Caught In Lies ((LOaL 3 One Direction))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 jul. 2015
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Jackie skal til at kæmpe sin sidste kamp. Kampen for at finde sandheden, kampen for kærligheden, og kampen imod alle hendes glemte løgne, som nu er vendet tilbage.
Men vil Jackie kunne holde styr på alle disse hvide løgne som flyver omkring, og kan en glemt person hjælpe hende med at finde sig selv?
Dette er den afsluttende bog i 'Live On A Lie' trilogien.

11Likes
7Kommentarer
4510Visninger
AA

12. Kapitel 10 ♣♠♣ What Kind Of Man♣♠♣


 

Hun tænker ikke på os.

Hun tænker ikke frem.

Min hjerne vil ikke tænke på andet, selvom hun sidder foran mig i en pæn trøje, og sit hår krøllet. Hendes makeup pæn og simpel. Hun har gjort det her for mig, for min skyld, hun beder mig kun om at være her med hende, og jeg er her. Fysiks, men ikke mentalt. Min hjerne kan ikke lade det være, selvom hun sidder smuk og glimtrene foran mig. For mig.

Restauranten er mørk, og stille. Det er en pæn restaurant. Folk har pænt tøj på, ligeså har vi. Maden foran os er dyr, men intet jeg ikke kan klare. Men atmosfæren omkring os er kold, meget kold og stille. 

Folk omkring os griner, smiler og er kærlige men vi ser knap på hinanden. Jeg kan ikke se på hende, noget i mig gør bare ondt.

Men hun tager min opmærksomhed da hun smider bestikket ret hårdt ned på tallerken og tiltrækker nogle af bordene omkring os opmærksomhed.

”Okay Harry. Jeg kan ikke det her, når du ikke engang gider se på mig” siger hun, og begynder at tage sin jakke på igen. Jeg ser forvirret på hende som hun begynder at gå mod døren.

Jeg rejser mig hurtigt og følger efter hende.

”Jackie” prøver jeg, og hun skyder mig et advarende blik, og jeg indser hvad hun mener.

”Natalie” prøver jeg så igen, men hun ignorer mig, som vi træder ud af døren, jeg får fat i hendes arm og stopper hende. Hun stirrer på mig med sine dybe brune øjne, som nærmest ser sorte ud i vrede.

”Var én dag for meget, at bede om?” spørg hun mig. Jeg stirrer bare på hende, jeg aner ikke hvad jeg skal sige, jeg aner ikke hvad jeg tænker, jeg er så forvirret over hvad end der foregår og jeg ved ikke hvor vi står.

”Jeg…”

”Jeg ville bare have i dag for mig selv, Harry. Bare i dag kunne jeg være selvisk og have én dag med min kæreste som jeg syntes jeg fortjener. Men du tog den fra mig, fordi jeg ikke tænker meget langt ud i fremtiden, eller hvad end du er så sur over. Jeg syntes bare… Jeg ville bare…” Hun fortsætter ikke sin sætning, og glor bare på mig, og jeg føler skylden strømme ind over mig, og jeg kan se tårene begynde at vælde i hendes øjne.

”Jeg tager hjem,” siger hun, ”alene” og vender sig om og flyder ind med mængden.

”Undskyld, sir, du bliver nød til at betale” siger en tjener bag mig, hun står lidt på skrå med den ene fod halvt løftet fra jorden, og er lidt ubekvemt i den her situation, jeg tror hun har hørt noget af samtalen.

”Jeg kommer nu” siger jeg langsomt, og søger stadig mængden for hende, men selv med hendes 178cm er hun helt væk.

Jeg sukker og følger efter tjeneren ind for at betale, for vores halv spiste måltid.

Efter at have betalt, skyndte jeg mig hen til parkeringskælderen hvor jeg kørte os hen sammen. Jeg aner ikke hvordan eller hvor hun vil tage hen, jeg ved jeg ikke vil kun finde hende imellem mængden af mennesker i midten af London, så jeg vælger bare at køre direkte hjem og håbe på hun kommer hjem snart.

Det tog mindre tid at komme ud af byen, end det gjorde at komme ind, og jeg ender ret hurtigt tilbage i vores indkørsel, og ser alt lyset er slukket, og som sol er halvvejs nede, plejer Jackie at tænde lyset i køkkenet for at få den bløde glød i stuen, sammen med lampen på reolen bag sofaen inde i stuen.

Jeg sukker før jeg slukker bilen og træder ind i vores hus, som er mørklagt, og tomt.

