Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432857Visninger
AA

25. 24. Mothers

 

24. Mothers

 

Justin Bieber.

Jeg måtte ærligt indrømme, at de fire timer, der var gået, siden jeg kyssede Jennifer sidst, havde været et helvede. Mest fordi hun havde været i nærheden af mig hele tiden og well bare hun var i samme rum som mig, havde jeg lyst til at plante mine læber på hendes. Jeg havde også været lige ved at gøre det et par gange, men min viljestyrke var heldigvis stærk nok til ikke at gøre det.

Desuden gjorde hendes tøj i dag heller ikke ligefrem situationen bedre for mig. Hun havde et par korte cowboyshort og en nedringet top på, noget som hun aldrig plejede at gå i. Hendes krop havde aldrig været vist så tydeligt for mig, da hun plejede at gå i løse kjoler der dækkede hendes perfekte former.

Hvis man selvfølgelig lige ser bort fra, at hun for fire timer siden stod i et fucking sexet sæt undertøj foran mig og nærmest bad mig om at kneppe hende. Seriøst, jeg burde have fået en medalje for ikke at gøre det for forhelvede, jeg havde været tæt på at give op og give hende det, hun havde sukket efter i så lang tid.

Min lyst til hende var nok lige så stor som hendes lyst til mig, hvis ikke den faktisk var større. Men sagen var jo den, at jeg vidste, at hun havde følelser for mig, som jeg ikke gengældte på samme måde . Og ja, normalt ville jeg skide på om en pige havde følelser for mig eller ej, men det kunne jeg bare ikke med Jennifer. Hun betød en del mere for mig end det.

Lige nu sad jeg på en form for barstol, der stod ved køkkenøen i midten af det gigantiske køkken, vi befandt os i. Overraskende nok stod Jennifer og lavede mad til os, noget jeg ikke havde regnet med hun kunne finde ud af. Hun havde givet mig det indtryk, at hun havde folk til at gøre tingene for hende, så det overraskede mig virkelig, da hun spurgte, om hun skulle lave mad.

"Hvad tid kommer din familie hjem?", spurgte jeg om, imens jeg betragtede hende stå på den anden side af køkkenøen med fronten til mig og skære salat og andre grøntsager ud.

"Omkring klokken otte tror jeg", svarede hun uden at se på mig, hvorefter hun vendte sig om og gik hen til et af køkken skabene. Jeg kunne ikke lade være med lige at betragte hendes letpåklædte krop imens, da den seriøst var fucking dejligt at se på. Hendes shorts var så korte, at man kunne se starten af hendes balder. Et syn der gjorde det mere en svært for mig at styre min lyster og holde mig fra hende.

Hun vendte sig derefter om igen med en bøtte salt i hånden og gik tilbage til køkkenøen og stillede sig foran komfuret. Hun dryssede lidt salt i sovsen og rørte så rundt i den.

"Min mor ville flippe ud på mig, hvis hun så dig her", udbrød hun imens hun gik rundt om øen og hen til mig med en ske, der var sovs på. Jeg rynkede brynene en smule undrende over hendes udtalelse, hvorefter hun placerede skeen imellem mine læber.

"Hvordan smager den?", spurgte hun mig om med et spørgende blik, da hun havde taget skeen væk igen. Jeg kiggede kort ind i de der smukke uskyldige blå øjne, som kiggede på mig med et afventende blik. Igen havde jeg en utrolig stor lyst til at kysse hende, men som de 117 andre gange de sidste fire timer, lod jeg være og rømmede mig i stedet for.

"Den smager fint", svarede jeg med en seriøs stemme, så hun derefter nikkede og gik om på den anden side af øen igen. Hun lagde skeen på bordet og rykkede gryden med sovsen i hen på en kold kogeplade. Derefter fortsatte hun med at skære salaten ud.

