Caught In Lies ((LOaL 3 One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Jackie skal til at kæmpe sin sidste kamp. Kampen for at finde sandheden, kampen for kærligheden, og kampen imod alle hendes glemte løgne, som nu er vendet tilbage.
Men vil Jackie kunne holde styr på alle disse hvide løgne som flyver omkring, og kan en glemt person hjælpe hende med at finde sig selv?
Dette er den afsluttende bog i 'Live On A Lie' trilogien.

11Likes
7Kommentarer
4514Visninger
AA

5. Kapitel 3 ♣♠♣ Mercy ♣♠♣


Vinden er kold, jeg har intet andet end mine natshorts på, og en tynd trøje, jeg har et par slidte flipflapper på, men de svupper hver gang jeg går.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg gik min vej. Hvorfor jeg kravlede ud af vinduet, godt nok var der ikke særligt højt, da huset kun er løftet lidt fra jorden, og vi jo kun har en enkelt etage.

Det der var svært var at undgå alarmen, og skræmme Harry, jeg håber han ser min seddel, og bliver tilbage i huset.

Jeg nærmer mig hoved vejen hurtigt, flere mennesker kan ses rumme de ellers tomme veje. Der er flere lys som fylder gaden. Folk glor sjovt på mig da de ser mig komme gående. Jeg ved ikke om det fordi de lægger mærke til at jeg har nattøj på, eller de genkender mig…

Jeg fortsætter egentlig bare med at gå ned ad gaderne, jeg går forbi nogle pubber, og et enkelt diskotek, resten er lukkede butikker, lejligheder eller caféer.

Jeg fortsætter ligeud, jeg ved ikke hvor jeg er på vej, men jeg ville bare væk. Jeg skulle bare ud.

Jeg har brug stilhed, og luft. Inden længe havner jeg i park, eller et grønt område, for det er bare et sted med et par bænke, nogle træer, og en lille sø.

Det lille, men lige hvad, er det hvad jeg har brug for.

Jeg løber over vejen, mens der ingen biler er på vejen. Vejen er faktisk ret øde, da jeg er gået væk fra alle de pubber.

Jeg falder nærmest ned på den nærmeste bænk, og tager en dyb indånding.

Mor, hun er tilbage. Hun vil bare have vores penge, hun vil have vores speciale hjælp til at snyde dem.

Hun advarede os dog, men hun er stadig den snu ræv hun er. Det har hun altid været, hun har aldrig bare sagt eller gjort det fordi vi var hendes eneste børn, men nej. Hun vil altid have noget.

”Undskyld er du okay?” hører jeg en stemme sige midt i mit indre virvar.

Jeg kigger op, med vand i øjne. Men jeg blinker det væk.

”Ja jeg har fint, det bare der sker så meget i mit liv for tiden.” siger jeg til pigen som sætter ved siden af mig.

Selv i mørket kan jeg se hun har lilla hår, og meget blå øjne. Hun smiler til mig.

”Det kender jeg godt, jeg tager også altid her hen?” siger hun. Jeg smiler bare til, da jeg egentlig ikke gider snakke med nogen.

”Undskyld jeg spørger. Men du Natalie ikke? Harrys kæreste?” spørg hun mig. Jeg lægger hovedet i hænderne, og sukker. Selvfølgelig sker det her lige nu.

”Jo. Jeg er.” siger jeg irriteret.

”Fedt. Tror du måske jeg kunne få et billede, eller noget siden jeg nu har dig, eller er det for meget at bede om?” spørg hun mig, med det her håbefulde ansigt.

Jeg kan ikke rigtigt sige nej, så jeg smiler bare.

”Kun et foto!” smiler jeg.

”Tusinde tak!” siger hun, og har telefonen oppe og med kameraet fremme hurtigt, jeg rykker mig lidt nærmere og lægger armen om hende og smiler. Hun tager et billede, og låser sin telefon.

Hun rejser sig op, ”tak. Jeg ved det nok ikke var den bedste tid jeg spurgte dig, jeg håber du får styr på hvad end der sker for tiden” smiler hun, og smutter hurtigt igen.

Det håber jeg egentlig også.

Jeg ser imens hun forsvinder ned af gaden, hvor hun taler højt i sin telefon. Jeg kigger rundt og ser andre begynder at gå rundt på gaden. Nogle fulde piger i lår korte kjoler, mænd som også er ret fulde. De sikkert alle fra pubben.