Klokken er allerede halv syv og livet i London er startet.

Gad vide hvor hun er henne? Hvordan kommer hun nogen steder? Hun havde ikke en taske på sig, har hun penge i lommen? Fryser hun mon i den kolde forårs vind?

Jeg sætter mig i sofaen, men tænder intet. Lyset på reolen er det eneste, tv’et står slukket, og jeg orker ikke se på det heller. Radioen forbliver slukket, som jeg ikke gider hører på sange om kærlighed og sex, og piger der drikker for meget og er for nemme.

Hvad jeg vil se og hører på er hendes grin, og hendes smil.

Klokken er halv ni da jeg hører dørens lås blive åbnet, og døren åbne. Jeg rejser mig hurtigt fra den stille stue og går til døren, hvor hun står med ryggen til som hun langsomt lukker døren. Hun vender sig mod mig. Hun har et vredt øje til mig, og jeg kan mærke gåsehuden kravle sig op af mine ben og arme.

”Hvor. Er. Min. Bil?” spørg hun, langsomt og koldt.

Jeg siger intet, jeg ved godt hvor den er, hvad jeg har gjort. Jeg vil ikke have hun kører i den, det for farligt, og hun ender bare med at kører galt.

Hun tager min stilhed som sit svar, og går forbi mig, og giver mig et enkelt puf som hun går forbi. Jeg glor efter hende, forvirret over hendes humør.

Hun går direkte mod vores værelse. Jeg kan hører rode rundt, og jeg går langsomt imod værelse bange for at se hende pakke hendes ting endnu en gang.

Men jeg ser frygten i øjne, som hun gjorde lige det.

”Jeg skal bruge min bil” siger hun koldt, som hun pakker et par bukser, noget undertøj, sin sorte kjole, en anden trøje ned, og bevæger sig mod vores badeværelse.

”Hvor skal du hen?” spørg jeg lavt, med en hæs stemme.

”George skal bruge min hjælp, Nate er på den igen, min mor er tilbage, min papfar er et røvhul, og min papbror er psykopat.” siger hun bare. ”Jeg har stadig noget rod i familien der skal løses, og det hjælper ikke med dig lige nu” siger hun vredt, og tager tasken på ryggen og stirrer mig direkte i øjnene.

”Jeg har alt for meget på min tallerken lige nu, og det hjælper bestemt ikke du snakker om rollinger og hvide stakitter.” Forklarer hun mig.

”Forlader du mig?” spørg jeg halv kvalt. Jeg kan mærke tårene presse på. Hun må ikke gå igen.

”Nej.” siger hun efter noget tid.

”Men jeg har så meget der foregår lige nu, at jeg ikke orker det her. Jeg fik ikke min dag, du får en tom seng i nat. Jeg kommer nok tilbage i morgen eller overmorgen, men jeg tager lige noget pusterum” siger hun, og jeg synker den klump jeg har i halsen og ånder lettet ud, selvom det bestemt ikke er fair, eller optimalt på nogen måde. Men at vide hun kommer tilbage letter en masse mørke tanker fra mit hoved.

”Men jeg skal bruge min bil” siger hun for tredje gang. ”Hvor er den”.

”Jeg uh… Fik den en plads i en garage lidt uden for byen, så du ikke kunne køre i den, men politiet lavede en kontrol på den og har beslag lagt den som det er din bil, og du er lidt efterlyst…” siger jeg og ser hurtigt ned på mine fødder.

Jeg venter på hendes vrede, men intet kommer. Hun slår mig ikke, hun råber ikke, hun står der bare, og det bekymrer mig endnu mere.

”Jackie?” prøver jeg forsigtig.

”Mit armbånd…” siger hun stille, hendes øjne er våde, og jeg kan mærke mit hjerte briste, jeg har virkelig fucket op.

”De tog bilen… de har brevet, mit armbånd…” siger hun, og tager nogle skridt tilbage og falder hen på sengekanten.

”Jackie, jeg..”

”Stop. Du har gjort nok for i dag. Jeg tager hen til George. ” siger hun, og kører en hånd hen over sine øjne, og finder sin telefon frem.

Hun sætter den op til øret, og venter mens hun går mod døren.

”Ja, du bliver nød til at vende om, de har min bil… Ja de lorte strømmere.. Jeg ved det sku da godt, det noget lort. Okay” siger hun og lægger på.

