Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
433050Visninger
AA

12. 11. A Little Boy

 

11. A Little Boy

 

Justin Bieber.

"Hvad laver du her?", lød det undrende fra Philip, der stod og kiggede på Jennifer. Jeg vendte mit blik mod hende og så at hun havde lukket sine øjne i, og så mildt sagt ikke særlig tilfreds ud med den her situation. Faktisk var jeg ret spændt på at høre hendes undskyldning for, hvorfor hun var her, da jeg udemærket godt vidste, at den hun havde fortalt til mig med, at hun var i nabolaget, ikke var sand.

"Jeg..", lød det usikkert fra Jennifer, hvorefter hun åbnede øjnene og kort mødte mine for til sidst at vende sig mod Philip. "Jeg var bare lige i nabolaget, og så tænkte jeg, at du måske ville være her, så jeg kunne køre med dig hjem", sagde hun og prøvede at lyde rimelig overbevisende, men det var stadig tydeligt, at det var en løgn.

"I nabolaget? Du kender da ikke nogen, der bor her i nærheden?", stillede han undrende som et spørgsmål. Jeg stod kun og fokuserede på at kigge på uskyldige Jennifer, som lige nu prøvede at finde på endnu en løgn at fyre af. Hun rømmede sig og skulle til at svare noget, men blev afbrudt af Miles, der stillede sig ved siden af Philip.

Vi vendte alle vores blik mod ham. "Her, Justin", udbrød han smilende og kastede viskestykket hen til mig, som jeg greb. "Cohen vil gerne snakke med dig", fortsatte han en smule seriøst og hintede med hovedet hen mod klubben. Jeg nikkede bekræftende til ham og begav mig derefter hen til klubbens indgang uden at sige noget yderligere til nogen af dem.

Da jeg kom til Cohens dør, bankede jeg svagt på den. "Kom bare ind!", lød det bestemt fra ham, så jeg trak ned i håndtaget og begav mig ind i lokalet. Cohen sad ned på en kontorstol bag sit skrivebord, og Ethan stod på den anden side af skrivebordet. De vendte begge deres blikke mod mig, imens jeg bevægede mig længere ind i lokalet.

"Du ville tale med mig?", sagde jeg som et spørgsmål til Cohen, da jeg stoppede op lige ved siden af Ethan. Han nikkede bekræftende til mit spørgsmål med et ret seriøst ansigtsudtryk.

"Vi har et stort problem", sagde han med en seriøs og sur stemme. Når han sagde det på den der måde der, vidste jeg at det ikke var os, der havde et problem, men Cohen der havde et "problem".

"Jeg har længe ledt efter en fyr ved navn Casper Reynolds, som ikke har betalt de penge, han har satset på diverse boksekampe.. Jeg fandt så ud af grunden her tidligere i dag", begyndte han surt med en irriteret tone i stemmen og kiggede skiftevis på Ethan og jeg imens. "Der findes ikke nogen Casper Reynolds, som har satset penge her og på den adresse personen har oplyst, findes der heller ingen med det navn", fortsatte han med en bitterhed i stemmen og blev svagt mere og mere rød i hovedet, da han blev rasende, når folk fuckede med ham.

Han tog en dyb indånding, nok for at få en lille smule kontrol over sit raseri.

"Fyren, der har satset pengene på kampene, hedder i virkeligheden Joseph Butcher og bor på denne adresse", sagde han mere afslappet end før og lagde et stykke A4-papir med noget skrift på ned på bordet foran sig. Ethan tog fat i papiret og jeg kiggede kort hen på ham, der læste, hvad der stod. "Bag på står der, hvor mange penge han skylder", fortsatte Cohen, hvilket fik Ethan til at vende papiret om. Hans øjne blev utrolig store, da han havde skimtede papiret.

"Holy fuck!", udbrød han overrasket og grinede en anelse i chok. Jeg tog papiret ud af hans hænder og læste hvad der stod. Der var omkring ti kampe der var blevet tabt penge på og hver af gangene, var det 4.000 dollars.

"Hvad vil du have, vi skal gøre ved ham?", spurgte jeg koldt og løftede hovedet fra papiret og kiggede på Cohens ansigt. Han sukkede dybt og kløede sig kort i hovedbunden.

"Han skal selvfølgelig have en chance for at betale pengene tilbage ligesom alle andre, der ikke overholder aftaler.. Han har til imorgen kl. 12 til at få betalt pengene", svarede Cohen helt roligt, hvilket både Ethan og jeg nikkede til. Derefter vendte vi os begge om og skulle til at gå ud, men blev stoppet af Cohens stemme bag os.

"Hey drenge, vent lige!", udbrød han bestemt, så vi begge vendte os mod ham igen. "Gå hårdt til ham.. Han har leget denne lille leg med mig i næsten et halvt år og han fortjener at vide, at man ikke skal lege rundt med mig!", fortsatte han med en hård og vred tone i sin stemme.