Jeg sukker og ligger mig ned på bænken.

Jeg ser op i trækronernes toppe, og igennem kan man se den mørke himmel, fyldt med smukke stjerne.

Gid jeg bare kunne forsvinde lige nu. Jeg gider ikke hun kommer nu, jeg har ikke brug for hende her, hvorfor kommer hun altid og ødelægger alting, hvorfor lever jeg sådan en lorte liv, med så mange fjender, og dårlige minder.

Det er altid det jeg gør, skaber dårlige minder. Bryder love, og hun påstår at være stolt. Jeg fører mine hænder op til mit ar. Et kæmpe ar hen over brystet, et minde mere fra Brian. Jeg slipper aldrig fra ham med dette mærke.

Jeg sukker endnu en gang, før jeg lukker øjne for et sekund, som jeg mærker søvnen komme over mig, men jeg bliver trukket ud af det da jeg hører utallige biler stoppe meget brat.

De må ikke have set der var rødt, eller sådan noget.

”Der er hun!” råber en mørk stemme.

Jeg rejser mig hurtigt op, forvirret over hvad der sker. Men jeg tror jeg gjorde for hurtigt som bliver hurtigt svimmel. Jeg rejser mig fra bænken da jeg ser tre sorte vogne blive tømt for alle de papparazzier som har siddet ind i den.

For helvede, hvorfor lige nu.

”Natalie! Natalie!”

”Hvor er Harry?”

”Er du fattig siden du ligger her?”

”Er dig og Harry gået fra hinanden?”

”Hvorfor lægger du her?”

”Hvordan går dig og Harrys forhold?”

”Er det sandt Zayn er op at skændtes med resten af drengene?”

”Hvad skete der i Brasilien?”

”Hvorfor forsvandt i alle i to uger?”

Spørgsmål bliver kastet fra alle sider af. Lysene blænder mig næsten, mikrofoner bliver næsten kastet ned i halsen på mig, og jeg føler mig kvalt imellem alle der her rapportere.

Jeg ryster på hovedet.

”Jeg..” mere kommer ikke ud af min mund som jeg egentlig bare begynder at gå væk fra dem, men hver gang jeg går et skridt tilbage, går de to frem.

”Natalie, svar på vores spørgsmål!” råber en af mig, og jeg bliver svimmel igen.

”Kan i komme væk!” råber en meget vred stemme.

”Ryk jer dog væk, hun kan ikke trække vejret! Hun er jo helt hvid i hovedet, i har skræmt livet af hende, ryk jer!” råber han igen, og før jeg ved står en meget vred Harry foran mig. Han tager min hånd, og hiver mig efter ham, væk fra dem alle, som vi går hen til hans BMW, han åbner døren for mig, og jeg kravler ind i bilen.

Han løber nærmest omkring til den anden side, hopper ind, tager selen på og trykker speederen i bund.

Den korte tur hjem, var stille og akavede. Han hænder holdte så stramt omkring rattet at hans knoer blev hvide, og hans ansigt var kun på vejen, og intet smil dækkede hans ansigt, kun et lige streg.

Det er skræmmende at se ham sådan her. Radioen var slukket, og vores munde var stille. Men selvom det føltes som en evighed, kørte han endelig ind i vores indgang, selvom vognene havde fulgt os, forstår de, at de ikke kan komme længere, så de spilder deres tid.

Da bilen stopper, stiger Harry ud som den første og med sine lange ben fører sig hurtigt ind i huset. Jeg tager en dyb indånding, bange for hvad han vil sige eller gøre når jeg engang træder ind af døren. Jeg har ikke engang forladt bilen. Men efter nogle minutter har jeg samlet moden til at forlade den nu kolde bil.

Jeg rejser mig fra sæden, og smækker døren i og bevæger mig langsomt hen til hoveddøren.

Men da jeg træder ind bliver jeg ikke angrebet, jeg bliver ikke råbt ad, intet kram, intet. Intet overhovedet, lyset er slukket, og rummet er forladt nærmest, lys kommer ude fra gangen, som viser han er inde på værelset. Jeg smider min slidte flip flapper, og går hen til gangen med mine hænder nærmest bundet sammen.

Jeg kan mærke mit hjerte pumpe, og jeg ved det jeg gjorde nok ikke var det rigtige, og han nok er sur. Men sådan her har jeg aldrig set ham.

