Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
433046Visninger
AA

16. 15. The Boy

 

15. The Boy

 

Justin Bieber.

Med en meget underlig mavefornemmelse efter Jennifers pludselige kys, sad jeg nu i bilen på vej hen mod Joseph Butchers hus. Ham fyren, der havde satset penge på kampe i en andens navn, uden at betale Cohen pengene, han havde tabt. Selvom jeg af en eller anden mærkelig årsag helst havde lyst til at blive hos Jennifer og fortsætte vores kys, så havde Cohen lige ringet og fortalt mig, at Joseph Butcher ikke havde betalt alle de penge, som han skulle i dag inden klokken tolv, hvilket betød at jeg nu skulle til at gøre noget, jeg aldrig i mit liv havde prøvet før. Dræbe.

Tanken gjorde mig på ingen måde glad indvendigt, tværtimod havde jeg det mega ubehageligt i hele kroppen. Folk plejede altid at forstå min hentydning med tæsk, så jeg havde aldrig været nødt til at tage tilbage og "ordne" problemet for alvor. Altså lige indtil nu.

Jeg vidste at Ethan havde været nødt til at gøre det et par gange før, så han var lidt mere rutineret end mig. Derfor var jeg rimelig lettet over at han ville være der også, så han kunne gøre det uden tøven.

Det var ikke, fordi jeg var bange og havde medlidenhed med Joseph, ham var jeg mildt sagt fucking ligeglad med. Han havde sgu selv rodet sig ud i det her, så han måtte bare tage de konsekvenser der var, og han var jo i princippet advaret. Det var mere tanken om at skulle tage et andet menneskes liv, der trickede mig lidt. Ethan og jeg skulle få et andet menneskes hjerte til at stoppe med at slå.

Da jeg ankom til huset og parkerede bilen på kantstenen, så jeg at Ethans bil allerede holdt der. Jeg trådte ud af min bil og så at Ethans bildør også åbnede sig, så han også trådte ud. Vi gik hinanden imøde og stoppede op, da vi nåede hinanden.

"Hvad så? Er du klar?", spurgte Ethan med en kold stemme, imens han kiggede på huset med et dræbende blik.

"Han er sikkert over alle bjerge!", svarede jeg bestemt, da jeg faktisk ikke kunne se, hvorfor han overhovedet skulle befinde sig i huset længere. Det ville da være det dummeste, når han vidste, at vi nok ville dukke op igen, da han jo ikke havde betalt pengene, han skyldte.

"Lad os finde ud af det", udbrød Ethan koldt og spyttede derefter, og begyndte så at gå imod hoveddøren. Med en vildt dårlig fornemmelse i maven fulgte jeg efter Ethan hen til døren.

Han klikkede låsen op uden problemer, hvorefter vi trådte ind i huset. Der var helt stille, ikke en lyd kom nogen steder fra, hvilket var en smule med til at bekræfte min teori om, at han allerede var taget afsted.

Jeg bevægede mig ind i et rum, der lignede en stue, der var i hvert fald to sofaer og et tv. Mit blik skannede rummet og fik hurtigt øje på nogle kufferter og tasker, der stod på gulvet ovre i et af hjørnerne.

"Ethan..", hviskede jeg, så han straks kom forsigtigt gående ind i stuen.

"Hvad?", hviskede han tilbage med et spørgende blik i øjnene. Jeg hintede med hovedet over mod kufferterne og taskerne, hvilket fik ham til at se derhen og straks få et lille smil på læben."Han er i huset", hviskede han stadig smilende og kiggede derefter på mig, der nikkede bekræftende til ham.

Joseph havde sikkert set Ethan eller mig holde ind foran huset, og så havde havde han gemt sig et eller andet sted. Kufferterne indikerede i hvert fald, at nogen var på vej til at rejse, og man skulle være pænt dum, hvis man ikke kunne regne ud, at det var ham. Dog undrede det mig meget, at han først valgte at rejse nu, og ikke var taget afsted tidligere.

Lyden af forsigtige fodtrin opstod pludseligt, hvilket hurtigt fik Ethan og jeg til at løbe i retningen af hvor lyden kom fra, hvilket var gangen. Da vi kom derud, fik vi øje på Joseph, der havde frosset sig fast på trappen, da han så os. Hans øjne var fyldt med frygt, hvilket man jo selvfølgelig ikke undrede sig over. Han havde mere en god grund til at være bange.

Jeg kiggede kort hen på Ethan som kiggede dræbende hen på Joseph. Hvis blik kunne dræbe, så havde Joseph allerede været død nu. Det var så dræbende, at selv jeg blev en smule overrasket og fik myrerkryb over det. Jeg havde virkelig aldrig set ham sådan.

