En dag. Alt ændret.

En kærlighedshistorie uden lige, som handler om den forandring der kan ændre ens liv på én dag. Skæbnen kan være usikker, men det tør ingen at tænke på.

0Likes
0Kommentarer
233Visninger
AA

6. Hospitalsstuen

Jeg går lige så stille ind. Mine skridt er usikre, som en kattekillings første små skridt. Jeg ligner en på vej til sin eksamen, som slet ikke er forberedt. De andre mennesker på gangen kigger på mig, som om jeg er en meget kendt person. Men lige nu er jeg fuldstændig ligeglad med alle andre mennesker omkring mig. Det eneste der tæller for mig lige nu er Cecilie. Min pige. Min solstråle. Mit et og alt. Jeg er fyldt op af angst. Min frygt er ved at overtage mit fornuftige jeg. 

Nu står jeg foran de to store grå døre, der fører mig ind til Cecilie. Bag de to store døre ligger et helt nyt menneske. Jeg ved ikke, om jeg er klar til at møde et helt nyt mennesker, men jeg tager mod til mig, og jeg skubber til de to døre.

Hele den her situation minder mig om min farmors død. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg græd og græd, og slet ikke kunne finde rundt i det hele. Jeg husker de spark jeg konstant følte i min mave. Jeg husker, hvordan jeg frygtede at se min farmor. Jeg var så bange for at skulle se min farmor i øjnene igen. Jeg var bange for, at hun ikke mere var den samme, og jeg var bange for, at jeg aldrig skulle få min farmor at se igen. Da jeg endelig fik taget mig mod til at gå ind på hendes hospitalsstue, var det for sent. Hun lå helt stiv i hendes seng. Hun var hvid, som sneen, men der var en helt ubeskrivelig ro over hendes krop. Hun havde fået fred. Lige pludselig var jeg færdig med at græde, og min far sagde til mig, at hun ikke havde kunnet klare det hele uden mig, og efter hans ord fløj en sommerfugl ud ad vinduet. 

De ord min far sagde til mig dengang, minder mig om, at så længe jeg bare er her for Cecilie, så gør jeg en forskel. Jeg kan ikke gøre til eller fra i det, der er sket, men jeg kan hjælpe hende fremover. Jeg kan støtte hende og holde hendes hånd, når hun får brug for det. Jeg kan sende hende et opmuntrende smil, når hun føler hele hendes verden styrter ned over hende. Jeg kan være hos hende hver dag, så hun ikke føler sig fortabt. Og mest af alt, så kan jeg være helt som jeg plejer, fordi så er der noget i hendes liv, der ikke forandrer sig.

Med alle de her støttende ord jeg tænker inde i mig selv, går jeg forbi gipsvæggen og om til Cecilie. Og der ligger hun. Solen skinner mildt på hende, og hun er stadigvæk min solstråle. Jeg sætter mig ved siden af hende på en blå hospitalstol, jeg stiller en buket blomster og en æske chokolade på hendes lille natbord, og så sidder jeg ellers bare og betragter min skønhed. 

Efter jeg har siddet ved siden af den hvide hospitalsseng i tyve minutter vågner Cecilie. Hun prøver at sige noget, men ordene kommer ikke ud i den rigtige rækkefølge, og hun bliver flov. Hun prøver at sætte sig op, men hendes balance fungerer slet ikke, og hun falder helt ud til siden. Jeg kan se, hvordan hun kæmper med at få sig sat rigtigt. Men hun kan slet ikke sætte sig ordenligt. Jeg tager ved hende og hjælper hende, så hun sidder godt. Hun sender mig et blik, som siger det hele. Og så sidder vi bare. Jeg kan mærke, hvordan hun har lyst til at sige noget, men hun kan ikke. 

"Det er okay Cecilie. Jeg er her nu."

Hun kigger på mig. Jeg ved, at hun prøver på at samarbejde min sin hjerne, men kontakten fra hjernen til resten af kroppen har fået nogle huller. 