"Hun ville flippe ud, fordi du ikke ligefrem er typen, jeg burde tilbringe tid sammen med efter hendes mening. Da hun så dig ude foran huset den gang dig og Ethan kørte mig hjem, forbød hun mig at se dig igen! Er det ikke latterligt? Hun kender dig jo overhovedet ikke", fortsatte hun med at forklare fra før, men en lidt irriteret stemme.

"Hun prøver vel bare at passe på dig", svarede jeg en anelse lavt og kiggede derefter ned på bordpladen. Jeg kunne ud af øjenkrogen godt fornemme at hun kiggede på mig i få sekunder, hvorefter hun begyndte at skære igen.

"Måske, men seriøst nogengange, så hader jeg hende virkelig. Det er som om, hun kun kan se tingene fra hendes eget perspektiv og slet ikke vil prøve at forstå det fra mit. Hun skal altid være så overfladisk og gå op i, hvad andre folk tænker om hende, og det er seriøst til at brække sig over!", fortsatte hun med at forklare med en frustreret stemme, imens hendes hastighed med at skære blev sat op. Hendes ord fik mig til at kigge op fra bordpladen og hen på hende.

"I det mindste har du en mor, der elsker dig!", konstaterede jeg hårdt og lød måske en smule sur i mit toneleje. Hun stoppede straks med at skære og kiggede så hen på mig, så vi fik øjenkontakt. Hendes blik var en smule overrasket, men samtidig også trist.

"Jeg er sikker på, at din mor også elskede dig, Justin. Bare fordi hu..", begyndte hun efter noget tid med en trist og på en måde undskyldende stemme, der var fuld af medlidenhed. Jeg afbrød hende med en "tss"-lyd, samtidig med, at jeg rystede på hovedet, da hun tydeligvis ikke vidste, hvad hun snakkede om. Hun kiggede en smule uforstående på mig, da min handling nok ikke gav så meget mening for hende.

"Elskede mig?!", stillede jeg vrissende som et spørgsmål, hvorefter jeg udbrød et svagt falskt grin og førte min ene hånd igennem mig hår. Jeg placerede derefter hånden på bordet igen og kiggede på Jennifers blik, der så utrolig forvirret og uforstående ud. "Hvis hun elskede mig, så havde hun nok ikke druknet sig selv i søen i vores have, vel?!", sagde jeg skarpt og mærkede en vrede blusse op i mig indvendigt. Jeg hadede at snakke om hende og tænke på hende. Jeg havde med vilje prøvet at glemme alle de ting hun nogensinde havde fortalt mig, for de blev pludselig ligegyldige for mig, da hun valgte at gøre ende på sit eget liv.

Jennifers øjne blev meget større og hun sank derefter nervøst en klump i halsen. Det var tydeligt for mig at se, at hun ikke vidste, hvad hun skulle svare.

"Hun vidste, hvad min far gjorde ved mig, når hun ikke var der, Jennifer. Selvom hun ikke gad indrømme det, så ved jeg, hun vidste det. Hun begyndte endda det sidste halve år, hun levede, at blive væk hjemmefra så meget som muligt, så hun undgik hans slag. Og når hun så var derhjemme, så lod hun som om, at mine blå mærker og de andre skræmmer ikke var der. Men jeg kunne se det på hende. Jeg kunne se på hende, at hun så dem, og at hun vidste, hvad han havde gjort ved mig, men hun gjorde ikke en skid ved det!", fortsatte jeg og lod til sidst mine hænder blive lagt foran mit ansigt. Det gjorde ondt at tænke tilbage på.

"Justin, det.. undskyld", lød det fra Jennifers stille og triste stemme. Jeg bukkede mit hoved lidt mere, så mine hænder landede i mit hår, som jeg greb fat i på grund af frustration.

"Undskyld..?", hviskede jeg, imens jeg rystede småfrustreret på hovedet og derefter fjernede mine hænder fra mit hår og kiggede op på hendes ansigt, der så virkelig trist ud. "Jeg kan ikke bruge det ord til en skid!".

