100 dage i helvede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2015
  • Opdateret: 8 aug. 2015
  • Status: Igang
(Dette er en spinoff historie, til bog serien CHERUB som er skrevet af Robert Muchamore)
I "100 dage i helvede" følger vi Annabeths første tid på området, samt hendes vej til den 100 dages grundtræning. Vi ser hvordan hun må se den tragiske sandhed om hendes forældre i øjnene, samtidigt med at hun forsøger at skabe sig et nyt, og trygt liv på CHERUB området. Noget der ikke er let når man går til daglig kampsportstræning, på en skole for britiske børne spioner.

2Likes
0Kommentarer
579Visninger
AA

1. Prolog

Annabeth Smith sad med fødderne svingende, under den blå stol i akutmodtagelsens venteområde. Hun var fyldt 10 år for få uger siden, og forstod knap nok selv hvad der foregik omkring hende. Men alle lægerne der kom forbi på hende kiggede med medlidenheds fyldte blikke. En sygeplejerske havde givet hende en juicebrik for snart en time siden, og nu skulle hun altså virkelig tisse. Men Annabeth vidste knap hvor hun var hende, og da slet ikke hvor toilettet var henne, i dette sterile hvide sted. Hun havde overvejet om hun var død og kommet i himlen, men da hun havde spurgt den flinke dame i receptionen var hun bare blevet af et trist smil, og svaret, ”Nej søde skat du er på hospitalet. ”

Efter at have tilbragt flere timer på den blå plastikstol, besluttede Annabeth sig for at gå på opdagelse. Hun skulle alligevel tisse, så det første hun ville lede efter var hospitalets toilet. Hun hoppede ned fra den blå plastik skolen, og forsatte videre ned af gangen. Den første dør hun åbnede førte ned til endnu en gang, den besluttede hun sig for at gemme til senere. Og ganske rigtigt allerede bag dør nummer to fandt hun et værelse, med et tilstødende toilet. Efter at Annabeth havde tisset gik hun ud på den mennesketomme gang igen, hvor hun fik øje på en stor dør forenden af gangen. Døren var hvid med skinnende metal håndtag, som så så imødekommende ud at hun bare måtte se hvad de gemte på. Da Annabeth trådte ind igennem den hvide dør, med de skinnende håndtag, vendte der sig 5 maskerede ansigter i mod hende. På et bord foran dem lå hendes far, med maven skåret op og blod og indvoldene flydende ud over bordet. Det sidste hun hørte før hun besvimede var, ”Få den lille pige ud herfra! Omgående! ”

 

Da hun vågende igen, lå hun i en stor blød seng, med en dejlig vattet dyne trukket godt op om hagen. Senge stod i et større værelse, med et vindue bag sengens hovedgære. Direkte frem for sengen stod en lille sofa med et tilhørende kaffebord, vendt i mod et faldskærmsfjernsyn som var hængt på knager op på den ene væg. Vedsiden af det fjernsynet, var et lille tekøkken, komplet med alt fra mikroovn og minikøleskab, til en elkedel. Til venstre for sengen var en tom reol og kommode, samt en hvid dør. Annabeth rejste sig forsigtigt op fra sengen, men blev hurtigt overmandet af svimmelhed, og måtte sætte sig på sengen igen. Efter at have samlet nogle kræfter, kun hun hen og åbnede den hvide dør. Døren viste sig at føre ind til et enormt badeværelse, med både bruser, badekar og dobbelt håndvask. Det var først da hun stod foran spejlet at hun lagde mærke til, at det eneste der dækkede hendes spinkel krop var et bare sorte underbukser. Dette fik hende til at se sig nærmere rundt på badeværelset, og overvejer hvor hun egentligt befandt sig. Men hun kunne ikke finde noget mistænkeligt. Det eneste hun fandt var små hotel lignende toiletartikler, bløde håndklæder og en stor vattet badekåbe. Hun skyndte sig at tage badekåben rundt om sig, før hun igen gik ud i værelset. I køleskabet fandt hun to flasker vand og en sandwich, som hun hurtigt spiste og drak. Efter det lille måltid, fandt hun et par militær bukser samt en orange T-shirt liggende på den lille sofa. På T-shirten var en kvabset baby, siddende på en globus afbilledet. Babyen havde vinger og sådan en af de metal hatte som man har på i militæret. Under sofaen stod et par militær lignende støvler, med et bare sammenrullede sokker i. Hun besluttede hurtigt at det var bedre end den behagelige badekåbe, og skiftede derfor. Hun tog et hurtigt kig ud af vinduet, hvor hun fik udsigt til børn i lignende beklædning, dog med forskellige farver T-shirts, går mellem forskellige store bygninger. Nogen spillede tilmed tennis på et par baner kort fra hendes værelse.

