Is He The Right ?

Hvad sker der når hele dit liv bliver ændret ?
Det prøver Melanie at finde ud af, da hun bliver gravid med Louis Tomlinsons barn i en alder af 22 år.
Find ud af det ved at læse historien

32Likes
22Kommentarer
40688Visninger
AA

45. Del 45

Den 5. Maj 2016

Jeg er endelig hjemme, i det jeg går ind af døren kommer Christel løbende hen til mig, hun siger:
"Ambulance"
"Har der været en ambulance her i dag?"
"Ja, den sagde babu mange gange"
"Hvem tog med ambulance?"
"Farmor..."
"Okay, kan du ikke gå ind på dit værelse, så jeg kan snakke med far?"
"Okay..."
Hun vender sig om og begynder at gå ind mod hendes værelse.

Jeg tager min jakke af og går ind i stuen, Louis sidder i sofaen med hans hoved begravet i hænderne, jeg sætter mig ned ved siden af ham, jeg lægger min hånd på hans ryg og siger:
"Hvad er der sket med din mor?"
Han kigger op med tårer i øjnene og siger:
"Jeg ved det ikke, jeg kom ud i køkkenet og så lå hun bare på gulvet, hendes puls var svag så jeg ringede efter en ambulance og derefter ringede jeg til Daniel som kørte direkte til hospitalet... han ringer når de ved noget"
"Oh, hvornår skete det?"
"Ambulancen kørte for en halv time siden"
"Hvorfor ringede du ikke til mig?"
"Jeg... jeg..."
Han begraver hans ansigt i hans hænder igen, jeg siger:
"Det er okay, det er sikkert ikke noget alvorligt, hun skal nok blive rask igen"
"Jeg ved det ikke helt, det så ret alvorligt ud"
"Det er det sikkert ikke, vent nu og se hvad de siger og så tager vi det derfra"
"Okay

____________
Efter aftensmaden putter Louis, Christel, efter han har puttet hende gik vi i seng.

Jeg er næsten faldet i søvn, da min mobil ringer, jeg tager den og siger:
"Hej, det er Melanie Tomlinson, hvem snakker jeg med?"
"Hej Melanie du snakker med Anna Nielsen, jeg er sygeplejerske på Rigshospitalet i København"
"Okay, hvorfor ringer du?"
"Det handler om din mor, jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det, men din mor er død"
"Hvordan?"
"Hun var i en bilulykke, hun var død på stedet"
"Okay,tak fordi du ringede, farvel"
"Farvel"
Jeg lægger på og ligger telefonen over på natbordet igen, Louis sætter sig op og siger:
"Hvem var det?"
"En sygeplejerske fra Rigshospitalet i København"
"Hvad ville de?
"Det var omkring min mor"
"Hvad er der med mor?"
"Hun er død, hun var i en bilulykke og døde på stedet"
"Hvorfor ringede din far ikke og sagde det?"
"Det ved jeg ikke..."
"Vil du med til hendes begravelse?"
"Det ved jeg ikke, jeg har ikke et behov for at være der... jeg må heller ikke flyve på grund af graviditeten"
"Vi kan da bare kører"
"Ved du godt hvor lang tid det tager? omkring et døgn, det genere mig ikke rigtigt, jeg har ikke rigtig løst... jeg sender et brev til min far og forklare ham hvorfor jeg ikke kommer"
"Hvorfor vil du ikke med? det er din mors begravelse!"
"Fordi det er min mor, jeg ved godt du ikke kan forstå det 100%, fordi du er så tæt med din mor... jeg forventer ikke at du forstår det, du skal bare respektere at jeg ikke tager med til min mors begravelse"
"Men..."
"Det er ikke til diskussion, jeg tager ikke med"
"Okay, men kan du i det mindste ikke bare tænke over det"
"Jeg... jeg... tager ikke med... og jeg vil ikke snakke om det igen"
"Vil du ikke engang fortælle det til Christel?"
"Christel kan ikke huske hende"
"Hvad så når hun spørger hvem hendes mormor er?"
"Hvis hun spørger fortæller jeg hende at hun er død... kan vi ikke godt sove nu"
"Men..."
"Vi bliver ikke enige om det, så kan vi ikke bare lade være med at snakke om det igen"
"Okay, jeg vil bare ikke have at du fortryder det"
"Det gør jeg ikke og hvis jeg gør er det mig der tog valgte ikke at tage med"
"Okay... Hvad var der med Sophia du var der ret længe?"
"Øh ja, hun er gravid, i tredje måned"
"Wow, det havde jeg ikke set komme"
"Det havde jeg faktisk lidt... Øh Liam undgik mig nærmest hele den tid jeg var der, er der sket noget med bandet, eller bare mellem jer to?"
"Øh ja, kan du huske at pladeselskabet ville have også til at lave et album mere og endnu en turne"
"Ja, hvad er der sket?"
"Vi har besluttet at det er på tide at holde en pause, vi har Christel og skal snart have tvillingerne. Kendall og Harry har lige fået Edward og nu siger du at Sophia og Liam skal have et barn, så det virker som et godt tidspunkt at holde en pause på, Harry vil også et sted hen af vejen skabe en solokarriere, på samme tid vil vi ikke opgive bandet helt så vi holder en pause og kommer tilbage om nogle år"
"Hvad vil du så lave under pausen?"
"Jeg ved det egentlig ikke, altså jeg vil nok ikke lave noget før efter tvillingerne er født, jeg er ikke sikker på hvad jeg vil efter det..."
"Det er jo ikke ligefrem fordi du er nødt til at arbejde"
"Ja, lige præcis, men det gider jeg ikke tænke over nu"
"Godt, for jeg vil gerne sove nu, jeg er virkelig træt"
"Det er jeg også... godnat"
"Godnat"
Han kysser mig på munden og vi ligger os til at sove.