Ethan begyndte at gå med hastige skridt hen til trappen, hvor han hurtigt greb fat i Joseph. Selvom Joseph nok godt kunne have nået at løbe op af trappen, inden Ethan nåede ham, forsøgte han ikke engang at komme væk. Han var godt klar over, at han intet kunne gøre, Ethan ville få fat i ham ligegyldigt hvad.

Med et fast greb på Joseph, rev Ethan ham ned af trappen, og bankede ham derefter hårdt op i væggen, så man tydeligt kunne se smerten i Josephs ansigt.

"Nu slår jeg dig kræftedme ihjel, fatter du det?!", råbte Ethan lige i hovedet på Joseph, som stille begyndte at hyle som et lille barn.

Jeg stod bare og betragtede Ethan og Joseph uden at gøre noget, da jeg faktisk ikke helt vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne jo sagtens slå ham og banke ham til ukendelig, men om jeg havde det i mig, at kunne tage livet af ham, tvivlede jeg virkelig på.

Dog valgte jeg at gå hen imod dem i stedet for bare at stå og glo. Jeg blev dog stoppet af den samme stemme, der også stoppede mig sidste gang.

"Joe?!", lød det panisk fra barnestemmen, der lød mindst lige så bange som sidste gang.

Ethan vendte sit blik mod stemmen, og det samme gjorde jeg efterfølgende. De brune skræmte øjne mødte straks mine og minderne om en anden lille dreng dukkede atter op. Jeg kunne ikke holde ud at se ind i de øjne, det ramte mig for dybt af en eller anden grund.

"Jeg sagde, at du skulle blive inde i skabet, Felix", lød det grædende fra Joseph henvendt til den lille dreng på omkring 8 år. Felix.

"Jeg.. jeg hørte nog.. nogen råbe", sagde drengen skræmt og droppede sin øjenkontakt med mig, hvilket var en befrielse. Jeg kunne dog ikke selv få mig selv til at kigge væk fra ham.

"Justin, får du lige drengen væk?!", lød det skarpt fra Ethan der havde en irriteret tone i sin stemme. Drengens øjne fandt mine, da han sikkert godt forstod, at det var mig, der var Justin.

"Felix, bare gå med.. Justin", sagde Joseph med et knæk i sin stemme, da han nok ikke ville have, at drengen skulle være vidne til det, der skulle sket.

Felix vendte igen blikket væk fra mig og kiggede nok hen på Joseph, imens han rystede på hovedet og nogle tårer fremkom i hans kære brune øjne. Følelsen af at have lyst til at græde med ham opstod inden i mig, hvilket var en følelse, jeg ikke havde haft i min krop i lang tid. Jeg græd aldrig og var aldrig tæt på. Men den lille dreng fik så meget frem i mig, og jeg forstod på en måde, den situation han var i lige nu.

"Jo, Felix.. Gå med ham. Jeg skal nok klare mig, vi skal bare lige ordne nogle.. voksenting", fortsatte Joseph og jeg kunne tydeligt høre, at han prøvede at få sin stemme til at lyde glad, selvom han var ved at knække sammen. Felix løb forbi mig og jeg fulgte ham med mit blik, og så at han løb hen til Joseph, som han omfavnede om livet, så hans hoved blev presset ind til hans mave.

"Jeg vil ikke gå med ham uden dig", græd drengen imens han klemte sig helt ind til ham. Synet fik mærkelig ting til at gå igennem mit hoved. Minder fra min fortid, som jeg havde prøvet at glemme i flere år, dukkede op. Joseph kiggede ned på drengen.

"Gå nu, Felix!", udbrød Joseph bestemt, hvilket fik ham til at slippe sit greb om Joseph og derefter kigge hen på mig med sine grædende øjne.

Jeg rømmede mig svagt og begyndte at bevæge mig hen til døren og bemærkede efterfølgende at Felix grædende fulgte med. Vi gik begge ud og jeg lukkede døren i efter os.

"Hvem er du.. og ham med de farlige øjne?", spurgte Felix med en skrækslagen stemme, imens vi bevægede os hen ad fortorvet uden helt at vide, hvor vi var på vej hen.

Igen rømmede jeg mig og kiggede ned på den lille dreng, der havde tårer rendende ned af kinderne.

"Vi er bare nogen venner af Joseph", svarede jeg stille og var stadig helt forvirret over de ting, den lille fyr fik frem i mig.

Jeg fiskede min cigaretpakke op af lommen, da jeg virkelig trængte til en smøg nu. Jeg satte smøgen imellem mine læber og tændte den med min lighter, hvorefter jeg indhalerede godt og grundigt igennem.