Hun vender sig om før hun går ud af døren, hun kigger på mig intens som om hun prøver på at huske alle detaljer på mit ansigt, hun ser bare på mig, og jeg hende.

”Farvel, ” siger hun monotont, og går udenfor hvor en biler kører op af indkørslen, og hun hopper ind på passager sædet.

Jeg ved det George, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den sorte kjole hun smed ned i tasken, gad vide hvad hun skal hjælpe ham med.

Jeg sikker på hvis jeg viste, ville jeg slå nogen.

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣


Mørket havde lagt sig udenfor, George sidder stille mens han kører, og giver et akavet host fra sig en gang i mellem. Turen er lang, og meget ubehagelig i den her korte kjole, som sidder meget stramt.

Bilen hopper lidt som vejen bliver mere ujævn. Vi er uden for byen lige nu, men det kun for at hente Sky, og Roman. De holder til i en garage uden for byen, hvor de også har deres biler. Chris er allerede ved mødestedet, og Nate sidder i et hotelværelse et sted i byen hvor han sidder med diverse computere og trackere, han er vores ’guds øje’ som han ser og hører alt lige nu.

Det usædvanligt at det er ham som sidder bag computeren, men de ville genkende ham for hurtigt, og siden Roman altid sidder bag computeren har de aldrig set hans ansigt. Plus er han blevet ret stor siden han har kunnet træne som han plejer igen. Ekstra muskler er altid gode.

George bremser langsomt op, Sky og Roman sætter sig ind i bilen, og siger et hurtigt hej. Ingen er i specielt godt humør, vi ved hvad der skal til at ske, og vi nok kommer lidt blå og gule ud derfra, men det er nødvendigt. Efter alt Brian og hans far har efterladt os.

Turen tilbage ind til byen varede ikke længe, som vi bare fulgte den samme vej hen til et mørkt kvarter fyldt med natklubber, gentlemens klubber og andre skumle virksomheder.

George standser bilen ikke langt fra vores mål, der står en stor mand uden foran der spærrer døren og en del mennesker som venter på at blive ladt ind i festen, vi gå direkte hen til ham, og George viser ham vores invitation.

De sendte bud efter ham i går, de dukkede op ved hans hus, og efterlod ham et blåt øje og det brev. Han rykker sig hurtigt og vi kommer ind i varmen som omblikkeligt omringer os. Rummet lyser rødt, og dj pulten som er ved midten af rummet er omringet af folk med drinks i hånden fra baren, og folk som danser tæt. I hjørnet er sofaer med mænd siddende og piger som viser hvad de kan, mens de kigger på.

Musikken er stille men dyb, som bassen ikke er for forstyrrende, men forførende. Den fortæller din krop til at bevæge sig. En væg dækket med billeer går vi forbi, og igennem et gardin som fører os hen til et afsats område i klubben. Sky og Roman bliver tilbage for at holde udkig, når man bliver sendt bud efter kan det aldrig ende godt.

Kun tre døre var i den smalle gang vi endte i. George førte an som han fulgte instrukserne i invitationen. Endnu en mand står med en kniv i hånden og drejer den omkring, og stirrer intens på den.

Men i det øjeblik vi trådte frem fra gardinet, og musikken blev lidt lavere gloede han på os.

”Hvad fanden laver i heromme?” spørg han vredt, og drejer kniven i sin hånd noget mere.

George hiver bare invitationen op.

Han glor på den i et øjeblik, sukker og banker på døren bag ham. Der går et øjeblik før han åbner den og fortæller om vores ankomst.

Han forsvinder i et øjeblik, og døren smækkes bag ham.

”Hvem tror du er der inde?” spørg jeg ham.

Han glor på mig med sine grønne øjne, og trækker i skulderen.

”Jeg skylder ingen penge, medmindre jeg blevet hivet ind i noget af alt jeres lort” griner han, og manden kommer tilbage ud, og åbner trædøren så vi kan komme forbi.

”Skynd jer nu, vi har ikke hele aften” siger han vredt og skubber mig forbi ham.

Vi kommer ind i endnu et rødt rum, væggene er malet røde og dækket af diverse billeder af mænd og halvnøgne kvinder. Et dart spil hænger på den ene væg, og midt i rummet er der tre sofaer, bag den bagerste sofa er der en lille bar hvor få mænd sidder, en mand i den midterste sofa, og to piger i den ved siden af.

Nogle mænd spiller kegler på billard bordet ved siden af døren, og griner lidt af hinanden. Men det ham i sofaen der interesserer mig.

