mobning

Constance hjorts novelle om mobning til skole

0Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. mobning


Victoria var på vej til sin skole. Hun gik i 7 klasse, på en privat skole i udkanten, af en stor skov. Hun gik med hænderne i lommen, for at holden dem varme. Det var måske kun oktober måned, men der var allerede begyndt at blive mørkt om aften og morgen. Den bidende kolde morgenvind blæste alle de visnende blade fra træerne, rundt i noget der lignede små blad tornadoer. Victoria gik med sine høretelefoner i ørene, og studerede rimfrosten på alt grønt omkring hende. Hun gik sådan et par minutter, da hun hørte klokken, fra hendes skole ringe. Hun løb så hurtig hun kunne. Vis hun havde vært i en tegnefilm, vil hendes ben været tegnet som to proppeler på et fly, der bevæget sig med lynets hastighed og en støvsky bag hende. Hun havde så travlt med at løbe, så hun ikke lagde mærk til, en flok af elever der stod ude i gården, da hun opdaget det var det forsendt, og hun løb direkte ind i en pige, da hun kiggede ned for at se pigen, så hun at det var Rebecca. Rebecca var den populære pige som alle altid vil støtte. Rebecca gav det højeste pige skrig som ingen på hele gårdspladsend havde hørt i deres liv. Da Victoria så ned på Rebecca igen, så hun at Rebeccas ellers så smukke blonde hår var næsten blevet helt rødt. Før hun kun nå at sige noget, var Victoria blevet skubbet ned på den kolde og hårdere jord. Alle de andre elever havde dannet en cirkel omkring hende, og begyndte at råbe og skrige grimme ting til hende. Victoria prøvede med ingen nytte at sige, at det ikke var med vilje ”det…. Jeg … vist ikke…” Men det var ligegyldigt hvad hun sagde, ingen hørte på hende. Victoria sad og så op på alle eleverne. Hun begyndte at rulle sig sammen i fosterstilling, og høre på alle de onde kommentar. ”Du er bare grim og dum” eller ”Du kan lige så godt dø”. Victorias hoved begynder at runge, og hun fik kvalme. Hun føler det som om at gruppen af elever kommer tætter og tætter over til hende, og de begyndte at blive højre, ellers var det Victoria der var blevet mindre. Victoria var forvirret og bange, hendes syn begyndte at blive sløret, og alle stemmene begyndte at lave ego i hendes hoved. Hun kun ikke klare mere, hun rejste sig op og begyndte at masse sig ud af cirklen. Da hun kom fri fra den store menneskemasse, havde hun fået mange slag i maven, og et blåt øje. Hendes hoved dunkede, og hendes puls var helt oppe. Hun snublede over en gren, men kom hurtigt op igen. Hun løb ud i den store skov ved skolen. Hun kunne stadig høre stemmerne i hendes hoved. DU ER DUM!!!! KLAMME DYR!!!! HAHHAHA DU ER ET SKVAT!! F**** du er et lille svin. Victoria løb vider, men tårerne var begyndt med at løbe ned af hendes kinder. Tankerne løb rundt inde i hendes hoved, var hun som de sagde? Var hun dum? Disse tanker fik hende kun til at græde mere. Da hun ikke kun løbe mere, satte hun sig ned på en træstup og græd sine øjne ud. Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort? Hvorfor hader de mig? Victoria hørte pludselig en lille stemme viske hvis de siger det, så er du vel nok det, de ved det jo bedre end dig, ikke? Victoria græd i timer, og natten faldt på. Alt var mørkt, og det begyndte at sne. Victoria sad og studerede hvordan sneen bevægede sig i vinden. Og der sad Victoria så alene og forladt midt i sneen, og der gjorder hun noget, hun vil fortryde hun gjorder til evig tid. Hun faldt i søvn.                

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...