Bad Blood ~ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 29 dec. 2015
  • Status: Færdig
Jennifer og Justin: to ekstreme modsætninger der mødes.
Hun er en smuk pige fra overklassen, der aldrig gør noget forkert.
Han er en slem fyr, der ikke skaber andet end problemer.
Hun tror på kærligheden, mens han aldrig har oplevet at blive elsket af nogen.

(Justin er ikke kendt)
OBS!!!: Jeg vil gerne lige advare om, at denne her historie kan forekomme rimelig barsk og derfor kan der opstå kapitler, der kan virke anstødelige for nogen - bare så I er advaret.

219Likes
696Kommentarer
432948Visninger
AA

2. 1. Justin Bieber

 

1. Justin Bieber

 

Jennifer White.

"Jennifer, kære, er du sød at række mig salaten", lød det fra min mors fine lyse stemme. Vi sad alle fire - min mor, min far, min storebror og mig selv - ved middagsbordet, og var igang med at spise aftensmad. Eller de andre var i gang med at spise aftensmad, jeg havde ikke rigtig nogen appetit selv.

Det eneste tidspunkt på dagen hvor vi alle var samlet, var netop dette. Derfor burde man vel være fristet til at tro, at vi havde en masse at sige og at samtalerne bare ville gå fra det ene emne til det andet imellem os, men nej, sådan var det ikke. Der var næsten altid helt stille. Lyden af bestik mod tallerknerne og svag gumlen var de eneste lyde i luften omkring os. Kun et par få sætninger kom ud en gang i mellem, som den sætning min mor lige havde sagt henvendt til mig.

Jeg tog fat om salatskålen, der var placeret lige ved siden af min tallerken, og rakte den hen til min mor, der sad for bordenden ved min højre side. For faktisk, så kunne man vel sige, at vi alle sad ved hver vores bordende, da vi alle sad fordelt på hver af bordets fire sider. Min mor havde et eller andet form for nærkontaktsproblem i forhold til at skulle side tæt sammen, når man spiste. Det var i hvert fald udelukkende hendes idé, at vi skulle sidde så spredt rundt om bordet.

Hun tog imod skålen og begyndte at øse salat op på sin tallerken.

"Er der noget galt, min pige? Du har slet ikke rørt din mad", udbrød min far med en bekymret stemme, så jeg vendte blikket mod ham, som sad på siden overfor mig.

Jeg rystede på hovedet, og satte derefter min ene albue på bordet, og placerede mit hage på min hånd. "Nej, jeg er bare ikke specielt sulten".

"Jennifer!", udbrød min mor hårdt, så jeg fik et svagt chok, og så at min far så lige så chokeret ud i ansigtet og derefter vendte sit ansigt mod hende. Jeg selv vendte kun mine øjne til siden mod hende, så jeg kunne skimte hendes store øjne på mig. "Din arm!", vrissede hun bestemt.

Svagt sukkede jeg og løftede hovedet fra min hånd og fjernede armen fra bordet og lænede mig godt tilbage i stolen.

"Undskyld. Jeg er bare træt", svarede jeg opgivende og valgte at stirre på min tallerken, der var fyldt med mad.

"Måske er grunden, at du intet har spist i dag. Sig mig, er du ved at blive syg igen?", spurgte hun skarpt om, og med et forsvandt baggrundslydende fra min far og min storebror, så jeg nærmest kunne fornemme, at de kiggede chokeret på hende.

En irritation byggede sig langsomt op i kroppen på mig over hendes spørgsmål. Jeg løftede blikket fra tallerknen og vendte det mod min mor, der som den eneste bare fortsatte med at spise.

"Syg igen? Hvordan skal det forstås?", spurgte jeg spydigt om med et seriøst blik på hende.

Selvfølgelig vidste jeg, at hun tydeligvis hentydede til den spiseforstyrrelse, jeg havde for seks måneder siden, for jeg havde intet fejlet eller haft andre former for "sygdomme" siden. Det irriterede mig så meget, at hun altid skulle bringe det op, hver gang jeg ikke lige havde lyst til at spise. Jeg var jo "rask", og at jeg ingen appetit havde, havde intet med min forhenværende spiseforstyrrelse at gøre.

Min mor valgte at lade være med at svare på mit spørgsmål, så der istedet opstod en akavet og anspændt stilhed og stemning ved spisebordet. Jeg blev dog ved med at stirre på hende, hvilket hun tilsyneladende var ligeglad med.

"Nå men øh.. Jeg har forresten en kamp på lørdag, som jeg ville blive glad for, hvis i kom og s..", startede min storebror Philip med at sige efter noget tid, men blev afbrudt af at min mor rømmede sig på en utrolig høj og snobbet måde.

