En dag. Alt ændret.

En kærlighedshistorie uden lige, som handler om den forandring der kan ændre ens liv på én dag. Skæbnen kan være usikker, men det tør ingen at tænke på.

0Likes
0Kommentarer
229Visninger
AA

8. En svær beslutning

"Hej! Anton. Hvordan var det at se Cecilie i går?

"Det var meget blandet. Selvfølgelig var det dejligt at se hende igen, men hun er slet ikke sig selv mere. Hun er hvid, som sneen, hendes værelse er nu i stuen og hun kan slet ikke tale til mig. Hendes normale og afslappede smil er forsvundet, og i stedet er der kommet en facade op, som jeg ikke kan gennemskue. Jeg føler, at jeg ikke kan komme helt ind til hende. Da jeg kørte hende indenfor i kørestolen fløj der så mange tanker gennem mit hoved. Jeg er rigtig glad for at jeg kan hjælpe hende, men på den anden side ved jeg ikke, om jeg kan holde til det! Jeg indså i går, hvor lang vej der er hjem, og at hun aldrig bliver sig selv igen."

"Wow, det er godt nok hårdt. På en eller anden måde er jeg lettet over, at jeg ikke var hos hende i går. Jeg tror slet ikke, at jeg vil kunne holde masken foran hende. Jeg tror, at jeg ville bryde ud i gråd, hvis jeg bare sad alene sammen med hende."

Jeg kan se på Hannah, hvordan hun er påvirket af situationen. Fordi hun ikke rigtigt har set Cecilie eller mærket hendes selskab efter uheldet, kan hun slet ikke forholde sig til situationen. Jeg ved, at det bedste for Hannah ville være at tage hen til Cecilie og se hende. Snakke til hende. Fortælle hende, hvad hun har på hjertet. Men det kan Hannah slet ikke lige nu. Det eneste jeg kan gøre er at være der for Hannah. Vi går gennem det samme lige nu, så derfor skal vi også blive enige om, hvad vi skal gøre nu.

Efter nogle minutters stilhed begynder jeg at snakke igen.

"Lige meget, hvor lidt vi ønsker at skulle træffe en beslutning med hensyn til Cecilie, så bliver vi nødt til at gøre det."

"Hvad mener du med at tage en beslutning?"

"Vi bliver nødt til at tage en beslutning om hvorvidt, vi vil være der for Cecilie. Hvis vi vælger at støtte hende et hundrede procent, så går vi ind til en kamp, hvor vi på forhånd ved, at vi allerede har tabt. Det gode ved den beslutning vil være, at vi kan være sammen med Cecilie hver dag, og vi kan følge hendes udvikling. Men vi skal også være bevidste om, at hvis vi vælger at være med hende hele vejen igennem, skal vi være klar på at miste hende mere og mere. Hvis vi i stedet for vælger at trække os nu og leve vores egne liv videre, vil vi kunne leve det liv, som vi ønsker at leve på vores egne primisser. Vi vælger til gengæld at give op på Cecilie, og lade hende kæmpe alene sammen med sin familie."

"Det er godt nok meget at tænke over."

Jeg har lyst til at råbe alle mine frustrationer ud, fordi det er for meget at skulle tænke på. Det er et så stort valg, vi skal tage, og det kan jeg slet ikke overskue. Hele tiden har jeg Cecilies mors ord i hovedet; "Jeg forstår godt, hvis du hopper fra". Hvis det var mig, der var i Cecilies sted, ved jeg godt, hvad jeg ville ønske andre gjorde for mig. Til gengæld ville jeg også godt på sigt kunne forstå andre, hvis de valgte at hoppe fra. Det eneste jeg skal kunne efter mit valg, er at kigge mig selv i øjnene og tænke, at jeg tog den rigtige beslutning.

Både Hannah og jeg sidder og spekulerer over, hvad der tæller for den ene eller anden beslutning, og hvad der ikke gør. Vi er begge to så meget i tvivl, at man kan høre det i stilheden.

Himmelen er så flot i dag. Den er helt blå med et gult skær fra solens lys. Jeg drømmer mig helt ind i et paradis, hvor Cecilie er helt perfekt, som hun plejer at være, og vi lever lykkeligt sammen. Jeg tænker på det lette vejr, og ønsker inderst inde, at mit liv var lige så let, som luften lige nu.

"Hvad synes du vi skal gøre, Anton?", spørger Hannah med en skinger stemme.

"Jeg tror godt, at jeg ved, hvad jeg vil gøre, selvom det ikke bliver let."

"Jeg tror også godt, at jeg ved, hvad jeg vil gøre."

Lige inden jeg skal til at sige, hvad jeg mener vi skal gøre, ringer telefonen.

"Anton, jeg er så ked af det, men Cecilie er død. Hun besvimede her til morgen, og en halv time senere døde hun. Hende krop kunne ikke mere, og man kan ikke leve uden krop og sjæl. Vi ved alle sammen godt, at hun havde mistet begge dele dagen efter uheldet, men ingen turde sige det højt. Måske er det bedst sådan her. I hvert fald for Cecilie. Anton? Anton er du der?"

Jeg kan ikke få ordene ud over mine læber. Jeg lægger bare røret på.

"Hvad er der Anton?"

"Cecilie er død."

Hannah begynder at græde, men det kan jeg ikke. Jeg føler mig helt tom for følelser og ord. Min kærlighed, mit et og alt er væk. Væk for altid. Helt inderst inde håbede jeg på, at det hele nok skulle blive godt igen. Inderst inde troede jeg på, at jeg ville få den Cecilie tilbage, som jeg kender så godt.

Men nu er hun død. Mit liv er forbi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...