"Det er meget farligt at ryge", sagde Felix og snøftede kort derefter. Jeg nikkede bare som svar, da jeg ikke havde andet at sige til hans bemærkning.

"Hvor skal vi hen?", spurgte Felix nysgerrigt og lød nu ikke nær så ked af det som før. Jeg trak på skuldrene og kiggede ned på ham, da jeg virkelig ingen idé havde om det.

"Det ved jeg ikke.. Hvor plejer du at tage hen, når du er udenfor?", spurgte jeg da det jo ligesom var ham, der kendte stedet.

"Mig og mine venner leger tit ovre på legepladsen, hvor der også er en fodboldbane", svarede Felix og kiggede op på mig med sine brune øjne, der nu også var lidt røde omkring hans iris på grund af hans gråd før. Jeg nikkede ned til ham.

"Så vis vejen", svarede jeg og derefter begyndte han at gå en smule hurtigere hen ad fortorvet.

Der gik kun nogle få minutter og så var vi ved legepladsen. Felix begyndte at løbe hen mod gyngerne så snart, han så dem og jeg fulgte bare stille efter. Det var en virkelig underlig situation for mig at være i lige nu. Jeg var sammen med en lille dreng, velvidende hvad en af mine venner var i gang med at gøre mod drengens familiemedlem.

Jeg satte mig på gyngen ved siden af Felix og betragtede ham, efter jeg havde tændt endnu en smøg.

"Hvorfor kigger du så mærkeligt på mig hele tiden?", spurgte han med et undrende ansigtsudtryk, hvilket fik mig til at rømme mg på en akavet måde, hvorefter jeg kiggede fremfor mig istedet for på ham.

"Du minder mig bare om min..", startede jeg med at sige, men stoppede mig selv midt i min sætning, da jeg ikke kunne fuldføre den. "Du minder mig om en dreng, jeg engang kendte", svarede jeg en smule hårdt og tog et sug af min smøg. Derefter blev der stille imellem os et kort øjeblik.

"Vil ham med de farlige øjne gøre noget ondt mod min storebror?", spurgte drengen stille og afbrød dermed stilheden mellem os. Jeg vendte mit blik mod ham, der sad og kiggede en anelse bange på mig. Svagt sukkede jeg og valgte at lyve for ham ved at ryste på hovedet.

Felix smilede på en lidt lettet måde. "Han er nemlig den eneste, jeg har i min familie", sagde han og begyndte at gynge en smule højere på gyngen. En stor klump samlede sig i min hals og den mærkelige fornemmelse i min krop, blev pludselig endnu mærkeligere.

"Hvor er dine forældre?", spurgte jeg undrende og fik endnu engang minder frem i min krop, som burde have været ude af mit hoved for flere år siden.

Han trak på skuldrene. "Joe siger, at de er et bedre sted nu", svarede han og lige som han sagde de ord, rejste jeg mig straks op fra gyngen med en hjertebanken, der bankede ubeskrivelig hårdt mod mit bryst. Jeg kunne ikke det her. Jeg kunne ikke lade en lille dreng miste det sidste familiemedlem, han havde. Det kunne jeg ikke. Ikke igen. Jeg vidste virkelig ikke, hvad der gik af mig, men jeg måtte bare stoppe det.

"Bliv her, okay?", sagde jeg med panik i stemmen til Felix der så undrende på mig, imens han bare gyngede videre og nikkede bekræftende til mig. Jeg smed min smøg fra mig og begyndte at løbe så hurtigt jeg kunne tilbage til huset.

Men da jeg nåede frem og så Ethan stå ude foran huset, kunne jeg godt regne ud, at det var for sent. Joseph var her ikke mere.

 

 

Jennifer White.

Efter Justin var kørt afsted i sin bil, var jeg gået op i hans lejlighed igen, i håb om at det han skulle ikke tog så lang tid. Følelsen af hans læber på mine var der stadig og jeg kunne simpelthen ikke lade være med at smile over hele hovedet. Det var virkelig det mest perfekte kys, jeg nogensinde havde fået af en fyr. Og lysten til at kysse ham igen, var virkelig ubeskrivelig stor, specielt også fordi, jeg kunne mærke på ham, at han også havde lyst til at kysse mig.

Så snart jeg var kommet op lejligheden, besluttede jeg mig for at redde sengen, da den var fuldstændig uglet til. Det var egentlig ikke fordi, jeg havde en lyst til at gøre det, men for det første brød jeg mig ikke om uorden og for det andet, så vidste jeg godt grunden til, den var så rodet og uglet, som den var. Justin og jeg var ikke sammen, nej, men at se på det rod med tanken om, hvad han havde lavet med hende blondinen, gjorde mig virkelig utilpas.