Der blev stille for en kort stund. "Jeg kan tydeligt huske den dag, hun gjorde det. Da jeg kom hjem fra skole, var hun der ikke. Jeg vidste bare, der var noget galt, for hun var altid hjemme, når min far ikke var. Jeg råbte hendes navn op til flere gange ud svar og gik så til sidst ind på mit værelse, hvor der på min seng lå en lille hvid kuvert med mit navn på. Det var min mors skrift, det kunne jeg tydeligt se, da hun altid lavede små hjerter over sine i'er. Jeg undrede mig selvfølgelig lidt over, hvorfor der lå en kuvert dér, hvilken 10-årig ville ikke det? Så jeg satte mig på sengen og åbnede kuverten, hvor der var et foldet stykke papir i. Min hjertebanken var tydeligere end jeg nogensinde havde oplevet den før, der kan jeg sagtens huske. Jeg foldede papiret ud, og det der stod, gav slet ingen mening for mig. Undskyld, der stod ikke andet end det ord. Jeg besluttede mig derefter så for at gå ud i haven for at tjekke om hun var der..", jeg holdt en kort pause, da jeg kunne mærke mine stemme ville knække over, hvis jeg fortsatte. Af at fortælle det her til Jennifer, dukkede der en masse vand op i mine øjne - præcis som da jeg fortalte hende om min lillebror. Der var ingen andre, der havde hørt denne her historie før, så det var første gang, jeg overhovedet havde sagt det højt.

".. jeg fandt hende. Hendes hår var spredt ud til alle sider i vandet og hendes hoved var vendt ned ad. I ren panik løb jeg skrigende og grædende ned i søen og brugte alle mine kræfter på at få hende op derfra og det lykkedes. Men da jeg betragtede hende ligge der livløs på græsset, vidste jeg godt, at jeg var kommet for sent. Hendes hud var kridhvid, hendes læber var blå og hendes øjne var heldigvis lukket. Og pludselig gik det op for mig, hvad brevet egentlig betød. Hun undskyldte ikke for at tage sit eget liv, nej hun undskyldte fordi hun vidste, at det var hendes skyld, at mit liv ville blive et helvede. Hun vidste, hvad det monster ville gøre mod mig. Hun druknede sig selv velvidende, at hendes søn ville leve flere år i et virkeligt mareridt. Så nej, Jennifer.. Min mor hun elskede mig ikke. Hun tog sit eget liv for at blive reddet fra selv at få tæsk, så det kunne gå ud over mig i stedet for. Min mor var et fucking egoistisk menneske", afsluttede jeg og mærkede at et par tårer forlod mine øjne. Da jeg mødte Jennifers blik, så jeg, at hun allerede havde en masse tårer ned af kinderne.

Hun lagde køkkenkniven på bordet og gik derefter om til mig, hvor hun lagde sine arme om mig. Jeg rejste mig op fra stolen og drejede mig en smule, så jeg kunne lægge mine arme om hendes talje. Hendes greb om mig var virkelig stramt, som om at hun ville holde fast i mig for altid og aldrig ville lade mig gå. For første gang nogensinde mærkede jeg at varmen fra et andet menneske fik mig til at slappe mere af og blive roligere i kroppen. På en måde følte jeg mig tryg af at stå her med mine arme om hende og hendes arme om mig.

"Det gør virkelig ondt på mig at høre", hviskede hun og strammede grebet endnu mere om min hals. Jeg lukkede mine øjne og gav hendes nøgne skulder et blidt kys, hvorefter jeg bukkede mit hoved helt ned, så mit ansigt hvilede mod hende skulder. Hun lod sin ene hånd blive placeret i mit hår og kærtegnede min hovedbund, imens jeg bare lod mine tårer få frit løb. Jeg havde aldrig rigtig grædt så voldsomt foran en anden person, men det gjorde mig ikke noget, at det skete foran Jennifer lige nu.

