Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432948Visninger
AA

4. 3. White Dress

 

3. White Dress

 

Jennifer White.

"Omg, Jen! Jeg hader dig officielt nu", udbrød Brittany, da jeg trådte ud af omklædningsrummet iført en hvid lårkort Chanel kjole.

"Hvad siger du til den?", spurgte jeg med et smil på læben, og betragtede hendes betagende blik på mig.

"Jeg siger, wow. Den er virkelig så fabelagtigt til dig", svarede hun og stod nærmest med julelys i øjnene, så jeg ikke kunne lade være med at udbryde et lille grin.

Jeg stillede mig smilende hen foran spejlet og betragtede kort mig selv. Hurtigt falmede mit smil dog, da den samme begejstring, som Brittany havde, slet ikke dukkede op hos mig. Faktisk syntes jeg overhovedet ikke, den sad specielt pænt på mig. Jeg syntes mere den fik mine lår til at se enormt store ud.

"Ser jeg ikke ret tyk ud i den?", spurgte jeg og beholdt mit blik på mit eget spejlbillede, hvor jeg gentagende gange kørte mit blik fra mine ankler til min barm.

"Ej, skat. Nu må du simpelthen styre dig.. Selvfølgelig gør du ikke det!", svarede hun på en måde der fik det til at lyde som det dummeste jeg nogensinde kunne sige.

Jeg drejede mig 90 grader rundt, for at se hvordan den sad på mig fra siden, hvilket overhovedet ikke gjorde synet bedre. Kjolen sad stramt ved min talje, og jeg følte virkelig at den fik min mave til at se tykkere ud end den var.

"Seriøst, Britt. Fremhæver den ikke min bule på maven?", spurgte jeg og lagde en hånd på min mave, hvor min såkaldte bule var. Brittany begyndte at grine skingert.

"Hvilken bule snakker du dog om, smukke? Du lyder altså som en af de der anoreksi-tøser lige nu", svarede hun i sit hysteriske skingre grin. Jeg begyndte selv at grine lidt med, da Brittany ikke vidste noget omkring den spiseforstyrrelse, jeg havde haft for et halvt år siden, og jeg ønskede heller ikke, hun skulle vide noget.

Egentlig var det kun min familie der kendte til den, og det havde jeg det også helt fint med. Jeg følte bestemt ikke at det kom andre ved, hvilke problemer jeg rendte rundt med for mig selv. Den eneste grund til min familie overhovedet kendte til min forhenværende spiseforstyrrelse, var fordi de undrede sig over, at jeg aldrig var sulten, når vi skulle spise aftensmad, og ja, så tabte jeg mig også gevaldigt meget.

Men jeg var altså over den nu. Godt nok var jeg langt fra tilfreds med min krop, men jeg spiste regelmæssigt, også selvom min mor mente noget andet. Hende havde jeg ikke rigtig fået snakket med omkring vores lille kontrovers ved middagsbordet her den anden dag, da jeg ikke orkede at høre på hendes anklager om, at jeg havde tabt mig, hvilket jeg forresten overhovedet ikke havde.

"Den sidder perfekt på dig, Jen. Du aner virkelig ikke, hvor mange piger, der ville slå ihjel for at få en krop som din!", fortsatte Brittany, så jeg vendte mig om mod hende med et lille mistroisk blik.

"Det tvivler jeg på", svarede jeg og kørte en hånd igennem mit hår, imens jeg kiggede ned af mig selv."Men mener du virkelig, at den er pæn til mig?", spurgte jeg da jeg havde rettet mit blik mod hende igen.

"Jaer!", udbrød hun bestemt og en anelse opgivende.

"Og jeg kan godt have den på til en boksekamp?", spurgte jeg og kiggede spørgende på hende.

"Skatter, du kan have den der kjole på til alt!", svarede hun og trak derefter sin mobil op ad sin bukselomme.

Igen vendte jeg mig mod spejlet og betragtede mig selv. Måske var den ikke så slem til mig alligevel, når nu Brittany sagde det så overbevisende?

"Ej skat!", udbrød hun skingert og højt, som om det vildeste nogensinde, lige var sket. Derfor vendte jeg mig nysgerrigt mod hende og så at hun så fuldstændig overrasket samt glad ud i ansigtet. "Jamie har lige skrevet til mig, at han er samme med Toby Adams og at Toby virkelig gerne vil have, at du kommer!", svarede hun helt oppe at køre med en stor o-formet mund.