Jeg gik hen til sengen og tog fat i dynen, der må midt på sengen, og smed den derefter på gulvet. Derefter tog jeg fat i den inderste pude, som jeg også smed gulvet, og til sidst tog jeg fat i den yderste pude. Dog stoppede jeg midt i min bevægelse, da jeg fik øje på noget, som lignede et billede, der lå på sengen, der hvor puden lige havde været.

Efter jeg havde smidt puden på gulvet, satte jeg mig ned på sengekanten, og tog fat i billedet og betragtede det inderligt. På billedet var der en lille dreng, med de kønneste brune øjne, der ikke var til at tage fejl af. Det måtte helt klart være et billede af Justin, fra da han var mindre, da det virkelig lignede ham utrolig meget. Et smil bredte sig på mine læber, da han virkelig så kær ud.

Derefter lagde jeg billedet tilbage præcis det sted jeg havde taget der fra, hvorefter jeg rejste mig op og begyndte at redde sengen, så den så nogenlunde ordentlig ud. Nu var jeg ikke ligefrem vant til at redde min egen seng derhjemme, men dog var det ikke så kompliceret, at jeg ikke kunne finde ud af det.

~

Efter at have tilbragt et stykke tid liggende i Justins seng, gik hoveddøren pludselig hårdt op, så den bankede ind i væggen. Justin trådte ind og gav mig et hurtigt koldt blik.

"Nå er du her stadig", sagde han med en lige så kold stemme som hans blik, der fik en ubehagelig kuldegysning til at brede sig på mine arme. Derefter fortsatte han videre ud i køkkenet, hvor han stillede sig med ryggen til og placerede begge sine håndflader på køkkenbordets plade.

Med en lille klump i halsen rejste jeg mig op fra sengen og begav mig hen ved siden af ham. Jeg betragtede ham kort og noget sagde mig, at der var sket et eller andet, for han rystede vildt på sine hænder og stirrede bare tomt ned i bordpladen foran ham.

"Er.. er du okay?""Kan du ikke bare skride, seriøst!", vrissede han hårdt og havde vendt sit langt fra glade blik mod mig. Hans øjne var virkelig vrede og jeg forstod slet ikke hvorfor. Jeg bed mig svagt chokeret og en smule såret i underlæben og nikkede bare stille, hvorefter jeg stormede forbi ham og videre ud af døren, der stadig var åben.

Den måde han lige havde reageret på, var på ingen måde behagelig og det forvirrede mig virkelig meget, at han var sådan der over for mig. En lyst til at græde blussede op i min krop, da jeg gik hurtigt ned af trapperne i opgangen.

"Jennifer!", lød det fra Justins stemme bag mig, grundet chok fortsatte jeg bare med at gå, som om jeg ikke havde hørt hans råben. Først da jeg mærkede et ret hårdt greb på min ene skulder, stoppede jeg op midt på en af trapperne. Han stillede sig foran mig og kiggede mig kort i øjnene, hvorefter han skubbede mig op ad væggen bagved mig, og placerede sine perfekte fyldige læber på mine.

Grundet hans stramme greb på min krop, kunne jeg ikke komme fri fra ham, men lige nu havde jeg egentlig heller ikke lyst til at komme væk fra ham.

Han begyndte at kysse mig vildere og grådigere på præcis samme måde, som han havde gjort tidligere. Som om han bare ikke kunne få nok af mine læber, hvilket var fuldstændig gengældt fra min side af. Hans læber var det dejligste.

Med et dyb vejrtrækning trak han sig lidt væk fra mine læber.

"Det.. det før.. det", sagde han på en måde, der fik det til at lyde som om, at han ikke kunne få de rigtige ord ud. Men det var også en ligegyldighed for mig lige nu. Det eneste jeg havde i hovedet var, at få endnu flere kys fra ham. Så jeg lænede mit hoved en anelse frem mod ham, så vores læber igen mødtes i et vidunderligt kys.

_______________________________________________________________________________________________________

Note: Okay, det her kapitel blev bare slet ikke, som jeg havde forventet eller ønsket, men jeg ved ikke, hvad jeg skal ændre for, at det bliver, som jeg vil have det, for jeg kan lige så godt være ærlig at sige, at jeg LANGT fra er tilfreds med det.. og det irriterer mig så meget, urgh!!! sorry.. jeg er stadig syg, så kapitlet er heller ikke rettet igennem, orker det ikke

men tusind tak for jeres alt for søde kommentarer.. de gjorde lige min dårlige dag en del bedre <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...