"Ikke imens vi sidder og spiser, Philip!", sagde hun hårdt og bestemt uden at fjerne blikket fra salaten på hendes tallerken.

Man kunne vel godt regne ud, hvad hendes holdning til at min bror valgte at bokse i sin fritid var? Præcis, hun hadede det. Faktisk ignorerede hun ham i fire dag efter, at han havde fortalt om sin interesse. Jeg vidste, at det udelukkende var fordi, hun var bange for, hvad andre i vores åh så fine omgangskreds ville sige til, at hendes søn rendte rundt og slog på andre mennesker for sjovt.

"Desuden, så skal Jennifer ikke se på sådan noget.. voldeligt noget", fortsatte min mor, med en stemme der afslørede hvor meget afsky, hun havde til det, dog beholdt hun sin fine lyse stemme.

"Jeg er 18 år, så jeg er altså ikke noget lille barn længere, mor! Jeg kan godt tåle at se..""Jamen jeg vil ikke have det!", afbrød hun mig med og udbrød det hårdt, så den fine stemme forsvandt i et kort øjeblik, hvilket efterlod mig helt målløs.

Hun vendte sit nærmest dræbende blik mod mig, og en ubehagelig kuldegysning kunne mærkes på mine bare arme. Derefter rømmede hun sig og fjernede sit blik fra mig og tog en bid salat i munden.

"Se så at spis noget mad, Jennifer. Jeg synes altså, du er begyndt at blive tyndere på det seneste". Hendes fine stemme kom tilbage, og med den sætning, havde jeg fået nok. Jeg sendte hende et køligt blik, og skubbede stolen ud bag mig, for derefter at rejse mig op og begynde at gå. "Du kommer tilbage hertil nu, Jennifer!", udbrød min mor bestemt, men jeg fortsatte bare med at gå væk.

"Jen..""Bare lad hende gå", hørte jeg min far afbryde hende med. Jeg vidste godt, hvor meget det gik hende på, når man ikke overholdt den almindelig høflige bordskik, og normalt ville jeg også bare blive siddende sammen med dem. Men hun var virkelig bare for meget lige nu, til at jeg kunne holde ud at sidde der sammen med hende.

~

Jeg lå i min seng og læste forskellige blogs på nettet, da en banken på min dør lød.

"Hvad?", udbrød jeg skarpt, da jeg virkelig ikke orkede, hvis det var min mor. Døren åbnede sig og min bror trådte frem i døråbning og gik derefter ind og lukkede døren efter sig.

Han satte sig hen på min sengekant og kiggede på mig. "Du skal virkelig ikke tage dig af hende. Nogengange, så tror jeg ikke, hun tænker, før hun taler", sagde han helt afslappet med et svagt smil på læben, så jeg svagt sukkede

"Jeg ved det godt, hun blev bare for meget", svarede jeg.

"Angående den boksekamp på lørdag, så vil det betyde meget for mig, hvis du kom og så den", sagde han og smilede stadig, hvilket jeg trak på skuldrene af.

"Du ved godt, jeg ikke bryder mig om at se folk slå på hinanden", svarede jeg stille og en smule alvorlig, hvilket jeg også havde fortalt ham alle de andre gange, han prøvede at lokke mig med.

"Kom nu. Du har aldrig set mig bokse, og jeg vil gerne vise min søster, hvad jeg kan", svarede han og blinkede med det ene øje, så jeg smilede til ham. Stadig var jeg meget usikker på, om jeg havde lyst. Det der med vold og blod, var ikke lige mig, og slet ikke når det var min egen bror, det handlede om.

"Desuden, så er det en meget vigtig kamp for mig!", fortsatte han, så jeg kiggede en smule undrende på ham.

"Vigtig?", stillede jeg som et spørgsmål og det nikkede han til.

"Min modstander er en fyr ved navn Justin Bieber. Alle omtaler ham, som den bedste bokser og den værste modstander i området, hvor jeg skal bokse lørdag. Så hvis jeg vinder den kamp, bliver jeg virkelig anerkendt og respekteret som bokser. Du ved jo godt, at det ikke er 'normalt' for en rigmandssøn at bokse med folk fra underklassen", svarede han med et seriøst blik i øjnene."Så det ville virkelig betyde meget for mig, hvis du kom", afsluttede han, og så bedende på mig.

"Okay.. For din skyld, så", svarede jeg med et meget lille smil, da tanken om, at se min bror blive slået af en anden, ikke var den bedste. Slet ikke hvis ham, Justin Bieber, var så slem, som det lød til.

"Fedt!", udbrød han med et stort smil.

 

Justin Bieber.

