En dag. Alt ændret.

En kærlighedshistorie uden lige, som handler om den forandring der kan ændre ens liv på én dag. Skæbnen kan være usikker, men det tør ingen at tænke på.

0Likes
0Kommentarer
232Visninger
AA

5. Faldet

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Cecilie er indlagt på intensiv afdeling. Vi burde være til skolefesten. Den fest, som vi har glædet os til så længe. Men nu sidder jeg her. Jeg sidder i venteværelset, og jeg venter på at få lov til at se hende. Jeg er så bange. Mit hjerte har aldrig siddet så langt oppe i min hals, som det gør lige nu. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er sket. Cecilies forældre er for chokerede til at fortælle det. Cecilies far sidder bare og stirrer stift og ud i ingenting, og hendes mor sidder med sit ansigt begravet i hænderne. Stemningen er trykket. Vi er alle sammen kede af det. 

Sygeplejerskerne går frem og tilbage ude på den hvide gang. Hver gang der kommer en ny sygeplejerske ind i venteværelset, håber jeg, at han eller hun fortæller os, at Cecilie har det godt, og vi kan se hende nu. Men det sker ikke. Hver gang falder mit håb til jorden igen. 

Imens jeg sidder her i venteværelset, kommer jeg til at tænke på alle de andre mennesker, der siddet her. Nogle har siddet her med en lige så tung følelse som mig, mens andre har siddet her med den mest lykkelige følelse i hele verden. Mennesker går ud og ind af de her hospitaldøre. Ingen ved, hvad de kommer ind til, men alle ved, hvad de kommer ud med. Om det så er et tab eller en gevinst. Jeg ville ønske, at jeg sad her i stolen med en følelse af lykke og glade forventninger. Selv hvis Cecilie var gravid, og jeg skulle være far, ville jeg være glad. Men nu kan hele Cecilies liv være ødelagt, og det kan ødelægge mit liv.

Ved siden af mig sidder en stor, maskulin dame. Hendes hænder er fulde af fugtige lommetørklæder, hendes øjne er røde af gråd og hendes trøje er våd af sved. Jeg ved ikke, hvad hun går igennem lige nu, og i dag er ikke en af de dage, hvor jeg har en masse overskud til at udvise omsorg og virke positiv. Jeg har min situation og hun har sin. Vi er bare helt tilfældigt endt i det samme venteværelse, ved siden af hinanden på to blå stole. 

Ind ad døren kommer Hannah. Hun græder, og jeg kan se på hende, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Efterhånden kender jeg Hannah rigtig godt. Hannah er en rigtig sød pige, men hun er også meget følsom. Cecilie er så glad for Hannah, så det er jeg automatisk også blevet. Cecilie ved godt, at Hannah og jeg bare er gode venner. Hannah er slet ikke min type. Cecilie er også gode venner med mine drenge, så jeg bliver nødt til også at kende hendes veninder. Drengene har ikke ligefrem lyst til at bruge alt deres tid på Cecilie, og jeg har heller ikke et stort behov for at bruge alt for meget tid med hendes veninder. Men alligevel har jeg brugt nok tid sammen med de piger, til at jeg kender dem og kan aflæse dem. 

Hannah var sammen med hende i eftermiddag. Hende og Cecilie skulle spise jordbær og chokolade, drikke cider, lægge make-up og lave en masse andre ting som piger gør. Hannah var nødt til at tage til skolefesten, og det er forståeligt nok. Jeg ville ikke have været i et humør til at feste sammen med en masse glade mennesker, så derfor tog jeg med på hospitalet. 

Nu har jeg siddet her i fire timer, og skolefesten er slut. Jeg er rigtig glad for, at Cecilie er kommet. Det er rart at have en, man kan læne sig op ad og dele sine følelser med i sådanne situationer. Men Hannah sidder bare ned. Hun siger ikke noget. Hverken om festen eller om, hvad der skete med Cecilie.

Endnu en ny sygeplejerske kommer ind i venteværelset, og denne gang bliver der sagt: "Cecilie Hansens familie, kom med mig!" Cecilies mor og far rejser sig, og de giver mig et tegn til at blive siddende. Jeg bliver lidt irriteret over, at jeg ikke må gå med og høre om Cecilie, men jeg forstår også godt, at et par forældre gerne vil høre om deres barn alene først. Ligegyldigt om det er gode eller dårlige nyheder er det bedst, at de deler nyheden sammen først. Bagefter kan de fortælle mig og Hannah, hvad der er sket, og hvad der skal ske.