Han sidder i en hvid skjorte og sorte bukser. En kop med whisky i hånden, hans hår er vildt og han ser ung ud. For ung.

”Hvem mon det er” griner han og sætter sin kop ned på de lille bord med en enkel sort rose i en vase.

Jeg stiller mig foran George, og skubber ham nærmest bag mig, døren er smækket bag os, og jeg glor lige på manden i sofaen.

”Jeg gad vide det samme” spørg jeg ham i en stille tone.

Han griner lavt mælt, og pigerne ved siden af fniser og læner sig langsomt foran og viser mere af hvad de egentlig ikke har.

”Hvorfor sætter du dig ikke her?” spørg han og hæver en hånd over de to sofaer. Den hvor han sidder og den anden.

Hurtigt følger jeg hans forslag og sætter mig i den overfor ham, og George følger trop. Han aner ikke hvad han laver.

”Så uhm jeg…”

”Hvad laver en som dig her, lille piger hører ikke til ved de voksnes lege” griner han og afbryder George som sidder med invitationen.

Jeg sætter mig med krydsede ben og vender mig mod ham, mens jeg krydser armene.

”Du ved vel for helvede hvem jeg er.” siger jeg til ham med en vred undertone. ”Eller er du ude efter min intet anende ven?” spørg jeg ham grinende, George giver mig et lille skub, og jeg giver ham et undskyldende blik.   

”Jeg tror ikke jeg har haft æren” siger han skeptisk. Han ser ventende på mig. Han har virkelig ingen ide.

”Ved du så hvem han er?” spørg jeg ham, han glor på ham i et øjeblik.

”Ingen ide?” griner han.

Jeg glor på George og venter på en forklaring.

”Men, jeg ved hvem han kender. Den fantastiske gruppe The Furios som gemmer sig her for tiden” griner han.

”Og vi skal bruge nogle lokalitioner” siger han og glor direkte på George, som begynder at se lidt skræmt ud. Han er normalt ikke inde over ting som dette, han har kun deltaget i ræs og nogle små ting som at være vores flugt billist.

”Du ser på en af dem” siger jeg og ser ham direkte i øjne.

”Du er Jackie Hill?” griner han. ”Den tøs er kendt som den bedste, og du jo en lille pige” griner han.

”Brug for beviser?” spørg jeg ham, ”jeg kan sagtens demonstrerer” jeg hæver en knytnæve, og han griner bare endnu mere.

”Hah! God joke lille pige, gå nu hjem til din mor” griner han og tager endnu en tår af sin whisky.

Jeg tager fat i kanten af min kjole og hiver mit kørerkort fra USA op og viser ham det.

”Du seriøs?” spørg han, og griner højlydt, folk er begyndt at kigge imod os.

”Godt så, så ingen nytte for ham.” siger han med et diabolsk smil, og to mænd kommer hen og tager fat i Georges arme og hiver ham op, han stritter lidt imod men jeg sidder stille og holder øje med manden.

”Og du er?” spørg jeg, imens jeg lægger mit kørekort tilbage i bh’en hvor den er godt gemt.

”Nikolas” siger han alene.

”Nikolas. Aldrig hørt om dig” siger jeg og læner mig tilbage.

”Ditto. Men jeg skal bruge nogle penge” siger han.

”Vi gør ikke sådanne ting for tiden” siger jeg hurtigt.

”Du skylder mig nu ellers” griner han.

”Jeg aner ikke hvad du…” jeg stopper midt i min sætning.

De er efter jer, mig, og Brian. Medmindre han allerede er ude af billedet… De kræver penge, penge jeg ikke har. 

Mor.

Brian.

Stedlort.

Fuck.

”Du er del af Death Angeles” konstatere jeg.

Han giver mig endnu et smil af hans og tager en tår af sin whisky.

”Om jeg er.”

♣♠♣ ♣♠♣ ♣♠♣

 

IKKE RETTET

Lidt sent på den men, ups xD

Ved godt jeg ikke skriver så ofte eller publicere så ofte længere, men har eksamens forberedelser så ja. Life...

Men ligeså snart alt det er overstået burde jeg gerne komme videre med historien og håbefuldt blive færdig inden 6 okt. eller omkring den dag, da jeg så har skrevet på LOaL i tre år xD

Håber i kan lide hvordan historie går indtil videre, og nyder min historie :D 

Tak for at i gider læse den meget lang(Og dovent skrevet) serie xD

-Mad Hatress

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...