Da Cecilie ikke var vågnet, lå hun bare og lignede sig selv, men nu kan jeg se, hvor skadet hun er. Jeg har ikke ord til at beskrive mine følelser. Jeg er sur, ked af det, overvældet, glad, irriteret og undrende på samme tid. At sidde ved siden af Cecilie gør kun det hele værre. Det er så svært at sidde ved siden af hende, fordi hun er et helt andet menneske. Lige pludselig svarer hendes hjerne og fysik til en på fem år. 

Det er ikke i orden, at jeg ikke kan gøre noget. Hun har på ingen måde fortjent alt det her. Hun er en så ubeskrivelig fantastisk person. Hvorfor skal sådan noget her altid ske for de gode mennesker? Hvorfor sker det ikke for ham, som voldtager små piger? Hvorfor sker det ikke for den unge pige, der ønsker at tage sit eget liv? Hvorfor sker det ikke for narkomanen fra gaden? Der er ikke noget, der giver mening i livet mere.

Jeg rører lige så blidt ved Cecilies hånd. Vi kigger hinanden dybt i øjnene, men det er noget helt andet jeg ser. Jeg ser ikke mere den gnist, som jeg plejer at gøre. Jeg ser ikke et ungt par være sammen for evigt mere. Jeg ser en sjæl forlade sin krop. Imens jeg sidder og kigger Cecilie i øjnene, bliver jeg ramt af frygten. Den minder mig på, at jeg ikke kan andet, end at frygte fremtiden.

Selvom det hele virker helt uoverskueligt begynder jeg at snakke med Cecilie. Jeg ved, at hendes største og eneste ønske lige nu ud over, at det hele bare er en drøm er, at hun vil have, at jeg skal opføre mig, som jeg plejer. Det gør ondt helt ind i min maves indre organer, men jeg prøver alligevel at opføre mig, som om intet er sket. Som om intet er forandret.

"Hannah har også været her i nat. Hun fortalte mig, hvad der skete. Jeg fortalte hende, at det ikke var hendes skyld med alt det, som er sket. Hun var med til festen i går. Hun fortalte, at det havde været helt fantastisk, og vi blev kåret som årets par!"

Cecilie lyser op i ét stort lys, men så prøver hun at få sine ord ud over tungen, og så falmer hendes ansigtsudtryk igen.

"Jeg ved godt, at du helt vildt gerne ville have været med i går. Det ville jeg også gerne. I stedet har jeg siddet hele natten i hospitalets venteværelse. Du har ingen idé om, hvor bange jeg har været. Det er så unfair, at det hele er sket for dig."

Jeg kan se på hende, at hun helst ikke vil snakke om det hele, men jeg kan ikke lade være. Jeg prøvede i fem minutter at holde alle mine følelser inde, men nu kan jeg ikke holde dem inde længere. Jeg er nødt til at fortælle hende, hvad jeg føler. Vores forhold er bygget på tillid og ærlighed.

"Ved du overhovedet selv, hvad der er sket?"

Hun nikker og ser ned i sin dyne.

Jeg åbner munden, for at sige noget mere, men nu kan jeg heller ikke sige mere. Cecilie prøver at vende sig om for at kysse mig, men i stedet falder hun sammen og besvimer. Læger og sygeplejerske vælter ind på stuen, og jeg løber ud, jeg vil væk.

Jeg løber indtil, jeg står ved busstoppestedet. Bussen holder og er klar til at tage mig med videre, og jeg stiger ind.

I bussen tænker jeg på alt det, der skal ske nu. Om to uger for jeg sommerferie, og så skal Cecilie og jeg til Paris i en uge sammen med otte andre fra vores klasse. Men så langt kan jeg slet ikke tænke. Jeg kan kun tænke en time frem. Lever min kærlighed om en time? 

Jeg hviler mit hoved op ad ruden, og jeg prøver at tømme mit hoved for tanker. Da bussen stopper ved mit stoppested stiger jeg ud, og jeg går hjem ad med tunge skridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...