Ethan og jeg nikkede begge til ham og begav os derefter ud af rummet og videre ud af klubben, hvor Jennifer og Philip stadig stod foran bilen og snakkede med Miles.

"Hun er seriøst alt for fucking dejlig", udbrød Ethan, og jeg vidste med det samme, han snakkede om Jennifer. Uden at svare på hans kommentar, bevægede jeg mig hen til dem med Ethan i hælene og stoppede op ved siden af Miles.

"Jeg skal lige hurtigt ud ordne noget. Husk nu at få trænet lidt til din træningskamp i aften, Philip", sagde jeg og vendte mit ansigt med Philip, da jeg sagde den sidste sætning. Han nikkede stille bekræftende.

"Jeg skal lige køre hende hjem først", sagde han og nikkede hen mod Jennifer, så jeg førte mit blik over på hende, som stod og kiggede på mig.

"Hvor bor I?", lød det i et spørgsmål fra Ethan, så jeg vendte mit nu en anelse undrende blik mod ham.

"Beverly Hills", svarede Philip hurtigt derefter.

"Ej, det er sgu da næsten lige på vejen, hvor vi skal hen, Justin.. skal vi ikke bare tage hende med?", spurgte Ethan dumt om, hvilket fik mig til at kigge på ham med store øjne. Vi kunne sgu da ikke tage hende med, når vi skulle ud og ordne et af Cohens "problemer". Var han seriøst helt væk eller hvad? Det var sikkert kun fordi han var interesseret i at score hende, intet andet. Nogen tænkte han fandme kun med pikken.

Jeg rystede stille på hovedet, imens jeg sendte ham et skarpt blik. "Det kan de vel lige så godt?", lød det fra Jennifers uskyldige stemme, så jeg vendte mod Philip i håb om, at han ville forstå mit bliks hentydning.

"Tjo.. det kan de vel", svarede Philip, hvilket jeg sukkede irriteret over.

"Pisse fedt, lad os smutte så", lød der fra Ethans tilfredse stemme, så det nu var helt tydeligt for mig, at det var hans nederste hoved, der tænkte for ham lige nu og ikke hans øverste. Han kiggede kort hen på mig, som rystede på hovedet af ham.

Derefter begav vi os hen til bilen alle tre. Jeg kunne vel ikke forhindre hende i at komme med, når det ligesom var Ethan der havde "inviteret" hende.

~

"Det tager ikke længere end et øjeblik, så er vi tilbage", sagde Ethan, der sad på førersædet, og kiggede om på Jennifer, der sad på bagsædet.

"Okay", svarede hun venligt en anelse nervøst. Derefter trådte både Ethan og jeg ud af bilen, og begav os hen til huset.

"Vi gør intet ved ham før, vi er inde i huset, er du med?", sagde jeg stille men med en meget bestemt stemme og kiggede hen på ham, som nikkede bekræftende til mig.

Vi stoppede begge op foran den røde trædørt, som Ethan derefter bankede hårdt på. Få sekunder efter blev den åbnet af en fyr, jeg ville skyde til at være nogenlunde på min egen alder.

"Hey, jeg er Justin.. og det er min ven Ethan", sagde jeg henvendt til fyren, imens jeg rakte min hånd frem i mod ham. Han tog forvirret fat i min hånd og hilste ordentligt på mig.

"Vi skulle snakke med en Joseph Butcher?", sagde jeg med en afslappet stemme, som jeg altid plejede at gøre, når jeg skulle have fat i "problemerne".

"Ja.. det er mig?", sagde han undrende og kiggede skiftevis på Ethan og jeg.

Jeg vendte mit blik mod Ethan, som kiggede på mig med et skævt smil på læben, hvorefter han nikkede til mig. Svagt tog jeg en dyb indånding, imens jeg nikkede tilbage og vendte mit blik mod Joseph igen, der så helt forvirret ud i sit ansigt.

"Er du alene hjemme, Joseph?", spurgte jeg helt roligt, hvilket gjorde hans forvirrende blik endnu mere forvirret.

"Hvad er det for et spørgsmål? Hvem er..", mere nåede han ikke at sige, før jeg lagde min hånd på hans brystkasse og begyndte at skubbe ham stille, så han gik bagud, og vi gik ind i huset. Ethan fulgte efter og lukkede hoveddøren bag sig. Normalt, ville jeg have skubbet ham hårdt ind ad døren, men fordi Jennifer sad i bilen og kunne se alt, hvad der foregik, gjorde jeg det mere diskret.

"Hvad laver I?", råbte han forvirret og med det spørgsmål, lod jeg min højre hånd blive svunget igennem luften, for til sidst at ramme hans kind, så han begyndte at skrige af smerte.

Han var ikke en specielt stor fyr, bare sådan ret almindelig, så han havde ikke en chance for at komme ud af den her situation.