Første slag. Alt omkring mig forsvandt, og jeg var nu i en helt anden verden. En verden af ren og skær adrenalin. Blodet pumpede løs i min krop og jeg var overbevist om, at der ikke fandtes en bedre følelse end denne. Suset af at lade min arm svinges igennem luften og lade min hånd ramme hans kind i et slag, der så ud til at være smertefuldt. Jeg elskede det.

Andet, tredje, fjerde slag. Følelsen blev kun bedre og bedre for hver gang, jeg lod mine hænder ramme hans krop. Smerten og svimmelheden i hans ansigt, var grunden til jeg overhovedet gjorde det her. Han var allerede ved at være færdig. Efter kun 20 sekunder havde jeg ham lige der, hvor jeg ville; min hule hånd. Selv prøvede han forgæves at slå ud efter mig, men han var for svag til, at det nyttede noget. Han kunne ikke slå mig, og jeg vidste, at jeg ville kunne sende ham i gulvet med et eneste slag til på hans kind. Men jeg ville pine ham. Se ham sejle rundt og se forvirring i hans øjne langsomt overtage hans krop. Jeg elskede det. Magten var ene og alene i mine hænder og følelsen det gav mig, var intet mindre en fantastisk.

Efter et par ligegyldige slag på hans overkrop, gjorde jeg det. Højdepunktet for kampen og hele aften, slaget. Jeg svang min arm igennem luften i en bevægelse, der føltes som slowmotion, og min hånd ramte hans kind i et perfekt slag, der ganske rigtigt fik benene til at falde sammen under ham. Han lå på gulvet, og det var tydeligt at se på hans øjne, at han var på grænsen mellem bevidsthed og besvimelse.

"10..9..8..7..6..", dommeren og alle tilskuerne råbte de gyldne tal i kor, imens jeg stod og kiggede ned på ham og talte selv med inde i hovedet. Der var ingen usikkerhed i mig, han var færdig. Han prøvede ikke engang at komme op og stå på benene igen. "..5..4..3..2..1". Knockout.

En høj hujen og klapsalve kom frem i rummet, og alle klappede på grund af min sejr. Med en dyb vejrtrækning hev jeg min højre boksehandske af, og kastede den ned ved siden af min modstanders hoved, så hans blik fandt vej op til mit. Et skævt smil kom frem på mine læber, da jeg så skuffelsen og irritationen i hans ansigt over, at han havde tabt over mig så stort og så hurtigt.

Jeg gik et par skridt tættere på ham og satte mig ned på hug, og betragtede imens ham ligge og hive godt og grundigt efter vejret.

"Tak for en meget hård kamp", sagde jeg ironisk tæt ved hans ansigt, så han kunne høre min stemme for de larmende mennesker udenfor bokseringen. Jeg blinkede til ham med det ene øje, og rejste mig derefter ordentligt op igen, hvor jeg svang min venstre hånd, som stadig var iført en boksehandske, lige op i luften. "Yeeeearh", råbte jeg ud til publikum, så deres klappen og skrigen blev endnu vildere.

~

"Hvad så, hvad så, hvad så... Er det ikke Mr. Champion, vi har der?", lød det fra Miles' begejstrede stemme, da han trådte ind i omklædningsrummet, hvor jeg var igang med at tage en ren t-shirt på.

Jeg kiggede kort hen på ham med et ligegyldigt ansigtsudtryk, og trak på skuldrene.

"Jeg synes sgu ikke rigtigt, der var specielt meget modstand i det derude", svarede jeg og rettede på min t-shirt, så den sad ordentligt.

Miles stillede sig hen ved siden af mig, og lagde sin underarm på min skulder. "Du vandt, det er det vigtigste, ikke?", svarede han i et grin, så hele hans splejsede krop rystede.

Miles var ikke ligefrem dem mest veltrænede fyr, nærmere det modsatte. Han var lille og tynd, og så havde han ufattelig meget krudt i røven hele tiden og var konstant glad. Måske det nok havde noget at gøre med hans enorme forbrug af coke? Jeg var sikker på, at han ikke ville kunne fungere uden det lort.

"Du øh.. har du en streg?", spurgte han lavt, imens han kørte sin tommelfinger hen ad sit ene næsebor hurtigt to gange. Jeg nikkede og nikkede med hoved mod min sportstaske.

"I tasken", svarede jeg, hvilket han smilte stort til med det samme.

"Fedt, man! Man kan sgu altid regne med dig, Justin", udbrød han, og gik derefter et par skridt, så han kom hen til sportstasken.

"Du må til at skære ned på dit forbrug af det hvide der, jeg har ikke råd til at give dig så meget", konstaterede jeg, imens jeg vendte mit hoved mod ham, og betragtede ham lægge en bane coke på sin lille sølvplade, han altid havde med sig.