Selvom jeg kunne stå sådan her i meget længere tid, blev vi afbrudt af, at min mobil ringede i min bukselomme. Jeg snøftede svagt, imens vi begge trak os fra krammet. Derefter fik jeg min mobil op fra lommen, og så at det var Ethan.

"Ethan.. Hvad så?", svarede jeg, da jeg havde sat telefonen op til mit øre. Jennifer gik om på den anden side af øen og fortsatte med at lave maden.

"Ja, Justin, hvad så? Hvor fuck er du?", spurgte Ethan undrende om.

"Hos Jennifer", svarede jeg han.

"Bruger du ikke lige lovlig meget af din tid på hende?", spurgte han spydigt om, hvilket fik mig til at tro, at det bare var på grund af misundelse, fordi han ønskede at være sammen med hende. Jeg svarede derfor ikke på hans spørgsmål, da det slet ikke kom ham ved heller.

"Cohen vil gerne have, at du kommer ned på klubben nu. Han vil gerne snakke med dig", fortsatte Ethan efter et par sekunders stilhed.

"Det må blive i morgen. Jeg har ikke tid nu", svarede jeg og satte mig imens ned på barstolen igen.

"Hun overlever nok et par timer uden dig, Justin!", udbrød han bestemt, hvilket jeg bare valgte at sukke dybt over.

"Jeg kommer ned på klubben i morgen, okay?!", konstaterede jeg bestemt, da den eneste person jeg ønskede at være sammen med lige nu, var Jennifer. Desuden kunne Cohen helt sikkert godt vendte med at snakke med mig til i morgen.

"Det styrer du sgu selv, Justin. Hils hende", svarede han, hvorefter jeg bare lagde på.

I mellemtiden havde Jennifer dækket bordet og gjort alt maden klar på tallerkner, så vi kunne spise. Hun stod ovre ved spisebordet og kiggede over på mig.

"Jeg skulle hilse fra Ethan", sagde jeg idet jeg rejste mig fra stolen og gik hen til det store spisebord. Hun nikkede bare med et lille smil til mig, der helt sikkert var falskt. Derefter satte jeg mig ned på en af stolene og undgik at kommentere på hendes smil. Jeg vidste godt, at det var på grund af det, jeg lige havde fortalt om min mor, men jeg orkede ikke at snakke mere om hende nu. Jennifer satte sig derefter også ned på stolen over for mig, hvorefter vi begyndte at spise.

~

"Du må nok hellere til at gøre dig klar til at køre, mine forældre kommer snart hjem", sagde Jennifer lavt, imens hun kiggede på over på mig. Vi var begge lige blevet færdig med at spise og næsten ingen ord var blevet sagt imens.

Jeg nikkede til hendes ord. "Tager du ikke med?", spurgte jeg om, da jeg ikke havde lyst til at sove alene i lejligheden igen i nat. Jeg havde næsten ingen søvn fået i nat, da der virkelig var utrolig tomt. "Det er rimelig ensomt at sove der alene", tilføjede jeg, så et lille smil dukkede op på hendes læber.

"Hvis du gerne vil have det, så kan jeg vel godt", svarede hun svagt smilende, hvilket jeg nikkede bekræftende til. "Jeg skal lige på toilettet, så kan vi køre bagefter. Bare lad tingene stå, Clara ordner opvasken og oprydningen", sagde hun og rejste sig derefter op fra stolen og begyndte at gå ud af rummet. Hvem Clara var, anede jeg ikke, men mit gæt var, at det var en form for rengøringsdame eller en der gjorde ting for dem.

~

Da vi kom op i min lille etværelseslejlighed, satte jeg mig straks på sengekanten og tændte mig en smøg. Jennifer satte sig inderst i sengen, hvor hun havde sovet hver gang hun havde sovet her.

"Er du træt?", spurgte jeg hende om og tog derefter et hvæs af min smøg og pustede røgen ud.

