Is He The Right ?

Hvad sker der når hele dit liv bliver ændret ?
Det prøver Melanie at finde ud af, da hun bliver gravid med Louis Tomlinsons barn i en alder af 22 år.
Find ud af det ved at læse historien

32Likes
22Kommentarer
40747Visninger
AA

49. Del 49

Den 28. August 2016

Det er nu lidt over en uge siden Johannah, og hendes begravelse er i dag.
Jeg ved godt Louis og jeg har haft et udfordrende, og kompliceret forhold de sidste par år, men det er ingenting i forhold til den her uge, tvillingerne har haft feber de sidste fem dage, Louis er ked af det hel tiden, det er vel også forståeligt nok, og Christel er her bare, hun forstår ikke `hvorfor far er ked af det´, så det har nok ligeså meget været en prøve for os som familie, som det har været for vores forhold.

Louis og jeg har ikke rigtigt snakket om hvordan han har det, det er ikke fordi der ikke har været tid til det, der har været en del gange hvor vi har kunnet snakke om det, men det er som om han har undgået det, jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, eller sige, det er jo heller ikke hver dag, at ens svigermor skal begraves, så det er nok meget normalt.

Jeg har taget mig sammen, og købt en ny kjole, den er basic sort, med et blonde stykke i toppen, mere præcis sådan her:

 

Louis kommer ind og siger:
"Er du klar?"
"Ja, er barnepigen kommet?"
"Ja, hun er kommet, skal vi køre nu"
"Ja"
Sådan har alle vores samtaler været siden hun døde.

__________________

Vi ankommer til kirken, der er allerede kommet en del.
Vi går ind og sætter os på den forreste række, sammen med Daniel og Louis´ søskende, hans tidligere stedfar Mark Tomlinson, er her også, Louis biologiske far Troy Austin er også dukket op, jeg tror ikke han har snakket med Johannah i flere år.

Mit blik falder igen hen på Louis, han sidder og læser den tale, han skal holde bagefter, jeg lægger min hånd på hans ryg, og begynder at køre min hånd op og ned af hans ryg, han drejer hovedet og siger:
"Vil du ikke lade vær, med at køre din hånd på min ryg"
"Jo, selvfølgelig... Undskyld"
Han svarer ikke og jeg fjerner min hånd igen.

Præsten går igang...

_____

Det er blevet tid til at Louis skal holde sin tale, begravelsen i kirken gik som den var planlagt, Louis var med til at bære hende ud sammen med nogle andre, både Mark og Troy er taget med over og få kaffe.

Louis rejser sig op, banker på så sit glas og siger:
"Først vil jeg sige tak fordi i er kommet, det vil hun virkelig have sat pris på, de fleste herinde har kendt hende i mange, og i har alle forskellige minder med hende, hun nåede at være min mor i næsten 25 år, det var 25 år med op og nedture, det har været gode og dårlige år, hun har ikke altid haft det nemt, men ligemeget hvad der skete af dårlige ting, var hun der, hun var der da min far forlod os, hun var der da hende og Mark blev skilt, da jeg blev kørt ned og svævede mellem liv og død, ligemeget hvor langt nede hun har været, har hun altid været der. Hun var en kvinde der kæmpede til sidste, bare to måneder før hendes død, insisterede hun på at være med til fødslen af Madeleine og William, hun har altid kæmpet og gav ikke op før til det sidste, hun vidste godt hun ikke havde lang tid tilbage, bukkede hun ikke under, hendes humør var højt til det sidste, så skål for en fantastik kvinde og en vidunderlig mor"
Alle rejser sig op og siger "SKÅL"

Efter han har holdt talen, går han hen til Mark og snakker med ham, så han efterlader mig bare, eller jeg sidder sammen med Lottie, hun kigger på mig og siger:
"Hvordan går det med tvillingerne?"
"De har godt, lige bortset fra at de har haft feber de sidste fem dage"
"Det lyder træls"
"Ja..."
"Hvordan har Louis taget det hele?"
"Helt ærligt, så ved jeg det ikke, vi har nærmest ikke snakket om andet, end børnene den sidste uge"
"Mener du det? Hvad har han gang i? Jeg går hen og snakker med ham lige nu"
"Det behøver du ikke"
"Jo, jeg gør han skal ikke behandle dig sådan..."

