Hvis ikke nu, hvornår?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2015
  • Opdateret: 28 maj 2015
  • Status: Færdig
Året er 2149. Indien er i krig. Det indiske styre er i samarbejde med deres naboland Pakistan i færd med at rydde hele det asiatiske kontinent for mennesker med den såkaldte "Hjertefejl". Deesha og hendes lillebror Pradip kæmper en brag kamp om at flygte fra deres engang elskværdige land Indien, som i deres hoveder forvandlede sig til et bogstaveligt Helvede på Jorden.

3Likes
2Kommentarer
697Visninger
AA

1. Hjertefejl eller homofobi?

Mine øjne kæmpede en brag kamp om at holde sig åbne. Narayana holdt sit ugelige foredrag, om hvordan krigen i vort land opstod, som om vi ikke havde forstået det første gang han forklarede det. Ordene fra hans mund blev tungere og tungere, og havde det med at trække ned i øjenlågene. Pradip trak i min himmelblå sommerkjole, og så op på mig med sine kolossale bambiøjne. Han så på mig med det blik, han altid sendte mig når han var nervøs eller bange. Hans store buskede øjenbryn, der vendte ned af, og det højre øje, som trak lidt ned i de ellers perfektformede øjne.

… Og i det sekund vidste Aadish og hans folk, at Sanjaya var født med en hjertesygdom, som de mente var smittefarlig. Aadish besluttede sig derfor, at alle han mente led af sygdommen, skulle henrettes omgående. Han nægtede at lede et Indien, som var befængt med drengepiger og pigedrenge. Gud har givet dig en gave, hvorfor afslå den ved en forkert hjertebanken?”, plaprede Narayana.

”Hvad mener han med forkert hjertebanken, Deesha?”, spurgte Pradip, og lød en smule angst. Jeg klappede ham blidt på hovedet, og bed mig i mine sprukne læber.

”Bare rolig, det er ikke farligt. Tværtimod”

”… Kabilan og Sanjaya havde besluttet sig for et hemmeligt tegn, som alle med hjertefejlen kunne bruge, for at vise hvem de var. De fik tegnet skåret dybt ind i huden, så de aldrig ville glemme hvem de var. Da Aadishs ældste søn, Kiyaan, opdagede hvad tegnet betød, gik han direkte til sin far, og tegnet blev, hurtigere end du kan nå at affyre en patron, forbudt i landet. Hvis Aadish på nogen måde så et lignende tegn, blev de skudt på stedet. Folket gjorde selvfølgelig oprør, og nu blev det også forbudt at sige Aadish imod. Og i kan vel gætte jer frem til hvad der skete med de der gjorde?”, Narayna kunne bare ikke stoppe sig selv, når først han kom i gang. Pradip trak så hårdt ned i min kjole, at jeg blev nødt til at bukke mig ned til hans lille 6-årige barneansigt.

”Hvilket tegn?”, spurgte han uroligt. Jeg gennemskuede hurtigt, at han var bange for at lave det. Selvom Narayana stod oppe på podiet, havde han alligevel så skarpe ører, at han fik fat i Pradips nervøse spørgsmål.

”Det er kaldet dobbeltkrydset. Det kan godt ligne lidt et ar, hvis man kaster sit øje på det den første gang. Men i må under ingen omstændigheder forme det på hænder, eller noget andet. Vi har vagter stående udenfor denne port, og hvis de ser det, bliver i som sagt skudt.”, forklarede Narayana, og Pradip rystede, som var han proppet nøgen ned i en fryser. Jeg vidste at han var bange for døden. Krigen med for den sags skyld. Han var i det heltaget en enormt nervøs dreng, og jeg vidste, at jeg måtte passe godt på ham. Min far var flygtet til Danmark inden min mor blev mistænkt for ”Hjertefejlen”, og blev skudt. Jeg og Pradip gjorde vores bedste for at flygte uden at blive opdaget. Planlæggelsen var slut, og vi måtte gå i gang. Snarest.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...