Da jeg træder ind i dørkammen, er lyset væk, og hans figur er gemt under dynen, en trøje ligger på gulvet, og et par bukser ved siden af sengen. Han plejer at smide det i vaske kurven, eller tilbage i skabet med det samme.

Hvad har jeg dog gjort?...

Efter jeg har stået i dørkammen, prøvet at bestemme mig for om jeg burde ligge mig ved siden af ham eller ej, tager jeg forsigtige skridt hen til sengen. Jeg smider mine shorts før jeg sætter mig i sengen, fjeder giver under mig vægt, og jeg kigger over min skulder, men han vender stadig væk fra mig. Som om han ikke engang kan se på mig uden af blive frastødt.

Det var de her jeg mente med at kreere dårlige minder. Det her gør jeg for tit. Hvorfor gør jeg det her mod andre, jeg er syndebukken i alt, jeg er den folk vil have, den de er ude efter.

Jeg mærker mine øjne blive våde, men jeg snøfter hurtigt og kører bagsiden af min hånden over mine øjne før jeg ligger mig ned, på ryggen. Jeg trækker dynen over mig, men siden vi deler en, er der et kæmpe hul i mellem os, og ikke så meget dyne til enten ham eller mig…

Jeg stirrer på hans ryg, jeg venter på han vender sig og fortæller hvor rastløs jeg er, hvor skuffet han er, hvor vred han er på mig, at han elsker mig, at han kysser mig og vi bliver gode igen.

Men han forbliver hvor han er, og jeg kan mærke mit hjerte gør ondt, som tårer langsomt begynder at trille ned af mine kinder, og for første gang lader jeg dem.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

 

”Harry og Natalie, det kompliceret!?” råber en stemme, noget bliver smidt på mig, jeg åbner langsomt mine øjne, og ser mig omkring i det lyse rum, Harry står foran mig med et vredt ansigt.

Jeg sætter mig op, og ser mig omkring da jeg endelig får øjne på bladet som ligger ved siden af mig, jeg tager det op og læser forsiden, og underoverskriften. Bag den iøjnefaldende skrift er et billede af Harry og mig, Harry med et seriøst udtryk, mens han dækker noget af hans ansigt med hans hånd, mens jeg står bange og skræmt bag ham.

”Harry..”

”Du.. Jeg er virkelig… Modest! Ringede og de er ret vrede over denne negative omtale, de giver mig skylden. Fordi de her blade får mig til at se ud som den slemme fyr, fordi du stak af.” siger han.

Jeg gnider mig i øjne hurtigt og kigger ned på billedet. Jeg siger intet, for jeg har intet forsvar, intet at spyde tilbage.

”Undskyld..” kommer ud, men kun som en smal hvisken, jeg kan ikke få mig selv til at se ham i øjne, jeg ser kun hvor bange jeg ser ud på forsiden af en af de mange kendte sladder blade.

”Jackie” siger han, som om han er irriteret.

”Undskyld, undskyld, undskyld!” råber jeg, som mine øjne går i vand igen.

Jeg flyver ud af sengen, og over til skabet. Mens Harry står frosset ved siden af sengen mens han følger mine skridt.

Jeg finder min taske som er gemt bag en kasse med nogle af mine nips ting. Jeg begynder at fylde noget tøj ned i, og rander hen til badeværelsesdøren.

”Jackie! Hvad laver du?!” siger han, og følger efter mig, som jeg tager min tandbørste og min ynglings parfume. Ironisk nok er det en af deres…

”Jeg pakker. Jeg skal nok forsvinde, det virker som om jeg kun gøre dårlige ting når vi sammen. Jeg dårlig omtale” siger jeg, uden at se op. Jeg skubber mig forbi ham, tager mine bukser på, og en trøje udover min undertrøje som jeg sov i.

Jeg tager min telefon, og smider alting ned i tasken uden over hovedet at folde tøjet eller lukke tasken.

Jeg tager tasken over skulderen over bevæger mig mod hoveddøren.

”Jackie!” råber han. Men jeg binder bare mine snørebånd på mine sko, som han kommer flyvende ud af vores værelse, hans værelse… Og tager min jakke over skulderen, med mine nøgler i lommen.

”Farvel Harry” siger jeg, før jeg smækker døren. Jeg løber nærmest til garagen for at få fat i min bil. Men jeg hører døren åbne igen, og Harry løber imod mig.