Inden jeg for sagt mere, rejser hun sig op og går hen til ham, jeg følger selvfølgelig efter hende
Hun når hen til ham, tager fat i hans skulder og vender ham, så han kigger mod os, også siger hun:
"Hvad har du gang i? Hvorfor lukker du Mel ude?"
Han kigger overrasket på os begge og siger:
"Før det første rager det ikke dig, for det andet er det her ikke en samtale jeg skal have med dig"
Jeg bryder ind før Lottie når at sige noget, og siger:
"Det gør det faktisk for du vil jo ikke snakke om det, og hvis det virkelig er samtale du skulle have med mig? Hvorfor har vi så ikke haft den?"

Han tager fat i mig, og hiver mig med ind i et andet rum, og siger:
"Hvad er det jeg ikke vil snakke om?"
"Alt... Undtagen børnene"
"Så snakker vi da også sammen..."
"Det er ikke det jeg mener og det ved du også godt, du har lukket mig ude, siden hun døde, og jeg forstår det virkelig ikke"
"Fordi jeg vil skåne dig, for min sorg"
"Hvorfor dog det?"
"Fordi du ikke forstår det, du var ikke tæt med din mor på den måde, du tog ikke engang til hendes begravelse"
"Det betyder ikke, at jeg ikke forstår dig, eller ikke vil høre på det, jeg bekymrer mig virkelig, for jeg ingen anelse om hvordan du har det, eller hvad du tænker, du gør det virkelig svært at hjælpe dig"
Han sætter sig ned på gulvet, og jeg sætter mig ned ved siden af ham, lægger min hånd på hans ryg og begynder at køre den op og ned, og siger:
"Du ved godt jeg elsker dig, det gør ondt, at se dig sådan"
"Det ved jeg godt, det er bare svært at miste hende, hun har altid været der, og nu..."
"Har du kun mig"
"Det er ikke det jeg mener..."
"Jeg ved godt hvad du mener, hun var din mor og i havde et særligt bånd... Hun vil altid være med dig, og du vil aldrig glemme hende, det er jeg sikker på"
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige..."
"Det okay... Vil du med hjem?"
"Ja, det vil være dejligt"
Inden vi rejser os op, kysser han mig på munden og siger:
"Tak, fordi du er dig"
Vi rejser os op, og går ud i gangen.

Da vi står i gangen, for at tage vores jakker på, kommer Louis´ biologiske fra Troy ud, han kigger på Louis og siger:
"Jeg er ked af dit tab... Kom det pludseligt?"
Louis kigger ned og jorden og undgår nogen form for øjenkontakt med ham, og siger:
"Nej, hun døde af kræft, det har vi vidst i flere måneder... Tak fordi du kom, og farvel"
Han vender sig om, tager sin jakke og går udenfor, jeg smiler akavet til Troy, og går ud til Louis.
Vi sætter os ind i bilen og kører hjem.

__________

Det er blevet aften, børnene er blevet lagt i seng, efter en længere kamp, Louis har ikke nævnt noget, der omhandler den samtale med hans biologiske far...