Hendes udtalelse kunne jeg dog ikke se noget specielt ved, da jeg godt vidste at Toby Adams, aka skolens player, havde et godt øje til mig. Flere gange havde han prøvede at invitere mig ud, men jeg afviste ham altid. Han så godt ud ja, men han interesserede mig bare overhovedet ikke.

Desuden så var jeg også rimelig sikker på, at hans eneste mål med at blive ved med at invitere mig ud, var at komme i seng med mig. Han var virkelig sådan en rigtig typisk overfladisk lækker fyr, som ingen dybde havde, hvilket slet ikke var det, jeg hverken ledte efter eller havde brug for.

"Er det ikke vildt?", spurgte Brittany med en enorm begejstring i stemmen, hvilket fik mig til at sukke.

"Du ved jo godt, at jeg ikke er interesseret i ham, Britt", svarede jeg opgivende og vendte mig mod spejlet igen.

"Come on, Jen. Han prøver altså virkelig. Giv ham nu en chance", svarede hun i en bedende tone, hvilket irriterede mig en smule, da jeg gentagende gange havde prøvet at forklare hende, at jeg virkelig ikke så noget interessant ved ham. Det var bare som om, hun ikke lyttede til mig, men i stedet kun lyttede til hendes kæreste, Jamie, som var Tobys bedste ven.

"Kom nu, skatter, du har ikke været sammen med nogen siden dig og Kyle slog op for 6 måneder siden. Du trænger til en ordentlig omgang lagengymnastik", svarede hun grinende, så jeg heller ikke kunne lade være med at undslippe et enkelt lille grin. Derefter gik hun helt tæt på mig og placerede sin mund ved mit øre. "Og Jamie har fortalt mig, at Toby vist skulle være riiiimelig godt udstyret, hvis du forstår?", sagde hun og begyndte derefter et grine.

Svagt rystede jeg på hovedet af hende.

"Jo tak, jeg forstår!", svarede jeg bestemt. "Men jeg kan ikke være mere ligeglad. Jeg gider ikke bare at springe på en eller anden fyr, bare fordi han gerne vil have sex med mig. Ser du, jeg vil gerne have kærlighed.. Den rigtige ægte kærlighed", svarede jeg med en drømmende tone i stemmen.

"Og hvem siger, at Toby ikke kan give dig det? Han er altså ret vild med dig", spurgte hun, og jeg så i spejlet at hun stod med krydsede arme bag mig.Jeg sendte hende et mistroisk blik i spejlet, da jeg langt fra troede på, at hun talte sandt. "Det siger Jamie selv. Kom nu, Jen. De sidder henne på en café ikke så langt herfra. Bare tag med i en time inden du skal til din brors boksekamp", pleasede hun så jeg sukkede svagt.

"Okay, én time!", svarede jeg bestemt og overgav mig dermed til hendes ønske. Hun smilede stort og omfavnede mig bagfra.

"Yes! Sådan, skatter!", udbrød hun skrigende ind i mit øre, så hårene rejste sig på min arme.

 

 

Justin Bieber.

Femte runde. Mr. Rich Kid, som Miles omtalte ham, havde alligevel formået at blive på benene indtil nu. Imponerende. Dog kunne jeg tydelig så på hans krop, at den snart var opbrugt og ikke kunne klare mere. Selvom jeg ikke kunne høre det for de larmende mennesker i rummet, så kunne jeg se på ham, at hans vejrtrækning var ude af kontrol. Han vidste godt selv, at han ikke ville vinde denne her kamp, men han havde det vigtigste i sig; vilje. Det var det der betød noget. Han gav ikke op, ligegyldigt hvor meget hans ansigt og krop nærmest bad ham om det. Valget han skulle tage var om han skulle kæmpe videre eller lade sig falde. Et valg, der så ud til at være rimelig svært for ham, så jeg gjorde det for ham. Med et sidste og afgørende slag på hans kind, sendte jeg ham i gulvet og der blev han liggende helt udmattet i de ti sekunder. Knockout.

~

Med vandet dryppende fra mit hår og ned mod mit ansigt, trådte jeg ud af badet i omklædningsrummet med et håndklæde bundet om livet. Jeg fik med det samme øje på Mr. Rich Kid, der sad foroverbøjet på en bænk med sit hoved begravet i sine hænder. Han var stadig iført det tøj han havde bokset i, og mit gæt var, at han sad og var skuffet over, at han tabte. Det mente jeg dog ikke, han burde være, da han faktisk havde været en af de bedste modstandere, jeg havde haft i noget tid her i klubben.