”Jackie, du vover!” råber han. Jeg står som frosset foran garage døren med min taske i hånden og nøgler i den anden.

”Hvad? Har du ikke gjort nok? Jeg jo ikke andet end dårlig omtale, jeg rastløs og ligeglad!” råber jeg, med tårer i øjne.

Han stirrer på mig i et øjeblik. Før jeg bare nikker, så det hans svar…

”Okay.” siger jeg, og trykker på knappen til porten.

Jeg åbner døren til min bil, smider tasken på passagersædet, og tørrer kinden før jeg putter nøglen i tindingen og træder på speederen.

Jeg kører lige forbi ham, hvor han står med et trist ansigts udtryk, det ser nærmest ud som han er gået i stykker. Han står der bare med det der udtryk som knuser mig, men jeg snøfter en enkelt gang, sukker før jeg kører videre ud til hovedvejen, og videre ud til de eneste jeg stoler på lige nu, som jeg ved forstår mig.. Sådan da.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

 

Jeg banker på for tredje gang nu, i kulden. Deres biler holder her, måske er de ikke stået op? Klokken er jo kun lidt i ti… Jeg prøver igen, og denne gang åbner døren, men lige som jeg skulle til at banke, og ender med at banke på Liams bryst.

”Aw, Jackie!” siger han, han har ingen trøje på, og kun nogle jogging bukser. Han har rodet hår, så jeg har tydeligvis vækket ham.

”Liam. Må jeg være her nogle dage?” spørg jeg ham, uden sådan rigtigt at kigge ham i øjne. Han stirrer på mig i nogle sekunder.

”Hvad har Harry gjort?” spørg han og tager fat om min kæbe og hiver mit hovedet frem og tilbage, for at undersøge mit ansigt.

”Intet af den slags!” siger jeg, og han giver slip.

”Det bare… ” jeg sukker da jeg ikke få ordene ud. Jeg hiver det magasin som endte på toppen af tasken og viser ham det.

”Oh.” er alt han siger, ”kom endelig ind, der er jo pisse koldt i dag” siger han, og rykker sig, så jeg kan komme ind i varmen.

”Hvad sker der?” spørg en søvnig Sophia som kommer ud i kun en undertrøje.

”Godmorgen” siger jeg med en lav stemme.

”Jackie? Hvorfor er du her? Ikke fordi du ikke må, men hvad laver du her?” spørg hun forvirret.

”Lad hende lige komme ind” siger Liam og tager Sophia hånd hvor de forsvinder ud af indgangen.

Jeg kan hører de snakke, men jeg sætter mig bare i deres sofa. Mine øjne er stadig våde, men jeg gnider bare i mine øjne. De kommer hurtigt tilbage, dog har Sophia taget et par shorts på.

”Jackie, er du okay?” spørg hun mig, jeg nikker først. Men da hun sætter sig ved siden af mig, begynder jeg at ryste og mine øjne bliver våde igen, og jeg kan ikke holde det tilbage.

Hun lægger en arm omkring mig, ” jeg ved det hårdt, men det kun et mindre bump på vejen” siger hun til mig, og giver mig et ordentlig kram.

”Det fint,” siger jeg imellem nogle snøft.

”Hvad fanden Harry?!” hører vi efter i baggrunden. Jeg vender mig hurtigt og kigger efter hvor jeg hører Liams stemme, men jeg kan ikke se ham, han må være i køkkenet eller noget. Men jeg kan hører stumper af hvad han siger, og det ikke pæne ord.

 ”Ignorer ham, han er bare forvirret over Harrys opførsel” siger hun til mig.

”Det jeg også, men jeg giver ikke ham skylden, jeg var lige så meget over det. Så bær over med ham. Jeg var den som skred” siger jeg til hende. Hun nikker, ”vil du låne et værelse?” spørg hun mig, jeg nikker bare og følger efter hende til en af deres mange ekstra værelser til når deres familie kommer på besøg.

 

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

IKKE RETTET

Heeeej! 

Hehe. Hva så?..

Ved godt jeg måske er en time forsinket på udgivningen, men det da ligemeget! 

So uhm.. The weather?

Liam? 

Figths?

Yup.. De skændtes måske lidt hårdere denne gang? Men can you blame him?

Ja måske ret meget, nå men, jeg går i seng xD

Vi ses, i næste kapitel.

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...