Is He The Right ?

Hvad sker der når hele dit liv bliver ændret ?
Det prøver Melanie at finde ud af, da hun bliver gravid med Louis Tomlinsons barn i en alder af 22 år.
Find ud af det ved at læse historien

32Likes
22Kommentarer
40649Visninger
AA

46. Del 46

Den 11. Juni 2016

Der er nu under to måneder til at jeg har termin, min mave er virkelig vokset og jeg føler mig som en kæmpe ballon, jeg kan ikke nå mine fødder mere, jeg kan heller ikke selv tage bukser på, så det er meget godt at Louis er hjemme hele tiden, jeg kan heller ikke løfte Christel op mere, så Louis er på overarbejde hele dagen.

Lægerne siger at vi er heldige at Johannah ikke er blevet indlagt endnu, hun er på hospitalet tre-fire gange om ugen, hun er blevet svagere, overraskende nok kan man ikke se det på hende endnu, hvilket er meget rart, hun insisterer på stadigvæk at passe Christel hele tiden, hun mener også at hun vil være frisk nok til at være med når tvillingerne skal fødes, jeg har sagt til hende at hun godt må være der, men jeg regner ærlig talt ikke med det.

I aften er det drengenes sidste optræden inden pausen for alvor begynder, så Louis er taget til London for at øve inden i aften, så Sophia er kommet, både for at vi kan se det sammen, men også for at hjælpe mig med Christel.

______

Christel er lige blevet lagt i seng og vi har sat os i sofaen for at se drengene på TV, vi tænder lige som drengene skal på, det er virkelig underligt at det er deres sidste optræden sammen.

Efter de er blevet færdige sidder vi lidt og ser videre på programmet, jeg rejser mig op for at komme på toilettet, men lige som jeg rejser mig op skyder der en forfærdelig smerte op igennem min mave, jeg sætter mig ned igen, lige som jeg sætter mig ned kan jeg mærke noget vådt under mig, jeg kigger over på Sophia som sidder nærmest begravet i sin mobil, jeg siger:
"Vandet.. er... gået"
Hun løfter hendes hoved og kigger på mig, da hun siger:
"Hvad? der er da over en måned tilbage..."
"Det... ved jeg godt... ring til Louis..."
"Hvad med Christel?"
"Ring til Johannah og... Daniel og få dem til at komme... så hurtigt som muligt"
"Okay, jeg ringer til ham nu"

Hun tager sin mobil op og ringer til Louis, da han endelig tager den siger hun:
"Hey Louis... Melanie... vandet er gået... jeg ved godt der er over en måned til... for to minutter siden... det er du nødt til... altså jeg kan ikke holde dem inde... du er bare nødt til at komme til Doncaster så hurtigt som muligt... okay, vi ses"
Hun ligger på og siger:
"Han vil komme så hurtigt han kan også må vi bare håbe han når det inden de bliver født... men vi er nødt til at få dig på hospitalet hurtigt, Louis ville ringe til Daniel og bede ham om at komme og holde øje med Christel"
"Hvad med Johannah, det er jo meningen hun skal være der når de bliver født..."
"Louis sagde at hun allerede var på hospitalet, hun skulle vidst snakke med en læge..."
"Så sent?"
"Ja åbenbart, hun skal vidst opereres om to dage og er nødt til at overnatte der indtil"
"Okay... AAAWWWWW"

______

Vi er endelig kommet ind på hospitalet og har fået en stue, Louis er ikke kommet endnu, men det hjælper lidt at Johannah er her. Sophia sidder udenfor og venter på at Louis kommer.

Min jordmor kommer ind på stuen, hun sætter sig ned og undersøger mig, hun kigger endelig op og siger:
"Jeg ved godt der er over en måned eller næsten to måneder til din termin, men tvillinger kommer faktisk tit før tid, så når de er født kan vi risikere at de skal have hjælp til at trække vejret, men det er ikke sikkert, vi ved desværre ikke noget før de er blevet født"
Jeg siger:
"Er der ikke noget du kan gøre for at de bliver derinde længere tid?"
Hun kigger på mig og siger:
"Desværre ikke du er to centimeter åben"
Johannah kigger på hende og siger:
"Hvor lang tid tror du der går før de er født?"
Jordmoderen siger:
"Alle fødsler er forskellige, men jeg vil skyde på at der går omkring fire til fem timer"
Hun rejser sig op og siger:
"Prøv at hvile lidt også vil jeg komme tilbage snart for at tjekke til dig"
Hun vender sig om og går ud fra stuen.

Jeg kigger på Johannah og siger:
"Tror du han når det?"
"Selvfølgelig når han det, han er på vej og jordmoderen sagde der ville gå ihvertfald fire timer, så han skal nok nå det"
"Er du sikker?"
"Ja, han vil gøre alt for at nå det... bare rolig"
"AAAWWW"

_____

Der er gået hvad der føles som hundred år, det er så kun to og en halv time, Louis er ikke kommet endnu, men Sophia siger han burde være her snart.
Jeg er fem centimeter åben nu, min jordmor siger at de sidste fem centimeter vil komme hurtigere end de første fem centimeter.