____________

Den 6. Maj 2016

Jeg vågner ved at Christel kommer kravlende op i sengen, hun ligger sig mellem Louis og mig, hun rusker i Louis og siger:
"Faaar, din mobil ringer"
Louis sætter sig op i sengen og tager sin mobil i hånden, han kigger lidt på den og kigger så over på mig og siger:
"Min mor er blevet udskrevet, hende og Daniel kommer om en halv time, de har de små med, så de kan lege Christel også kan vi snakke imens"
Jeg siger:
"Okay, kan du give Christel tøj på"
Han siger:
"Ja, det skal jeg nok"

Louis rejser sig op fra sengen, han løfter Christel op på armen og de går ud fra rummet, 20 sekunder efter de er gået ud ringer min mobil, jeg tager den og siger:
"Hej det Melanie"
"Hej Melanie"
"Far? Hvad vil du?"
"Jeg går ud fra at du har hørt om din mor"
"Ja, hvad er der?"
"Der er to ting, for det første vil jeg spørge om du kommer til begravelsen?"
"Det kan jeg ikke, jeg må ikke flyve på grund af graviditeten og jeg kan ikke holde til at køre i lang tid"
"Det forstår jeg godt, det er dit valg"
"Hvad er det andet du vil sige?"
"Din mor arvede en masse penge fra din mormor dengang hun døde, sagen er den at du har arvet en del penge fra din mor"
"Hvor mange penge taler vi om?"
"Omkring det der svare til 20 millioner pund"
"20 millioner pund?"
"Ja, du vil have pengene på din konto i løbet af de næste uger"
"Okay, jeg er nødt til at smutte vi for gæster lige om lidt"
"Okay, vi tales ved"

Jeg lægger på, i det samme som Louis kommer ind, han siger:
"Hvem var det?"
"Det var min far, jeg har arvet..."
"Hvad har du arvet?"
"Sådan cirka 20... millioner pund"
"Hold da fast og du vil stadigvæk ikke med til begravelsen?"
"Pengene skal ikke ændre det, jeg tager ikke med"
"Okay..."

Inden jeg når at svare ham ringer det på døren, Louis går ned for at åbne døren.

Vi sætter os ned ved bordet, Louis og mig på den ene side og Johannah og  Daniel på den anden side.
Der er ingen der siger noget i et par minutter, endelig er der en der siger noget, Louis siger:
"Hvad skete der i går?"
Johannah kigger op på Louis og siger:
"Jeg... jeg har... jeg har kræft"
Louis´ ansigt ændre sig hurtigt og bliver seriøst, han siger:
"Hvad? Hvor lang tid har du vidst det?"
Johannah siger:
"To... måneder"
En tåre forlader Louis´ øjenkrog, han siger:
"Hvorfor fortæller du mig det først nu?"
Johannah siger:
"Fordi det ikke var så alvorligt for to måneder siden..."
Louis tager min hånd og siger:
"Og det er det nu?"
En tåre forlader Johannah øjenkrog imens hun siger:
"Ja... de har givet mig seks måneder til et år"
Louis siger:
"Hvad?"
Han klemmer min hånd hårdere da Johannah siger:
"Selv med alt den behandling de kan give, giver det mig højest et år, men de regner ikke med mere end fem-seks måneder"
Louis siger:
"Hvordan kunne det ske?"
Johannah siger:
"Det ved jeg ikke, men det er sket og der er ikke noget at gøre, om cirka et år... er jeg væk"
Louis slipper min hånd, han rejser sig op og går ud fra køkkenet, jeg skal lige til at rejse mig da Johannah siger:
"Lad ham være, han har brug for at tænke det hele igennem... han skal nok falde ned og blive god igen, når han forstår hvad der sker"
Jeg kigger på hende og siger:
"Det tror jeg ikke han gør... Det er en ret stor mundfuld at få på en gang... han skal nok forstå at det ikke rigtig kunne siges på en anden måde, men han kommer ikke til at forstå det..."
Johannah sukker og siger:
"Okay, jeg tror det er på tide at vi tager hjem, vi ses"