"Hun faldt bare."

"Hvad mener du med, at hun faldt, Hannah?"

"Vi skulle hygge os, gøre os klar til festen. Men så faldt hun. Hvorfor gik jeg ikke ud til hende? Det hele er min skyld."

"Det er ikke din skyld Hannah."

Hannah falder helt sammen. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Jeg kan ikke finde hoved og hale i det hun siger. Hun er så forvirret, bange og ked af det. Jeg har aldrig set Hannah sådan her før. For at være helt ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal gøre eller sige til hende. Jeg er selv så ked af det og angstfyldt, så jeg har svært ved at finde lidt overskud, til at få Hannah i et bedre humør. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle hende, at det hele nok skal gå, og at Cecilie har det fint, men det kan jeg ikke sige. Fordi jeg kan ikke sige noget, som jeg ikke selv tror på.

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at spørge hende; "hvad skete der Hannah?"

Hannah tager en dyb indånding, og så begynder hun at fortælle:

"Jeg havde måske godt kunne mærke på Cecilie, at hun ikke helt var ved sig selv i eftermiddags, men det var ikke noget jeg tænkte videre over. Du kender jo Cecilie. Nogle gange er hun lidt stresset over skolen og sin fodbold, så jeg spurgte ikke videre ind til det. Hun bliver tit så irriteret, hvis jeg spørger for meget ind til hende, så jeg lod være. Vi snakkede om dig og min kæreste. Vi spiste lidt god mad og drik noget godt cider. Vi havde god tid, så vi slappede af og hørte musik. Vi talte om alt det der skulle ske i aften. Da der var to en halv time til, at vi blev hentet, gik Cecilie ind på badeværelset for at tage et varmt bad. Cecilie elsker at tage lange, varme bade, så jeg vidste, at det ville tage hende lang tid, nu hvor hun skulle gøre sig klar til en stor fest. Derfor satte jeg mig til at se en film. Jeg kunne ikke høre hende, så jeg kunne heller ikke høre hende, da hun faldt. Der gik en time, og så gik der en halv time mere, og så var min film færdig. Jeg undrede mig over, hvorfor hun ikke var kommet ud endnu, så jeg gik ud på badeværelset. Og der lå hun. Der løb blod ud fra hendes hjerneskal, hun var helt bleg og kold. Jeg råbte af alt min kraft efter hendes forældre og de ringede 112."

Hannah er ved at fortælle færdigt med hensyn til, hvad ambulancefolkene sagde og nogle andre detaljer, da Cecilies forældre træder ind. Jeg kan hverken læse, om de er lettede, kede af det eller noget helt tredje. De kommer tættere og tættere på, og mit hjerte begynder at slå hårde og hårde. Hannah lægger sin hånd på min overarm, og hun siger: "Jeg ved, at det er gået godt. Jeg tager hjem, så du kan have hende for dig selv." Hannah styrter ud af hospitals dørene, og nu kan hun føle sig fri igen.

"Anton, hun er ikke død. Men hun er meget skadet. Cecilies lillehjerne er gået helt i stykker. Man kan sige, at alle informationerne i Cecilies lillehjerne er blevet rodet rundt. Hendes tale center er også blevet ramt hårdt, men ikke lige så hårdt som som hendes lillehjerne. Samtidig har de fundet en fejl i hendes ryg, som er blev forværret ved faldet. Hendes led er blevet svagere, og der er en masse småting, som vil komme op efterhånden. Cecilies fald, har gjort hende til en helt anden Cecilie."

Jeg prøver at bearbejde alle informationerne, men det hele kører rundt i hovedet på mig. I går lå hun lige ved siden af mig. Jeg så hende i skolen i dag. Hun var helt sig selv. Hvordan kunne det her ske?

"Anton, du må gerne se hende, hvis du vil og er klar til det."

"Øhm.... ja øh..."

"Du skal først gå ind til hende, når du er klar. Der er virkelig sket meget, det ved jeg godt. Det bedste råd jeg kan give dig, er bare at være hos hende."

"Ja, det ved jeg godt, men tak!"

Cecilies mor sender mig et varmt blik. Jeg ved, at mit liv bliver helt forandret fra nu af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...