Jeg sætter mig ned i sofaen, ved siden af Louis... Vi sidder der lidt, indtil Louis siger:
"Fik du børnene i seng?"
"Ja... Hvorfor gik du, da du snakkede med din far?"
"Han er ikke min far... Eller biologisk er han, men han har aldrig været der... Jeg tror den eneste grund til han kom i dag, var for at snakke med mig"
"Jeg forstod det da, som om du snakkede med dig engang imellem, var han ikke med da du fyldte 20?"
"Jo, men det var mere for at gøre min mor glad, end fordi jeg ville have ham der... Jeg har nærmest ingen kontakt haft med ham siden den dag... Det han ved om mit liv, læser han i medierne"
"Okay..."
"Okay?"
"Jeg kan godt forstå dig"
"Virkelig?"
"Jeg har jo nærmest gjort det samme, med min mor, jeg ved godt det ikke er det samme, men det er tæt på"
"Ja... Lov mig vi aldrig bliver sådan"
"Hvordan?"
"Sådan nogle forældre der, driver deres børn væk, eller svigter dem"
"Jeg tror ikke vi kan undgå at svigte dem lidt"
"Du ved hvad jeg mener..."
"Jeg ved godt hvad du mener, og jeg kender dig godt nok, til at vide at du aldrig, kunne på at svigte dem, på samme måde som din far svigtede dig, sådan er du slet ikke, du kunne aldrig svigte dem, og du vil aldrig med intention såre dem, du vil gøre alt for at de for et godt liv, du har allerede startet en opsparing til dem, fordi du vil dem det bedste, du vil beskytte dem, det er en af de mange ting jeg elsker ved dig, så du er ikke som din far og det vil du ikke blive"
Inden han når at sige noget, ringer min mobil.

Jeg tager den og siger:
(Denne samtale er på dansk, så Louis forstår ikke alt de siger)
"Hej, det er Melanie"
"Hej Melanie, det Anna"
"Hvad vil du?"
"Har du hørt hvad der skete til mors begravelse?"
"Nej, jeg har ikke hørt noget, hvad skete der?"
"Altså der var selvfølgelig nogle taler, en fra hendes arbejde holdte så en, der begyndte han så at snakke om hvor meget du havde svigtet hende, og at du slet ikke fortjente, at have hende som mor, han blev ved i næsten fem minutter, og sluttede med at kalde dig en medieluder"
"Stoppede far ham ikke?"
"Jo, han smed ham ud og blev ret sur på ham, manden fra hendes arbejde, sagde til far at han vil skrive om dig i nyhederne, der har allerede været en del i medierne i Danmark, så jeg synes du skal holde øje med medierne, for at høre det de siger... Jeg siger det for at du kan komme med en udmelding, inden det går helt galt"
"Tak, jeg forstår ikke han kunne sige sådan noget, og da slet ikke til en begravelse... Hvordan har far det"
"Ikke så godt, han kommer nok aldrig over det, men han er på vej til at få det bedre"
"Det er vel hvad man kan forvente, hils ham, vi ses"
"Vi ses, farvel"

Jeg lægger mobilen ned på bordet og tænder for TV´et, de siger:
"Man skulle tro at alt var godt for Louis Tomlinson og hans kone Melanie Tomlinson, de blev for næsten tre måneder siden forældre igen, til tvillingerne William og Madeleine, men for en uge siden døde den kendte One Direction stjernes mor, men det er ikke det vi skal snakke om i dag, for omkring fem måneder siden, døde Melanie Tomlinsons mor, der omkom i en bilulykke, den danske journalist Louisa Andersson, det er kommet frem i det danske blad `Se og Hør´, at hverken Melanie eller Louis dukkede op til begravelsen, vi ved alle at Melanie på det tidspunkt var gravid, men kan man være for gravid til at tage til sin mors begravelse? Det vil vi finde ud af, ved at kontakte Melanie Tomlinson, du kan høre mere om det i morgen"

Louis kigger på mig og siger:
"Var det derfor Anna ringede?"
"Ja, hvad skal jeg sige når de ringer?"
"Du er ikke forpligtet til at fortælle dem noget"
"Det ved jeg, men det vil ikke se godt ud"
"Du skal ikke tænke på dem, du har også ret til et privatliv, hvis du ikke vil fortælle dem noget, skal du ikke"
"Det ved jeg, jeg beslutter mig for hvad jeg vil og ikke vil fortælle dem, når de ringer"
"Okay, det er dit valg, og jeg støtter dig uanset hvad du vælger at gøre"
"Tak, jeg elsker dig"
"Jeg elsker også dig... Vil du med i seng?"
"Ja..."
Vi rejser os op, og går i seng.

____________________________________________________________________________________________________

Her er et kapitel mere, håber i nyder det... Det næste kapitel kommer i løbet af nogle dage :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...