"Hey", udbrød jeg, da jeg gik forbi ham. Jeg stoppede op ved mine ting, imens jeg betragtede ham. Han fjernede sine hænder fra sit ansigt og rettede sig op, så han kiggede på mig og skuffelsen i hans ansigt var enorm. "Tak for kampen", fortsatte jeg og fjernede mit håndklæde fra mit underliv, og tog derefter et par rene boxers på.

"Tsh..", var det eneste han udbrød for derefter at sukke opgivende.

"Hvorfor så opgivende? Du var sgu pænt god", sagde jeg bestemt, hvilket han valgte at se opgivende på mig over.

"Yeah right.. Det gik af helvedes til", svarede han skarpt og kørte en hånd et par gange igennem sit hår.

"Jeg giver dig ret i, at det kunne være gået bedre, men 'af helvedes til' ville jeg dog ikke lige sige. Du er en af de eneste, der rent faktisk har formået at give mig bare en lille smule modstand... og det er åbenbart meget svært!", svarede jeg ærligt og kiggede helt alvorligt på ham. Imens jeg tog et par bukser på sukkede han igen.

"Det var bare så vigtigt for mig at vinde denne her kamp. Jeg ved fandme ikke, hvad jeg ellers skal gøre for at blive anerkendt af jer", svarede han med en dyb seriøsitet i hans stemme og lagde sine hænder op til hans hoved igen.

"Anerkendt af os?", stillede jeg undrende som et spørgsmål, da jeg ikke helt kunne regne ud, hvor han ville hen med det. Anerkendelse? Hvem fuck havde brug for det, hvis bare man selv troede på, at man var god nok?

Han fjernede igen sine hænder og kiggede på mig med et blik jeg ville tolke som irriteret. "Drop det der, Justin. Jeg ved jo godt, at I alle sammen bare ser mig som ham rigmandssønnen. I tror bare jeg gør det her for sjovt, men det er alvor for mig! Jeg brænder så meget for det her!", svarede han en anelse hårdt.

Jeg tog en ren t-shirt over hovedet, og bevægede mig derefter hen til ham og stoppede foran ham. Han løftede hovedet op, så han så mig dybt ind i øjnene.

"Det ved jeg. Jeg så det derude i dag. Du har både vilje og styrke, og tro mig, hvis du er parat til at træne lidt ekstra, så kan du sagtens blive en af de bedste her i klubben", svarede jeg og rakte min højre hånd hen mod ham, så han kiggede enormt forvirret på mig."Velkommen til klubben, Philip!", udbrød jeg, hvorefter han smilede på en usikker måde og klaskede sin hånd i min, så jeg havde et godt greb om hans.

"Jamen.. jeg vandt jo ikke?", svarede han uforstående, hvilket fik mig til at bryde ud i en falsk latter.

"Man behøver ikke vinde for at have talent", svarede jeg og gav derefter slip på hans hånd. "Og det har du", fortsatte jeg og gik derefter tilbage til mine ting.

"Fuck du er vild, Justin. Mange tak", udbrød han med er stort smil klistret til fjæset. Jeg satte mig ned på bænken, hvor jeg tog strømper og sko på.

"Skal du med ud og fejre det?", spurgte jeg og undgik at svare på hans taknemlighed. Han kunne jo i princippet ikke takke mig endnu, da det ligesom var ham selv, der skulle kæmpe for at komme resten af vejen. Ja, jeg havde givet ham en plads i klubben, men det var jo bare første step. Resten måtte han sgu selv kæmpe sig til.

Han rømmede sig og rystede på hovedet. "Desværre, ikke i dag. Min søster er her, så jeg skal følges med hende hjem. Men måske en anden gang?", svarede han stadig med det store smil i ansigtet. Jeg rejste mig fra bænken og lagde min taskes hank op på min skulder.

"Det håber jeg.. Vi ses her i morgen, klokken 16.00 til lidt information omkring det hele, okay?", sagde jeg, hvilket han nikkede til. Derefter gik jeg ud af omklædningsrummet på jagt efter de andre, som nok allerede var i gang med at drikke sig i hegnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...