The Endless Fight


1Likes
1Kommentarer
208Visninger

1. The text

The endless fight.

Jeg vågner af en lyd fra min mobil, det er et spørgsmål på ask, jeg åbner ask, og spørgsmålet lyder "Du er så klam og tyk, jeg forstår ikke hvorfor du ikke dræber dig selv, det ville jo gøre alles liv bedre. Her er der et forslag, hop ud fra storbæltsbroen, og dø" Den slags spørgsmål har jeg fået meget her for nylig, jeg prøver at lade det ligge, men der får ikke særlig lang tid før der kommer et nyt spørgsmål som lyder "Dø, du fortjener slet ikke at leve". Jeg kan mærke en tåre køre ned ad min kind, jeg tager lyden af min telefon, og ligger mig langsomt til at sove.

 

Hver dag er en kamp efterhånden, jeg kæmper med at stå op og komme i skole, at sidde derhjemme med min familie, og at falde i søvn, og det bliver ved hver dag. Idag skal jeg ikke i skole, heldigvis, men jeg skal til Paris med min bedste veninde, det glæder jeg mig til, skal væk fra alt og bare have det fedt, med den bedste veninde nogensinde, som hedder Amalie.

 

Jeg skal sige farvel til mine forældre, vi har ikke snakket sammen i lang tid, men tanken om at skulle være væk fra dem i to uger, var jeg ikke så glad for, men jeg glæder mig dog rigtig meget.

 

”Sara, kom, vi skal til at køre” Råber min mor pludselig ”Kommer nu” Svarer jeg hende.

Jeg går nedenunder, og der står min forældre og venter på et kram, jeg skynder mig hen til dem, og krammer dem hårdere end jeg nogensinde har gjort, mens jeg krammer mor, kan jeg mærke tårer ramme min hovedbund, jeg trækker mig stille væk fra hende ”Du må ikke græde mor, så begynder jeg selv at græde” mor giver mig et lille smil, og vi går ud til bilen, far hjælper mig med taskerne, da de er ret tunge

 

Vi kommer ned til lufthavnen, og der ser jeg Amalie så og vente mig, jeg løber hen og krammer hende ”Vi skal til Pariiiiiiiis” siger Amalie til mig og begynder så småt at danse.

Jeg har aldrig fløjet før, jeg er mega bange, Amalie har fløjet mange gange før, så hun er ikke nær så bange.

Flyet kommer om 15 minutter, så jeg skulle sige ordenligt farvel til mine forældre, så jeg løber hen til dem, de græder ikke denne gang, men det gør jeg tværtimod, jeg siger farvel til mine forældre, og så kommer flyet, Amalie og jeg går på flyet, vi finder vores plads, og sætter os, ikke efter lang tid falder vi i søvn.

 

Vi er ankommet til Paris, her er smukt, jeg står i min egen verden da min mobil vibrere, jeg tager den op af min lomme, jeg har fået en besked fra en anonym, egentligt har jeg ikke lyst til at åbne den, men jeg har en underlig trang til at gøre det, jeg åbner den, den siger ”Du er så pisse klam, hvordan kan du kigge dig selv i spejlet, føj du ulækker!” Jeg kan mærke vreden og smerten hurtigt sprede sig ud i min krop, uden at tænke over det sparker jeg til en stol inde i rummet, efter løber jeg ud på badeværelset.

 

”Er du okay Sara?” hører jeg Amalie sige ”Ja, jeg er ude om et minut” Svarer jeg hende, jeg stiller mig op, og kigger mig i spejlet, jeg tørrer tårene  væk fra mit ansigt, og går ud på værelset igen, Amalie sidder i sengen, og kigger straks op på mig ”Er du okay?” Spørger hun mig igen ”Ja, nu skal vi ud i Paris! Kom dog!” jeg smiler til hende, og begynder at hoppe op og ned, hun smiler tilbage til mig ”Okay, jeg skal bare lige på toilet” hun går ud på toilettet, imens jeg venter, går jeg på ask, og nu har jeg ignoreret de grimme spørgsmål, så nu svare jeg på en af dem, dog en af de, lidt sødere, men dog rigtig ond, den lyder ”Kæft du er klam”, jeg svarer ”Tak skal du have, det var ekstremt sødt sagt!”, jeg sender svaret, to sekunder efter, vibrerer Amalies telefon, jeg går hen og kigger, Nej, nej, ikke hende ”Sara074 har svaret på dit spørgsmål” er det der står på hendes skærm, nej, har det været hende, alt denne tid, hende der har kaldt mig alle de her grimme navne, hende der har mobbet mig, jeg kan mærke en tårer kører ned af min kind, jeg stormer ud af værelset og jeg har ikke tænkt mig at komme tilbage.

Jeg sidder ved Eiffeltårnet, med tåre i mine øjne, da min telefon ringer, jeg kan se det er Amalie, lige nu er jeg så såret, men jeg tager den, for jeg vil gerne høre hendes forklaring! ”Sara, jeg er så ked af det, jeg blev tvunget til at skrive alle de grimme ting til dig, du ved jeg elsker dig, undskyld søde” Sagde Amalie, jeg kunne høre hun græd ”Hvem fortalte dig så du skulle skrive det?” spørger jeg hende ”Det kan jeg ikke sige” siger hun med grædende stemme ”Så vil jeg ikke have noget med dig at gøre”

 

Jeg har mistet alt, jeg har mistet alle mine venner, min bedste veninde, mine forældre, de er efterhånden ligeglade med mig, jeg vil have det hele skal slutte nu, livet, jeg har intet at leve for, måske var der nogen ude i verdenen som vil elske mig for den jeg er, det er det jeg går ud fra, jeg vil starte om igen, jeg vil være mig selv, og jeg vil få det godt, det ved jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...