"Ja, ja, ja.. Så længe at du vinder dine kampe, så går det vel", svarede han, imens han koncentrerede sig fuldstændig om at rette sin bane til. "Skal du have?", spurgte han mig om og kiggede på mig, hvilket jeg rystede på hovedet af.

Jeg pakkede mit beskidte tøj ned i min sportstaske, imens jeg kun kunne høre lyden af Miles, der tog sit coke.

"Mmh.. Fuck det er godt, man!", udbrød han efter, så jeg vendte mit hoved mod ham igen, og så at han stod med lukkede øjne.

"Kommer du med?", spurgte jeg ham, så han åbnede øjnene og nikkede.

"Yup. De andre sidder ude i klubben og venter", svarede han og snøftede et par gange derefter. Jeg tog sportstaskehanken op på min ene skulder, og derefter begyndte vi at gå ud til de andre, der formentlig sad og drak.

Klubben var nemlig delt op i to dele. Den første del var hallen, hvor alle boksekampene foregik, og den anden del var baren, diskoteket, eller hvad man nu valgte at kalde det, hvor man festede eller bare drak sig pisse stiv.

Miles vidste, hvor de andre befandt sig, så jeg lod ham vise vejen derhen. Ryan, som havde været mine bedste ven siden.. well siden jeg kom hertil klubben for et par år siden, sad og flirtede med en dulle på skødet, imens Jacob, Cameron og Ethan sad og snakkede og drak.

Miles stillede sig for enden af bordet, hvor de sad ved. "Drenge, drenge, drenge..", udbrød ham og fik dermed alle drengenes opmærksomhed. "..lad mig præsentere jer for ingen ringere end the man himself: Justin.. Bieberrr!", udbrød han og pegede derefter hen mod mig.

Jeg vendte det hvide ud af øjnene over ham, imens jeg rystede svagt på hovedet og gik et skridt frem mod ham. Alle drengene hujede og klappede af mig, imens jeg satte mig ned ved bordet, og lagde min taske på gulvet foran mig.

"Fantastisk kamp, bro!", lød det fra Ethan, som sad ovre på den anden side af bordet.

"Tsh.. Fantastisk? Fyren kunne jo ikke engang finde ud af at slå, man!", udbrød jeg, så de alle begyndte at grine. "Seriøst, hvis alle mine modstandere fortsætter med at være så dårlige, så ender det fandme med, at jeg bliver millionær", fortsatte jeg og tog min cigaretpakke op ad lommen, og tændte mig en smøg.

"Det ville ikke gøre noget for mig!", udbrød Miles grinende, og satte sig derefter ned ved siden af mig.

"Nej, det ved jeg godt. Men der er satme ikke meget ved at bokse, når man slår dem alle sammen ud efter to minutter", svarede jeg seriøst og tog derefter et hvæs af min smøg.

"Det kan da være, at ham der Philip White, du skal bokse mod på lørdag, kan give dig lidt modstand", lød det fra Ryan, så jeg vendte mit blik mod ham.

Jeg udbrød et lille falskt grin. "Du mener overklassefyren? Jeg tror sgu ikke, han bliver noget problem", svarede jeg overbevisende, og askede min smøg i askebærget, der stod et par centimeter væk fra mig.

Ham, Philip White, havde jeg ikke hørt specielt meget om. Jeg vidste kun, at han var søn af en rig familie, og bare det fik røde alarmklokker til at ringe i mit hoved. Hvad ville en rigmandssøn dog bokse imod underklassefolk for? Det var jo ikke fordi, det var specielt lovligt, det vi lavede; bokse et ulovligt sted, sælge billetter til kampene og lade andre spille penge på, hvem der ville vinde. Og Philip White var jo rig i forvejen, så det var i hvert fald ikke penge, han gjorde det for.

"Hvad så, JB, har du udset dig en pige, du skal have med hjem i aften?", spurgte Cameron med et flabet smil på læben. Ja, man kunne vel kalde dette her for en rutine. Boksning, alkohol, sex, stoffer, damer, alt dette skete stort set hver dag.

Jeg rystede på hovedet, og tog endnu et hvæs af min smøg. "Nej, men hende skal jeg sgu nok finde!", udbrød jeg bestemt.

_______________________________________________________________________________________________________

Note: Sååå jeg besluttede mig for at udgive det første kapitel i dag, bare fordi jeg havde lyst :) 

Jeg ved godt, at det her første kapitel måske ikke er det mest spændende, men jeg håber at I vil give den en chance alligevel. 

Mange tak til alle jer der allerede har favoriseret den og liket den. Det betyder virkelig meget <3

I er meget velkommen til at skrive i en kommentar, hvad jeres indtryk af historien er. Jeg ved godt det kan være lidt svært, eftersom det er første kapitel, men alligevel. Vil gerne høre jeres mening :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...