"Lidt. Det blev rimelig sent i går", svarede hun, hvorefter jeg mærkede at sengen rykkede på sig. Jeg vendte mit hoved over skulderen for at se på hende. Hun havde nu lagt sig på sin ene side, så hende krop havde fronten mod mig.

"Du hyggede dig måske lidt for meget med Ethan?", spurgte jeg hende om med et løftet øjenbryn og mærkede stille at mine mave trak sig en smule sammen ved tanken. Hun sukkede opgivende og vendte hurtigt det hvide ud af øjnene for til sidst at ryste på hovedet.

"Han satte mig bare af og så kørte han igen, Justin. Lige som jeg forklarede dig i telefonen i går", svarede hun med en stille og afslappet stemme, der virkede meget troværdig.

"Godt. Han er heller ikke noget for dig", svarede jeg og tog endnu et hvæs af min smøg. Jennifer strøg en hånd igennem sit hår og smilede svagt imens.

"Jeg synes nu, han virker meget sød", svarede hun og lod sine øjne møde mine, der nok så en smule fortvivlet ud. Min mave trak sig atter sammen, da jeg ikke brød mig særlig meget om at høre hende sig sådan om Ethan. Han var overhovedet ikke god nok til hende på nogen måde.

"Du er måske interesseret i ham?", spurgte jeg seriøst om med en alvorlig stemme, imens jeg beholdt vores øjenkontakt. Der gik et par sekunder, hvor hun bare kiggede ind i mine øjne uden at sige noget overhovedet.

"Det ved du godt, jeg ikke er", svarede hun med en stille stemme, imens hendes smukke blå øjne betragtede mig på en måde, jeg ikke helt forstod. Men rart føltes det i hvert fald, da hendes blik var rimelig betagende lige nu.

Jeg vendte blikket frem ad igen og tog et sidste hvæs af min smøg, før jeg slukkede den på mit natbord. Derefter rejste jeg mig op og trak min bluse over hovedet og åbnede min bukser, så de faldt til jorden. Jeg lagde mig ned under dynen og placerede mig helt tæt på hende, så der ikke var særlig meget mellemrum imellem os.

Hun betragtede mit ansigt med et seriøst ansigtsudtryk og lod sin ene hånd kærtegne min kind i få sekunder, før hun fjernede den igen.

"Er du okay?", hviskede hun med en alvorlig stemme og kiggede dybt og kærligt ind i mine øjne. Jeg vidste godt, at hun hentydede til det, jeg havde fortalt hende tidligere, og det var utrolig rart at føle, at der faktisk var en der gik op i, hvordan jeg havde det.

"Når du er her, er jeg", svarede jeg helt ærligt med en lav stemme, så en svag lyserød farve dukkede op på hendes kinder. Min lyst til at kysse hende lige nu, var stærkere end nogensinde før. Jeg lagde min hånd på hendes kind og nussede den blidt med min tommelfinger.

"Jeg har virkelig meget lyst til at kysse dig lige nu", hviskede jeg utrolig lavt, så et lille suk forlod hendes læber.

"Justin..", hviskede hun opgivende med lukkede øjne og bukkede sit hoved lidt, så hendes pande blev lagt mod min. Jeg førte min hånd fra hendes kind og om i hendes hår og trykkede lidt til, imens jeg selv lænede mig frem for at kysse hende. Mine læber nåede kun at være på hendes i et millisekund, før hun formåede at rykke sig lidt væk fra mig.

Hun åbnede sine øjne og kiggede en anelse bedrøvet på mig. Derefter lagde hun sig under samme dyne som mig og vendte sig om, så hendes varme krop lå helt op ad min. Jeg lagde mine arm over hendes talje og placerede et lille kys på hendes hals, så hendes krop lavede et lille ryk og et gisp forlod hendes mund. Jeg lagde efter mit hoved ned.

"Sov godt, Jennifer".

"I lige måde".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...