De 4 sanser

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Kærlighed og (u)lykke konkurrence, valgmulighed 1

4Likes
4Kommentarer
262Visninger

1. De 4 sanser

 

Dine læber formede ord jeg ikke længere forstod, og i frustration trak du bloggen frem.

- Vi ses, skrev du

 "Hvor skal du hen?," spurgte jeg forvirret ud i rummet ude af stand til at høre lyden af min egen stemme. 

Du pegede på plakaten, der hang på køleskabet, og jeg fulgte lydløst dit blik.  

“Koncerten?,” spurgte jeg søgende.  

Du nikkede bekræftende, men du behøvede heller ikke at gøre andet. Jeg kunne ikke længere høre dig. Du må have set mit opgivende blik, for igen skrev du ordene ned på bloggen.  

- Det skal nok gå

 Jeg smilede til dig, som var jeg overbevidst, men det var jeg ikke. Hvordan kunne du vide det? Med lydløse sætninger og febrilske armebevægelser forsøgte du at forsikre mig om, at du havde ret. Til din skuffelse tvivlede jeg endnu en gang på dine nedskrevne ord. Det var ikke min mening, tro mig. Du spurgte, om jeg var okay med strittende tommeltotte, uden de lydløse ord. Der sad jeg så på sofaen med et ulæseligt blik, og jeg måtte kæmpe for at frembringe et overbevisende smil. Du trak dig tilbage, som du lukkede døren bag dig, da du efterlod mig med tavsheden. Hvis jeg ikke havde set, at du lukkede døren bag dig, havde jeg ikke bemærket, at du var gået.

Koncerten, tænkte jeg for mig selv. Jeg havde nærmest tvunget dig til at tage af sted uden mig. Jeg ville endelig ikke tynge dig ned, så jeg blev her. Det gjorde alligevel ingen forskel. Du kunne jo ikke stå iblandt de skrålende og gennemtrængende stemmer, de for mig lydløse skrig, og skrive ethvert ord ned på bloggen. Sådan var det bare. Sådan var virkeligheden. Selv lyden af mit eget afslappede åndedræt kunne jeg ikke høre. Jeg løftede armen og tog opgivende fat i fjernbetjeningen, og så tavst på skærmen der gik fra sort til flimrende. Jeg endte på en tilfældig kanal om flystyrt. Underteksterne gjorde så jeg forstod sammenhængen. Lyden var fortrængt. Selv på det højeste lød det blot som en svag hvisken, og selv det var bare indbildning. Jeg fjernede blikket fra skærmen. Sandheden var, at jeg intet hørte overhovedet. Det havde jeg ikke gjort siden den dag, hvor alting ændrede sig. Jeg var kun i stand til at se, hvad du sagde. Men det affandt jeg mig med. Jeg kunne ikke andet.

Jeg kiggede igen på skærmen. Før havde flyet hængt i luften som ethvert andet flyvende objekt, men nu var den tættere på trætoppene end skyerne. Jeg gispede, og jeg var så optaget af programmet, at jeg ikke bemærkede, at du var kommet hjem igen. Ikke før end du placerede din hånd på min skulder, så jeg fór sammen. Min vejrtrækning blev hurtigere, mens en smil bredte sig på dine læber.  

“Var det en god koncert?,” spurgte jeg, da jeg havde slukket for fjernsynet.  

Du kiggede hen mod bloggen, men nikkede så i stedet for. Jeg forstod dig godt. Det var lettest. Jeg gjorde det ikke let for dig. Undskyld.  Jeg tændte igen for fjernsynet, og jeg bemærkede, at flyet havde smagt på det grønne underlag under sig. Jeg sank endnu en tanke. 

“Jeg elsker dig,” hviskede jeg lavmælt, men alligevel højt nok til at det skabte en reaktion hos dig.  

“Jeg elsker også dig,” formede du med læberne, og i det sekund var jeg fuldstændig ligeglad med, at jeg kun var i stand til at se, hvad du sagde. Alting var så tavst. Det betød intet. Den manglende hørelse  havde ikke gjort mig døv. Det havde tavsheden...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...