppede også og vendte sin krop mod personen, der havde sagt noget. Mit hjerte skippede et stort slag, da jeg tydeligt kunne genkende stemmen. Selvom den var lidt mørkere end den plejede, så var klangen stadig præcis den samme.

Jeg gav slip på Jennifers hånd og vendte mig selv om. Han stod i døren nogle få meter fra mig, meget højere og ældre end sidste gang jeg så ham. Det var som om, jeg så på mig selv for syv år siden, for ikke nok med at han lignede mig på næsten en prik, så havde han den samme tristhed i sine øjne, som jeg havde.

En flod et skyldfølelse skyllede indover mig, som jeg stod og havde øjenkontakt med Noah. Om han overhovedet kunne huske mig eller kunne kende mig, vidste jeg ikke. Vi stod bare og kiggede hinanden stift i øjnene. Fuck jeg havde savnet ham. Jeg følte virkelig, at jeg var tæt på at bryde sammen. Men af en eller anden mærkelig grund, så var min krop, mine følelser og alt andet ved mig frosset fast. Jeg kunne intet mærke i min krop andet end den store skyldfølelse, jeg havde.

"Jason..", sagde han nærmest hviskende og hans øjne blev pludselig fuld af overraskelse og forvirring. Han kunne virkelig huske mig. Jeg fik lige bevæget mit hoved i et lille nik, hvilket også var det eneste jeg var i stand til lige nu.

Noah slap dørhåndtaget og spurtede nærmest de meter, der var mellem os, hvorefter han lagde sin arme stramt om min talje. Så snart hans arme var om mig, blev min krop varmet fuldstændig, så jeg igen kunne bevæge mig. Jeg lagde mine arme om ham og kunne ikke længere holde mine tårer tilbage, så det begyndte hurtigt at forlade mine øjne.

Hans pande ramte min kind, hvilket var en underlig fornemmelse, da jeg tydeligt huskede sidste gang jeg så ham, hvor han gik til mit bryst. Jeg var gået glip af så meget, og det var udelukkende min egen skyld.

"Jeg troede, du var død", hviskede han grædende, så mit hjerte slog et ekstra hårdt slag. Død? Var det virkelig det, han havde fået at vide? Havde han gået rundt i syv år og troet, at jeg ikke levede mere? På en måde gjorde det bare min skyld endnu større, da jeg så skulle forklare ham, at jeg forlod ham. Men for nu, nød jeg, at han var i mit nærvær igen.

___________________________________________________

Note: det her kapitel var så svært for mig at skrive.. I don't know why. Jeg ved ikke lige, hvor tilfreds jeg er med det, men altså, det bliver ikke anderledes nu

Hav en god aften :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...