Der er helt stille på stuen, indtil Johannah siger:
"Ved du godt hvor stor risiko der er, når de bliver født så tidligt?"
"Det har jeg ikke rigtig haft tid til"
"Altså chancen for at de skal have hjælp til at trække vejret er stor, men selvom de for hjælp er det ingen garanti på at de overlever det"
"Det havde jeg slet ikke tænkt på..."
"Så chancen for at ikke har et barn med hjem er næsten lige så stor som chancen for at i for dem begge to med hjem... det er ikke for at gøre dig ked af det, men jeg synes selv de ville være rart at få at vide..."
"Tak, det er rart nok at vide hvad det værste der ske er... AAAWWWWW"

Inden nogen af os kan nå at sige noget kommer Louis ind af døren, han går hen og kysser mig på panden og siger:
"Undskyld jeg først kommer nu"
Jeg smiler og siger:
"Det er okay, din mor er en stor hjælp... AAAWWWWW"
Johannah siger:
"Der er nu ikke sket det store... sidst jordmoderen var her sagde hun at Mel var fem centimeter åben"
Louis tager fat i min hånd og siger:
"Hvor lang tid regner de med der går før de er her?"
Jeg siger:
"Et par timer cirka... AAAWWWWW"

Den 12. Juni 2016

Jordmoderen kommer ind, hun sætter sig ned og begynder at undersøge mig indtil hun siger:
"Du er 10 centimeter åben, det er på tide at du begynder at presse... det ville være en god ide at vente indtil vi har udstyret helt klar"
Hun rejser sig og går ud, lige efter hun har lukket døren kigger Louis på mig og siger:
"Hvad for noget udstyr har de brug for?"
Johannah siger:
"Når de bliver født så tidligt kan det godt være de har brug for hjælp til at trække vejret..."
Jeg siger:
"Det er... AAAAWWWWW"
Jordmoderen kommer ind igen med udstyret, hun kigger på mig og siger:
"Nu må du godt begynde at presse"
Jeg begynder at presse:
"AAARRRRHHHHH"
Jordmoderen siger:
"Jeg kan se hovedet nu, pres igen"
Jeg presser igen:
"AAARRRRHHHHH"
Jordmoderen siger:
"Her er jeres lille dreng, vil faren klippe navlestrengen?"
Louis siger:
"Ja"
Han går hen og klipper navlestrengen. Efter han har klippet den tager en af sygeplejerskerne ham og går over for at måle og veje ham, mere når jeg ikke at se før jordmoderen siger:
"Du må godt presse igen"
Jeg begynder at presse igen:
"AAARRRRHHHHH"
Jordmoderen siger:
"Kom engang til"
Jeg presser igen:
"AAARRRRHHHHH"
Jordmoderen siger:
"En gang mere også tror jeg den er der"
Jeg presser igen:
"AAARRRRHHHHH"
Jordmoderen siger:
"Her er jeres lille pige, vil faren klippe navlestrengen igen?"
Louis siger:
"Ja"
Han går hen og klipper navlestrengen, efter han har klippet den tager de hende med hen for at måle og veje hende.

Jordmoderen kigger på os og siger:
"Tillykke, i har fået to velskabte børn"
Jeg siger:
"Så de har ikke brug for hjælp til at trække vejret eller noget andet?"
Hun siger:
"Nej, de er helt raske, de er blevet kørt hen for at de kan hvile sig"
Hun rejser sig op og går ud fra rummet.

Johannah kigger på os og siger:
"Hvad er deres navne?"
Inden Louis kan nå at svare siger jeg:
"William Louis Tomlinson og Madeleine Johannah Tomlinson"
Louis kigger underligt på mig og siger:
"jeg troede vi havde aftalt hun skulle hedde Violet Maria Tomlinson?"
Jeg siger:
"Hun ligner ikke en Violet, hun ligner en Madeleine... også synes jeg at hun skal hedde Johannah til mellemnavn efter din mor, fordi hun hjalp mig under fødslen"
Hun siger:
"Tak, mange tak... nu vil jeg ringe til Daniel og sige hvad det blev også må jeg ind på min stue og sove, godnat"
Jeg siger:
"Godnat"
Hun går ud og lukker døren efter sig.

Louis sætter sig ned på en stol, jeg tager hans hånd og siger:
"Hvonår skal vi fortælle det til drengene? Altså jeg ikke med at du ringer til dem nu"
"Altså, hvorfor skal vi ringe til dem... når de er ude på gangen"
"Hvad?"
"Altså jeg var sammen med dem da Sophia ringede... og de insisterede på at de skulle med"
"Hvor skal de så sove henne?"
"Jeg har måske sagt at de kan overnatte ved os"
"Okay, jeg vil gerne sove nu"
"Okay, sov godt"
Han rejser sig op, kysser mig op munden og går ud.

_______

Klokken er 09:00, for at være helt ærlig har jeg ikke fået sovet særlig meget, jeg ved godt at jordmoderen og andre læger har sagt at de er helt raske, det sagde de også da Christel blev født og det endte med at de fandt en svulst.

Louis kommer ind af døren, han har det største smil i hovedet, han kysser mig og siger:
"Tak..."
"For hvad?"
"For at føde de mest fantastiske børn"
Jeg begynder at græde, han kigger uroligt på mig og siger:
"Hvad er der galt?"
"Jeg... jeg er bange for... at der er noget galt med dem"
"Der er ikke noget galt med dem, de er 100% raske"
"Det... det sagde de også... da Christel blev født... og hun havde en svulst"
"De har undersøgt dem mange gange, de ER raske"
"Men... men..."
"Ikke noget men, de er perfekte og sunde"

Inden jeg kan nå at sige noget, kommer der en sygeplejerske ind og siger:
"Der er to babyer her, der er sultne"
Hun kommer hen med dem, hun starter med at løfte Madeleine op til mig og derefter William, jeg kigger op på Louis og siger:
"De er perfekte, jeg elsker dig"
Han smiler og siger:
"Jeg elsker også dig"

_______________________________________________________________

Her er et mere, der kan kommer nok til at gå lidt tid inden det næste kapitel kommer da jeg starter på efterskole på søndag :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...