De rejser sig op, for fat i tvillingerne og tager hjem.

_______

Efter de er taget hjem, spiser vi noget middagsmad, efter det lægger jeg Christel til at tage en middagslur.

Efter jeg har puttet hende sætter mig ind på sofaen, efter to minutter kommer Louis og sætter sig ved siden af mig, jeg siger:
"Hvordan har du det?"
"Det ved jeg ikke... jeg forstår det ikke, hvordan kunne det ske?"
"Det gør jeg heller ikke"
"Jeg tror jeg vil gå en tur... for at tænke det hele igennem"
"Okay, hvor lang tid skal regne med at du er ude at gå?"
"Det ved jeg ikke, men det kan godt tage noget tid"
"Okay, god tur"
"Tak, jeg går nu"
Han rejser sig op fra sofaen og går ud i gangen, efter nogle sekunder hører jeg døren smække.

________

Klokken er nu 01:17 og Louis er ikke kommet hjem endnu, jeg har ringet til alle drengene, hans mor og hans søskende, der er ingen der har hørt fra ham, hans mobil er vidst gået død for den går på telefonsvarer hver gang jeg ringer ham op.

Jeg er næsten faldet i søvn, fordi jeg kan høre døren smække, jeg rejser mig op og går ud i gangen, jeg kigger på Louis der ligner en der er ret fuld, jeg siger:
"Hvor har du været?"
"Ude at gå"
"I over 10 timer? hvad har du lavet?"
"Været ude at gå en tur"
"Okay, jeg synes du skal gå i seng nu"
"Okay... okay"

Han kommer endelig op i soveværelset, han når ikke at få tøjet af før han falder om på sengen og sover, jeg tager mit nattøj på og lægger mig ned i sengen og falder i søvn.

_________________________

Den 7. Maj 2016

Jeg vågner op og sætter mig i sengen.
Louis kommer ud fra toilettet, han smider sig i sengen, jeg kigger på ham og siger:
"Hvad lavede du i går? altså udover at gå"
"Jeg stødte ind i en bar på vejen..."
"Hvorfor?"
"Det ved jeg ikke..."
"Kunne du i det mindste ikke bare sende en SMS om hvor du var... jeg var virkelig bange for hvad der var sket..."
"Undskyld, jeg havde bare brug for det"
"Brug for hvad? at drikke dig stang stiv på en eller anden bar uden at give den mindste lyd fra dig, forstår du ikke hvor bekymret jeg var? jeg ringede nærmest til alle vi kender for at høre om de vidste hvor du var"
"Undskyld..."
"Er det, det eneste du har at sige?"
"Hvad skal jeg ellers sige?"
"Det ved jeg ikke, jeg er bare virkelig sur og irriteret på dig lige nu"
"Det forstår jeg godt..."
"Hvis du forstår det, hvorfor gjorde du det så?"
"Fordi jeg lige har fundet ud af at min mor skal dø om cirka seks måneder..."
"Kunne du ikke snakke med mig om det i stedet for at drikke dig fuld?"
"Du forstår det ikke..."
"Hvorfor forstår jeg det ikke?"
"Fordi din mor lige er død og du virker ikke ked af det..."
"Jeg ved godt jeg ikke viser det, men jeg er ked af at min mor døde, det er min mor, jeg ved godt du er virkelig tæt med din mor og at jeg ikke er tæt med min, men det betyder ikke at jeg ikke forstår hvordan du har det..."
"Det ved jeg godt..."
Han når ikke at sige mere før han falder i søvn... efter nogle minutter falder jeg i søvn igen.

________________________________________________

Her er et mere :D
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...