Jeg gik et skridt væk fra ham og kiggede på Ethan, og hintede med hovedet til, at det var ham, der skulle stå for resten af slagene. Ethan forstod min hentydning, da han gik hen og greb fat i fyren, for at give ham et lille slag i maven.

"Siger navnet, Cohen dig noget, Joseph.. eller jeg skal måske kalde dig Casper?!", vrissede jeg af ham, hvorefter Ethan slog ham endnu en gang i maven med et slag, der var lidt hårdere end det før, så Joseph begyndte at skrige igen uden at svare på mit spørgsmål.

Jeg udbrød et svagt hånligt og flaskt grin og gik så et skridt tættere på ham.

"Når jeg stiller dig et spørgsmål, så har du fandme bare at svare mig, fatter du det?!", råbte jeg højt af ham, hvilket han nikkede voldsomt nervøst til.

"Godt!", svarede jeg bestemt og fik et skridt bag ud, i takt med at Ethan lod sin højre knytnæve ramme Josephs kind.

Der lød pludselig en banken på hoveddøren, hvilket fik os alle tre til at fryse os fast i den position vi stod i. Jeg lagde min ene pegefinger op foran min mund, imens jeg kiggede skarpt hen på Joseph der svagt nikkede tilbage til mig.

Efter et minuts stilhed uden nogen banken, tog jeg papiret med hvor mange penge han skyldte, op af min baglomme, og smed det hen foran ham. Ethan gav ham igen et knytnæve slag i ansigtet, ikke fordi det var nødvendigt, da Joseph nok fattede, at han skulle gøre, som vi sagde. Nej, Ethan gjorde det fordi, Cohen havde bedt os om at være ekstra hårde ved ham.

"Joseph?", lød det pludselig fra en meget skræmt lys stemme, så jeg vendte mig til siden og så en dreng på omkring 8 år stå og se fuldstændig chokeret ud i ansigtet. Imens Ethan ikke lød til at blive påvirket af drenges tilstedeværelse, da han bare fortsatte med at slå på Joseph, så stod jeg stift og stirrede på den lille dreng, der stod mindre en fem meter fra mig.

Drengen vendte sit skræmte blik mod mit. Jeg havde set det blik før for en del år tilbage. Ikke fra ham men fra en anden lille dreng, der var mindst lige så bange som ham, der stod foran mig nu. Drengen mindede mig om ham, hvilket fik en masse følelser til at blusse frem i min krop. Drengen mindede mig om mi..

Mine tanker blev afbrudt af at hoveddøren gik op, så jeg panisk vendte mig om imod den og så Jennifer træde ind og kigge smilende på mig.

"Undskyld jeg bare braser ind, men jeg skal virkelig på toilettet. Jeg prøvede at banke på, men I..", sagde hun hurtigt men stoppede sig selv midt i sit sætning, så snart hun flyttede sit blik over på Ethan og Joseph.

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fuldstændigt, og hun blev nærmest helt hvid i hovedet. Hun kiggede i chok hen på mig igen, hvorefter hendes ben faldt sammen under hende og hun besvimede midt på gulvet.

"Shit!", udbrød jeg småpanisk og løb derefter hurtigt over til hende.Jeg satte mig ned på hug og slog svagt min håndflade mod hendes ene kind. "Jennifer?", sagde jeg stille, hvilket hun heldigvis reagerede rimelig hurtigt på, da hun åbnede øjnene få sekunder efter.

"Mhm.. hvad skete der?", sagde hun meget lavt og virkelig forvirret. I stedet for at svare på hendes spørgsmål, bar jeg hendes spinkle krop op i en brudestilling, så hun straks lagde sin ene arm rundt om min nakke.

"Vi skrider nu, Ethan!", råbte jeg henimod ham, der stadig holdt fast i Joseph. "Og Joseph, på papirerne dér står der præcis, hvor meget du skylder! Du har til kl. 12 i morgen til at få skaffet dem", fortsatte jeg bestemt henvendt Joseph, hvorefter jeg hurtigt kiggede over på den lille dreng, der stadig så skræmt på mig. Jeg sukkede svagt og gik derefter ud af hoveddøren med Jennifer i mine arme.

____________________________________________________________________________________________________

Note: Undskyld for den enormt ringe opdatering på den her historie for tiden.. men der er en grund til, at jeg ikke har skrevet på den. Jeg er lige nu inde i en irriterende periode, hvor jeg føler, at alt hvad jeg skriver er så ringe - det er vildt irriterende, for jeg elsker virkelig at skrive og også på den her historie. 

Men nu har jeg besluttet med mig selv, at jeg må gå på kompromis med formuleringerne af mine sætninger og gøre det, så godt jeg kan. For nu har jeg ligesom begyndt den her historie, så den skal selvfølgelig skrives færdig til jer.. 

Jeg håber stadig, at folk læser med, for historien er slet ikke færdig :D 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...