Da hun kom ud på gangen fandt hun flere børn, i disse T-shirt med det underlige logo. Hun prøvede at spørge en pige med langt sort hår, som så ud til at være omkring de 14 år. Men det eneste svar hun fik var, ”må ikke tale til orange. ”

Med et venligt peg ned af gangen mod en elevator. Annabeth indså først da hun kom ind i elevatoren at hun ikke anede hvilken etage hun skulle vælge først. Hun besluttede sig derfor for at vente i elevatoren til en anden skulle benytte den, og på den måde lade skæbnen beslutte hvilken etage som skulle udforskes først. Det viste sig at være en i stueetagen som fik brug for at benytte elevatoren først, og Annabeth stod derfor af elevatoren. Da hun stod ud stod en voksen klar til at skulle benytte elevatoren, og Annabeth formodede at en voksen kunne svare på hendes spørgsmål, og hun spurgte derfor, ”Undskyld sir kan De fortælle mig hvor jeg er? ”

Men igen fik hun det svaret, ”Må ikke tale med orange. ”

Og denne gang blev dette ikke engang efterfulgt af et venligt praj i den rigtige retning. Denne voksne gik bare direkte ind i elevatoren, uden så meget som at kigge på hende. Så der stod hun og så forvirret rundt i det der så ud som en lobby. Der stod en stor receptions skranke, med et billede af dette mystiske steds logo hængende på væggen bagved. Da damen bag skranken fik øje på hende, og nærmere hendes orange T-shirt, rejste hun sig op med et varmt smil. ”Nu skal jeg vise dig hvor du skal gå hen kære ven. ”

Herefter førte damen Annabeth hen til en snoet bygning, og ind på et stort kontor. Receptionisten bankede på døren og stak forsigtigt hovedet ind af døren. ”Zara hun er vågen nu har du tid til at se hende nu? ”

Selvom Annabeth ikke kunne høre svaret, forventede hun at det var et ja, for sekunder senere sad hun i en stor læder betrukket stol foran et skrivebord, med en bordplade af glas. Da hun så sig rundt på kontoret, fandt hun det fyldt med bogreoler og arkivskabe. På gulvet bagerst i lokalt lå dog noget, som skilte sig noget ud fra de øvrige ting i lokalet. Der lå et halv nusset tæppe, med legetøj spredt ud over det. På tæppet sad en lillepige på omkring tre år, og legede med en træhest. På den anden side sad en kvinde med sort hår. Hun så ud til at være midt i 40’erne, og rigtig træt. Dette fik Annabeth til at stille sine første spørgsmål. ”Du ser træt ud. Arbejder du her? Har du været på arbejde længe? ”

Dette fik damen til at slå en let latter op. ”Det har jeg værtfald. De sidste 18 timer. Men det er ikke hvad vi er her for at snakke om i dag Annabeth. Mit navn er Zara Asker. Har du nogen anelse om hvor du er Annabeth? ”

Som svar rystede Annabeth let på hovedet. Hun havde absolut ingen anelse om hvor hun var. Det sidste hun huskede var at hun udforskede hospitalet.

”Så tillad mig at forklare. ” Sagde den damen med et venligt smil. ”Du er hos en organisation kaldt CHERUB. Vi arbejder med helt specielle børn. Det samme som gør dem specielle, gør også at vi kan sende dem på tophemmelige undercover missioner. Forstår du hvad dette betyder? ”

Annabeth nikkede tøvende til dette. ”I benytter børn til at fælde de onde mennesker. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men jeg går ud fra at man ikke mistænker børn på samme måde? ”

Zara så tydeligvis imponeret ud, over at denne 10 årige netop havde regnet ud hvad hele deres organisationer var baseret på. ”Det har du fuldstændigt ret i Annabeth. Vi tilbyder børn en plads her, hvor de bliver trænet, og arbejder som, hemmelige agenter. Men før vi kommer til hvorvidt du ønsker at være en del af vores organisation må jeg fortælle dig noget. Dine forældre overlevede desværre ikke. ”

Dette førte til at et tomt og fjernt udtryk, overtog hendes ansigt. Hun stirrede ud i luften uden en lyd i al den tid det tog Zara at fortælle historien om hvad der var sket med hendes forældre. Vigtigst af alt fortalte hun hvem de i virkeligheden var. Som afslutningen på hele historie, stillede Zara et spørgsmål. ”Så har du lyst til at være en del af vores organisation, og arbejde for den britisk regering. ”

Annabeth nikkede bare tomt. På den ene side var hun lykkelig over at være blevet rekrutteret til denne organisation, men på den anden side havde historien om hendes forældre ikke været særlig behagelig. Hun vidste derfor ikke hvordan hun skulle føle.

Zara smilte forstående til hende, og tog en rød T-shirt frem. ”Så mangler vi kun en sidste ting, før jeg kan overække dig din røde T-shirt. Vi bliver nød til at skifte dit navn. Dit efternavn skal under alle omstændigheder ændres, for at skjule din tidligere identitet. Du kan også ændre dit fornavn hvis du ønsker det, men Annabeth er et meget almindeligt navn. Du kan tilmed tilføje et mellemnavn hvis du ønsker det. Desværre bliver jeg nød til at bede dig om at beslutte dig nu. ”

Annabeth nikkede forsigtigt mens hun overvejede sit nye navn. Hun så spørgende på Zara og sagde, ”Kan jeg være Annabeth Caroline Hood? Caroline var min mors navn. ”

 Zara nikkede og rakte hende den røde T-shirt. ”Velkommen til CHERUB Annabeth Caroline Hood. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...